Hvis nogen nogensinde havde sagt til Lise, at hun ville blive årsag til sladder og splittelse mellem far og søn, ville hun have fået dem til at trække deres ord tilbage. Lise var en enkel pige fra landet, men hun kunne stå på egne ben. Alligevel udviklede situationen sig præcis som den gjorde, og Lise havde i sit værste mareridt ikke kunnet forestille sig, at hun måtte gennemgå de syv helvedes kredse for at finde lykken.
Lise var netop flyttet til København, selvom hun indtil sidste øjeblik havde tryglet sin mor om ikke at sende hende til tanten. På familiemødet blev det dog besluttet, at Lise skulle tage til tanten Ingrid, fordi der ingen andre kunne. Ole, familiens far, arbejdede som landbrugsmaskinfører, og nu var der stadig masser af arbejde på markerne. Marit, moren, holdt til på gården, mens brødrene og søstrene enten gik i skole eller i børnehave.
Med en lille kuffert fyldt med det mest nødvendige begav Lise sig til den eneste gang, hun nogensinde havde set sin tante ved et dåbsritual. Man sagde, at Ingrid, på grund af sit bitre temperament, aldrig havde kunnet holde ud med sine tre ægtemænd, og hun havde ingen børn eller arvinger. Lises forældre håbede i dybet, at hun ville efterlade sin lejlighed til niesen. Det gik som planlagt, men Ingrid behandlede Lise venligt nok, men holdt altid en vis afstand. Hun spurgte sig selv, hvorfor hun overhovedet skulle beholde Lise? Svaret var simpelt: hun frygtede, at hun en dag ville dø uden, at nogen lagde mærke til det. Så hun lå i sin lejlighed, indtil lugten af forfald tiltrak en nabolagsbetjent, som til sidst åbnede døren.
Ingrid kæmpede i årevis med en uhelbredelig sygdom og vidste, at hun enten i dag eller i morgen ville forlade denne verden. Lise blev hendes livsforsikring til en værdig begravelse. Lise stillede ingen spørgsmål, vaskede, lavede mad, ryddede, gik på indkøb alt, hvad der blev forventet af hende. Hun havde ingen venner, og efter en hård arbejdsdag savnede hun at sidde på en bænk med jævnaldrende. I København gik hun sjældent ud. Heldigvis havde hun en balkon, hvor hun kunne sidde i timer og kigge på unge mødre, der slentrer med deres børn, eller ældre damer, der samles i trappeopgangen for at diskutere dagens små bekymringer.
Lises liv delte sig i to dele: den ubehagelige, hvor hun løb rundt som en tjenestepige og indfriede Ingrids vilje, og den behagelige, som begyndte, når Ingrid faldt i søvn efter smertestillende. Så tog Lise en duftende kop kaffe, gik ud på balkonen og nød den velfortjente ro.
Snart mødte hun den charmerende nabo Anders, som ofte stod på balkonen på samme tidspunkt. I starten nikker de blot til hinanden og foregav at ignorere hinanden, men så begyndte de at hilse. Deres møder udviklede sig til en ung kærlighed, begge skyndte sig ud på balkonen i håb om at fange et glimt af hinanden. Da Ingrid døde, var Lise og Anders allerede dybt forelskede og havde erklæret deres følelser. Efter begravelsen vendte Lise ikke tilbage til landet, men blev i København og forklarede sine forældre, at hun ville studere selvom de forstod, at noget andet lå bag beslutningen.
Lise var sikker på sine følelser, så hun accepterede Anders frieri uden tøven. Anders boede alene; hans mor havde efter en skilsmisse giftet sig igen og flyttet til USA. Hans far, Dr. Kurt, arbejdede som læge i Ghana og kom kun hjem én gang om året på ferie. Brylluppet var enkelt, men fyldt med glæde, for de to var lykkelige over at skulle tilbringe livet hånd i hånd.
Anders ville følge i sin fars fodspor, så han blev uddannet kirurg på den lokale kommunehospital. Lise ønskede at kunne bidrage, så hun gik på sygeplejerskeuddannelse. Hun drømte om, at de sammen skulle redde liv, men drømme er ikke altid skæbnebestemt.
– Lise, om en uge kommer faren! sagde Anders.
– Hva? Hvad skal han have? Skal jeg købe ind, lave mad, gøre rent?
– Rolig nu, det er kun min far, ikke kongen af Ghana, bare en simpel mand.
Alligevel bekymrede Lise sig. Hun havde set billeder af ham en veltrænet, solbrændt mand, som kunne minde om en spansk eller tyrkisk rejseguide. Men udseende kan narre. Måske var han en snob eller en perfektionist, der kun så fejl. Eller måske ville Anders på et tidspunkt mene, at Lise ikke var god nok og forlade hende. Men faren, Kurt, viste sig at være en helt anden. Han kyssede sin søn og svigerdatter ved døren, undskyldte for at han ikke kunne deltage i brylluppet, og bragte en masse gaver som kompensation. Lises middag blev rost af ham, og han sagde, at han længe ikke havde spist noget så lækkert. Efter en kort samtale gik han for at besøge gamle venner.
Måneden gik hurtigt, og Kurt vendte tilbage til Ghana, og efterlod de unge forældres alene. Lise forstod ikke helt, hvorfor sin svigerfar ville erstatte Kurt med en anden. Kurt var en fremragende kok, stod tidligt op for at lave fine pandekager, hjælper ofte med rengøringen og giver sønnen gode råd:
– Det er en god kone, du har fået. Pas på Lise, hjælp hende, ellers mister du din lykke.
Anders smilede tavst og tænkte: Hvor skulle hun så væk? Lise er ikke typen, der bare forsvinder. Selvom hun skulle blive såret, ville hun tilgive og leve videre som om intet var sket. På landet lever folk enkelt, for børnene, og udholder alt. Han håbede på, at dette var sandt, for da en sygeplejerske flirtede med ham, gik han ind i et nyt forhold. Han tænkte ikke på, at Lise ventede derhjemme med svær kvalme, ude af stand til at lave mad. Han kom hjem sulten, spiste med Karina, kørte hende hjem og lod som om han var træt, mens han gik i seng.
Lise mærkede ikke længere ændringerne i sin mand; hun var opslugt af sine egne følelser. På den ene side glædede hun sig til at blive mor, på den anden frygtede hun at klare sig selv, selvom hun havde en så omsorgsfuld mand.
Da hun endelig fødte, steg ansvarstungheden. Mælken løb tør, og barnet vågnede ofte i gråd. Anders blev frustreret, bad Lise berolige barnet og gik selv i stuen for at sove. Da Kurt kom på besøg igen, genkendte han Lise ikke. Den glade, røde latterfulde pige var nu bleg og slank, som en skygge, mens hendes søn var blevet tyndere, kom sent hjem og holdt sig tilbage.
– Du skulle hjælpe din kone.
– Far, hun sidder hjemme hele dagen, lad hende i hvert fald passe barnet.
– Har du fundet en ny?
– Hvorfor spørger du?
– Jeg ser, hvor glad du er, når du går væk, og hvor irritabel du bliver, når du kommer hjem.
– Intet vigtigt, far.
– Pas på, så det ikke bliver til noget forfærdeligt.
– Lise er skyld i det selv. Hun ser ikke ud som en kvinde længere, har du set hendes hår? Hendes ansigt?
– Det er dig selv, der er skyld i det. Lise får næsten ingen hvile.
– Jeg må skynde mig, arbejdet venter!
Anders lyttede ikke altid til sin far; han troede, at Lise skulle klare alt hjemme. Kun Kurt forstod Lise uden ord og prøvede at hjælpe så meget han kunne.
– Lise, gå og hvil, jeg passer på barnebarnet.
– Hvad hvis hun bliver sulten?
– Tror du, jeg ikke kan lave en blanding og give barnet mad? Jeg har jo opdraget din far, den dovne fyr, du kalder din mand.
Takket være sin svigerfar fik Lise lidt mere søvn. Kurt gik ofte med barnebarnet, fodrede og lagde hende i seng, når Lise var optaget eller havde brug for en pause. Lise takkede ham og bad Gud om, at han fandt en kvinde, han kunne elske. Hun mærkede, at hun tænkte mere og mere på Kurt. Han blev mere end bare svigerfar han var far, bror, ven, en som hun kunne tale med om alt. Hun frygtede, hvad der ville ske, hvis han en dag rejste.
– Lise, du ser trist ud.
– Det er bare sådan
– Her, tag nogle penge, gå til salonen: klip, farv, makeup, manicure. Køb noget til dig selv. Jeg passer på din datter.
Lise sprang op, gav Kurt et kys på kinden og løb ud for at gøre som han sagde. Om aftenen gik hun som en forvandlet, smuk kvinde hjem. Idéen om at overraske sin mand dukkede op, så hun gik ind på klinikken, hvor Anders arbejdede.
– Hej, jeg leder efter Anders.
– Han er her, kom ind.
Hun forestillede sig hans glæde, men så så hun en ung sygeplejerske sidde på hans knæ, frakken halvt åben tydeligt ikke til et lægelig undersøgelset. Lise flygtede som en skovløs fugl ud af rummet, tog en taxa og græd i bilen.
– Hvad er der sket, skat?
– Anders snyder mig
– Hvem sagde det?
– Jeg så det med mine egne øjne
Kurt trak Lise blidt ind, strøg hende på hovedet:
– Græd, så bliver det lettere. Jeg snakker med ham, han må komme hjem igen.
– Jeg vil ikke blive her, jeg tager barnet og flygter.
– Du dumme pige, hvor vil du hen? Har du tænkt på barnet? Livet på landet er hårdt, du har et lille barn i dine hænder.
Ingen havde holdt Lise i en sådan omfavnelse før. Hun og Anders havde sovet i separate værelser i flere måneder, men nu, med hans duft af aftershave og blide ord, svajede hendes hjerte. Kurt forstod pludselig, hvor meget han blev tiltrukket af Lise hendes uskyld, sårbarhed. Han ville beskytte hende, kysse hende, bære hende væk fra al smerte. I et impulsivt øjeblik løftede han hende og bar hende op på sengen, og hun modsatte sig ikke. De delte en hemmelighed, som kun de to kendte, og Anders havde ikke engang opdaget den, fordi han blev opslugt af sin egen flirt med Karina.
Lise var både skamfuld over sin svaghed og glad for den kærlighed, hun følte. Hun sammenlignede ubevidst Anders med Kurt og så, at Kurt vandt på alle fronter. Så opdagede hun, at hun var gravid igen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre; de havde kun været intime i trefire måneder, og Anders ville straks mistænke hende for utroskab.
– Hvad bekymrer dig? Det er vel en gave! Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive far igen i femti. Vil du gifte dig med mig igen?
– Hvad med Anders?
– Anders? Han har gjort fejl, men han vil forlade dig en dag. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke leve uden dig.
Efter skilsmissen indskrev Lise og Kurt sig sammen og flyttede til Ghana. Forældrene forstod ikke hendes beslutning; landsbyboerne sagde, at hun kun lod som om hun var beskeden, mens hun i virkeligheden jagtede lykken. Anders talte videre om, hvor hårdt hans hustru og far havde behandlet ham. Men de to var glade for at have fundet hinanden og for hver eneste stund, de delte.
Livets sandhed viser sig i, at uanset hvor mange kampe vi må gennemgå, er det kærlighedens støtte, ærlighed og viljen til at tilgive, der giver os styrken til at vokse. Så længe vi holder fast i hinanden, kan selv de dybeste sår blive til læring og håb.
