Onkel Jørgen, den aldrende vagtmester fra den lille kystby Løkken, snublede ud i morgengryet, da han gik forbi fødeafdelingen på den lokale hospitalshjem. En tung, slidt papkasse stod på trappen, og hans skarpe øje fangede straks en fornemmelse af liv bag det stille låg selvom intet knirkende eller hylende kom fra den. Jørgen trak vejret dybt, løftede låget og så den lille, hvide baby ligge roligt som om, den sov på en sky af silke.
Uden tøven bankede han på døren, mens han mumlede en bøn om, at barnet måtte være sundt. Hospitalets sygeplejersker fløj til døren, åbnede den med et overrasket blik, og så den lille dreng; han var levende, han var rask. En susen af lettelse og glæde fyldte rummet.
Løkken var den slags by, hvor alle kendte hinandens forældre, deres hunde og deres baggårdshække. Derfor gik mistankens tåge hurtigt over til den unge mor, som man i lokalsamfundet kaldte “Tutta Lykke”. Hun havde i flere år fået gaver til staten små børn, der kom til verden med næsten ingen skriftlig registrering, og hun havde sjældent sat sine fødder i hospitalets korridorer.
En grundig undersøgelse viste imidlertid, at Tutta denne gang havde intet med den lille dreng at gøre. Således stod barnet uden en kendt mor, og efter de nødvendige undersøgelser blev han placeret i børnehjemmet Klarhedens Hus, som lå blot et par kilometer fra Løkken.
Da personalet spottede ham, udbrød en af sygeplejerskerne med et grin:
Se bare, hvad vi har her! En lille vandmelon!
De kaldte ham kærligt Vandmelon på grund af hans røde kinders glød og den bløde, runde krop, der lignede en saftig frugt på en sommerdag. Navnet hængte ved ham som en klæde på, selv efter han fik sit rigtige navn, som Onkel Jørgen foreslog: Mikkel. Men kælenavnet Vandmelon blev hængende, som et mærke i hans liv.
Mikkel blev hurtigt adopteret af en omsorgsfuld familie i den nærliggende landsby, og den lille dreng boede kun kort tid i Klarhedens Hus. Hver dag vandrede han gennem de grønne enge, men hans lille krop bar stadig en tomhed, en længsel efter et ansigt, han aldrig havde lært at kende. Hans øjne søgte efter sin mor, sin far, sin bedstemor men ingen kom.
Sommeren tog over, og børnene legede udenfor i solens varme stråler. Mikkel blev et mere sky og reserveret barn; han stolede ikke længere på de voksne, og han levede i en lille verden af stille kroge, hvor han kunne gemme sig. Så kom den lille kat, Muskuløs, ind i billedet.
Muskuløs havde snuset sig ind i Klarhedens Hus for et år siden, trods at reglerne slog hårdt ned på dyr. Sygeplejerske Anna, der stod i spidsen for huset, forsøgte at slippe af med den, men katten fandt altid vej tilbage, som en stædig vanddråbe, der nægter at forsvinde i sandet. En lokal madpige, Tante Jonna, tog katten med hjem tre gange, men hver morgen, når hun gik på arbejde, fulgte Muskuløs hende som en skygge. Anna, træt af kattens påfund, kaldte den Muskuløs en spøgefuld reference til, at den altid muskeløs listede omkring uden at blive opdaget.
Muskuløs blev Mikkels uventede ven. Katten lagde sig ved hans fødder, brummede blidt, og i hans blotte nærvær begyndte den lille dreng at åbne sit hjerte. Anna så den forandring og, med et suk af lettelse, pakkede katten i en transportkasse og tog den til dyrlægen for at sikre, at den var sund. Mens hun vandrede omkring, hviskede hun til sig selv, at hendes kedsomhed forsvandt med katten. Måske var det katteklørnes blide klap, der endelig brød den barriere, som Mikkel havde bygget omkring sig.
Kort efter mødte Mikkel en potentiel adoptivfamilie: et ægtepar, Thomas og Lise, som allerede havde en lille pige ved navn Freja. De havde ikke kunnet få deres egne børn, men ønskede af hjertens grund at give et barn en chance for et lykkeligt liv. Da de så Mikkel, mærkede de straks en forbindelse, og da de hørte om hans tofoldige afvisning, besluttede de uden tøven at tage ham med hjem.
Skæbnen ville dog, at den tidligere vagtmester, Onkel Jørgen, stod ved hospitalets udgang og så Thomas far, Hr. Søren, som så forvirret på den lille dreng. Pludselig genkendte Søren den gamle, slanke dreng, som han engang havde fundet på en trappe i Klarhedens Hus. Med et grin på læben sagde Jørgen over ham:
Se, hvor små verden kan være! Du er den lille vandmelon, jeg fandt for så mange år siden. Nu er du min egen barnebarn, trods alt! Gud har sine mærkelige veje, men her er du, Mikkel, vores egen lille skat!
Mikkel forstod ikke helt den gamle mands gådefulde ord, men han nikkede og smilede, som om en usynlig tråd bandt ham til alle omkring ham. De andre voksne stod målløse, men deres hjerter var fulde af glæde.
Da bilen med de nye forældre skulle køre væk, stoppede Mikkel pludselig, kastede sig på gulvet og begyndte at græde. Lise løb hen for at trøste ham, mens hun ikke vidste, hvad der rørte ham så dybt. Anna, der stadig holdt øje med Muskuløs, så katten sidde et stykke væk, med ørerne faldet, som om den forstod barnets smerte.
Til sidst gik den lille dreng med sine nye forældre ind i en ægte, dansk fremtid, med en kat ved sin side og en historie, der havde svøbt ham i både varme og kulde. Fra den dag bød Løkken velkommen til en ny familie, to hjerter, og en lille vandmelon, som endelig fandt ro i en verden, hvor hver eneste dråbe af lykke var værd at holde fast på.
