Vågende morgener over de små vandløb i landsbyen lå et tyndt lag rimfrost, og de gamle træplanker på den knirkende bro i Lundby knitrede under fodtrin. Livet gik sin stille gang: drenge med rygsækkene på skulderen sprintede over broen mod busstoppet, hvor bussen til skolen ventede; fru Else Holm gik forsigtigt fra plank til plank i den ene hånd bar hun en indkøbsnet med mælk, i den anden en knakende stok. Bag hende trillede en trehjulsscooter, som lille Kasper, fem år gammel, styrede med alvorlig min for at undgå at ramme de hulrum, der gemte sig i brønden.
Om aftenen samledes de på bænken ved den lille købmandsbutik, hvor de diskuterede prisen på æg, den seneste optøning og hvem der havde overlevet vinteren bedst. Broen forbandt de to sider af landsbyen: på den ene side lå marker og kirkegården, på den anden en grusvej mod den nærliggende by Holbæk. Nogle stod længe ved vandet og så på isen, der stadig hængte i midten af Gudenå. Selve broen blev sjældent nævnt den var lige så naturlig som himlen over hovedet.
Men den foråret begyndte plankerene at skrige højere. Gamle Mikkel Andersen var den første, der opdagede en ny revne ved rækværket, rørte ved den og rystede på hovedet. På vej hjem hørte han to kvinder snakke:
Det bliver værre, jeg frygter Måske falder den sammen en dag.
Åh, lad være! Den har holdt i årtier
Ordene svævede i den kølige martsbrise.
Morgenen var grå og fugtig. På den lille vejskilt ved rundkørslen lå et kort papir under et gennemsigtigt låg: Broen er lukket efter beslutning fra kommunen pga. kritisk tilstand. Gå- og kørsel forbudt. Underskriften fra borgmesteren var tydelig. Nogle forsøgte allerede at bøje kanten på plakaten for at sikre sig, at den virkelig var ægte.
Først troede ingen på, at det var alvorligt: børnene løb mod floden som sædvanligt, men vendte om, da de så den røde bånd og skiltet Forbudt adgang. Else Holm stirrede på båndet gennem sine briller, vendte sig langsomt og gik langs bredden for at finde en omvej.
Omkring ti personer sad på bænken ved butikken og læste opslaget i stilhed. Først tog den ældre Søren Nielsen ordet:
Hvad nu? Bussen er udenfor rækkevidde Hvem skal have mad hjem?
Og hvis nogen skal hurtigt i byen? Vi har kun denne bro!
Stemmerne lød bekymrede. En foreslog at gå på isen, men isen var allerede ved at krympe fra bredden.
Ommiddagen løb rygtet gennem hele landsbyen. De unge ringede til kommunen og spurgte om en midlertidig færge eller en lille båd:
De sagde, vi må vente på en inspektionskommission
Men hvad hvis det haster?
Svaret var de sædvanlige bureaukratiske vendinger: Undersøgelsen er udført, beslutning er truffet for beboernes sikkerhed.
Den samme aften mødtes næsten alle voksne i det lokale forsamlingshus iført ekstra lag på grund af den fugtige vind fra vandet. Duften af te fra termokander fyldte rummet; nogen tørrede deres dugende briller med jakkeærmer.
Samtalen startede lavmælt:
Hvordan skal vi få børnene over? Skolen ligger langt væk.
Varerne kommer fra byen
Der blev diskuteret, om de selv skulle reparere broen eller bygge en midlertidig gangbro ved siden af. En ældre snak om de gamle dage, hvor de lappede huller efter oversvømmelser, kom frem.
Kaspers far, Nikolaj Sørensen, rejste sig:
Vi kan skrive til kommunen! Vi skal bede om tilladelse til en midlertidig gangbro!
Lise Pedersen nikkede:
Hvis vi står sammen, får vi svar hurtigere! Ellers venter vi i evigheder
De aftalte at samle en underskriftsliste over dem, der ville svinge hammeren eller låne værktøjet.
I to dage kørte en trespersoners delegationsgruppe til Holbæk for at mødes med en embedsmand. Mødet var kort og tør:
Efter loven skal alle byggearbejder ved vandet godkendes, ellers hæfter kommunen! Men hvis I kan fremvise en borgermødeprotokol
Nikolaj holdt stolt frem en papirbunke med underskrifter fra landsbyens beboere:
Her er vores beslutning! Giv os tilladelse til en midlertidig gangbro!
Efter en kort samtale gav sagsbehandleren mundtlig godkendelse, forudsat at sikkerhedsreglerne overholdes. Han lovede at stille søm og et par planker fra kommunens lager.
Om morgenen efter mødet vidste hele Lundby, at tilladelsen var i hus, og ventetiden var slut. Friske skiltning hængte på den gamle bro, og ved bredden lå de første nye planker og en pose med søm alt indkøbt gennem kommunen. Mandene samledes ved vandet før daggry: Nikolaj, med sin slidte frakke, greb første spade for at rydde tilgangen. Bag ham kom de andre med økse, reb og en bunke af gammelt wire. Kvinderne stod ikke på sidelinjen de kom med te, handsker og et par ekstra varme sokker til dem, der glemte sine.
Der lå stadig isflager på nogle steder, men nær bredden var jorden blød og mudret. Støvler sank i mudderet, så planker måtte lægges direkte på den nedkølede jord og skubbes mod kanten. Alle vidste deres opgave: nogen målte afstande, så gangbroen ikke gled i vandet, andre holdt søm i munden og hamrede dem i stilhed. Børn løb rundt, samlede kviste til et lille bål og spurgte, om de måtte hjælpe men fik at vide, at de skulle holde sig væk fra konstruktionen.
De ældre så på arbejdet fra den anden bænke Else Holms havde trukket sin frakke tættere omkring sig og holdt stokken med begge hænder. Kasper satte sig ved siden af hende, så alvorligt på gangbroen og spurgte, om den snart var færdig. Else smilede gennem brillerne:
Vær tålmodig, lille Kasper Snart kan du gå over som alle andre.
Pludselig råbte en stemme fra vandet:
Pas på! Denne planke er glat!
Da dugregnen styrtede ned, brettede kvinderne ud et gammelt presenning over byggepladsen under det var det lidt tørrere. De lavede en improviseret borddækning med termokander, rugbrød i poser og et par dåser kondenseret mælk. De tog en tår te, smuttede hurtigt tilbage til hammeren eller spaden. Tiden gik hurtigt ingen pressede på hinanden, men alle holdt trit. Flere gange måtte de justere: en planke gled til siden, eller pæle holdt ikke i mudderet. Nikolaj mumlede for sig selv, mens Søren foreslog:
Lad mig holde den fra bunden Så er den mere sikker.
Så gik de til værks nogen gav råd, andre lagde hænder på arbejdet.
Omkring middag kom en ung kommunal medarbejder med en mappe under armen. Han kiggede grundigt på gangbroen:
Glem ikke rækværket! Især for børnene
Folket nikkede; planker til siden blev fundet med det samme. Papirerne blev underskrevet på knæ den våde papir klæbede til fingrene, men alle skrev for at gøre arbejdet officielt.
Ved dagens slutning stod konstruktionen næsten færdig: en lang gangbro af friske planker strakte sig langs den gamle bro, støttet af midlertidige pæle og træstøtter. Nogle søm stak ud på siderne, og værktøjskassen var næsten tom. Børnene gik først på den nye gangbro, Kasper holdt sig i en voksen hånd, mens Else holdt øje med hvert skridt.
Pludselig stoppede alle de så på de første mennesker, der gik over. Først var det langsomt, med et let knirken, så blev de mere sikre. På den anden side vinkede en mand:
Det lykkedes!
I det øjeblik gik spændingen ned som en slukket glødepære.
Om aftenen samlede de de, der havde arbejdet til sidste time, sig ved et lille bål. Røgen steg lavt over vandet, duften af fugtig træ og brænde fra grene varvar hænderne bedre end noget te. Samtalen gik roligt:
Vi må nok vente på en ny permanent bro en dag.
Indtil da, så er det nok. Hovedsagen er, at børnene kan gå i skole.
Nikolaj så drømmende på vandet:
Når vi gør det sammen, kan vi klare alt.
Else Holm takkede stille sine naboer:
Uden jer havde jeg aldrig turdet gå alene.
Sent på aftenen lagde en let tåge sig over Gudenå; vandet var stadig højt efter sidste oversvømmelse, men græsset på bredden blev grønnere for hver dag. Folk gik hjem i et roligt tempo og snakkede om den næste fælles indsats en renovering af grusvejen eller en ny legeplads ved skolen.
Næste dag gik livet tilbage til normalen: børnene gik over gangbroen til busstoppet, de voksne bar poser med frokost gennem floden uden frygt for at blive afskåret fra byen. I slutningen af ugen kom kommunens inspektører igen, roste beboernes flittighed og lovede at fremskynde den permanente bro.
Forårsdage blev længere, fuglene kvidrede ved floden, og vandet slog let mod de nye pæle. Folk hilste på hinanden med et ekstra smil nu vidste alle, hvad fællesskab betyder. En ny plan var allerede på bordet: enten reparation af vejen eller opførelse af en ny legeplads. Men det var en anden snak. Én ting var sikker: så længe de stod sammen, kunne de klare hvad som helst.
