FJERDE BREVE
Den gamle termokande var kinesisk, med en oppustet glasflaske og et slidt dragemønster fra mange ture i opvaskemaskinen. Den havde overlevet fra de sommerlige testunder på landet, hvor hele nabolaget samledes på den solbeskinnede veranda med duften af hjemmelavede hyldeblomster og syltetøj. Hvorfor en termokande i stedet for en kedel? Mor mente, at te trækker bedre i den og holder varmen længe nok. Børnene var ligeglad de kom kun for kagerne.
Rigmor skrabet forsigtigt den buldrede tinlåg af, fulgte de slidte gevind og hældte den blålige te ned i en kop, der stadig havde et kridtblåt plet fra en gammel rosmarinblomst. Koppen, som var lige så gammel som termokanden, og den lille sølvbestik med ridser fra et sølvspyd, som femårige Rigmor havde forsøgt at fjerne, var de få nopper, der knyttede hende til barndommens skov og de mange kilometer til hendes hjemby, Hillerød femogtyve kilometer væk, barndommen blot en dråbe i vandet.
Hun skubbede den store kasse med post ind på bordet, fangede en smule støv fra de nye breve og begyndte hurtigt at bladre i kuverterne, indtil hun fandt den rette. Den kendte håndskrift lød: Vasilić til Andrei Petrovich (personligt til hænderne). Men personligt til hænderne var kun et formalitetsudtryk indeholdet skulle først gennemgås af censoren, inspektørin Lise Bjerregaard, før brevet nåede den tiltænkte modtager. Rigmor var censur af fængselsbreve.
Denne sjældne stilling havde hun fået, da hun blev gift sent. Hendes mand, Nikolaj Bjerregaard, var fængselsdirektør, en alvorlig og grundig mand, som ikke vidste, hvordan han skulle holde sin hjemmesøgende kone beskæftiget. I den lille by bestod de offentlige bygninger kun af fængslet, et lægekontor og posthuset. Skolen var lukket, børnene var blevet fløjet til den nærmeste by på en skolebus. Nikolaj fik tilbudt en lærerpost i dansk og en firmabil, men hans knæ tillod ham ikke at køre på de ujævne veje. De havde ingen egne børn. Efter et halvt år uden arbejde accepterede Rigmor at læse indleverede tekster men kun fængselstekster. I starten rettede hun fejl, men snart lærte hun at se bort fra dem. At læse andres breve var pinligt; det føltes som at kigge gennem en lås, men rutinen dulmede skylden. Hun ledte efter forbudte temaer, skjulte beskeder i tal og ord, kriminelle planer og undertiden udrustet sprog (i fængslet var bandeord forbudt, selvom de for nylig var blevet tilladt i litteraturen). Nogle dele slørede hun, andre sendte hun videre til den psykolog, der arbejdede i institutionen, eller til efterretningsafdelingen. Arbejdet var blevet en daglig afledning fra de kedsommelige tanker. Så en dag landede et mærkeligt brev i hendes hænder.
Den morgen, efter en skænderi med manden om den forsvundne kaffekop, tørrede hun tavlen, fyldte termokanden helt op med te og gik til fods til arbejdet. Novemberens grå himmel uden sne kastede tørre blade over den kolde jord. De overlevende blade rystede i vinden, klar til at falde. På den anden side af jernbanen lå den ubesne skov uden sne. Her frøs alt. Rigmor vidste, at uanset hvor mange lag hun tog på, ville hun stadig fryse så hun holdt termokanden med sig.
Hun nikkede til vagtvagten, gik gennem indgangen, gik op ad den buldrende trappe til anden sal, låste døren til det kolde kontor og efter den første varme kop te gik hun i gang med sit sædvanlige arbejde. I et brev skældte en fængselsdømes kone sin mand ud for at have gemt penge, i et andet klagede en datter over sin fars grådighed, og i et tredje skrev en forsinket brud til sin kæreste om at vente et par måneder, uvidende om at han allerede havde to andre forlovede i andre byer. Breve indeholdt lister over små gaver, påmindelser fra syge slægtninge, krav om skilsmisse, nyheder om graviditet, trusler, løfter, bønner om et nyt liv efter løsladelse.
Rigmor hævede en kop, skar forsigtigt igennem en ny kuvert og læste:
Kære Andrei! Min søn! Jeg elsker dig og er stolt af dig! skrev en ukendt mor. Du har handlet som en rigtig mand. Din far ville have gjort det samme. Skæbnen har placeret din styrke i hænderne på en skurk, men hvis du havde passeret ham, kunne den pige, du reddede, måske være død. Jeg beder for dig og beder Gud om at tilgive din ufrivillige synd. Så beder du også, min søn.
Rigmor lænede sig tilbage i stolen sådanne breve havde hun aldrig set før. Afsenderen var en lille by nær Hillerød. Hun læste videre, men med en anden tone.
Søn, jeg har fundet din notesbog og overfører de første kapitler til computeren. Mine øjne er svage, hænderne klodsede, men jeg klarer det. Du kan sende mig manuskriptet i breve, så skriver jeg dem af. Stop ikke, skriv videre! Året går, livet fortsætter.
Rigmor lagde brevet fra sig og tænkte: Hvem kan tilgive alle synder? Kun en kærlig mor og Gud. Hun selv havde ingen mor længere den var gået for tre år siden. Hun havde ingen at tilgive.
Hun tørrede øjnene, ringede til fængselspsykologen.
Fru Nielsen, har I noget om Vasilić fra tredje afdeling?
Et øjeblik, så tjekker jeg. der klikkede på tastaturet. Intet, kun en indledningssamtale. Vasilić Andrei Petrovich, født 1970, § 109, idømt et år. Ankom for to uger siden. Er der noget i brevene?
Nej, intet mistænkeligt, svarede hun usikkert. Tal med Telg, han har forladt sin kone uden penge.
Okay, Fru Rigmor.
Siden den dag ventede hun på breve. Men kun indgående breve kom. Moren til Vasilić skrev om sin datter Sonja, der levede sit eget liv, sendte hilsner fra venner og afsluttede altid med: Jeg venter på dig, min søn. Jeg beder for dig. Den blide afslutning bragte Rigmor til tårer, men hun skyllede dem væk med huslige pligter.
Ugerne gik, sneen kom endelig, og den første forårsduft af brændt gran begyndte at sive ind i fængslets vinduer. I en af Vasilićs breve stødte Rigmor på en ny karakter:
Hun kom hjem træt. Smidt frakken i entréen, tog sokker på de kolde fødder. Huset var tomt. Sådan tomt var også hendes sjæl
Rigmor, er du hjemme? kaldte Nikolaj.
Ja.
Hvad sker der? Du virker fjern, sagde han og tog en bid af sin pølse.
Jeg har ikke været mig selv i årerne, svarede hun stille, mens han gik væk.
Lyden af en fodboldkamp lød fra stuen.
Den 20. april, på årsdagen for hendes mors død, gik Rigmor til kirken og markedet i Hillerød. Chaufføren Volund, som arbejdede for Nikolaj, hentede hende, men på vejen måtte de tilbage for at hente en bunke fængselsbreve, som postbuddet normalt leverede. Rigmor mærkede en knude i maven var hun blevet opdaget?
Breve fra Vasilić kom nu to gange om ugen. En dag glemte Rigmor en bunke på køkkenbordet, og Nikolaj så dem. Hun frygtede at skulle forklare, men bekymringen lå blot i en lille duft af hyldeblomster, der nåede hende, da hun lagde sine sko ved døren. Nikolaj smilede, kyssede hende på kinden og sagde, at de snart skulle til en samtale med en advokat.
Rigmor fandt en lille sølvspænde i en skuffe, men besluttede at tage den med sig, som et tegn på, at hun stadig kunne vælge sin egen vej.
Hun tænkte over, hvad hun havde holdt fast i så mange år: ægteskabet, drømme om børn, afstanden til Hillerød, skyld over at have døde sin mor ved et uheld. Alle disse grunde var som pap, der let kan brækkes. Nu var der intet, der holdt hende tilbage.
Da amnestidagen kom, hængte der en liste over løsladte på fængslets opslagstavle. Vasilić Anders Petriskov stod på listen, hans straf var nedsat med en tredjedel, og han skulle frigives den 11. juni. Rigmor vidste, at historien snart ville slutte.
Hun gik hjem i mørket, tændte ikke lyset, gik gennem den lille lejlighed, hvor hun havde boet ni år. Den svage skygge fra vinduet faldt over de slidte møbler, som om de ventede på en ny begyndelse. Hun åbnede skabet, men vinden var kølig, og hendes tøj lå som et tørt lag i en kiste.
Den sidste dag før løsladelsen fik hun et brev fra Vasilić:
Mor, amnesti er besluttet, om tre dage er jeg hjemme. Sådan et brev får jeg nok selv. Du behøver ikke møde mig
Rigmor pakkede kun den nødvendige bagage: en lille taske med bøger, termokanden, den blå kop og et par sko. En billet til Hillerød lå i tasken sammen med hendes løn for maj. Hun skrev en kort note til Nikolaj og lagde den under låsen, så han kunne finde den uden at blive konfronteret.
Om natten lå hun vågen, men da morgenen kom, fjernede hun sin ring, låste brevet til Nikolaj med en nøgle og gik ud i den kolde verden. På perronen så hun en slidt blå postkasse med spindelvæv ved åbningen, og hun lagde den tomme konvolut i den. Over hende gik en fremmed mand med en slidt jakke, men hun så ikke ham.
Vasilić og Rigmor gik i samme tog, ti kilometer i et tomt vogn, på vej hjem, på vej mod friheden. De steg af i Hillerød, så solen bryde frem over de grønne marker, og hun indså, at livet ikke handler om at vende tilbage til fortiden, men om at finde ro i nuet og værdsætte de små øjeblikke. Sådan kan man, selv efter mange år i skyggen, finde lyset igen.
Livsvisdom: Det, der virkelig betyder noget, er ikke de døre, vi låser, men de øjeblikke, vi vælger at åbne med mod og kærlighed.
