Da en stor træbjælke brød sammen, så splintrede andre, og en artillerikugle blæste hele Isak-familien i luften, lå Jens, så ung, midt i eksplosionens centrum. De ældre i landsbyen fortalte, at de kun knap nok fik samlet de døde lig, mens Jens stod ubrændt kun sort af sod på kinderne og et lille kors på den bare brystkasse. Korset blev fjernet som et tegn på syndens forladelse. Jens var omkring fem år gammel på den tid.
Hans tante, den gamle fru Kirstine, tog ham ind under sit tag. Ti år senere, efter krigen, ramte et lyn en højspændingsledning ved den lokale elstation, og en ildstorm brød ud i den højre side af hovedgaden i landsbyen Skovbæk. Flammerne fortærede alt, beboerne flygtede, men husdyr og redskaber gik tabt. Brandvæsnet slog også ilden ned, men halvdelen af gaden gik tabt. Da de sidste gløder blev slukket, undrede brandmændene sig over, hvordan én lav, bred hytte på den anden side af gaden var uberørt. Var den blot så lav, at flammerne gik over den?
De lokale var ikke tilfredse med forklaringen. Det var fru Kirstines hus der hvor den lille Jens boede. Rygtet gik hurtigt rundt i landsbyen: Jens var forbandet.
Kirstine var en from ældre dame, der lærte drengen at bede. I lilleprædikenens skjulte hjørne stod et lille kors, og bønnerne var stille, hemmelige og sjældent hørt. Hun bagte kringler til kirken i nabobyen og gik ofte derhen med Jens i følge. Fra kirken fik hun et lille støttebeløb, som de levede af, samt en høne, som de holdt som husdyr.
Jens blev optaget på landsbyens skole, men han klarede sig dårligt. Han sad stille på den sidste bænk, stirrede på læreren med store øjne og et smil, som om han betragtede verden omkring ham. Opgaverne gik ham forbi, han hørte dem ikke, og han absorberede intet. Jens havde lyst hår og en krølle på toppen af hovedet. Kirstine sagde spøgefuldt, at Gud holdt øje på ham gennem den krølle.
En sommerdag fejrede hele landsbyen en fest ved den lille sø. Et halvt færdigt flodskib med fem drenge gled væk i strømmen. Mødre løb langs bredden og skreg, mens mændene søgte at holde båden op. Kirstine løb også, for Jens var ombord.
Det er din idiot, der har sluppet båden løs! råbte en mor til Kirstine.
Hold mund, Lise, hold mund, sagde Kirstine. Bed i stedet, og glæd dig over, at Jens er der. Gud vil redde ham og også dig.
Båden væltede, men da Jens begyndte at synke, så han sin mors ansigt i vandet. Hun smilede og rakte ud efter ham, så han greb fat. Alle drengene blev reddet.
Kirstine døde kort efter. Jens blev i landsbyen. Først arbejdede han som fårhyrde og vagthavende. Lønnen brugte han hurtigt på slik og brød, som han delte ud til alle. Han gik til syge og gamle, købte dem hvad de bad om ofte også til sig selv. Når folk spurgte, hvad han selv ville have, svarede han:
Gud vil give mig nok. Jeg vil ikke sulte.
Og Gud gav ham. Mange husstande inviterede ham på mad, han hjalp, hvor han kunne, og hans liv var fyldt af taknemmelighed. Efter et stykke tid begyndte byens revisor at betale ham kun delvist, idet hun selv købte mad og gav det til ham i rater. Jens delte stadig ud.
Han udførte sit arbejde flittigt, men da han lagde sig på ryggen i marken og lukkede øjnene i solens varme, så han igen sin mors ansigt.
Du skal ikke dø eller blive såret, Jens. Du skal glæde folk.
Folk i Skovbæk vidste, at Jens havde et rent hjerte. En lokal landmand, Jens Hansen, hyrede ham til byggearbejde på sit hus for mad. Hansen gav ham de tungeste opgaver. Jens fik sig så mager, sort og krum, at folk begyndte at bekymre sig. Hansen sagde blot: Jeg betaler ham senere. Han vil alligevel arbejde.
Jens forsvandt en dag. Ingen så ham længere. Da fru Nanna, en anden ældre dame, trak politimanden med til Hansens ladestue, fandt de Jens, udmattet og syg. Ambulancen kørte ham til hospitalet. Hansen råbte, at han ikke var skyld i det, for han havde næsten helbredt ham selv.
Jens fik diagnosen perforeret tarm. Han blev opereret med mirakuløs succes. Kort tid efter, mens Hansen reparerede en maskine, blev han fanget i den og blev lam.
En anden hændelse: den lokale drikker, Karl, forsøgte at give Jens alkohol for at slappe af. Karl endte selv i vandet efter at have drukket for meget.
Jens arbejdede som vagt. En forårsmorgen, da markerne var grønnere end nogensinde, stod han i vejen for en delegation fra landbrugsforeningen. Han blev vred, slog med en stok, og der opstod en skændes. Direktøren for andelsmejet blev rasende:
Det er nok! Han er en tåbelig, forbandet dreng! Vi skal afskedige ham!
Folk i landsbyen fortalte præsten, præst Elias, om Jens. Elias, der stod midt i genopbygningen af den halvt nedbrudte kirke i nabobyen, inviterede Jens til at bekende sine synder. Efter at have hørt hans fortælling, udnævnte han ham til kirkens hjælper.
Som hjælper blev Jens sat til at gøre rent, og han pudsede gulve, vaskede vægge, slibede trapper, så selv præst Elias blev målløs over kirkens glans den var så ren, at den mindede om kirkens indvielse. Jens bønner var så oprigtige, at menigheden stirrede på ikonerne med store øjne, hviskende i stilhed. Hans hænder arbejdede hurtigt som svaner, mens hans krølle fløj som en lille drage over alteret.
Rygtet om den hellige Jens spredte sig i hele regionen. Folk kom for at se ham, røre ved ham, endda lade ham velsigne deres børn. Rige kvinder og velhavende mænd ankom med donationer. Kirken blev renoveret, fik nye vinduer, et oplyst fortov og en parkeringsplads foran.
En dag kom tvjournalister for at filme. Præst Elias takkede kameraet, men journalisten ville have, at den hellige Jens skulle sige noget.
Er du en helgen? spurgte journalisten.
Nej, jeg er bare en mand, som tror på Gud, svarede han.
Da mikrofonen blev holdt foran ham, så han på blomsterbedet, han gravede i, pegede og sagde højlydt:
Her planter jeg liljer; de skal vokse og bringe glæde til folk.
Så gik han tilbage til at så frøene. Hans mor (i hans drømme) sagde:
Du skal være en glæde for folk, Jens.
Han levede efter disse ord, delte ud, arbejdede flittigt og smilede, når solen skinnede på hans krøllede hår.
Historien om Jens viser, at uanset hvor hårdt livet kan slå, så kan et rent hjerte og en tro på Gud gøre en mand til lys for andre. Det er i at give sig selv til andre, at vi finder den sande mening med livet.
