Signe lå i det kølede vand og kunne ikke finde kræfterne til at stå op af badekarret. Jeg har længe haft brug for at gå væk, gentog hun for hundrede gang, enten for at undskylde sig selv eller for at overbevise en anden. Hun hørte, at der var kommet flere beskeder på telefonen, men hun ville ikke åbne dem. Hun vidste, hvad hun ville se, hvis hun gjorde.
Deres forhold til Mads var altid et op- og nedtur. De havde mødt hinanden på Roskilde Festival, hvor Signe inviterede ham hjem til natten, uden at hun havde tænkt sig at mødes igen. Da hun næste dag så ham stå ved indgangen til hendes lejlighed med en buket margueritter, forstod hun, at hun var faldet i.
Signe tog et år på praktik i Tyskland, mens Mads ventede på hende og sendte lange breve. Da hendes fly tilbage til København blev forsinket fem timer, mødte han hende i lufthavnen, bleg af spænding og træthed han vidste ikke, hvad der var sket, og frygtede for hende. I hånden holdt han igen en buket margueritter, og hun indså, at hun ønskede børn med ham.
Hun gik på arbejde fem måneder efter fødslen, mens Mads sad med den lille pige, fordi han ikke kunne finde et job. Hver halve time ringede han til hende og spurgte, hvor hendes ting lå, og om hun snart kom hjem. På kontoret lo folk over, at en mand sad med sit barn. Signe lo ikke; hun havde travlt med at tage sig af den lille datter, lave frokost og aftensmad, vaske, gøre rent og ordne alt. Om natten arbejdede hun stadig.
Hun lånte penge for at købe en cykel til datteren, reparere taget på sommerhuset, betale af på billånet til den bil, Mads havde købt så han kunne køre taxa, indtil han fik fast arbejde. Selvom Signe var juniorforsker med en beskeden løn, nåede hun ikke videre måske manglede hun talent, måske bare tid.
Årene gik, hun fik et andet barn og vendte tilbage til arbejdet efter et halvt år, denne gang efterlod hun sønnen hos moren. Mads havde i mellemtiden fundet et arbejde som børnepasser, lånte penge til en ny vinterjakke til sønnen, betalte for svømmehallen til datteren, lavede supper og skiftede vandet i vaser med margueritter.
Mads arbejdede af og til, så mest TV og drak mest. Da han i niende år af deres samliv blev indlagt med blindtarmsbetændelse, foreslog lægen, at han skulle lægges på en klinik for at komme sig. Det så ud til, at hans blod indeholdt mere alkohol end røde blodlegemer.
Signe øvede hundredvis af gange på vej hjem, at sige vi må bo hver for sig og lad os blive skilt. Hun blev træt af hans udseende, hans duft, hans berøring. Taget på sommerhuset var igen rådnet, men hun havde ikke lyst til at reparere det. De besøgte sommerhuset ikke længere, og margueritterne visnede hurtigt, fordi hun glemte at skifte vandet.
Hun forelskede sig i en anden og var utro mod sin mand. Hun kunne ikke finde fejl i ham han så på hende med de samme øjne som i lufthavnen, som om han frygtede, at hun aldrig ville vende tilbage. Men hun ønskede helt andre øjne. Signe sagde til sig selv, at det ikke betød noget. Men det betød én ting: hun havde længe haft brug for at gå væk. Ikke til elskerens side han var allerede gift.
En dag fangede Signe sig selv i at spekulere på, hvor mange år hun skulle afsone, hvis hun begik mord. Det var den sidste dråbe. Hun samlede børnene, kufferterne og flyttede ind hos sin mor. Mads græd hele tiden og sagde gå ikke. Signe var tavs. Hun græd også. Men hun havde aldrig følt sig så let før.
Da hun endelig rejste sig fra det kølige vand, trak hun en frokostklæde på og fandt sin telefon i lommen. På et tidspunkt måtte hun læse dem den besluttelsesproces, hun havde udsat. Efter ti beskeder med jeg elsker dig, kom hjem, ring og bliv skrev Mads til sidst: så går jeg. Det var den sidste besked.
Livet lærte hende, at man ikke kan flygte fra sit ansvar ved at hoppe fra et bad, men kun ved at konfrontere sandheden og tage de svære valg med mod og ærlighed.
