Jeg sagde til ham, at han ikke skulle komme mere.
Min søster vil have et lille bryllup, kun de nærmeste, uden unødvendige gæster, mumlede Anders.
Han stod med ryggen til mig og foregav, at han ledte efter noget i skabet. Jeg så hans skuldre ryste, mens han flyttede de samme skjorter frem og tilbage.
Du kender jo Signe, fortsatte han, hun har altid været nå, ikke helt fra denne verden.
Ja, ja Jeg har nu været gift med hendes bror i tre år, og jeg føler mig stadig som en fremmed. Som man siger, helt tydeligt
Anders, sagde jeg roligt, lad os droppe de lege. Din søster har inviteret alle. Selv din tredjefætre, som I så sidst på jeres bedstemorens begravelse. Selv din tante Vala, som bare vander blomsterne for din mor, når hun tager på sommerhus. Men ikke mig. Ikke din kone. Hvorfor så?
Hvad vil du så have af mig?! sprang han op. Skal jeg gå hen til Signe og starte en skænderi? Det er jo hendes bryllup! Hun har ret til at invitere, hvem hun vil!
Og jeg har ret til at vide, hvorfor min mands familie lader som om, jeg ikke findes!
Anders sank pludselig ned, satte sig ved siden af mig, greb min hånd med sine kolde, fugtige fingre og begyndte at sige det, jeg allerede vidste. Han talte om, hvordan hans mor mente, han kunne have fundet en bedre, end mig. Om hvordan Signe var så såret, fordi jeg ikke kom til hendes fødselsdag for to år siden jeg lå med feber på næsten fyrre grader, men hvem husker det?
Han fortalte også, at deres familie som regel holder fester i en meget lille kreds mor, far, ham og Signe. Enhver indtræden udefra opfattes som en trussel mod deres hyggelige lille verden.
Hvad foreslår du så? spurgte jeg, da han var færdig. Skal jeg bare vente, til din familie en dag accepterer mig?
Ikke helt livet ud, han prøvede at smile, måske om fem år
Kun fem år? lo jeg. Jeg troede, det skulle blive femti år, jeg skulle vente på.
Anders smilede genert og så væk.
Sådan, Anders, sagde jeg, mens jeg klemte hans hånd, hør nu her, min kære. Enten går vi til din søsters bryllup sammen, eller også går du ikke derhen overhovedet.
Kristine
Ja, Anders, præcis, så jeg ham alvorligt i øjnene. Forstår du mig?
Han nikkede hurtigt som en skoleelev. Han lovede at tale med Signe, lovede at ordne det. Han lovede, lovede, lovede
***
De to uger før brylluppet fløj i en underlig spænding. Anders foregav, at alt var i orden, at spørgsmålet var løst, men jeg så ham nervøse. Han gnav ham på neglene, noget han før aldrig gjorde, og svarede ikke med det samme, når jeg talte til ham. Han sad længe i badeværelset med telefonen i hånden.
En dag så jeg ved et uheld hans sms-beskeder til Signe han havde slet ikke sagt noget til hende.
Det er da gået over, tænkte jeg.
Tre dage før brylluppet købte jeg en kjole. Smuk, dyr, i havblå nuance. Så en kjole, man ikke kan gå ubemærket forbi. Anders så den på bøjlen og vendte sig overrasket mod mig.
Hvorfor? spurgte han kort.
Jo, svarede jeg med et sødt smil, vi skal jo til din søsters bryllup. Du har ordnet det, ikke? Som vi aftalte.
Han var tavs et øjeblik, så prøvede han at skifte emnet.
Det er da fint gentog jeg for mig selv, irriteret.
Jeg vidste allerede, hvad jeg ville gøre.
***
På bryllupsdagen vågnede jeg tidligt. Jeg lavede morgenmad, dækkede bordet og satte blomster på. Forleden havde han givet mig hvide roser et forsøg på at gøre bod for sin kommende skyld. Så satte jeg mig med en kop kaffe.
Snart kom Anders ind i køkkenet. Da han så mig i morgenkåben, med håret løst og scrollende på telefonen, lyste et ægte smil op i hans ansigt.
Du eh vil du ikke spurgte han forsigtigt.
Og du? svarede jeg roligt.
Han spændte sig. Han forstod, at jeg havde lagt en fælde, men var stadig forvirret i søvnen.
Sæt dig, maden bliver kold, sagde jeg.
***
Han faldt på stolen over for mig og begyndte:
Kristine, hør Jeg tænker på, om jeg måske burde tage derhen alene. Bare så jeg kan krydse det af på listen. Jeg dukker op til ceremonien og så hurtigt hjem igen. Du ved, hun er min søster, jeg kan jo ikke bare springe over
Jeg drak den sidste slurk kaffe og lagde koppen på fadet.
Selvfølgelig kan du ikke, sagde jeg med så varm stemme som muligt, det er jo din søster. Skynd dig, ellers bliver du for sent.
Han gav mig et kys på kinden, gik i brusebadet, så rundt i lejligheden på jagt efter noget.
Hvor er mine manchetknapper? Hvor er slipsen? Hvor er skoene? sprang han frem og tilbage.
Jeg så på hans travlhed med et smil. Da han stod ved døren, fuldendt i sit jakkesæt, sagde jeg lavmælt:
Vær sød at lægge nøglerne på kommoden.
Hvad? spurgte han.
Nøglerne til lejligheden. Læg dem der, gentog jeg med samme varme. Du kan hente dine ting senere. Bare rolig, jeg samler dem.
I det øjeblik blev der usædvanligt stille. Selv sekundviseren på vores store vækkeur syntes at holde op. Anders stod i døren, smuk og festlig, men helt fortabt.
Kristine begyndte han med en klagende tone. Du mener det jo ikke seriøst
Jeg mener det helt seriøst, svarede jeg. Du har truffet dit valg, Anders. Jeg har accepteret det. Gå til din søsters bryllup, hyg dig. Men kom ikke hjem igen.
Men det er jo dumt! råbte han. På grund af et bryllup vil du have mig til at
Ikke på grund af brylluppet, Anders. Men fordi du aldrig har prøvet at gøre noget for mig. Du har bare ladet som om, du har ordnet det, i håb om, at jeg vil give op i sidste øjeblik. Som altid.
Kristine, lad nu han smilede. Hvorfor gør du en elefant ud af en myg? Du har jo aldrig været en dramaqueen!
Anders, sagde jeg, forstår du overhovedet ikke, eller lader du som om? Din familie accepterer mig ikke! I tre år har de gjort mig til en ekstra gæst i deres lille cirkel. Har du overhovedet gjort noget for at ændre på det?
Øh han tøvede. Jeg har snakket med mor
Hvad sagde du? Vil du venligst acceptere min kone? Hun er god, sandt?
Kristine han forsøgte at træde frem, men jeg stod tilbage.
Du sagde, du ville tale med søsteren, finde en løsning. Men du har aldrig gjort det, er det rigtig?
Han rødmede og sænkede blikket.
Gå nu, Anders, gentog jeg, sig hej til Signe.
Nå vil du have, at jeg bliver? sagde han i et sidste forsøg.
Vil du blive hos mig? spurgte jeg. Kan du virkelig stå imod din families forventninger og blive? Når telefonerne summer, og du skal love at komme kun med mig?
Efter et kort øjeblik svarede han:
Nå det er lidt besværligt
Så kør, hvis det er besværligt. Og kom ikke tilbage til mig, sagde jeg fast. Dette er min lejlighed, og jeg har ret til at smide dig ud. Du værdsætter mig ikke, din familie og søster betyder mere. Så hvorfor fortsætte sammen?
