Det er mit sommerhus. Du er kun gæst, siger svigerinden.
Lærke, gør du det med vilje?! Jeg bad dig om ikke at omplante flokserne uden mig! råber Irene Sørensen med hænderne løftet, mens hun ser på den rodet blomsterbed. Du ved, at mor plantede dem!
De er bare ved at blive vilde, Irene, mumler Lærke undskyldende, mens hun tørrer de jordige hænder på sit forklæde. Jeg tænkte, jeg hjælper. Jeg ville gøre dig glad
Irene ryster kun på hovedet, læberne småt knibbet. Med svigerdatteren kan hun aldrig finde fælles fodslag. Selvom Lærke prøver, går det altid galt: hun overøser suppen, henger tøjet forkert op eller finder på andre småfejl.
Sådan, lad os glemme det, sukker Irene. Men næste gang, så tal med mig, tak. De her flokser er en erindring.
Solen brænder ubarmt, så vi søger skygge under de store æbletræer. Sommerhusområdet til familien Christensen er grønt som en eng de gamle træer, som vores forældre plantede, giver tykkelig skygge. Ved stuen brænder en kaffemaskine, der spreder duft af friskbrygget kaffe.
Kommer Bent hjem til aftensmad? spørger Lærke, mens hun dækker bordet under det gamle æbletræ.
Han sagde, han prøver, svarer Irene, mens hun stiller tallerkener. Du ved jo, hvordan han er. Hvis arbejdet hober sig op, kan han blive forsinket.
Lærke nikker. Hendes mand Bent, Irines yngre bror, er hovedingeniør på et fabrik, og arbejdet sluger ofte al hans tid. De har kun været gift i seks måneder, og denne sommer er den første, de tilbringer på Christensens sommerhus.
Jeg har sat jordbærsyltetøj på komfur, siger Lærke, for at lette stemningen efter flokserne. Fra de jordbær, vi plukkede i går.
Jordbær? svarer Irene med hævede øjenbryn. Vi aftalte jo, at vi først skulle fryse noget ned, så
Jeg tænkte, man aldrig kan få for meget syltetøj, smiler Lærke. Så prøvede jeg bedstemorens opskrift med appelsinskal.
Irene tier, men hendes ansigt viser tydelig utilfredshed. Igen gør Lærke ting på sin egen måde! Hun er 45, og de sidste 20 år har hun tilbragt somrene på dette hus, siden forældrene gik bort. Alt er kendt ned til den sidste kogle, den sidste række grøntsager. Nu kommer den 27årige Lærke og vil ændre på alt.
Tror du Bent vil kunne lide det? spørger Lærke håbefuldt.
Jeg ved det ikke, svarer Irene kort. Bent elsker altid mors syltetøj. Den opskrift.
De sidder ved bordet, svie af varme og tavshed. Endelig siger Lærke:
Irene, jeg ser, du er sur. Kan du bare fortælle mig, hvad der er galt?
Irene sukker:
Lærke, forstå, dette sommerhus er ikke bare et hus med en have. Det er mindet om forældrene. Alt er lavet af deres hænder hver busk, hver grøntsagsrække. Jeg er vant til, at tingene forløber i deres tempo. Så kommer du og begynder at flytte rundt på alt.
Jeg ville ikke ødelægge noget, hvisker Lærke. Jeg vil bare føle mig hjemme her, ligesom I gør. Jeg er også en del af familien nu.
Irene ser på svigerdatteren den tynde, lyshårede kvinde med store grå øjne. Hun passer ikke ind i den langsomme, rolige familie. Lærke gør alt hurtigt, med entusiasme, uden at tænke på konsekvenserne.
Du ved, begynder Irene, men lyden af en bil stopper hende.
Bent er kommet! udbryder Lærke og løber ud for at møde ham.
Bent, høj og bredskuldret med let gråsprængende hår, stiger ud af bilen med en stor vandmelon i hånden.
Mine kære damer! siger han med et smil. Hvordan har I det uden mig?
Lærke kaster sig om halsen på ham, mens Irene træder frem med rolig værdighed, som en storesøster.
Det går fint, Bent, svarer hun. Lærke og jeg holder husstanden i gang.
Så er det da dejligt! griner Bent og omfavner sin søster med den ene arm. Jeg har også medbragt gaver. Vandmelon, slik til mig selv og (han holder en kort pause) til dig, Irene, nye sorter af gerbera. Jeg ved, du elsker dem.
Irenes øjne lyser op:
Bent! Hvor har du fået dem fra? Har du bedt Semmer fra nabogården?
Fra ham selv, svarer Bent stolt. Det var svært at overtale den gamle.
Aftenen forløber i rolig stemning. De spiser vandmelon, drikker kaffe med småkringler, og Bent fortæller om fabriksarbejdet. Lærke lytter ivrigt, mens Irene studerer gerberaerne og forestiller sig, hvor de skal stå.
Om morgenen drager Bent tilbage til byen hastesager kalder ham. Kvinderne bliver alene.
Jeg vil flytte hindbærren til den fjerne hegnet, siger Lærke over morgenmaden. Der er mere sol og plads. Der kan vi også lave en legeplads.
Irene holder kaffekoppen op foran munden:
En legeplads?
Ja, svarer Lærke med et glimt i øjet. Vi med Bent vi håber på at få et barn snart, og så vil det være rart, hvis barnet kan lege på en sandkasse i stedet for på den bare jord.
Er du gravid? spørger Irene forsigtigt.
Ikke endnu, ryster Lærke på hovedet. Men vi ønsker et barn. Så tænkte jeg, vi kunne planlægge lidt på forhånd.
Irene sætter koppen ned og ser alvorligt på svigerdatteren:
Hindbærren er en særlig sort, som vores far plantede. Han var stolt af den. At flytte den betyder, at vi risikerer at miste noget vigtigt.
Men for barnets skyld
Først får I barn, så tænker vi på legepladsen, afbryder Irene. Hindbærren blir på plads.
Lærke bliver rød i ansigtet, men forbliver tavs. Hele dagen arbejder de i stilhed Irene i haven, Lærke inde i huset. Om aftenen er spændingen næsten håndgribelig.
Jeg har tænkt på verandaen, siger Lærke tøvende ved aftensmaden. Den er så mørk. Hvis vi maler den hvid
Nej, svarer Irene. Verandaen bliver som den er.
Men hvorfor? Det ville blive lysere, hyggeligere
Fordi jeg sagde det! råber Irene. Dette sommerhus er mit. Du er kun gæst, udråber hun vredt, mens hun slår med skeen på bordet. Der er ingen grund til at omforme det hele til din egen smag!
Stilheden brydes kun af cikadernes summen udenfor. Lærke blegner, og tårerne begynder at trille.
Sådan er det, hvisker hun. Jeg er bare en gæst
Hun rejser sig, skubber tallerkenen forsigtigt væk:
Undskyld, at jeg forstyrrer jer, Irene Sørensen. Jeg går og samler mine ting.
Irene sukker:
Lærke, dramaet er unødvendigt. Jeg vil bare have, at du respekterer familietraditionen.
En tradition, som også nu er min, svarer Lærke fast. Men måske ser I det anderledes.
Hun går ind i huset, mens Irene bliver på verandaen, fyldt med en ubehagelig fornemmelse. Måske har hun virkelig overreageret? Lige så meget forstår hun ikke, hvor dyrebare minderne er for hende.
Telefonen ringer Bent.
Alt i orden? spørger han. Hvordan går det hos jer?
Sådan, svarer Irene uden at klage over svigerdatteren. Hvornår er du hjemme?
Om eftermiddagen i morgen. Må jeg have Lærke med?
Hun hviler, lyver Irene. Ring senere.
Efter samtalen sidder hun længe på verandaen, ser den mørknende have. Minderne flyder: Mor planter flokser mens hun nynner, far bygger en bænk under æbletræet, hele familien plukker æbler. Så husker hun, hvad mor engang sagde: Et hus lever, mens folk bor i det. Når folk går bort, bliver huset kun minder, og så dør det.
Om morgenen vågner Irene til lyden af rindende vand. Hun ser ud af vinduet og ser Lærke vande blomsterne med flokser.
Godmorgen, siger Irene, mens hun går ud i haven. Du er tidligt oppe.
Jeg har ikke sovet, svarer Lærke kort, uden at se på svigermoren.
Lærkes kuffert står ved døren hun er klar til at tage.
Vent, Lærke, siger Irene og nærmer sig. Lad os tale.
Om hvad? svarer Lærke, mens hun fortsætter med at vande. Jeg synes, i går var alt ret tydeligt.
Jeg gik for langt, indrømmer Irene. Du er ikke bare gæst. Du er min brors kone, og dette sommerhus er også dit hjem.
Lærke ser hende i øjnene røde, tydelige af gråd.
Så hvorfor må jeg ikke ændre noget? Hvorfor skal alting forblive, som det var, da vores forældre boede her? Jeg forstår, at minder er dyrebare, men livet går videre, Irene.
Irene sætter sig på en bænk og inviterer Lærke til at sætte sig ved siden af:
Jeg har levet alene i mange år. Efter min skilsmisse blev dette sommerhus mit tilflugtssted. Alt her minder mig om en lykkelig barndom, om mor og far Jeg tror, jeg har klamret mig for hårdt til de gamle minder.
Lærke sætter sig, stadig med vandkanden i hånden:
Jeg vil ikke ødelægge dine minder, Irene. Jeg vil bare tilføje noget af mig selv, så vores kommende børn når de kommer kan sige: Det var vores mor og far, der byggede legepladsen.
Irene kigger på haven. Morgenlyset gylder træernes top, dugdråber funkler på græsset.
Hindbærren rører vi ikke, siger hun efter en pause. Men vi kan finde et sted til legepladsen. Ved den gamle pære, hvor intet vokser.
Lærke stråler:
Virkelig? Det ville være fantastisk!
Med verandaen, fortsætter Irene, måske ikke hele den hvide, men lyse paneler kan gøre den mere hyggelig. Lad os finde en løsning sammen.
De snakker hele morgenen, og når Bent kommer tilbage, mærker han en varmere stemning. Han ser overrasket på, hvordan hans kone og søster sidder ved et album og diskuterer verandaens design.
Har jeg misset noget? spørger Bent, mens han omfavner Lærke. I var som kat og mus i går, men i dag er I bedste venner?
Vi har fundet en balance, svarer Irene med smil. Traditioner og fornyelse kan gå hånd i hånd.
Ved frokost fortæller Lærke Bent om legepladsplanerne, og han støtter idéen med entusiasme.
I skuret er der stadig mine gamle legetøj, husker Irene. En træhest, en lille bil De kan restaureres.
Virkelig? udbryder Lærke. Det ville være skønt! Forestil dig, at vores lille en dag leger med de legetøj, du legede med som barn!
Bent krammer sin kone:
Så planlægger du allerede en arving, mens jeg lige er kommet!
Alle ler, og Irene mærker, at hun for første gang føler sig let og rolig.
Om aftenen, når Lærke har lagt sig, sidder Bent og Irene på verandaen med te.
Tak, siger Bent stille.
For hvad? spørger Irene.
For Lærke. For at hun er blevet accepteret. Jeg ved, hvor vigtigt sommerhuset er for dig, og hvor dyrebare minderne er.
Irene stirrer på stjernerne:
Min mor og far ville være glade, hvis de hørte børns latter i haven. De drømte altid om børnebørn.
Det kan snart ske, smiler Bent. Lærke fortalte mig, at vi planlægger et barn.
Jeg fornemmer det, nikker Irene. Derfor legepladsen.
De tørrer i stilhed, mens cicaderne summer og fjern trafik brummer.
Har du nogensinde overvejet at gifte dig igen? spørger Bent pludselig.Irene smilede, mærkede håbet vokse, og vidste, at sommerhuset nu ville blive et hjem for både fortid og fremtid.
