15. november 2025
I dag sad vi ved køkkenbordet, som så mange gange før mig og Thyra, ansigt til ansigt, te i afkøling og en notesbog åben på bordet. På den første linje stod København, på den næste Aarhus, Odense, Skagen Thyra strøg linjen med en kuglepen og læste højt:
København, sagde hun. Aarhus. Odense. Skagen Er du sikker på, at vi vil til Skagen?
Jeg trak på skuldrene og så ud på de grå bygninger udenfor vinduet.
Drømme er gratis. Men i år får vi nok ikke Skagen. Lad os finde noget tættere på, så vi kan tage toget uden mellemlanding.
Jeg talte roligt, men indeni var jeg som en ung studerende før eksamen. Vi plejede altid at købe færdige pakkerejser. Turistbureauet leverede en rute, en transfer med et skilt ved lufthavnens udgang alt vi skulle gøre, var at pakke kufferten og huske opladeren. Nu skulle vi selv stå for alt.
Ideen kom om vinteren, da vennerne igen spredte billeder fra Spanien i gruppen. Samme pool, samme liggestole, samme smil foran et smørrebrødbord. Thyra sagde, at hun var træt af ensformige hoteller. Jeg lavede en spøgefuld kommentar, men tanken blev ved. En uge senere foreslog jeg forsigtigt:
Hvad med at vi planlægger selv, inden for Danmarks grænser?
Thyra tøvede først. Hun frygtede, at vi ville forveksle datoer, ende på forkert sted eller stå uden bolig i en ukendt by. Men så huskede hun vores oplevelse sidste år, da hotellet fejlagtigt gav os et værelse uden balkon, selvom vi havde fået andet lovet. En lille vrede steg i brystet.
Så lad os gøre det selv, sagde hun.
Nu lå notesbogen og en digital kort over Danmark på min laptop.
Tog, gentog Thyra. Så enten mod syd eller øst. Har du nogensinde været i Aarhus?
Kun på forretningsrejse, svarede jeg. Så har jeg kun set indgangen. De siger, byen er smuk og ikke så langt væk.
Jeg åbnede DSBs tidsplan. Thyra kom tættere på skærmen, varmen fra computeren nåede hende.
Se, sagde jeg. Nattogs-toget. Vi stiger på om aftenen og ankommer om morgenen. Romantisk.
Romantisk er, når klimaanlægget virker, fnøs Thyra med et smil.
Hun skrev Aarhus i notesbogen og tegnede en cirkel omkring ordet.
Godt, by er valgt. Nu noget logi. Du ved, det er som et lille spil, sagde hun, mens frygten blandede sig med spændingen.
Jeg nikker.
Lad os opdele opgaverne. Jeg kigger på tog, du på lejligheder. Så sammenligner vi.
Hun grinede lidt, som når jeg fordeler arbejdsopgaver på kontoret.
Kommandør, men husk, jeg vælger en lejlighed med et anstændigt køkken. Jeg kan ikke leve af caféer hele ugen.
Og jeg vil ikke bo i en kælder, svarede jeg. Så find også et sted med et ægte køkken.
Vi gik hver til sit rum med hver sin laptop. Min stod på sofabordet i stuen, hendes i soveværelset, hvor hun lænede sig mod væggen med hovedpuden.
Efter en halv time havde Thyra set flere dusin lejligheder. Nogle havde farverige sofaer og store planter, andre grå tæpper og slidte vægge. Hun lagde mærke til hylder med bøger, krus på bordet, magneter på køleskabet fremmede liv i miniature.
Imens kæmpede jeg med billetpriser. Siden gik på skrøjt og genindlæste sig selv. Jeg kom flere gange tilbage til forsiden og mumlede i mig selv. Da den igen gik i stå, råbte jeg:
Thyra, hvordan går det?
Jeg bor i tre lejligheder på én gang, skreg hun fra soveværelset, og en af dem ser ud som om den er designet af en 90erkarikaturist.
Vi lo, og spændingen lettede lidt. Vi mødtes igen ved køkkenet med vores lister.
Thyra åbnede en fane med billeder af lejligheder.
Mulighed nummer ét: centrum, kort fra Domkirken, men en smal seng. Nummer to: længere væk, men med et stort køkken. Nummer tre: ejerens besked om ingen festgæster, men det berører os ikke.
Jeg viste mit togvalg.
Jeg har fundet nattoget. Men kun én ulempe: tilbagebilletterne er knappe. Der er kun en afgang om to dage eller en om fem dage.
Fem dage, sagde Thyra straks. Jeg vil ikke løbe rundt i byen i galop. Det er bedre at tage roligt.
Er du sikker? spurgte jeg. Det er næsten en uge.
Hun trak på skuldrene.
Vi har fortjent en uge. Børnene er voksne, de klarer sig selv. På arbejdet får jeg fri. Jeg kan tage to ekstra fridage, hvis det skal.
Jeg nikkede. Ordet uge fik en ny vægt. En uge, hvor vi var alene, uden den sædvanlige rutine: hjem, arbejde, butik.
Så køber jeg billetter frem og tilbage, sagde jeg, mens hjertet slog lidt hurtigere.
Da jeg trykkede på betal, vaklede hånden et øjeblik. En tanke om at have valgt de forkerte datoer fløj gennem mig. Betalingen gik igennem, en bekræftelse landede i mailen ingen vej tilbage.
Sådan, sagde Thyra og kiggede over min skulder. Lykkedes det?
Ja, vi er på vej, svarede jeg.
Vi så på hinanden som to børn, der lige havde løst et stort puslespil uden voksen hjælp.
Om aftenen valgte vi en lejlighed. Den med det store køkken vandt. Udlejer svarede hurtigt, var høflig og lovede at møde os ved indgangen.
Ser du, sagde Thyra, mens hun lukkede laptoppen, det er ikke så skræmmende.
Det er kun begyndelsen, svarede jeg. Der er stadig byens kort, steder at se, spisesteder at finde.
I morgen, sagde hun afslappet. I dag har jeg allerede set nok tæpper.
Næste dag sad vi ved køkkenbordet med et kort over Aarhus. Jeg pegede på Domkirken, havnefronten, Musicon.
Fra vores lejlighed er det kun tyve minutters gang til Domkirken, sagde jeg.
Tyve minutter, hvis du ikke stopper ved hver café, bemærkede Thyra.
Så stopper jeg ved hver anden, svarede jeg, og vi grinede.
Vi lavede en liste over museer, gamle gader, gode spisesteder. Jeg fandt de bedste frokoststeder på min telefon, hun fokuserede på museer og historiske kvarterer.
Vi tænker altid på mad først, sagde jeg.
Det er sådan, når man bliver ældre, grinede hun. Vi tænkte på discoture i vores teenageår.
Listen voksede, men på et tidspunkt mærkede jeg, at Thyra blev træt.
Lad os droppe den minutiøse planlægning. Lad os have et par frie dage, hvor vi bare ser, hvad der sker, foreslog hun.
Det? jeg var overrasket. Den samme, som planlægger et indkøb i supermarkedet?
Ja, men jeg vil ikke gå rundt i byen med en tjekliste, jeg vil bare vandre, svarede hun.
Jeg tænkte et øjeblik og nikkede.
Så lad os holde et par dage åbne. Det giver os luft.
Vi slettede nogle punkter, og pludselig føltes alt lettere.
Tre dage før afrejse opdagede vi en alvorlig fejl. Thyra tjekkede lejemålets bekræftelse igen og så:
Løren, råbte hun. Vi ankommer natten fra fem til seks, men lejligheden er kun booket fra den sjette aften. Så vi har et halvt døgn uden sted at bo.
Jeg tog et dybt åndedrag.
Så vi er strandet i en halvtimes ventetid, sagde jeg.
Hun så panisk ud, men jeg forsikrede hende:
Det er bare en lille fejl. Vi skriver til udlejer og spørger, om vi kan tjekke ind om morgenen.
Hvad hvis hun siger nej? spurgte hun.
Så finder vi en bagageopbevaring, går en tur i byen til aften, og så er det ikke verdens undergang, svarede jeg.
Hun nikkede, selvom hænderne stadig rystede. Vi skrev en venlig besked, justerede tonen, og tilføjede et lille smilende ikon, som jeg ved, hun normalt undgår.
Svaret kom hurtigt: Udlejer kunne lade os ind på morgenen, fordi de tidligere gæster havde rykket ud en dag før. Hun bad blot om at give besked om ankomsttid.
Thyra åndede lettet ud og lænede sit hoved mod min skulder.
Jeg havde allerede forestillet mig, at vi skulle sove på en bænk på stationen, sagde hun.
Det ville have været et spændende eventyr, men lad os holde os til lejligheden, svarede jeg med et grin.
Den dag vi skulle afsted, ankom vi en time for tidligt til stationen. Jeg var bekymret for trafik, så jeg fik os ud af døren tidligt. Vi endte med at sidde på en bank i ventemodul og betragte de travle mennesker.
Se den store kuffert der, hviskede Thyra. De skal sikkert til søen.
Mand med rygsæk er på forretningsrejse, bemærkede jeg.
Vi lavede historier om de fremmede, som vi plejede som unge, og latteren vendte tilbage.
Da toget blev kaldt, gik vi ombord. Vognene var varme og rene, vores pladser lå ved vinduet. Jeg placerede kufferten på hylden, Thyra lagde et tæppe over sædet og tog en magasin frem.
Så er vi i gang, sagde hun, da toget begyndte at rulle.
Jeg kiggede ud på den langsomt glidende perron, folk med tasker, en billetkontrolør i blå skjorte.
Sådan, bekræftede jeg.
Rejsen gik stille for sig. Vi drak te fra plastikkopper, lyttede til samtalerne omkring os, forsøgte at sove til rytmen af hjulene. Om morgenen nærmede vi os Aarhus. På stationen var der travlt, folk gik ud mod deres liv, nogle med blomster i hænderne. Udlejer skrev, at hun ventede ved hovedindgangen.
Jeg forsøgte at følge GPSen, men kom ud af kurs.
Vent, sagde Thyra. Lad os bruge skiltene i stedet for telefonen.
Vi gik ud gennem den store glasdør og ind på en plads, hvor udlejeren vinkede. Hun var en venlig kvinde omkring halvtreds år, snakkesalig og klar til at vise os den nærmeste butik, busstop og de lokale naboer.
Lejligheden var endnu bedre end billederne. Lys, stor køkken med en dejlig bordplade, udsigt til en lille gård med parkerede biler og et par legepladser for børn.
Jeg er i himlen, udbrød Thyra, mens hun så på komfuret. Vi kan endda bage kager.
Vi er jo på ferie, ikke på bagning, mindede jeg hende.
For mig er madlavning også en form for afslapning, svarede hun.
Vi pakkede ud, drak en kop te og gik en tur. Den første dag var kaotisk: vi brugte kortet flere gange, gik forkert, diskuterede, om vi skulle tage bussen eller gå til havnen. Jeg insisterede på bussen; hun ville gå.
Vi valgte netop en lejlighed tæt på, så vi kunne gå, sagde hun.
Men nu er benene i stykker, protesterede jeg.
Vi gik til fælles, men tog et par pauser på en bænk i en lille park, købte is og lyttede til en gademusiker. Jeg indså, at den langsomme rytme faktisk var behagelig.
Den tredje dag opstod en ny forhindring. Vi havde planlagt en tur til et kloster på landet, men ved stationen stod der, at toget var aflyst på grund af vedligeholdelse.
Jeg vidste, at vi ville ødelægge alt uden en rejsearrangør, sagde Thyra.
Det er ikke rejsearrangører, der fejler, men togene, svarede jeg.
Jeg tænkte på en plan B.
Der er en lille ø i fjorden, hvor en færge sejler. Vi kan tage en lille cruise i stedet, foreslog jeg.
Thyra så skeptisk på mig.
Er du sikker på, at vi ikke bliver forvirrede med billetterne?
Selv hvis vi gør, så er det vores forvirring, vores rejse, sagde jeg.
Hun lo pludselig.
Vores forvirring, gentog hun. Så lad os bare ro.
Vi fandt færgehavnen, købte billetter og ventede i kø. Færgen var lille, med plaststole på dækket. Vi satte os ved rælingen, vinden legede med Thyras hår, byen langsomt forsvandt i baggrunden.
På vandet indså jeg, at det var præcis dette, jeg savnede fra tidligere rejser: friheden til at ændre planerne på stedet, gøre fejl og stadig finde noget smukt.
Tilbage i lejligheden den aften talte vi om dagen.
Jeg indså i dag, at jeg ikke længere venter på, at nogen fører mig et sted, sagde Thyra.
Hvordan føles det? spurgte jeg.
Skræmmende, men også spændende, svarede hun ærligt.
De sidste dage fløj af sted. Vi så meget, men ikke alt. Nogle punkter på listen forblev ubesøgte. På den sidste aften åbnede jeg den første notesbog igen.
Se, sagde jeg, vi nåede ikke her eller der.
Så hvad? spurgte hun. Det betyder, at vi skal komme tilbage.
Jeg strøg fingeren over linjerne.
Eller vi kan vælge en anden by næste år. Vi har stadig så mange steder at udforske, sagde jeg.
Hjemturen i toget gik roligt. Vi vidste nu, hvordan man pakker kufferten, hvordan man laver te uden at brænde sig, hvordan man folder jakken så den ikke krøller.
Da vi kom hjem, virkede væggene og køkkenbordet næsten som om de var flyttet en smule. Jeg tændte kedlen, duftede frisk kaffe, mens Thyra placerede sine ting.
Så er vi tilbage til hverdagen, sagde jeg, mens jeg satte mig ved bordet.
Eller er det bare en anden form for normalitet? svarede hun med et glimt i øjet.
Jeg tænkte kort.
Hvad med at gøre dette hver år? spurgte jeg. Vælge en ny destination, planlægge selv, begå fejl, finde nye ruter.
Hver år? hun løftede øjenbrynene. Hvorfor ikke.
Jeg mærkede en ro i mig. Vi havde klaret det første gang, med alle de små kriser, men også med massJeg gik i seng med et smil, klar til næste eventyr.
