Det var længe siden, jeg mindes den dag i den lille landsby Klemensker, hvor alt gik i højere gear for nogle unge.
Gry, vil du gifte dig?
Hvad så, vil du selv? sagde jeg og skubbede Mikkel Zøtkjærs hånd væk. Mikkel lo højlydt, så bredt ud over sin store næse og kastede et blik på de bløde kurver, som Nanna havde på.
Så hvad, er du med? forsøgte Mikkel at nå mig. Lad os da springe ud på højtløsen, så kan du holde fast på mig
Jeg tøvede ikke længe. Jeg skubbede Mikkel ind i en klynge brændenælder, og han landede som en lille helikopter, armene vindende i en komisk dans. Der lød latter fra forsamlingshuset, hvor de unge havde samlet sig.
Hey, du pjuske, sagde Mikkel, da han kom fri af busken og tørrede den bløde bagdel, mens han spyttede lige under fødderne på mig i vrede. Tror du, de griner af mig? De griner over dig
Jeg kiggede væk, samlede læberne. Nanna lagde sin hånd på min skulder. Hvad så, Gry, kender du Mikkel eller hvad? Han vil bare have lov at drille.
Jeg smilede. Jeg havde ikke tænkt mig at græde. Jeg var vant til sårene. Nanna var god til at berolige. Hun kaldte mig ikke pjuske, for selv om jeg var en stærk pige, var jeg i Nannas øjne som en lille birk.
Lad os gå, filmen starter snart, sagde Nanna, og vi gik sammen med de andre ind i det halvdæmpede forsamlingshus.
Jeg holdt min kjole på plads og satte mig på de knirkende træbænke i forsamlingshuset fra slutningen af 60erne. Komforten var sparsom, men filmens kunst var rig på fornøjelse.
Jeg sukkede, da jeg så de slanke kvindelige hovedpersoner på lærredet. Min ældre søster Marie var bredere bygget; deres far var tynd som en stang, og den samme slankhed gik også til min lillebror Kolby. Vores mor var rundere og havde altid været det, så jeg kunne se, at jeg havde arvet hendes fylde. Men min mor, Kirsten, var altid livlig, som om hun aldrig blev træt, og med far gik alting altid så glat, at folk sagde, de var som to sko, der passer perfekt sammen.
Jeg sukkede igen, for jeg så ingen fremtid for mig i vores egen landsby, ej heller i andre steder.
Søndag inviterede pigerne mig til det nye center i byen, hvor der snart kom en bus med en bod, og vi skulle sidde på de gamle træbænke, der hang på ujævne grusveje, så du let kunne hoppe som en bold.
Vi kom helt ind til rådhuset, hvor torvet lå badet i sol, og højttalerne pumpede musik ud over hele området. Ikke langt derfra stod en tønde med kold hvidtøl vi løb hen til den og lo, mens solen skinnede på den varme sommerdag.
Se, hvilken pjuske, hørte jeg en stemme råbe. Jeg ville tro, den ikke handlede om mig, men jeg så rundt. Ved et træ i skyggen stod to drenge. Den ene var eftertænksom, den anden grinede med et drilsk blik, kiggede mig fra top til tå og skubbede sin ven til siden.
Jeg gik nærmere mine veninder, håbende på at gemme mig for de selvsikre øjne, som kun ville trykke mig og så grine.
Piger, skal vi også nå at danse? råbte Nina.
Så sent er det allerede hvornår er vi hjemme?
Vi når det! Onkel Vagn lovede at hente os fra kultursalen. Skal vi gå eller ej?
Vi går!
Dans i kulturhuset var noget helt andet end i forsamlingshuset, hvor alting var utraditionelt. Der var kun en harmonika, men på den store bygning med hvide søjler var der mange mennesker, musik fra et orkester fra regionen, men kun ved festdage.
Jeg kiggede på kanten af min blå kjole og var glad for, at jeg havde valgt den. Jeg løb efter pigerne, men vidste i hjertet, at ingen ville invitere mig. De andre piger snurrede rundt, smilende og lykkelige. Jeg stod ved en væg og følte, at nogen så på mig. Hvorfor ikke se? Mit brune hår var flettet i to fletninger, min næse var knubbet, kinderne røde, men hvis man så ind i mine øjne, så var der varme og en skjult håb om lykke.
Måske vi kan danse Hvorfor stå her?
Den dreng, som stod ved torvet ved den drilskende fyr, var den, jeg havde set før.
Må vi? nikkede jeg.
Han var højere end mig, tavs, men spurgte så: Hvad hedder du?
Gry.
Jeg er Søren.
Hvor kommer du fra?
Fra Birkeby.
Åh, det er lige i nærheden.
Hvor bor du?
Nu bor jeg her.
Hvor levede du før?
Jeg studerede i byen, arbejdede.
Han gik med mig til bilen, men sagde intet mere. Jeg tænkte, han var kedsom, så han kom hen til mig.
Jeg så dig køre rundt ved pjusken, sagde hans ven, Jørgen.
Hvorfor kalder du hende det? Hun har et navn, sagde han med et smil: Gry.
Åh, Søren, du er jo forelsket
Hvorfor så hurtigt? Hun er bare en flot pige, sød og venlig
Søren, vær ikke sur, det er bare en spøg. Men seriøst, vil du mødes igen eller forbliver du alene?
Jeg er ikke alene, jeg har Vala og Viggo, jeg må passe dem. En pige hvorfor skulle hun have andres børn, hun har sine egne.
Søren gik hjem, men hans tanker var tunge. Han var vokset op her, rejste for at studere, og hans mor døde for et år siden. Da nyheden ramte ham, kom hans søster og bror til ham: Viggo på syv år omfavnede hans knæ, og tiårige Vala holdt hans hånd, som om hun ikke ville slippe ham.
Tanten Zofia, en ven af hans mor, kom ind og råbte, at han skulle gifte sig, så han kunne blive familiens forsørger. Hun fortalte om en pige, Sofie Krog, som havde en lille dreng, som passede til ham.
Jeg kender hende, men jeg har ikke lyst til det nu, svarede Søren. Sofie er ikke mig.
Tanten Zofia insisterede, men Søren sagde, at han ville klare det selv.
Senere gik han hjem og huskede samtalen. Han kunne næsten se mig, da jeg stod ved bilen, ventede på, at han skulle sige noget, men han sagde ingenting. Jeg var ikke gift, så hvorfor skulle han tænke på børn? For mig var brødre og søstre som familie for livet, og jeg ville aldrig forlade dem.
Gry huskede den grå øjne på den genert dreng, men hun vidste intet om ham. Hun kiggede i spejlet og sagde til sig selv: Pjusken, det er mig. Måske kalder Nanna mig pjuske af kærlighed, men det gør ondt.
Næste søndag inviterede pigerne til centrum, men jeg sagde nej. Jeg tænkte på Søren, at hvis han havde inviteret mig, ville jeg måske have sagt ja.
Arbejde på marken startede mandag, og pigerne faldt ud på græsset, nogle sad, andre lagde sig.
Åh, Gry, jeg har glemt alt, løb Nanna hen, satte sig ved min side og hviskede: Den dreng fra dansen sidste gang, han har inviteret dig til næste søndag, orkestret kommer.
Mig?
Ja, ham. Han spurgte, hvorfor du ikke kom.
Så går vi alle sammen.
Vi går, men han venter på dig.
Mine kinder flammede, jeg blev først glad, så bekymret: Hvorfor skulle han, ligesom Mikkel, bare ville have mig i højtløsen?
Jeg levede sådan hele ugen.
Vi gik ikke til torvet, ej heller til dansen. Jeg og Søren fandt et roligt sted i den skyggefulde park på en bænk.
Jeg ville bare se dig igen, sagde han, mens han nervøst strammede sin kasket. Men jeg tænkte, du ville afvise mig måske har du allerede en forlovede?
Jeg har ingen forlovede.
Jeg har ingen brud, sagde han og så flov. Men jeg har børn.
Jeg så overrasket på ham: så ung, men allerede far.
Yngre søster og bror, ti og syv år. Ingen far, mor er væk. Jeg er deres storebror nu. han så mig i øjnene, som om han sagde: Det er mig. Så jeg ikke inviterede dig men jeg kunne ikke lade være.
Jeg kan også synes om dig, mumlede jeg.
Så vil du måske…
Han krammede mig forsigtigt, og sagde: De er gode, Vala og Viggo. De lytter, de vil vokse, få egne familier, det lover jeg dig.
Efteråret kom, og familien Aagaard ryddede haven sammen. Om aftenen var det koldt, og vi tændte ved i den gamle ovn. Jeg stod ved ovnen i min blå kjole og så på uret.
Kirsten sukkede: Så er den mellemste datter på vej ud i ægteskab. Han er en god fyr, selvom han har børn.
Faderen bankede på bordet, så på sin hustru. Med en sådan mand, selv med børn, vil Gry ikke gå tabt. De vil få deres egen fremtid.
Kirsten jublede: De kommer! Vi får en svoger!
Jeg løb ud fra ovnen som et blad, glemte min frakke, og mødte min kommende svoger. Vala og Viggo løb hen og greb fat i mine hænder, så vi så hinanden i øjnene, og alt sagde sig selv. Vi havde Søren, nu også Gry.
Slip mig, grinede Søren, lad mig holde om dig.
Sådan er det, sagde børnene, brudepar!
Jeg glemte de gamle drillerier, de navne de knyttede til mig, men et ømt ekko af pjuske svævede stadig i luften, men nu med kærlighed.
