Alex, hvorfor svarer du ikke, er alt i orden? hørte Alex’ kollega den bekymrede stemme og blev pludselig målløs. Hvor gik hun hen for at kende hans fornavn? Et prank, eller hvad?
For en sikkerheds skyld kastede Alex et blik rundt, på udkig efter folk med kameraer men der var ingen mistænkelige i syne. De forbipasserende i den travle gade ignorerede ham fuldstændig.
Alex gik ud af sin lejlighed ved Amager og gik roligt mod kontoret, glad for at han undgik den sædvanlige sprint til busstoppestedet og den overfyldte 9meterbus.
Det sidste år har han formået at stå op uden alarmklokken præcis klokken 6. Hvorfor? For det første for at kunne sno sig i seng uden hast, og for det andet for at få en stille gåtur og lade positiv energi fylde ham.
Han har i lang tid droppet de offentlige transportmidler, for hans arbejde som itkonsulent er hovedsageligt stillesiddende og ståropopgaver på samme tid så han kan kombinere nytte med fornøjelse.
Mens han gik forbi stoppestedet, hørte han en svag ringetone, næsten druknet i byens summen. Han så en gammel, knaptastet mobil ved bænken selvfølgelig gik den ubemærket forbi de fleste i dag.
Det er typisk kun ældre, der holder fast i sånne gammelt apparater, enten fordi de er skeptiske overfor ny teknologi eller fordi de ikke har råd til en smartphone med berøringsskærm.
Alex overvejede at gå videre, men i sidste øjeblik gik han ind til telefonen. På skærmen stod der med store bogstaver: ELSKET BEDSTEFAR.
Før han nåede at svare, forsvandt teksten og blev til et symbol for et ubesvaret opkald. Et par sekunder senere ringede bedstefaren igen. Alex trykkede på den grønne knap og holdt telefonen op til øret.
Alex, hvorfor svarer du ikke, er alt i orden? lød den bekymrede, kvindelige stemme igen, og Alex mistede endnu engang ordet. Hvor kom hun bare med hans navn fra? En spøg, måske?
Han kiggede hurtigt rundt for at spotte nogen med et kamera, men der var ingen.
Alex! Hvorfor er du stille? Er der sket noget? spurgte stemmen.
Undskyld, hvem er du? Hvem ringer du til? svarede Alex, mens han forsøgte at holde en rolig tone.
Stilleheden gik i brud, og en skrattende åndedræt kunne høres i baggrunden.
Jeg hedder Ingrid Nielsen. Jeg ringede til min barnebarn, men så kom jeg på dig i stedet. Måske har jeg tastet et forkert nummer? Undskyld, jeg kan ikke finde ud af det her.
Alex trak vejret dybt for at forklare, at han havde fundet telefonen og ville gerne hjælpe med at returnere den, men den ukendte kvinde lagde på igen.
Han var lige ved at gå ind i store kontorbygning på Ørestad, hvor han arbejdede, da telefonen ringede en fjerde gang.
Jeg lytter.
Alex? Åh, jeg har vist trykket forkert, lød den samme kvinde.
Ingrid, goddag igen. Lad være med at slukke telefonen. Jeg hedder også Alex, men jeg kender dig ikke personligt. Telefonen lå ved busstoppestedet, så måske er det din barnebarn, der har tabt den.
Jeg har jo barnebarnets nummer gemt i min telefonbog, så jeg kan ikke tage fejl. Hvad skal jeg gøre nu? Hvordan får jeg fat i ham?
Desværre kan jeg ikke hjælpe dig med det. Jeg kan dog aflevere telefonen til din barnebarn, hvis du fortæller mig, hvor du befinder dig.
Alex kiggede på uret og indså, at han ikke kunne nå at aflevere telefonen lige nu. Der var en vigtig rapport, der skulle færdiggøres, og et møde, der ventede.
Jeg er på et sommerhus udenfor byen, svarede Ingrid. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem. Det er hele et kaos, jeg kan næsten ikke forstå, hvad jeg skal gøre Jeg er så frustreret over min kat, som er faldet ned i brønden ved grunden.
Alex følte medlidenhed for den ensomme bedstemor og hendes forvirrede kat. Han ville gerne hjælpe, men hans arbejde kaldte.
Ingrid, hvor er dit sommerhus? Jeg kan kontakte redningsmandskabet.
Ingrid sukkede, og netop da så Alex skærmen gå helt mørk telefonen var løbet tør for strøm. I samme øjeblik kom direktøren for firmaet, Henrik Sørensen, i en sort benzinbil.
Alex, hvad laver du ved indgangen? smilede Henrik. Kom, lad os tage på arbejde.
Alex nikkede, men hans tanker kredsede om den hjælpeløse bedstemor og den forvildede kat.
Henrik spurgte, om Alex havde sovet nok, og om rapporten var på rette spor. Alex forsikrede ham om, at alt var i orden, og at han ville have rapporten klar i løbet af dagen.
Henrik klappede ham på skulderen: Jeg har hørt, at de overvejer at udnævne en ny afdelingsleder. Du har virkelig en chance, hvis du holder fokus.
Mens Alex gik tilbage til sin skrivebord, kunne han ikke slippe tanken om brønden. Forestillingen om en gammel dame, der selv skulle ned i en brønd for at redde sin kat, var simpelthen for komisk.
Han sprang op fra stolen og løb ud af bygningen, kun for at støde ind i sin kollega Nikolaj, som altid havde været misundelig på Alex forhold til chefen.
Hvor skal du hen? spurgte Nikolaj sarkastisk. Du er jo bare gået af arbejde for at lege heltand?
Jeg har noget vigtigt at ordne, svarede Alex, mens han hurtigt gik mod døren.
Uden en taxa i nærheden begyndte panikken at boble.
Hvor skal jeg køre hen? tænkte Alex. Jeg ved ikke, hvor sommerhuset er!
Henrik kørte tilbage til bilen og så, at der var en chauffør ved siden af. Alex greb chancen.
Hej, kan du måske vide, hvor sommerhuset på Næstvedområdet ligger? spurgte han.
Kender jeg? svarede chaufføren med et grin. Det er jo kun en lille tur ud af byen, jeg kan køre dig derhen.
Bilen satte kursen mod Næstved, mens Nikolaj stod i bagruden og så misundeligt på Alex, der nu var ved at blive helten i historien.
Ankomsten til sommerhuset var præcis, og en ældre kvinde stod ved porten med en lille, fløjlsblød kat i armene.
Du kaldte på mig? spurgte hun.
Ja, jeg er Alex. Vi talte på telefonen. Jeg har også din telefon, så du kan få den tilbage.
Hun takkede, men hans opgave var langt fra slut. Katten sad ved en gammel brønd, og vandet var tørret ud for to år siden, efter at fjernvarmen blev indført i området.
Alex kiggede ned i brønden og så en lille, grå kat, der mjavede hjælpeløst.
Så er den også uden vand? udbrød han.
Kvinden forklarede, at brønden var blevet lukket, og låget af bly blev stjålet. Hun havde ingen idé om, hvem der havde smidt katten ned der.
Alex fandt en gammel stige i skuret, men den var for kort. Han spurgte, om der var en reb, han kunne bruge.
Der er en gammel tov i loftet, sagde hun. Jeg får den ud.
Efter fem minutter kom han tilbage med et tykt, garnet reb. Alex knyttede den ene ende til et kraftigt træ og kastede den ned i brønden, så den nåede den lille kat.
Hold fast, så trækker jeg dig op, sagde han beroligende.
Katten var først bange og spandt, men efter et par minutter roede den sig. Alex trak forsigtigt op med rebbe, mens kvinden holdt fast i den anden ende.
Da de nåede overfladen, så de, at katten var ventende på at føde. En lille, uskyldig lyd lød, og kattekillingerne begyndte at dukke op.
Åh, hun får killinger! udbrød kvinden.
Alex hjalp med at lægge en papkasse fra skuret ved siden af, så moren og de fem små killinger kunne holde sig varme.
Kvinden åbnede forsigtigt kassen, og de små kattunger begyndte at skrige efter mælk. Alex holdt vagt, så de ikke faldt ned igen.
Tak for din hjælp, Alex, sagde hun, mens hun holdt katten på hug. Du har reddet både mig og mine små dyrevenner.
Alex stod og kiggede op på den lille, dovne kat, der nu lå med hovedet på en hånd. Det var en mærkelig, men hjertevarmende afslutning på hans uventede eventyr.
Henrik kom forbi i sin bil og så, at Alex stadig stod ved brønden med en flok katte.
Så du har virkelig gjort en forskel, Alex, sagde han med et smil. Men nu skal du tilbage til kontoret, så rapporten kan blive færdig, og så kan vi se på din kandidatur til afdelingens leder.
Alex nikkede, men han lovede sig selv, at han ville besøge Ingrid og kattene igen måske med en ny telefon i lommerne.
Da han gik tilbage til bilen, roste Nikolaj ham i et sjældent øjeblik: Du er virkelig en helt, Alex. Måske får du den nye lederstilling alligevel.
Alex grinog: Hvem ved? Men jeg ved, at jeg ikke ville have ladet en kat eller en bedstemor i stikken. Og det er vel alt, hvad man kan forvente af en almindelig dansk mand på en travl hverdag.
