Jeg kræver bevis hvis Freja virkelig er min, tager jeg hende med mig. Tag hende bare, hun er kun til besvær jeg er udmattet, skal give hende mad, finde tøj, jeg køber aldrig noget til mig selv, kun så hun kan få rugbrød. Sådan er tilværelsen Giv mig penge, Mikkel, ikke?
Margrethe bevægede sig gennem morgengryet, smurte madder til Mikkel, pakkede dem ind i sølvpapir og lagde dem på bordet, som om hun placerede stjerner på en mørk himmel.
Mikkel arbejdede på et autoværksted, hvor frokostordning var en fjern drøm, så han måtte altid tage mad med hjemmefra, som om han bar sin barndom i en madkasse.
Margrethe var kok i en kantine, men hendes arbejdsplads lå i en fjern bydel, så hun måtte stå op før solens første blink.
Regnen dryppede udenfor, og Margrethe greb paraplyen, men den gled ud af hendes hånd og ramte gulvet med et rungende ekko, som om den ville vække Mikkel, der sov som en sten i soveværelset.
Margrethe smilede svagt, hviskede til sig selv, og gled ud af døren som en skygge.
Bussen kom flyvende, hurtigere end normalt, og Margrethe satte sig ved vinduet, hvor byen forvandlede sig til flydende farver, mens hendes tanker dansede omkring hendes liv.
Hun var ikke længere ung, nærmede sig de tredive, lykkeligt gift, men levede beskedent, og alligevel følte hun, at de havde det godt sammen.
Kun én ting gnavede i Margrethes hjerte de havde ingen børn, og hun længtes efter et lille væsen, uanset om det blev en pige eller dreng.
I tre år havde hun været gift, gået til undersøgelser, men lægerne sagde blot, at alt var normalt, som om normaliteten var en gåde.
Bussen stoppede, Margrethe betalte med danske kroner, og steg af hun skulle bare gennem parken, så var hun ved kantinen.
På fortovet standsede hun, overrasket på en våd bænk sad en lille pige og græd, hendes jakke var tynd som tåge, og hun krøb sammen af kulde, mens tårerne blandede sig med regndråberne.
Margrethe nærmede sig barnet og spurgte med stemme som vind:
Hej! Hvorfor sidder du her alene?
Mor smed mig ud snøftede pigen.
Smed dig ud? Margrethe blev ramt af chok. Hvem sætter sit barn ud i regnen?
Hun sov, jeg var sulten. Jeg vækkede hende, og så Mor råbte Nu sidder jeg her
Hvad hedder du?
Freja.
Hvad skal jeg gøre med dig, Freja? Margrethe kiggede på uret, som om tiden kunne give svar. Kom, vi går. Bor du langt herfra?
Nej, lige herhenne, pigen pegede.
De gik i den retning, Freja viste, og efter fem minutter stod de ved en lejlighed. Margrethe trykkede på ringeklokken, men der gik lang tid, før nogen åbnede.
Endelig åbnede en søvnig, sær kvinde i en beskidt morgenkåbe, håret fedtet og uglet, ansigtet træt og krøllet som en gammel avis.
Hun så forvirret på Margrethe, derefter på Freja, og trådte til side:
Kom ind.
Margrethe trådte ind, og en tung stank fyldte rummet, som om luften var blevet gammel.
Gamle klude lå på det beskidte gulv, og et tykt lag støv dækkede vitrineskabet. Margrethe fik øje på et foto på hylden.
Hun stivnede
Hun havde set det i Mikkels album, men det billede hjemme var groft klippet, og kun Mikkel var synlig.
På dette foto stod Mikkel sammen med en ung, smuk kvinde, som Margrethe nu genkendte som lejlighedens beboer. Margrethe betragtede den sjuskede kvinde.
Nå? spurgte hun.
Hvad mener du? Margrethe tog sig sammen. Din datter sidder og græder i parken! Er du ligeglad? Hvilken slags mor er du?
Skal du nu belære mig? Opdrag dine egne! Hold dig fra min! kvinden vendte sig vredt mod datteren. Hvor har du været?
Freja smuttede hurtigt ind i et andet rum og lukkede døren. Margrethe indså, hun ikke kunne gøre mere, og gik.
Hele dagen svævede tankerne om pigen, fotoet og den kvinde, der måske havde forbindelse til Mikkel.
Om aftenen rakte Margrethe billedet til Mikkel og spurgte:
Hvem er kvinden ved siden af dig?
Jeg har fortalt dig om Lene, vi var sammen længe, ville giftes, men hun fandt en anden og forlod mig.
Hvorfor klippede du billedet?
Jeg kunne ikke tilgive hende, at hun ikke beholdt mit barn da vi gik fra hinanden, ventede hun sig, men sagde, hun ikke ville beholde barnet. Så rejste jeg, mødte dig. Vi flyttede hertil sammen jeg har intet at skjule. Men hvorfor spørger du?
Der skete noget mærkeligt i dag, sagde Margrethe og fortalte om pigen og hendes mor.
Mikkel lyttede, spurgte om pigens alder. Margrethe svarede.
Han blev tavs Hun kunne være hans datter
Hvor bor de?
Margrethe fortalte det og gik i seng, udmattet. Hun faldt hurtigt i søvn, men vågnede ved halv to-tiden og så lys i køkkenet.
Stille listede hun hen og kiggede ind. Mikkel sad ved bordet, dybt i tanker.
Næste dag ringede han på døren hos sin tidligere kæreste. Freja åbnede. Hun betragtede den fremmede mand, der smilede til hende.
Hej! Er du Freja? Hvor er din mor? pigen løb ind.
Mor! Der er en mand!
Hvem? en sjusket kvinde dukkede op.
Mikkel genkendte ikke Lene den kvinde, han engang elskede.
Dig? hun løftede brynene. Hvad vil du?
Mikkel gik ind, trak vejret dybt i den indelukkede luft.
Lene, jeg må vide sandheden. Freja, ud fra hendes alder, kunne være min datter. Er det rigtigt?
Kvinden satte sig tungt og så op på Mikkel:
Lån mig penge, ikke? Jeg har brug for det Du har aldrig betalt børnepenge. Jeg har fodret hende du har ikke givet en krone. Giv mig bare et par hundrede.
Hvorfor løj du? Du sagde, du ikke beholdt barnet.
Jeg ville, men Valentin sagde, han ville være far Så forlod han mig, da Freja var tre måneder, sagde han ikke ville opdrage andres barn. Jeg ville tilbage til dig, men du var væk.
Jeg vil have en test hvis Freja er min, tager jeg hende med mig.
Tag hende bare nu, hun render bare i vejen jeg er træt, skal fodre hende, klæde hende på, jeg køber aldrig noget til mig selv, bare for at hun kan få mad. Sådan er livet Giv mig penge, Mikkel, ikke?
Freja nærmede sig forsigtigt:
Er du min far? hun så på ham med store, mørke øjne.
Ja, Freja, jeg er din far. Jeg vil tage dig med hjem. Vil du med?
Pigen kiggede frygtsomt på sin mor og spurgte lavt:
Vil du ikke være ond mod mig?
Mikkel sukkede tungt og svarede med en anderledes stemme:
Nej, Freja, aldrig.
Hun nikkede:
Så vil jeg gerne!
Mikkel strøg hende over håret og gik. På trappen indhentede Lene ham:
Har du penge? Lån mig. Mikkel rakte hende nogle sedler hendes ansigt lyste op.
Mikkel vendte tilbage til lejligheden. Freja stod stadig i gangen, med sorg i blikket.
Tag tøj på. Vi går, tænkte han kun én ting:
Hun er min Freja! Jeg kan ikke lade hende blive her.
En halv time senere trådte Freja ind i Mikkels lejlighed. Hun genkendte straks Margrethe, som for nylig havde fulgt hende hjem, og Margrethe stod og stirrede, ude af stand til at tro det.
Da Freja, ren og mæt, legede med katten, spurgte Margrethe sin mand:
Mener du virkelig, det er rigtigt? Du ved jo intet om hende.
Det finder jeg ud af. Selvfølgelig er det rigtigt man kan ikke behandle sit eget barn anderledes.
Margrethe gik ud i køkkenet og græd, uden at skjule sine følelser.
Hvorfor sker det her for mig?
Hun havde altid ønsket sig børn, men kunne ikke få dem, hun ville have passet på sit barn som på en skat.
Nu var der Freja. Hvordan skulle hun være over for hende? Dårligt det kunne hun ikke, godt men hvad hvis det ikke lykkedes?
Margrethe følte sig såret af Mikkel, af Lene, af livet Pludselig mærkede hun en hånd på hovedet. Hun troede, det var Mikkel. Men da hun kiggede op, var det Freja.
Er du ked af det? Noget galt? Jeg græder også tit. Vil du høre et eventyr? Jeg kender et godt.
Margrethe snøftede og trak pigen ind til sig.
Et år gik. Mikkel fik lavet testen, men kun for papirernes skyld de havde besluttet, at uanset resultatet skulle Freja blive hos dem.
Margrethe kom til at holde af sin adoptivdatter, de gav hinanden al den kærlighed og ømhed, de havde.
Mikkel knyttede sig også til pigen de blev en lykkelig familie.
Men en dag blev Margrethe syg. Det kom pludseligt. Om morgenen følte hun sig skidt, ville blive hjemme, men gik alligevel på arbejde, og efter nogle timer besvimede hun og vågnede på hospitalet.
Hvad sker der med mig? Margrethe havde aldrig været svag.
Vi har taget prøver snart ved vi mere, men du må blive her. Din familie er på vej de er informeret, bare rolig.
Snart kom Mikkel og Freja ind på stuen.
Mor-Margrethe, hvad er der med dig?
Ingenting, Freja, det går nok. Jeg skal bare hvile mig.
Lægen kom ind:
Nå, kære, hvorfor sagde du ikke, du var gravid?
Sådan spøger man ikke. Men det er sandt du er gravid, og vi har ikke fundet andet. Så vi sørger for, det går let og roligt. Du bliver udskrevet i dag.
Margrethe satte sig brat op.
Hvad? Hvad siger du, doktor? Jeg er gravid? Mikkel, hørte du det?
Men det var sandheden Margrethes drøm gik i opfyldelse. Hun fødte en sund dreng, som fik navnet Asger.
Freja hjalp sin adoptivmor med alt.
Margrethe kunne ikke forestille sig, hvordan hun skulle have klaret det uden sin kloge, ældre datter.
Senere kom lille Nanna til verden. Mikkels og Margrethes glæde kendte ingen grænser nu var deres familie stor, tæt og lykkelig.
Freja, med sin bløde stemme, fortalte eventyret om den lille stjerne, der blev ven med en ensom kat på himlen, mens Margrethe lyttede og lod tårerne falde frit. I stuen sad Mikkel og så på dem, hans blik fyldt af taknemmelighed og en ny ro, som han ikke havde kendt før. Hver dag blev hjemmet mere levende, latteren fra børnene blandede sig med duften af nybagt rugbrød, og selv katten virkede mere tilfreds, når Freja strøg den over pelsen.
Når mørket faldt på, sad Margrethe ofte ved vinduet og betragtede regnen, der trommede mod ruden, og hun tænkte på alt det, der var sket. Hun følte sig ikke længere alene, for nu var der små hænder, der greb hendes, og stemmer, der kaldte hende mor. Mikkel kom ind, lagde armen om hende, og sammen så de på børnene, der legede på gulvet, mens Nanna lo og Asger byggede tårne af klodser.
Julen nærmede sig, og Margrethe pyntede stuen med flettede hjerter og levende lys, mens Freja hjalp med at hænge guirlander op. Mikkel bar gran ind, og duften fyldte hele lejligheden, mens sneen dalede udenfor. De spiste risengrød sammen, og Freja fortalte historier om nisser, der gemte sig i skabet, og Nanna klappede i hænderne af fryd.
En aften, da børnene var lagt i seng, sad Margrethe og Mikkel tæt sammen i sofaen. Hun lagde hovedet på hans skulder og hviskede, at hun aldrig havde troet, hun skulle blive så lykkelig. Mikkel kyssede hendes pande og sagde, at han heller ikke havde turdet håbe, men nu var alt, hvad han ønskede, samlet under deres tag.
Freja kom listende ud fra værelset, med et tæppe om skuldrene, og satte sig mellem dem. Hun så op på Margrethe og sagde, at hun var glad for at være der, at hun følte sig hjemme. Margrethe strøg hende over håret og lovede, at hun altid ville passe på hende, uanset hvad der skete.
Sådan gik dagene, og selv når livet bød på udfordringer, holdt familien sammen. De fejrede fødselsdage med boller og kakao, gik ture i skoven, og om aftenen læste Margrethe godnathistorier, mens børnene lyttede med store øjne. Hver gang Freja kiggede på Margrethe, lyste hendes ansigt op, og Margrethe vidste, at hun havde fundet sin plads.
Årene gik, og børnene voksede. Asger blev stærk og nysgerrig, Nanna var livlig og fuld af fantasi, og Freja blev mere og mere selvsikker, hendes smil bredte sig som solskin i hjemmet. Margrethe og Mikkel så på dem og følte, at deres liv var blevet rigere, fyldt med kærlighed, håb og nye drømme.
Selv på de dage, hvor regnen piskede mod vinduerne, og verden udenfor virkede grå, var der varme og lys i deres hjem. Margrethe tænkte ofte på den dag, hun fandt Freja på bænken, og hun vidste, at det var begyndelsen på alt det gode, der nu fyldte hendes liv.
– Jeg vil tage en test – hvis Dasha virkelig er min, tager jeg hende med mig. – Tag hende bare nu, hun går bare i vejen – jeg er træt, skal fodre, skal klæde på, jeg køber ikke engang noget til mig selv, bare for at hun kan få mad. Sådan er livet… Giv mig penge, Mikkel, ikke?
