Knappen
Nu må det være nok, Mette. Lad nu være Viktor vender sig væk, men Mette hænger på ham, klamrer sig til nakken, til jakken, som hun lige har strøget, til hans hænder, som hun har elsket så højt. Lad nu være! Du klistrer dig bare til mig!
Vik Det er jo ikke for altid, vel? spørger Mette dumt, som om man kan bare forlade for en stund. Som om Viktor bare leger en leg, finder på noget for at vække følelserne igen. Så laver jeg noget lækkert til aftensmad, ikke? Hvad vil du have? Eller skal vi bestille noget udefra? Sushi? Jeg bestiller sushi, ikke? Eller vil du hellere have and? Eller hvad med friskfanget ørred, jeg køber den og
Hun ser på ham med de store, grågrønne, trofaste sørgmodige øjne. Gud, hvor han engang elskede Mettes øjne. Han syntes, Mette var som en ædelsten, hans belønning, en medalje han havde fortjent. Han følte, han var skæbneforkælet, fordi han havde fået sådan en skøn pige. Men nu irriterer hendes blik Viktor. Det er så patetisk at blive set på sådan Mette har ingen stolthed! Hun kryber ved hans fødder, beder ham bare om at blive. Men hun keder ham, legetøjet er blevet for velkendt. Allerede længe har han kun ladet sig elskes, fundet på luner, hun har indfriet dem. Kvinder bliver som kvæg, tænker han, når de elsker nogen sagtmodige og lydige.
Er du helt fra forstanden? Viktor skubber hende væk. Han væmmes ved ynkelige kvinder. Mette ser forpjusket ud, kunne engang ikke engang tage sig sammen til at sætte håret for sin kæres skyld! Jeg går. Helt og aldeles. Du skal bare give slip!
Han slår hendes hænder væk; noget knækker.
Åh… Undskyld! Viktor stirrer på jakke-knappen i Mettes hånd. Viktor, tag jakken af, jeg syr den på igen! Jeg lover, det tager kun et øjeblik!
Mette styrter over til skabet, finder syæsken, griber nål og tråd, men da hun rækker hånden ud efter jakken, er den væk. Døren smækker i entréen, elevatoren knirker, sluger Viktor, fører ham ned mod friheden. Mette bliver stående med nål og tråd, går derefter til køkkenet og sætter sig.
Hvor længe hun bliver siddende, ved hun dårligt selv. Hun fryser fast, har åbenmundet undren, men med åbne øjne
Hun vågner først, da kanonen fra Kastellet brager tolvslag. Tænk, hvis de bare skød hende sigtede, fyrede løs, sørgede for at ramme i hjertet! Mette ville ikke engang have gjort modstand, bare stillet sig i skudlinjen
Men nej, livets bastioner siger nej; nu må hun leve videre, bære den tomhed efter Viktor.
Viktor! Mette gyser. Han glemte sin morgenmad!
Hver morgen pakkede hun madpakke til ham: to ristede toast, et hårdkogt æg, hjemmelavede pølser hun malede selv farsen, rullede dem i film og kogte dem. Alt sammen, så Viktor kunne spise sundt på arbejde. Dertil grønt, lidt tørret frugt Viktor passede på sin kost, foretrak hjemmelavet. Mette havde intet imod det; hun stod op klokken seks, tog hurtigt et bad og tørrede vægge og spejle efter sig inde på badeværelset Viktor kunne ikke fordrage fugt eller striber så lagde hun make-up. Viktor ville gerne se Mette dullede op; så lyste hans øjne.
Når Mette havde lagt make-up, satte hun sig på kanten af sengen og aede kærligt hans store, behårede fod, altid varme hænder, ellers kunne han finde på at sparke, så hænderne måtte varmes op på radiatoren, eller under varmt vand og så tørre dryp, så ingen striber var tilbage, Viktor hader striber på armaturet.
Blide hænder på foden, den spjætter lidt, tæerne vrikker. Mette smiler stille:
Så op, min ven, så op, elskede! Det er tid. Stå op, solsikken! Viiiktor, Viktor!
Han sukker, trækker foden ind under dynen, mumler kom her. Mette fniser, kravler hen og kysser ham på øret. Hans ører så ud som små, skæve pastastykker.
Godmorgen, Viktor, hvisker hun, aer ham på hoved og hals, han brummer, det er for tidligt, og han vil have kaffe.
Selvfølgelig. Kaffe! Viktor skal have kaffe, før han spiser. Koppen serveres, når han står friskvasket, duftende af aftershave, ude af badet.
Mette hælder ham en kop nylavet kaffe, på bakke med serviet og sukkerknald ligesom til en hest. Hun skynder dig ud og tørrer brusens ruder af, eller også kan der komme striber og fugt, Viktor kan ikke fordrage det. Sådan kravler hun hele morgenen rundt
Viktor bryder sig ikke om meget. Han bryder sig ikke om striber på koppen, hvis vinduerne ikke er blanke, hvis der ikke hænger en ren skjorte klar han skal tit til møder i banken, skal se præsentabel ud. Han bryder sig heller ikke om kaffe, der står for længe, eller hvis suppen koger for meget, så rødbeden mister farven, hvis toasten er for mørk, smørret for hårdt, eller bøffen ikke er stegt rigtigt og han vil have seks skiver agurk, ikke fem, fordi Mette kunne ikke lade være.
Mette, der er bismag i kaffen! Hvor svært kan det være at lave god kaffe! Jeg gider ikke købe kaffemaskine det skal man gøre selv! skælder han med et ordentligt smæk med koppen i vasken. Nå, lad os få morgenmad!
Mette undskylder, tager hurtigt tærten ud af ovnen, som hun har varmet for Viktor. Til morgenmad skal han have tærte, altid frisklavet. Fyldet kan variere kød, broccoli, ris og æg, kål, indmad, ost og kartoffel men aldrig en rest. Resterne fra i går spiser Mette selv, ofte på vej til toget. Hun når aldrig selv at spise rigtigt. Når Viktor spiser, reder hun sengen, støvsuger, tørrer natbordene af, og pakker madpakken.
Kunne han ikke spise på café? Er han kongelig? spurgte Janne, Mettes veninde, en dag. Viktor kunne hun slet ikke tåle, hun besøgte aldrig Mette, når han var der.
Hvorfor café, når jeg kan lave det selv? Det er ikke noget problem, og det er sundere, slog Mette fast, men i virkeligheden var hun bange for at miste ham.
Mette, svin æder, mennesker spiser. Men din Viktor er jo en svin, så Janne snerrer.
Janne! Tal ikke sådan om ham! siger Mette såret.
Åh, hold nu op! Det er jo ikke, fordi han er død.
Janne!
Nå, jeg tier. Men Viktor er noget for sig selv.
Hun enten tier eller snurrer næsen i vejret.
Nå, pyt. Hun er jo bare misundelig, tænker Mette stolt tænk, at have sådan en flot næsten-mand, ordentlig, stolt, Chef i hjemmet
Mette vasker op, mens Viktor skifter tøj og kysser ham farvel i døren. Nogle gange kysser han hende, så det svider på læberne hele dagen. Det elsker hun. Han dufter af aftershave, står i sit jakkesæt, hele ham så velskabt, at hun ville vaske hans fødder og drikke vandet bagefter. Janne griner, siger at det er en syg kærlighed afhængighed men Mette er ligeglad.
Kanonen skød forbi, Mettes hjerte lever endnu. Det gør bare ondt, det bløder, men slår stadig.
Mette kigger forskræmt på uret. Middag! Hun har forsovet sig, og nu Nåh, arbejde må vente, lige nu er kun den dumme knap tilbage fra Viktor.
Hun rejser sig, prøver at samle sig. Sorgen må vente timerne på skolen forsvinder jo ikke, selv om hun har misset nogle. Fem ubesvarede opkald på mobilen. Det er sekretæren, Pauline, der vil vide, hvor Mette bliver af, om hun er okay.
Pauline Møller! Jeg er på vej! hikster Mette i røret. Jeg er der om en halv time, jeg forstår jeg
Nu bryder hun sammen, snøfter og græder som en lille hvalp i telefonen.
Så, Madsen, tag dig sammen, sig, hvad der sker. Hurtigt, før det ringer ind, jeg kan ikke høre dig! Pauline afbryder hende hårdt. Og for resten, hvilket åndssvagt efternavn du fik dig! Nå, men spit it out, tydeligt stemme, fra scene til sal!
Pauline kunne godt lide teater når der bliver ringet ind, når forestillingen går i gang, hun kaldte sommerferien for en pause, lærermøder for workshop Det kunne folk lide.
Mette trækker vejret, gør sig klar, fra scene til sal, samler sig og forklarer situationen.
Pauline holder mund, lytter. Til sidst spørger hun:
Så det eneste, der er tilbage, er knappen? nærmest som om hun har slugt noget galt.
Pauline, snøfter Mette, det hele er bare så forfærdeligt
Nå, kære, dine timer dækker Olga ind, I retter ud senere. Kom nu, mus, husk at tage knappen med.
Pauline snakker videre, men nu ringer klokken, alt bliver væk i larmen
Mette får på en eller anden måde samlet sig, retter make-uppen, stikker tilfældige hæfter ned i en pose, tager tasken over skulderen og smækker døren. I opgangen hilser hun på viceværten, tante Dora. Dora stirrer på hende, som om hun er et fugleskræmsel.
Jeg ser forfærdelig ud men jeg er jo også ulykkelig! tænker Mette fortvivlet ved døren. Måske burde jeg bare hoppe i Søerne bare ned og holde knappen fast så bliver vi der på bunden for altid.
Men hun svømmer for godt til at drukne, og hvis hun ikke tager på arbejde, får Olga alle timerne og pengene. Og alle hæfterne? Skal hun tage dem med ned på bunden? Nej, det går ikke. Hun må af sted.
Hun når bussen, er forpustet, fægter sig luft med en dårlig stil fra elev Simmel, og og indser pludselig, at hun har glemt blusen. Jakke, nederdel heldigvis men ingen bluse.
Hun husker, hvordan hendes mor engang fulgte hende i børnehave og opdagede, at hun havde glemt nederdelen; moren stod i lange underbukser over nylonstrømpebukser og blev rød i hovedet. Og nu er det Mettes tur.
Det var derfor, den gamle dame i elevatoren sukkede. Fyren fra tyvende, han blinkede også til hende.
Mette skjuler sig bag posen, selvom jakken er kneppet man kan ikke se noget.
Rød som en tomat løber hun ind på skolen, nikker til kantinevagten, skriver sig ind og suser mod eget lokale, hvor en gammel laborantskjorte ligger gemt. Den må hun lige hurtigt tage på uden at blive set.
Madsen! Så fangede jeg dig! hører hun rektor Valborgs stemme. Kom her.
Jeg kan ikke! råber Mette. Jeg skal lige noget, så kommer jeg!
Maria, ind på mit kontor! beordrer rektoren.
Mette tør ikke andet, plukker sig ind med posen. Den dækker ikke mere
Du har travlt? spørger Valborg, roder med papirer. Men du elsker altså dit arbejde så meget, hvad?
Det gør jeg, Valborg. Men… Viktor Han
Her, siger rektoren, rækker hende en stor slasket skjorte. Ikke din størrelse, men du kan stoppe den ned i nederdelen. Jeg kigger væk.
Mette bliver ildrød. Hun tager skjorten på.
Tja den slags skjorter ser man kun i Blomstergade, siger Valborg og griner lidt.
Nej, jeg købte den i Vaniljekys, faktisk Det er jo sådan noget flot blonder fordi Fordi Viktor kan lide det.
Fordi Viktor kan lide det, ja. Alle ved efterhånden, hvad Viktor kan lide. Gid fanden tog ham! siger hun pludselig lavt.
Hvad?
Jeg sagde, gud give ham held og lykke!
Han er ikke så slem! Det var en misforståelse! Han ringer snart, så
For at få sin knap tilbage. Men det skal du ikke gøre. For så går han alligevel rundt med kun tre knapper på jakken! Valborg slår i bordet.
Hvorfor? spørger Maria forstemt og retter sløjfen på skjorte.
Fordi han får svært ved at finde én, der matcher. Sparer du den? Smid den ud, hører du! Så må han gå og ærgre sig! Valborg ser pludselig helt fjollet ud, og begge fniser. Valborg forsøger at gøre det diskret, Mette ler gennem tårer.
Sådan ler man, når sorgen pludselig opløses ligesom da Mette som barn rev hul på den nye jakke på skøjtebanen. Hun gik hjem i sneglefart, gemte det for mor, men mor så det med det samme, sukkede og sagde: “Nå, den klarer vi, og jeg har lige revet min pels. Ser du” Så grinede de begge. Far kom hjem og sagde: “I er nogle tosser”
Sådan ler hun nu, da hun forestiller sig Viktor, uden den rette knap, gå tiggergang hos skrædderen og ingen gider hjælpe. Han har altid brokket sig over, hvor kolde folk var
I er ikke gift, vel? spørger Valborg pludseligt.
Nej. Viktor sagde altid, vi lige skulle prøve at bo sammen. Jeg har bare prøvet så hårdt Mette snufler, samler sine ting.
Så er det jo godt. Han passede ikke til os. Sig det til ham fra mig, hvis han beder om at komme tilbage. Nå, du har tre timer endnu.
Ja
Mette stirrer ud af vinduet, mens de store elever skriver kemiopgave.
Kemi, tænker Mette, er noget mærkeligt noget. Molekylerne suser rundt, så pludselig klik hænger de sammen og bliver en familie. Nogle processer binder dem, men kan de undvære hinanden? Hvis molekylerne skilles, hvad sker der så?
Først føles det som et aflappet æble, men så heler det igen, kommenterer en elev hendes tanke. Hun havde åbenbart tænkt højt.
Tak, Frederik. Skriv videre, tak.
Frederik nikker og skriver, men forstår intet til kemi, han vil bare gerne snakke og han er lidt småforelsket.
Gymnastiklæreren, Julie, stikker hovedet ind.
Mette! Meeette!! kalder hun med læberne, Skriv, Louise! Papiret elsker alt! siger hun højt.
Mette går hen, Julie krammer hende og hvisker:
Jeg er så glad, det var aldrig godt med Viktor. Nu får du livet tilbage! Kom op og spil volleyball senere!
Nej. Undskyld, jeg har undervisning.
Nå, men den skjorte klæder dig!
Frederik sidder tankefuld og tygger på sin kuglepen. Hvis han var ti år ældre
I lærerværelset bliver der stille, når Mette kommer ind. Biologilæreren Lena snakker i telefon med manden: “Hej. Ja, jeg har spist. Nej, jeg er ikke træt. Hvordan gik det?”
De andre forsøger at trøste: “Bare rolig, det bliver bedre! Du finder en endnu bedre…”
Nogle klapper hende på skulderen, nogen byder hende småkager hun hader dem. Alle føler med hende.
De har kun set Viktor til julefrokosten. Smuk? Ja. Men for selvglad, piftet op som en påfugl. Og Mette dansede om ham: “Vand, kage, er du træt, Viktor? Skal jeg hente en ny tallerken?” Hun duttede om ham som en avlstyr, der skulle på udstilling.
For ham opgav hun et godt job på en anden skole, med særlige scienceklasser. Viktor ville ikke, hun skulle have travlt, så forsvandt madlavning og hjemlighed, og han var ikke parat til det
Kollegaerne syntes ikke, Viktor passede til hende. Og nu var hun fri! Men Mette sørger.
Nu er det nok! bryder Maria igennem Jeg finder ikke en bedre! Jeg vil ikke! Hvad tror I? Alle de år, kaffe, skjorter, mad det er ikke ingenting! Jeg har hjertet flået op! Og så brøler I med jeres småkager. Og svin spiser, mennesker spiser ikke omvendt!
Hun går, smækker døren lidt uhøfligt men pyt!
I laboratoriet tager Mette telefonen, ringer Viktor op. Svareren går i gang, hun opgiver. Hun ved, hvor han bor, men orker ikke. Skal bare igennem timerne.
Hun tøffer hjemad, langsomt, forbi alle butikkerne. Men vejen ender jo. Hun står i opgangen og roder efter nøgler.
Klodsmajor! siger hun, jeg har smækket mig ude, nøglerne ligger ovenpå
En undskyldning for at tage til Viktor, han har nøglerne, hun kan måske få ham tilbage! Han skal forstå, at hun er det bedste, der er sket for ham.
Viktor bor på Østerbro, på etagerne. Mette har været der et par gange, men de sås mest hos hende.
Hvilken lejlighed nu? Jo, 76!
Hun vil gå op, da et ældre ægtepar træder ud hun kender dem, Viktors forældre. Hun hilser ikke.
Hun skynder sig ind, tager elevatoren. Hvad skal hun sige? At hun vil lave mad og tale om det? Måske er der håb?
Hun ser for sig, hvordan molekyler prøver at passe sammen puffer og drejer, men kun for syns skyld.
Vrøvl! lyder det i tankerne Frederik P. svarer.
Mette giver ham mentalt to for det svar og trykker dørklokken.
Et øjeblik stilhed. Så rasles der og ud kommer Janne, hendes bedste veninde, kun i T-shirt.
Janne?
Mette?
Mette synker, vil væk, men står klistret fast. Tårerne vælter frem.
Åh det blev akavet. Du, Mette, det var bare Sådan går det. Vi er jo veninder! Nu er det min tur til at prøve. Du passede bare ikke ikke
Ikke dum nok til at ødelægge mit liv på kaffe på sengen og plettede glas, på hjemmelavede pølser og rens af bademåtter! råber Mette pludselig. Værsgo, Viktor er din. Tag dig af ham, husk, en fejl så står du også udenfor. Du bliver mast men overlever altså. Forresten, jeg skulle bare have mine nøgler!
Hun åbner hurtigt jakken, men husker skjorten, knapper op igen.
Janne nikker, tripper ud efter nøglerne. Hun hader skænderier men Mette råber ikke, så det er heldigt.
Tak. Og for resten, Janne, Viktor elsker at få fortalt: Nu kommer den lille ulv og napper dig i siden Og så skal du nusse ham på ryggen og pakke omhyggeligt dynen ind.
Det hadede Viktor, men Janne aner intet En lille hævn, men Mette kan ikke lade være.
Mette går ud. På kanalen skriger mågerne, en motorbåd sender et sprøjt op bag sig. En guide snakker gennem mikrofonen. Fra bageren dufter det af kanel og vanilje. Manja mærker, at hun faktisk er sulten. Hun må hellere hjem.
Hun sætter kursen mod Gothersgade, og på broen tager hun knappen op drejer den, og kaster den i kanalen.
Bliv spist af en aborre, hvisker hun, smiler og går videre.
Hjemme steger hun pandekager, dækker bordet med syltetøj, tænder sin yndlingskomedie. Hun har glemt, hvordan det er at spise i fred, uden at Viktor beder om parmesan, sukker, eller ketchup eller hvad nu
Nu er Mette sin egen Viktor; hvis hun vil, spiser hun, og hvis ikke, så lader hun bare være.
Og på badeværelset tegner hun fjollede ansigter i dampen på spejlet og lader dem stå. For det vil hun.
