Far, der er et kort, men det er seks måneder forsinket. I bliver inviteret til bryllup. Rasmus og Lærke står på invitationen.
Lad mig se, siger far, mens han åbner kortet og studerer navnene, underskrifterne. Han lægger det tilbage, nikker og siger: Så gik I glip af det, I nåede det ikke.
Men far, det står her, at I er inviteret til Vendsyssel, til Frederikshavn! Hvem er de? Der står endda: fly og ophold på vores regning. Fortæl mig, far!
Faderen hæver et øjenbryn, tænker et øjeblik og svarer: Det er brudeparets side, der har inviteret.
Hvad så?
Det var i 1985, lige omkring nytår. En usædvanlig storm rammer hele Danmark; sneen dækker alt, kun tagene stikker frem over det hvide tæppe. På radioen udstedes en nødsituation, og fødevarer til husdyr bliver luftet ned fra helikoptere for at undgå hungersnød. Militæret rensker vejene, men deres indsats er ikke nok.
Jeg er overlæge på infektionsafdelingen; jeg husker, at vi planlægger at fejre med patienterne. Jeg står foran spejlet, fastgør en bomuldsklippe til ansigtet, mens sygeplejersker og plejepersonale hakker salater. Pludselig hører jeg et brøl og en knirken fra sneen, og en stor lastbil stopper foran bygningen.
Jeg kender den, svarer jeg.
Vi kigger ud af vinduet, og to personer træder ud. Få minutter senere kommer de ind i mit kontor. Det er et ungt familiespar fra en afsidesliggende gård omkring femti kilometer fra Aalborg. De står ved døren, trætte, ansigtet grå af den lange rejse. Jeg beder dem sætte sig, men de står stille.
Manden begynder at tale:
Mikkel, siger han, min datter er død. Kun et halvt år, to ugers diarré, for en uge siden stoppede hun med at trække vejret. Vi har brug for dødsattest, så vi kan bringe hende til den hellige jord og begrave hende.
Jeg ser, at han holder en lille gul kuffert. Han lægger den på bordet, åbner den, og en blå spædbarn ligger indeni.
Hvorfor har I ventet så længe? spørger jeg, mens jeg bliver vred. Hvorfor bragte I hende ikke med med det samme?
Vi ville, Mikkel! Vi kunne ikke komme igennem sneen. Vi fandt en større bil, men først nu nåede vi frem, svarer han.
Jeg samler mig, tager en formular og begynder at notere, mens jeg lytter til barnets hjerte med stetoskopet.
Jeg troede ikke, jeg ville se dette igen, siger far, men dette er en nødvendig procedure; der er mange lignende sager. Så hører jeg en anderledes lyd ikke hjerteslag, men en susen.
«Alle stille!», råber jeg og presser mit øre tættere til stetoskopet. Efter to minutter hører jeg igen en svag susen.
Jeg husker nu: Jeg smider alt på bordet, inklusive den gule kuffert, og lægger barnet på en madras. Jeg råber på hovedsygeplejersken, som skynder sig med en akutpakke. Inden for et minut får vi indsprøjtet en stor dosis medicin og masserer hans bryst. Alt går så hurtigt, at jeg knap tror mine egne øjne. Barnet får en rosa nuance, men så høres et højt skrig gennem hele afdelingen.
Jeg ser panisk rundt moren ligger bevidstløs ved væggen, faren står bleg ved bordet. Jeg kalder efter en ambulance og en helikopter. Pigen bliver fløjet væk sammen med sine forældre. Jeg ved, at de ofte vender tilbage med gaver og besøg.
Er det din onkel Bjørn? spørger jeg.
Ja, det er ham! Det var hans datter, Lærke, der var her. De husker alt.
Jeg tænker på denne begivenhed, hver gang jeg prøver at vurdere mit arbejde i forhold til min fars tid. Jeg kommer aldrig i nærheden af hans resultater. Når jeg husker historien, smiler han stille:
Ja der har været mange som dette.
Historien om et bryllup
