Kære dagbog,
Jeg har tænkt på Lina, og hvor dybt så lad mig kalde det hun er simpelthen en dårlig pige. Så dybt, at man næsten føler medlidenhed over for hendes elendighed. Alle omkring hende har prøvet at få hende til at forstå, at hun er en dårlig pige, en ulykkelig pige. Hun er alene, ingen ægtefælle, hendes søn er voksen og bor for sig selv. Ingen har brug for Lina længere.
Mandag gik jeg på arbejde i København, og kollegerne praler om, hvordan de har ryddet op i weekenden den ene har plantet på sommerhuset, den anden har lavet syltetøj. Lina sidder tavs. Hvad skulle hun sige? Hun har ingen mand, hendes barn er vokset, så hun mumler kun i sit eget hjørne. Hun gik tidligere hjem i dag; alle ved, at hun flere gange om måneden smutter før tid. De nikker fordømmende, for de ved, at hun drager af sted til sine talrige elskeres møder. På kontoret tror alle, at Lina har en masse kærester, for sådan en dårlig pige må man jo have.
Min mor siger: Lina, hvorfor er du så som du er? Jeg svarer: Hvad mener du, mor? Hun: Du er så uorganiseret, du burde i hvert fald finde dig en lille mand, du ved du kunne også få endnu et barn, mange får deres andet barn efter fyrre. Jeg: Hvorfor skulle jeg have en lille mand eller et andet barn fra en tilfældig fyr? Jeg har allerede min søn, Leif, og så har jeg Oskar. Mor: Lina! Tænk dig om! Oskar er ikke din mand! Jeg: Hvorfor ikke? Han er min mand, griner jeg, han inviterer mig på date hver uge, giver gaver, hjælper mig med ferieplaner, han er ikke en byrde. Han sender mig ikke ud for at vaske hans mors vinduer, han tvinger mig ikke til at vaske hans sokker, han kræver ingen middag, han lægger sig ikke på sofaen som en klods. Det er ren nåde. Mor: Du vil have alt det, men jeg vil have, at du får det selv!
Jeg er nu omkring fyrre år, har været gift to gange. Første ægteskab med Leifs far, som jeg måtte gifte mig med som 18-årig, fordi han var ældre, klogere, mere seriøs og velhavende. Fem år sad jeg i et fængsel af hjemmets regler: ingen skole, ingen venner, ingen tid med Leif. Jeg var bare en smuk smule i guld, men han viste mig frem hver måned som en dyrlæge viser sin hund frem. Jeg havde ikke noget imod andre damer, men jeg fløj fra et ægteskab til et andet. Da jeg endelig flygtede med en skilsmisse, krævede han alt tilbage, selv mine underbukser.
Anden gang gift blev jeg af kærlighed, jeg gik på skole og arbejdede, som du husker, mor. Jeg studerede dagligt, jagtede de tabte muligheder, og om aftenen arbejdede jeg for ikke at blive en gæst hos min far eller din mand. Jeg gik på arbejde, lavede mad, rengjorde, vaskede tøj, holdt børnene i hånden. Jeg giftede mig igen, men uden kærlighed: jeg giftes af nødvendighed.
Hvad har ændret sig? Ikke meget. Bare flere problemer. Jeg var Lina Angeline, nu Lina alt forpligter. Min elskede ligger på sofaen, jeg er på arbejdet, så er jeg i børnehave, så er jeg hjemme med mit barn, men jeg skal ikke belaste manden, for det er ikke hans afkom. Jeg har kørt til supermarkedet, bar barnet, var i bilen, men jeg havde ingen bil. Hvorfor? Fordi manden har brug for mig til at tage tram til arbejde, og så går kvinder i den samme situation: træt, sulten, hvem laver middagen? Jeg laver, dækker bordet, vasker op, stryger, men så skal jeg gøre manden glad, for ellers vil han gå til højre. Penge mangler? Så mangler også dit barn; hvis du havde født dit eget barn, ville der måske ske noget. Men nej, jeg må finde en anden dumsk, der kan forsørge mig og mit afkom.
Jeg er uheldig, men jeg er også en snu, grådig, beregnende kvinde. Jeg ønskede at lægge mit barn på en fattig mand og leve i rigdom. Så mor, jeg har fundet Oskar. Jeg er måske en dårlig pige i dine øjne, men jeg skammer mig ikke over mit liv. Det gør ondt at se dig leve så, så jeg forsøger at trække dig ud af huset en stund, som i dag, da jeg lyvede for dig og far om, at jeg havde brug for hjælp. Mor, jeg har det fint, og nu skal vi sammen gøre noget for dig, så du får nytte af din tid sammen med mig, din datter.
Du er skør, Lina, hvad med far? spørger du. Jeg: Hvad er der galt med far? Er han syg? Du svarer: Nej, men frokost? Jeg: Jeg tror ikke, du har lavet frokost. Du: Den skal varmes, og Niklas. Jeg: Mor! Jeg kan blive såret, jeg ved jeg er en dårlig pige, lad mig være god en gang, lad os slappe af, jeg beder dig om det.
Mandag på kontoret deler kvinder, hvor træt de er, men Lina smiler listigt, alle ved hun er en dårlig pige, hun går i en dansende gang og smiler til noget kun hun kender. Alle forstår, hvilke tanker der kredser i Linas hoved naturligvis dårlige.
Alt i alt har jeg lært, at ingen kan redde mig, men jeg kan redde mig selv ved at acceptere, at jeg er, hvad jeg er, og at jeg stadig kan finde styrke i min egen dumhed. Jeg vil huske, at livet i København er hårdt, men også fyldt med muligheder, hvis man tør gribe dem.
En mand, der stadig kæmper med sine egne skyggesider.
