DEN BEDSTE BUKET
Jens traskede muntert gennem de søvnige københavnske gårde og nynnede en lille melodi for sig selv. I dag havde han udsigt til en date med en ret så yndig pige. Jens var, som man siger, et produkt af romantisk frihed: ingen job, ingen penge, og absolut ingen planer for fremtiden. Hans eneste rigdom var et ubegrænset lager af ord, som han gladeligt hældte ud i ørerne på godtroende damer.
Men selv en slacker og kyniker som Jens vidste, at det var lige så dumt at møde op til en kvinde med tomme hænder, som det er at købe pølsemix på Hovedbanegården: chancen for succes var cirka halvt om halvt.
Med et drømmende blik, sløret af romantiske forestillinger, spejdede han rundt og fik øje på noget, der kunne redde situationen. Under et vindue i en af de gamle boligblokke havde en godhjertet sjæl anlagt en ægte have.
Blomsterknopperne var så smukke, at selv de sovende så ud som små kunstværker. Haven var et sandt mesterværk. Alt passede sammen: blomstersorter, hjemmelavede hegn, plastik- og stenpynt i form af nisser og gigantiske snegle.
Ja, pensionister, I kan da bruges til noget, hviskede Jens begejstret og hoppede over det lille hegn, hvorefter han på den mest barbariske måde knækkede et par stilke.
Dem der og de der stønnede han, mens han hoppede fra busk til busk. Efter et par minutter havde han samlet en ordentlig dusk af de flotteste blomster, som på ingen måde passede sammen i én buket.
På vejen kom han til at vælte en af nisserne med foden og trådte så hårdt på den, at dens ansigt blev presset ned i jorden.
Sorry, makker! Håber dine venner hjælper dig, jeg må videre, råbte Jens over skulderen, mens han sprang over hegnet.
Han var næsten nået forbi bygningen, da han hørte summen fra dørtelefonen og en stemme:
Stå stille!
Jens satte farten op og drejede hurtigt om hjørnet. Han bankede støv af sine sneakers mod kantstenen og børstede jord af sine jeans. Der var stadig tyve minutter og tre hundrede meter til daten. Gården var stille og tom, kun katte smuttede lydløst langs husmurene, og i taxier forsvandt byens folk ind og ud af opgangene.
Tilbage på sin rute gik Jens forbi et par huse, indtil han mærkede et blik i nakken. Pludselig voksede en skygge foran ham på asfalten.
Han drejede ind bag endnu en bygning og gik parallelt med sin oprindelige vej. Ud af øjenkrogen så han, at nogen fulgte ham i samme tempo.
Da han vendte hovedet, fik han øje på en stor mandlig skikkelse. Jens fik kuldegysninger. Han zigzaggede mellem husene og troede, han havde rystet forfølgeren af sig. Men da han drejede ind på en smal sti mellem børnehaven og skolen, hørte han skridt bag sig. Uden at se sig tilbage satte han farten op; han var næsten ude af stien, da en truende figur dukkede op foran ham. En enorm, skaldet isse voksede direkte ud af brede skuldre og blev oplyst af det hvide gadelys.
Jens tog et skridt bagud. Men den fremmede nåede ham på få skridt og greb fat i hans T-shirt, så syningerne knagede.
Altså, jeg har ingenting, ikke en krone. Tag min mobil, bare lad være med at slå mig, klynkede Jens.
Nå, ikke en krone? brummede den dybe, hæse stemme. Jens blev ramt af varm ånde. Men hvor har du så fået de flotte blomster fra, hvis du ingen penge har, hmm?
Altså jeg plukkede dem bare i gården Vil du have dem? Værsgo! sagde Jens og rakte buketten frem.
Aha. Så du stjal dem, eller hvad? Manden strammede grebet om Jens.
Nej, jeg stjal ikke! Jeg siger jo, jeg plukkede dem! De vokser jo på gaden, så de er vel ingenmands.
Jens åbnede øjnene. Fantasien havde ikke svigtet ham: manden lignede virkelig en politiefterlysning med særlig farlig som note.
Ingenmands, siger du? De har selv plantet sig, selv passet sig, selv sat hegn op, eller hvad? snerrede manden.
Han greb Jens arm, så han kunne gå, og trak ham tilbage mod haven.
Nej, altså, nogen har jo plantet dem Hvor skal vi hen? Jeg skriger altså! Jens forsøgte at vriste sig fri, men fik et let slag i maven og opgav at råbe.
Fem minutter senere stod de foran den samme blomsterhave, som Jens så skamløst havde ribbet.
Se, hvad du har gjort, sagde manden og pegede på de grimme huller i de ellers smukke buske og sporene på græsset ved stien.
Det er jo bare blomster! Jeg har jo ikke slået nogen ihjel eller skadet nogen.
Er det rigtigt? Hvad med ham her? Manden løftede en havegnom op, hvis ansigt var smurt ind i jord. Har du hørt om øje for øje?
Det er jo bare en figur snøftede Jens, nu mere bange end selvsikker.
Hvorfor gjorde du det? spurgte manden strengt.
Jeg ville give dem til en pige! Jeg har jo ingen penge, så jeg tænkte, jeg kunne plukke nogle blomster, hulkede Jens og faldt på knæ.
Nå, til en pige Så du er romantiker, hva? sagde manden og klikkede med tungen. Kom, romantiker, vi skal ud at køre.
Manden tog en nøgle frem, og en sort bil blinkede med lygterne.
Hvor skal vi hen?! Jeg vil ikke med! skreg Jens, men fik en lussing og tav. Manden skubbede ham ind på bagsædet, satte sig bag rattet og låste dørene.
De kørte ud af gården, drejede ind på omfartsvejen, og efter ti minutter bumpede de af sted på en grusvej mod et mark.
Undskyld, jeg skal nok ordne det hele! Jeg planter nye blomster, ordner græsset, køber nye nisser! Bare slip mig fri, tryglede Jens hele vejen, men manden svarede ikke.
Snart var byens lys bag dem. Bilen forsvandt ind i natten og hoppede over hullerne. Det er sikkert en vicevært. Typisk mig, altså, tænkte Jens og forbandede sin evige hang til at leve på frihjul.
Ud, sagde manden køligt og trak håndbremsen.
H-h-hvad vil du? stammede Jens, da han så manden tage noget, der lignede en kniv, op af lommen.
Det er dig, der vil noget. Du sagde jo, du skulle bruge blomster til en pige, så nu kan du plukke dem gratis og uden at ødelægge noget. Jeg lyser med lygterne, sagde manden roligt og rakte Jens en lille beskærersaks.
Er det en joke? ville Jens spørge, men nikkede bare og gik ud for at samle buket.
Vi kører lidt længere. Jeg ved, hvor der vokser røllike og timian det gør enhver buket spændende, sagde manden, da han så Jens samling af margueritter og klokkeblomster.
Er du blomsterdekoratør? spurgte Jens, nu mindre nervøs.
Nej. Jeg plejede bare at samle blomster med min datter. Kom, ind i bilen.
De kørte ud midt på marken og samlede buket sammen. Jens kiggede på sin mobil og indså, at han ikke nåede sin date. Men det værste var, at pigen ikke havde ringet én eneste gang. Kun én besked i Messenger: Skal jeg vente på dig?
Du plukker jo bare alt muligt, sagde manden og kiggede på Jens buket. Han fjernede det overflødige og tilføjede lidt fra sin egen samling, og til sidst havde de en flot og fyldig buket. Sådan, meget bedre. Kan du lide den?
Ja, nikkede Jens skyldbetynget.
Se, og du har ikke brugt en krone, mindede manden ham om og inviterede ham ind på forsædet. Jeg kører dig til din udkårne, så du ikke tror, jeg er en galning.
Manden rakte bagud, tog en halvtom vandflaske og skar halsen af:
Her, sæt dem i vand, ellers visner de, sagde han og gav Jens en improviseret vase.
Er du ikke bange for, at jeg melder dig til politiet?
Nej. Manden åbnede handskerummet og tog sit gamle politiskilt frem. Jeg arbejder ikke længere, men jeg kender stadig mange. Og du har faktisk lavet skade.
Undskyld. Jeg tænkte bare ikke over det
Det er det, der er problemet, dreng, at du ikke tænker. I dag plukker du blomster for at spare penge, i morgen bryder du ind i en lejlighed, og så går det galt Jens hørte, at mandens stemme blev blødere.
Nu behøver du ikke overdrive, sagde Jens fornærmet.
Jeg mener det. Alt starter i det små. Du tænkte ikke på, at du gjorde nogen ked af det. Du ødelagde noget smukt, bare for dig selv. Hvad forhindrer dig i at gå lidt længere næste gang?
Marken sluttede, bilen drejede ind på asfaltvejen og satte fart.
Jeg er ikke et dårligt menneske, sagde Jens eftertænksomt.
Det håber jeg.
Er det din have?
Min datters. Jeg lavede den til hende.
Jens kiggede på sin bortfører og så i lyset fra gadelamperne en ensom tåre på mandens kind.
Hvad gør du med den første buket? spurgte Jens.
Bare rolig, der er nogen, der kan få den, fnøs chaufføren. Skal alligevel på kirkegården i morgen.
Efter at have tænkt over samtalen, alle hentydningerne til indbrud og ofre, kom Jens til en trist konklusion.
Undskyld
Gud tilgiver. Hvor skal du hen?
Til Nørrebro, nummer fyrre.
Jens gav sin adresse. Han indså, at daten nok ikke ventede på ham, og besluttede at tage direkte hjem.
***
Næste dag vågnede Jens og så på sin markbuket i plastikflasken. Han besluttede at give den til modtageren det var synd at smide sådan en skønhed ud.
Han vaskede sig, barberede sig og tog rent tøj på, og gik samme vej som dagen før. Da han passerede den nu velkendte gård, hvor han var blevet kørt ud på marken, så han sin bortfører rode med blomsterne.
Goddag, hilste Jens.
Nå, Romeo, det er dig, grinede manden, da han så buketten i Jens hånd.
I dagslys virkede manden slet ikke så skræmmende. Trods de brede skuldre, den mægtige brystkasse, den skaldede isse, der kunne bruges som våben, og den markante kæbe, var han bare en almindelig mand i sportbukser, skjorte og grøn forklæde.
Skal jeg hjælpe med noget? spurgte Jens.
Nej tak. Jeg klarer det. Min datter har taget nye blomster med, dem planter jeg nu.
Datter? undrede Jens sig, som i går troede, hun var død.
Ja. Hun kom i dag. Hun blev atten for nylig. Hendes mor ville ikke lade hende rejse før. Min ekskone og jeg har haft mange retssager, og til sidst fik hun lov til at tage datteren med til en anden by. Gift dig aldrig med en jurist, sagde manden med et smil.
Tak for rådet, grinede Jens.
Selvom minderne stadig var friske, følte han en lettelse over, at datteren havde det godt. De to mænd snakkede, uden at bemærke, at opgangsdøren åbnede, og nogen havde stået og kigget på dem et stykke tid.
Hej! Sikke en flot buket, lød en lys pigestemme. Far, vil du præsentere os?
Alice, har du allerede spist morgenmad? spurgte manden og lagde værktøjet fra sig. Det her er han pegede på Jens, men kom i tanke om, at han ikke kendte hans navn.
Jens. Jeg hjælper din far med haven, svarede Jens hurtigt og rakte hende buketten. Den er til dig, vi samlede den sammen i går til din hjemkomst.
Tak, rødmede Alice og tog imod blomsterne. Jeg går i Brugsen, skal jeg tage noget med?
Tag en sodavand med, sagde gartneren.
Hvad med dig, Jens? smilede Alice og skjulte sig lidt bag buketten.
Bare en kildevand, tak.
Det klarer jeg.
Alice gik, og Jens måtte virkelig tage sig sammen for ikke at stirre efter hende.
Hør, Jens, eller hvad du nu hedder, lad nu være med at få for store forhåbninger. Du ved godt, vi kan tage en tur til marken igen? sagde manden og knugede hakken.
Jeg lover at opføre mig ordentligt og ikke gøre noget uden din tilladelse, svor Jens.
Nå, så hurtigt kan man blive omvendt? Du er kvik. Nå, vi får se. Hvad står du der for? Kom, vi skal luge ukrudt.Det er jo ikke nogen catwalk, du skal bare have fingrene i jorden, sagde manden og rakte Jens et par slidte havehandsker, der lugtede lidt af gammel grillpølse og regnvåd jord.
Jens trak på skuldrene og stak hænderne i handskerne, mens han forsøgte at se ud, som om han havde styr på det hele. Jeg har faktisk grønne fingre, løj han, og begyndte at hive i noget, der viste sig at være en tulipan, ikke ukrudt.
Stop, stop, stop! råbte manden og rystede på hovedet. Det der er ikke ukrudt, det er min yndlingsblomst. Du skal tage de små, stikkende dem, der ligner min ekskones temperament.
Jens grinede, og for første gang følte han sig faktisk lidt hjemme i haven. Solen skinnede, og duften af frisk jord blandede sig med lyden af Alice, der kom tilbage med indkøbsposer og et par flasker sodavand.
Her, til dig, sagde hun og rakte Jens en kold kildevand. Du ser ud, som om du har gravet dig ned til Kina.
Tak, Alice. Jeg har nok bare gravet mig ned til Amager, svarede Jens og tog imod flasken med et skævt smil.
Manden betragtede dem med et blik, der var halvt strengt, halvt underholdt. Hvis I to skal flirte, så gør det i det mindste, mens I luger. Haven bliver ikke pænere af at stå og snakke.
Alice fniste og begyndte at hive ukrudt op ved siden af Jens. Min far er lidt skrap, men han har et blødt hjerte. Han græd, da vi fik en ny kat og det var endda en stribet en fra internatet.
Jeg har aldrig haft en kat, indrømmede Jens, mens han forsøgte at undgå at rive flere blomster op. Men jeg har haft en hamster, der engang stak af og boede under køleskabet i tre uger.
Det lyder som min far, når han prøver at undgå at betale regninger, sagde Alice og blinkede til Jens.
De tre stod der i haven, og selv om ukrudtet ikke forsvandt af sig selv, blev stemningen lettere for hver joke og hver lille anekdote. Manden, der før havde virket som en slags dansk udgave af en actionhelt, begyndte at fortælle om sin barndom på Fyn, hvor han engang havde plantet kartofler i sin mors blomsterbed og blev sendt ud for at hente vand fra brønden som straf.
Det var dengang, man stadig kunne købe en is for en femmer, sukkede han. Nu koster det jo en halv SU bare at få en kugle med guf.
Jens nikkede, og for første gang følte han, at han måske alligevel kunne finde sin plads ikke bare i haven, men også i selskab med folk, der havde lidt mere styr på livet end ham selv.
Da solen begyndte at gå ned, og duften af grill spredte sig fra nabolejligheden, satte de sig alle tre på en gammel bænk, der knirkede under vægten af historier og sodavand.
Du ved godt, Jens, sagde manden og så alvorligt på ham, at hvis du nogensinde plukker blomster uden at spørge, så får du lov at plante hele haven om og det bliver ikke med maskiner, men med en ske.
Jens lo og løftede sin sodavand. Det lover jeg. Fra nu af spørger jeg altid først og jeg nøjes med at plukke ukrudt.
Alice smilede, og for første gang følte Jens, at han måske havde fundet noget, der var bedre end den bedste buket: et sted, hvor han hørte til, og nogen, der faktisk ventede på ham.
Og sådan endte Jens jagt på den perfekte buket med en ny begyndelse og en have, der, trods et par manglende tulipaner, aldrig havde været smukkere.
