Moren, Else, var en helt almindelig kvinde. Udvendigt var hun intet bemærkelsesværdig: kort, spinkel, med de første grå striber i håret. Hun arbejdede som rengøringsassistent på en lægehus i Nørrebro, tjente få kroner, men klagede aldrig. Hver morgen stod hun op klokken fem for at nå at gøre ekstraopgaver i naboejendommens trapper og bage morgenmad til sin søn.
Sønnen, Mikkel, var femten år gammel. Lang, tynd, med den evigt rodet frisure og et blik, der udstrålede en ligegyldighed over alting. Han mente, at hans mor ikke forstod ham, at hun var bagud i livet, at det var pinligt at gå rundt i byen i en slidt jakke, et afskavnet tørklæde, hænder med revner fra billige rengøringsmidler.
Han råbte ofte på hende:
«Hvorfor har vi aldrig penge?! Hvorfor kan du ikke klæde dig ordentligt?! Hvorfor bor vi i dette hul?!»
Else holdt mund, sænkede blikket og svarede stille:
«Undskyld, min dreng Jeg prøver.»
Mikkel rullede med øjnene og smækkede døren i.
Da han fyldte atten, pakkede han sine ting i én nat, efterlod et kort: «Søg mig ikke. Jeg klarer mig selv. Ring ikke, skriv ikke.»
Else græd i tre dage. Så tørrede hun tårerne, tog to ekstrajobs og fortsatte sit liv. Hver måned overførte hun et lille beløb til hans konto kun så meget, som hun kunne spare. Han takkede aldrig. Han brugte og forbrugte.
Han fandt hurtigt lette penge. Først som bud, så ved at hjælpe en kriminel, og så begyndte han selv at handle. Kronerne strømmede ind. Dyre sneakers, en ny smartphone, piger, natklubber. Han talte sjældent på sin mor, og altid med irritation: «Hun smider sine få kroner ud igen. Som en tigger.»
Hun ringede én gang om måneden. Han tog enten ikke telefonen, eller han afbrød brådt: «Alt er i orden. Du behøver ikke tjekke.»
Sidste gang hun ringede, var i november. Stemmen var svag, hæs.
«Mikkel Jeg har kræft. Fjerde stadium. Lægen sagde trefire måneder Kom, vær så venlig.»
Han svarede: «Jeg har travlt nu. Senere, måske.»
Og lagde røret på.
Den 28. januar døde Else alene på intensivafdelingen på Amager Hospital. En nabo fandt hende i hjemmet, bevidstløs. Hun havde ringet ham mange gange han havde blot afvist hvert opkald.
Begravelsen blev betalt af staten. På graven stod et simpelt træskors og et lille skilt med hendes navn.
Mikkel kom en måned senere, da pengene var løbet tør, vennerne var flygtet, politiet allerede havde ryggen på ham, og der ingen steder at gemme sig var. Han faldt på knæ foran graven, skreg, slog med knytnæverne mod den kolde jord, bad om tilgivelse, kysset det frosne kors.
Naboerne fortalte senere, at han kom hver dag, sad i timevis, bragte blomster dyre, som Else aldrig havde modtaget i sit liv. Han ryddede sneen, talte med hende, græd som et lille barn.
En dag kom han med en flaske. Han drak en halv flaske ved graven, hældte resten på jorden.
«Mor Jeg forstår nu Alt for sent»
Så rejste han sig, tørrede ansigtet med ermen på den dyre frakke, som han havde købt med hendes sidste overførsel, og gik væk.
Ingen så ham igen i København.
Men på graven lå der hele året levende blomster. Nogen plejede dem, skiftede dem, selvom hun hverken havde slægtninge eller venner tilbage.
Folk siger: det er ham, der sender dem. Fra fjerne steder. Hver uge. Og beder om tilgivelse.
Og beder hende om at vente.
For nu ved han, at mor er det eneste, man aldrig må miste i livet. Aldrig.
Ikke for nogen penge.
Ikke for nogen bedre skæbne.
Han forstod det for sent.
Men han forstod.
