Fuldstændig ligegyldighed – Hjælp! Er der nogen, hjælp mig! Skriget flængede den tidlige morgentime, trængte gennem de dobbelte termoruder og rev Alena ud af den dybe søvn. Hun satte sig op i sengen med et ryk, stadig uforstående, men vidste – det var ikke larm fra en fest udenfor, ikke naboernes skænderi. Sådan skriger man kun, når man virkelig er bange. – Hjælp! For Guds skyld, nogen! Hjælp! Alena smed dynen og løb barfodet hen til vinduet. Decemberkulden bed, da hun rev det op. Den frostklare luft strømmede ind i rummet, og bragte nye skrig med sig – nu tydelige, desperate og paniske. Gården druknede i det orange skær fra gadelamperne. Alena kneb øjnene sammen for at finde lydens kilde, og så den endelig. Nabobygningen, brandtrappen på gavlen. En spinkel skikkelse i lys jakke hang på de rustne trin. Og nedenunder… En hund. Stor, mager, med ribbenene stikkende ud. Den kredsede under trappen, gøede hæst og vredt, og sprang op, snappede vildt efter de dinglende ben. Pigen trak knæene op, men hænderne kunne snart ikke holde. – Få den væk! Jeg kan ikke holde længere! Alena kiggede mod de andre altaner. Tre. Fire. Fem lysende rektangler fra mobiltelefoner. Folk stod og filmede. Filmede, hvordan den skræmte pige mistede kræfterne og gled ned mod det frådende gab. En mand i undertrøje på tredje sal satte sig endda for at få et bedre vinkel. – Har I ingen skam i livet?! – råbte Alena ud i mørket. – Ring til politiet, nogen! Ingen reaktion. En telefon svingede i hendes retning – åbenbart et nyt spændende motiv. Alena trak sig væk fra vinduet, greb mobilen fra natbordet. Fingrene rystede, men hun ramte de rigtige cifre. – Politiet, hvad kan jeg hjælpe med? – En hund angriber en person! Gården mellem nummer fjorten og seksten på Åvej! En pige hænger på brandtrappen, hun kan ikke holde længe! Hun ventede ikke på spørgsmål. Smed telefonen på sengen og løb mod entreen. Dynejakke over natkjolen – ingen tid til at lyne. Tøfler på de bare fødder – dem med kaniner, som mor gav til jul. I jakkelommen fandt hun pebersprayen – tak til paranoiaen efter den ubehagelige episode i metroen. Alena rev døren op og styrtede ned ad trappen, sprang over trinene. Døren til opgangen smækkede mod væggen. Den iskolde luft brændte i lungerne, sneen gjorde straks tøflerne våde, men Alena løb allerede over gården, ledte efter noget tungt. Der. En brosten på størrelse med en knytnæve, revet op fra den gamle kantsten. Hunden hørte hende før den så hende. Den vendte sig, blottede de gule tænder og knurrede dybt. – Hey! Hey, hund! Se her! Alena råbte så højt, at hun overraskede sig selv. Noget urinstinktivt, råt, kun på de dybe toner. Hun svingede armen med stenen og kastede – ikke efter dyret, men tæt nok på. Stenen ramte asfalten ved forpoterne, sprang op mod muren. Hunden sprang tilbage. Dens gøen blev til et forvirret klynk. Alena stampede i jorden, løftede pebersprayen og råbte igen – bare lyd, bare trussel, bare “jeg er større og farligere”. Det var nok. Hunden vendte om og luntede væk, kiggede sig tilbage, men uden den tidligere aggression. Forsvandt bag garagerne, og gøen døde ud i det fjerne. – Hold ud! Jeg kommer! Alena løb mod trappen, men nåede det ikke. Pigen slap grebet og faldt ned – heldigvis kun halvanden meter. Hun landede på siden, krøllede sig sammen og græd. Højt, ukontrolleret, som små børn græder, når de ikke kan holde igen. – Shh, shh, det er ovre nu… Alena satte sig på knæ i sneen. Kulden sivede straks gennem den tynde natkjole, men det var ligegyldigt nu. Pigen – helt ung, måske tyve, lidt mere. Lyse hårstrå stak ud fra hætten og klistrede til de våde kinder. – Kan du rejse dig? Kom, støt dig til mig. Pigen greb fat i jakkens ærme, og Alena hjalp hende op. Hænderne var skrammede. Jakken revet ved albuen. Men vigtigst – hun var i live. Alena kiggede op mod altanerne. Telefonerne var væk. Vinduerne slukkedes ét efter ét, som om intet var sket. Som om der ikke havde været skrig, frygt, eller et menneske på kanten. Showet var slut, indholdet optaget, nu kunne man sove videre. – Kom med mig. Jeg bor lige her i opgangen ved siden af. Pigen nikkede, stadig snøftende. De humpede hen til døren. Alena nærmest slæbte hende, for benene gav efter ved hvert skridt. Inde i opgangen var der varmt. Pigen lænede sig op ad væggen, lukkede øjnene og gled langsomt ned. Alena nåede lige at gribe hende. – Hey, ikke besvime! Fjerde sal, hold ud lidt endnu. – Jeg hedder Vika, – sagde pigen pludselig. Helt stille, gennem tænderne der klaprede. – Victoria. – Alena. Så fik vi hilst. Kom, Victoria, der venter varm te. De gik op – langsomt, med pauser på hver repos. Alena støttede Vika om livet og mærkede, hvordan rystelserne aftog. Måske blev hun varmere, måske begyndte adrenalinen at slippe. Lejligheden tog imod dem med rod – uopredt seng, telefonen smidt på puden, lys i gangen, som Alena havde glemt at slukke. Hun satte Vika på køkkenets gamle taburet og løb til komfuret. – Kedlen koger snart. Jeg har honning, vil du have det i? Og sukker, du har brug for glukose nu. Vika nikkede. Alena så, at pigen stirrede på sine hænder – ridsede, beskidte. Håndfladerne rystede. – Vi ordner det straks. Jeg har en god førstehjælpskasse, med brintoverilte og plastre. Det er ikke slemt, kun overfladiske sår. Kedlen peb. Alena lavede stærk te, næsten sort, tre skefulde sukker og rigeligt honning. Satte koppen foran Vika og fandt førstehjælpskassen. Brintoverilten syrede på sår, Vika kneb øjnene sammen, men holdt ud. Alena arbejdede forsigtigt, duttede hver rift med vatrondel, og betragtede samtidig den uventede gæst. Meget ung. Et kønt ansigt, selv nu – hævet af gråd, med udtværet mascara. Små sølvøreringe. – Hvordan endte du der? På trappen? Vika tog en slurk te, brændte sig, men bemærkede det ikke. – Var på vej hjem fra arbejde. Normalt er her roligt… Hun kom ud fra garagerne. Jeg tænkte først – bare en hund. Men hun fulgte efter. Først gik hun, så løb hun og knurrede. Jeg ville ind i opgangen – men tastede forkert kode i panik. Hun var lige bag mig. Trappen var det første jeg så… Vika tav, knugede koppen. – Jeg skreg i tyve minutter, tror jeg. Eller mere. Ved ikke. Hænderne gjorde ondt, så mærkede jeg dem slet ikke. Tænkte – nu falder jeg. Og de… de filmede bare. Alena satte sig overfor. Vika fnøs pludselig – overraskende, næsten som et grin. – Du er sej. Jeg troede – nu er det slut, ingen kommer. Men du var som… ved ikke. Som i en film. – I kanintøfler. Meget heltemodigt, kan jeg forestille mig. Nu grinede de begge. Nervøst, med tårer, men de grinede. – Hør, – hun rodede i skuffen efter kuglepen og blok. – Her er mit nummer. Ring hvis der er noget. Måske vil politiet have vidneudsagn, eller der sker noget med hunden. Eller bare… hvis du får det dårligt. Det sker tit efter stress, har jeg læst. Vika tog sedlen forsigtigt, som et vigtigt dokument. – Tak. Virkelig, tak. Ved ikke, hvordan jeg skal sige det. – Det var da ingenting, – Alena viftede afværgende. – Enhver ville have gjort det samme. – Nej. Ikke enhver. Der stod ti mennesker, og ingen gjorde noget. De filmede bare. De sad tavse. – Ved du, hvad jeg tænkte, da jeg hang der? – Vika talte lavt, kiggede ned i den tomme kop. – Jeg tænkte – hvis jeg kommer ned, vil jeg aldrig være sådan. Aldrig gå forbi, hvis nogen har det skidt. Aldrig filme i stedet for at hjælpe. Alena nikkede. – Det er en god tanke. Hold fast i den. Alena fulgte Vika hjem. Først da bemærkede hun omgivelserne. Tøflerne var to våde klumper. Natkjolen under jakken klistrede til kroppen som en ispose. Næsten morgen. Arbejde klokken ni. Alena gik ind i opgangen, op til sig selv og smed straks den våde tøj. Varmt bad – fem minutters lykke. Tør pyjamas. Nye uldsokker. Hun lagde sig i sengen, stadig uforstående over, hvad der lige var sket. Alena lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn – dybt, uden drømme, som om hun sank ned i varm mørke. I søvne smilede hun. Den dag ville hun huske længe…