Under en hundeluftetur blev en dansk gymnasiepige pludselig standset af to mænd, som påtrængende tilbød at “tage hende med en tur”… Sådan havde Nika aldrig set sin hund før: Vreden flammede i dens øjne, dens tænder blottede sig truende. Før hun nåede at forstå, hvad der skete, havde hunden allerede kastet sig over manden, der greb fat i Nikas arm, væltede hende omkuld og med et truende brøl rejste sig over hende som en mørk skygge… Da Nika fyldte syv år, fik hun sit eget lyse og rummelige værelse. Men hun nægtede kategorisk at sove alene, og hver aften måtte enten mor eller far ligge ved siden af hende, indtil hun faldt i søvn. Vågner hun op om natten uden dem, slæbte hun sin pude og dyne ind i forældrenes soveværelse. Intet hjalp – hverken overtalelse eller pædagogiske samtaler – selvom hun blev ældre, ændrede intet sig. En dag kom løsningen pludselig rullende til hendes fødder – en hvid, lodden uldklump, som først gøede skræmt, og derefter lavede en lille pøl. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være den skønneste lille hvalp, så rørende at Nika straks råbte: “Mor, må vi ikke nok beholde den?” Forhandlingerne begyndte: Hun skulle passe skolen, holde orden, gå tur med hunden alene, og… sove uden mor og far i sit eget værelse. De første tre gik hun straks med til, det sidste tøvede hun ved – indtil hun tænkte: “Men nu er jeg jo ikke alene mere!” Sådan flyttede Lykke ind i huset – papirerne sagde westie, men indeni var hun en ægte lille dame med stærk karakter. Overraskende nok holdt Nika sit løfte: Hun begyndte at sove på eget værelse, og Lykke blev hendes trofaste følgesvend – både i drømme og til hverdag. Lykke var en ægte skønhed: velplejet, bevidst om sin charme, og med manerer som en fornem frue. Hun ignorerede de fleste andre hunde, men lod børnene ae sig med næsten kongelig overbærenhed. Kom en hund for tæt på, viste hun straks tænder og protesterede hørbart. For at ændre Lykkes adfærd meldte mor og Nika sig til hundeskole og gik trofast i tre uger. Men enten var instruktøren for uerfaren, eller også var Lykke for egenrådig – intet ændrede sig. Instruktørens konklusion var: “Hun ser jer som sin flok. Hun behøver ikke andre.” Det var fint – de tre havde det godt sammen. Til gåture valgte Nika og Lykke det vilde, grønne område bag huset. Her havde engang stået barakker, men nu kun rester og vilde frugttræer tilbage. Den ene side grænsede op til gamle, skæve træhuse – de sidste af deres slags. De fleste hundeejere brugte den fine, officielle hundepark, men Nika og Lykke elskede dette romantiske hjørne, hvor frihed og eventyr herskede. Det var her, Lykke mødte sin skæbne. Den sommer fyldte Nika femten, og Lykke otte. Pigen var høj, slank, drømmende og med mobil i hånden, mens Lykke bar sig som en moden, selvsikker dame. Pludselig – ud af det blå – blev Lykke overrumplet af en stor, pjusket hund, en blanding af fårehund og krudt i benene. Glad, energisk og frygtløs hoppede han rundt om hende, snusede og slikkede, og hans humør var så smittende, at selv Lykke blev fanget. Hun stivnede og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. — Han gør ikke noget, min skat! — en ældre dame i halvfjerdserne kom hurtigt med stok. — Han er bare legesyg, ikke farlig. — Det kan jeg se! — grinede Nika, mens hun satte sig på hug og blev overøst med hundekys og logrende hale. — Den eneste fare er, at han drukner mig i kys! — Indtil nu har jeg kun haft ham i gården, men efter barnebarnet kom, har han fået smag for friheden. Og da han så din hund, blev han ellevild. — Min kan ikke tage øjnene fra ham. Jeg tror … hun er blevet forelsket! — Ja, det er herligt! Han hedder Buster, og jeg – Inga Sørensen. Fra den dag blev Buster fast inventar på aftenens gåture. Nogle gange ventede han allerede der, andre gange kaldte Lykke på ham med lystig gøen, og kort efter kom han løbende. De legede i græsset, rullede sig i jorden og nød livet. Nika havde plaid med under æbletræet, hvor hun læste, mens Lykke og Buster lå tæt, næse mod næse. Indimellem sluttede Inga sig til og fortalte historier, ofte akkompagneret af hjemmebagte småkager. Nika lyttede gerne; den ældre dame boede alene, søn og barnebarn var sjældne gæster. Hunden fik hun, fordi den skulle forblive lille – nu var han en kæmpe. — Jeg kunne ikke klare det uden min søn. At fodre så stor en hund for en pension er ikke let — sukkede Inga, mens Buster så op med kærlig hengivenhed. Da det blev september, blev aftengåture rutine. En aften, så snart de trådte ud, var Buster ikke at se. Pludselig kom en sort firehjulstrækker drønende ind, musikken bragede, og tre berusede unge mænd steg ud. To vaklede hen mod Nika, én fra hver side. Hun trak sig tilbage under æbletræet, startede lydoptagelse på mobilen og gemte den i lommen. Hviskede til Lykke: — Kald på Buster. Nu! Det behøvede hun ikke sige to gange – Lykke begyndte at gø dybt og højt efter hjælp. — Det var heldigt vi kom forbi! — sagde den ene, og grinede skævt. — Sød hund! Så snart Lykke hørte sin egen omtale, knurrede hun lavt, trak læberne op og viste tænder. — Hvad venter vi på? — fortsatte den første, og pludselig greb han Nikas arm: — Kom, du skal med en tur! Jeg lover at bringe dig sikkert hjem … — Eller næsten sikkert! — lo den anden, mens han greb fat i hendes anden arm. — Drenge, I vil ikke bryde jer om, hvad der sker nu — sagde Nika, prøvede at vinde tid. — Der kommer snart en hund mere. Hvis I er kloge, forsvinder I nu … — Endnu en gadekryds? — grinede den ene, sparkede hårdt til Lykke og begyndte at trække Nika mod bilen. — Kom så, bare det bliver sjovt! — Måske æder den os! — lo den anden og klappede Nika på låret. Men sjovt varede det ikke længe: I næste sekund blev han væltet baglæns, som om en væddeløbsokse ramte ham — Buster havde kastet sig over ham med al sin vægt. Nika havde aldrig før set ham sådan: Øjnene sprudlede, han så nærmest vanvittig ud, mundvigene trak sig tilbage, skummet stod om munden, og alle tænder var blottet som til angreb. Før nogen nåede at forstå noget, sprang Buster på den, der havde fat i Nika, væltede ham omkuld og stod brølende over ham som et bjerg af vrede. Den anden fyr forsvandt panisk tilbage til bilen, smækkede døren og vred nøglen om – og bilen forsvandt i aftenmørket. Nika stoppede lydoptagelsen og ringede straks til politiet. Den første angriber blev holdt nede af Busters vægt, rystende og smurt ind i hundesavl, da betjentene ankom. — Tak Buster, nu er det nok — sagde Nika roligt, tog ham i halsbåndet. — Fy! Gå væk, lad ham gå ud og tørre bukserne. Betjentene samlede manden op – og ja, hans bukser bar tydelige spor af hændelsen… Nika klappede Busters snude, mens hun krammede Lykke, der stadig rystede og så spørgende op: “Er vi i sikkerhed nu?” — Din ejer sagde, du ikke kunne knurre… — hviskede Nika, så greb hun Buster om halsen: — Du kan meget mere… Tak, min helt! Oktober blev koldere. En aften gik Nika og Lykke ned til Ingás hus – Buster var ikke der. Lykke gøede som altid, men fik intet svar. Ved huset holdt en ambulance. Inga blev båret ud på båre. — Hun er meget syg, — forklarede nabokonen. — Har hostet og ikke kunnet gå i dagevis. I dag hylede Buster som vanvittig. Jeg gik hen – hun lå bevidstløs og brændte af feber. Jeg tilkaldte straks ambulancen. — Alt skal nok gå godt. Jeg besøger hende i morgen, — sagde Nika. — Det håber jeg… men hvad med Buster? Jeg har allerede hanhund, de kan ikke gå sammen … — Han tager med os hjem. Der er ikke meget plads, men jeg taler med mine forældre – de siger ikke nej. Hos Nikas familie var Buster selvfølgelig glad for Lykke, men hans savn var tydeligt. Hver gang Nika kom hjem fra at besøge Inga på sygehuset, løb Buster til døren fuld af håb – og ventede på de ord: “Skynd dig, hun venter på dig!” Ingas situation blev gradvist bedre, og Nika bragte hende en tablet. Nu kunne Buster “mødes” med hende via videoopkald. Først snusede han bare til skærmen, så logrede han, og til sidst lagde han sig foran kameraet og kiggede. Inga smilede, rakte hånden ud i luften, som om hun aede ham gennem skærmen. Det gjorde godt for dem begge. En dag kom Ingas søn på besøg, spurgte til alt, takkede Nika mange gange og sagde til sidst: — Vi har besluttet at tage mor hjem til os nu. Hun skal ikke være alene længere. Men … vi har ikke plads til Buster. Det er kun tre værelser, vi er fem – nu også mor … Der er desværre ikke plads. — Bare rolig. Han er allerede hos os, og mine forældre har sagt ja. Bare tag tabletten med, så de kan holde kontakten – det gør dem begge glade … Udenfor susede vinden, regnen piskede, og oktobers efterår tegnede sig på himlen. Nika sad i vindueskarmen med tæppe om sig og så ud over grunden. Ved hendes fødder lå to hunde, snude mod snude. En historie var slut. Men ude bag regnen, i horisontens tåge – begyndte en ny. Én med plads til hjemlighed, varme og en trofast brummen, der siger mere end ord.