Den lille grå killinger sad ved indgangen til dyrlægeklinikken på Nørrebro. Den snøvre en græd, og ved dens pote lå en endnu mindre killinger
Ved indgangen til dyrlægeklinikken sad en grå kat. Den mjavede sørgeligt, mens den lille killinger lå i dens pote.
En kvinde gik roligt ned ad Strøget med sin hund i snor. Det var en klar efterårsdag: luften sang af renhed, gule og røde blade drejede sig i en stille vals, som om de dansede til en usynlig melodi. Stemningen var let og lystig. Men så
Pludselig fangede noget hendes opmærksomhed noget, man simpelthen ikke kunne overse: ved klinikkens dør sad en kat. Den mjavede klagende, og i dens pote lå en mikroskopisk killinger. Indimellem sprang den op og løb hen mod forbipasserende, som om den bad om hjælp. Den skreg, den krævede, men folk gik bare forbi.
Alle hastede videre med deres ærinder, så enten som om de ikke så det lille, svagt åndende væsen på asfalten, eller så de væk med hovedet ned. Hvor ofte er det lettere at gå forbi en fremmed nød? Men kvinden standsede.
Hun bøjede sig ned og løftede den lille forsigtigt. Killingen var så tynd, at ribbenene stak frem gennem pelsen. Den pustede kun lejlighedsvis. Et eneste spørgsmål løb gennem hendes hoved: Hvad gør jeg? Hvor skal jeg hen? I det øjeblik kom moderkatten tættere på, så hende i øjnene og mjavede lavt, men insisterende: Hjælp, red mig.
På døren hang et skilt: Den 28. er der ingen åbent. Lukket.
Kvinden blev forvirret. Taxi? Penge? Hvor skal hun? Men hendes instinkt sagde ja, så hun skubbede døren. Og som ved et trylleslag gik den op.
Dybt inde i korridoren stod en høj, sølvhåret mand i en slidt hvid kittel. Please! udbrød kvinden. Hjælp! Jeg har ingen penge, men jeg betaler senere. Han så på den svage lille krop og nikkede.
Dyrlægen greb killingen blidt og skyndte den mod operationsstuen. Kvinden og katten blev tilbage i gangen, rystende af spænding. Efter et par minutter så kvinden, at mandens kittel buler under hans skulderblade. Jesus, den arme fyr, tænkte hun. Pludselig vendte han sig mod hende, så hende grundigt og gik tilbage til den lille.
Et par timer senere var killingen i ro. Se her, sagde dyrlægen. Den vil overleve, men den har brug for pleje, medicin og varme. Den kan ikke klare sig på gaden. Han så på kvinden, og moderkatten gav hende et skarpt blik.
Hvad nu? spurgte kvinden. Selvfølgelig tager jeg dem med hjem, mor også. Vi har Morten, den rolige hund, som kan tage sig af dem, sagde hun og pegede på den fredeligt sadende hund.
Dyrlægen smilede: Så får du alt, hvad du behøver. Ingen betaling. Betragt det som betalt.
Kvinden blev overrasket over at blive kaldt frøken en titel hun ikke havde hørt i mange år. Men der var ingen tid til at dvæle ved det. Hun tog medicinen, den lille killinger og gik hjem med sin trofaste hund og kat.
En måned gik. Kvinden samlede mod og ringede til klinikken for at takke lægen.
Halløj, Dr. Nielsen? lød en munter, ung stemme i røret.
Hun fortalte om den reddede killinger og takkede for hjælpen. Lægen så forvirret ud. Efter et hurtigt søg i computeren sagde han: Undskyld, men jeg kan ikke huske jer. Den 28. var jeg på fri, jeg holdt ferie med familien på Fyn. Måske er der sket en misforståelse, men det vigtigste er, at killingen lever og har fundet et hjem.
Kvinden sank ned på en stol i forvirring. I det øjeblik sprang den nu stærke grå killinger, som var blevet familiens yndlings, op på hendes skød. Ved siden af lå moderkatten og holdt øje med dem.
Pludselig dukkede en skikkelse op i rummet. En slidt kittel skjulte ikke længere hvide vinger. En engel smilede. Det var dig, der reddede ham, sagde han til kvinden. Jeg hjalp bare lidt.
Katten så på englen og spandt blidt. Jeg hjælper sjældent mennesker, fortsatte han, men I katte er vedholdende. Jeg bryder en regel, bare denne ene gang.
Englen blinkede til katten, forsvandt i luften, og dørklokken gik.
På døren stod en akavet mand i en gammel overall med en værktøjskasse. Jeg er kaldt? Jeg er blikkenslager rørene løber?
Nej, jeg bad ikke om dig, smilede kvinden. Men nu hvor du er her, kan du også ordne badekarret? Jeg betaler.
Manden mumlede noget om forveksling, gik ind og satte sig på knæene, begyndte at lægge værktøj ud. Kvinden lagde en blød pude under hans fødder.
Tusind tak, sagde blikkenslageren stille, og så pludselig ud som om et barneskær i hans øjne. Kvinden mærkede en smertefuld kniv i hjertet. Hun fik en bølge af medlidenhed for den ensomme fyr.
Måske vil du have lidt suppe? Jeg har frikadeller med byg. sagde hun, uden at forstå, hvor ordene kom fra.
Manden trak vejret dybt. Gud, så længe jeg ikke har spist noget, sagde han, så på kvinden, smilede kort og håbefuldt.
Vent lidt! udbrød hun, rødmede og skyndte sig mod køkkenet, som om hun skulle redde verden.
Mens blikkenslageren forsøgte at koncentrere sig om arbejdet, fangede han sig selv i at lugte den grydefulde suppe, der steg fra komfuret. Duften af stegt kød og frisk bouillon fyldte huset. For at slappe af tændte han en gammel radio, og Vivaldis Sommer flød gennem rummet.
Kvinden stoppede i døren. Dette kan ikke ske, hviskede hun. Det er for mærkeligt.
Men så skete det. Det var her og nu.
En måned senere gik kvinden og den samme blikkenslager, nu i en ny, elegant dragt, hånd i hånd ned ad hovedtorvet i Aarhus. Lyset fra de gamle bygninger glimtede i hans øjne, og han udstrålede den ro, alle drømmer om.
