Han snublede på den glatte efterårsfortov, benene ville ikke adlyde, og i hans hoved hang en tåget slør fra den sidste drink. Alt inde i ham var lige så mørkt som udenfor som om nogen havde smadret alle gadelamper i hans sjæl.
I hånden holdt han den netop åbnet flaske, klar til at tage en slurk, i håbet om at alkoholen kunne trække en brøkdel af den smerte, der knugede ham indefra. Igen og igen spurgte han sig selv: Hvorfor lige mig? Styrken til at lede efter svar var udtømt
Rasmus Andersen var en skinnende kirurg. Hans gyldne hænder havde redet liv ud af de mest håbløse situationer. Han arbejdede sig selv udslidt, kæmpede for hver patient til det sidste åndedrag. For ham var hver operation en kamp: for sundhed, for skæbne, for håb.
Aviserne skrev om ham, han var i nyhedsprogrammer, og i byen kendte man ham ved navn og ansigt. Men berømmelsen betød ingenting. Det han søgte, var muligheden for at hjælpe. Han sagde nej til prestigefyldte klinikker, afslog høje honorarer han holdt fast ved sin egen hjemby. Hans kone, Kirstine, hader ham for det. Hun råber, beskylder, anklager, men Rasmus står fast.
Den dag fandt hun ud af, at han igen havde takket nej til en stilling på hovedstadens universitetshospital. Telefonen eksploderede i en ny skandale. Hun skreg, at han ødelægger familien. I bilen sad deres søn, men selv hans tilstedeværelse stoppede ikke hendes strøm af beskyldninger. Hun så ikke den lastbil, der kom rundt af gården.
Knald. Bremser. Dom. Grav. Stilhed.
Han knibede flaskeens hals, var ved at tage en slurk, da en hundeløgn lød. Rasmus, rynket panden, spejdede omkring sig, prøvede at lokalisere lyden. Den kolde efterårsvind piskede i ansigtet, men han så under en bue ved siden af et hus, en dreng med en kamp-hund truede en kat.
Katten klemte sig ind til væggen, hvæsen, mens drengen ivrigt pirrede hunden:
Gå efter den! Tag den!
Hunden susede frem, gøede, kastede sig den nød den brutale leg. Katten, på trods af frygt, slog hunden i næsen med poten. Rasmus knibe øjnene sammen. Noget i scenen var forkert Katten forsøgte at beskytte en lille, knudepindet kugle et kill.
Er du skør?! råbte Rasmus, kastede flasken til side, gled på vandpytter og stormede frem.
Drengen vendte sig. Da han så den løbende mand, snoede han hurtigt ledbåndet om håndleddet og trak sig tilbage. Rasmus løb frem, løftede den sårede kat, pressede den ind til brystet. Den vaklede, men i samme øjeblik hørte han et svagt pib et kill lå under fødderne.
Han samlede den forsigtigt op og lagde den ved moren. Katten stilnede øjeblikkeligt.
Hvorfor driller du hunden? Ønsker du, at den skal rive en uskyldig kat og kill? råbte Rasmus vredt mod drengen. Hvis du var min søn, ville jeg give dig en pisk, så du ikke kunne sidde stille! Hvor er din far? Har han lært dig dette?
Drengen sænkede blikket og trak sig væk.
Far nej, mumlede han svagt.
Rasmus spændte sig. En smertefuld tone lød i hans stemme. I halvdunklet lys så han en tåre trille ned ad drengens kind. Han gik tættere på, roligere nu:
Ved du, at du har gjort noget forkert?
Drengen nikkede, snøftede.
Mor gav mig Rolf for nylig. Jeg ville bare se, hvilke kommandoer han kan. Undskyld. Det sker ikke igen, han vendte ryggen og gik med hunden.
Hvad hedder du? spurgte Rasmus uventet.
Mikkel, drengen stoppede, så på manden, der holdt katten med kill.
Gør ikke sådan igen, Mikkel. Forstår du?
Drengen nikkede tavst og forsvandt om hjørnet.
Rasmus rystede på hovedet og skyndte sig hjem. Han boede kun et par minutter væk. Med den reddede familie i armene løb han op til tredje sal. Døren gik op, uden at han tog jakken af, og han lagde de to små væsner på sofaen.
Han inspicerede katten ingen synlige sår, men den ene pote var tydeligt beskadiget. Rasmus strøg den; den krøllede sig sammen i tillid.
Du er smuk, sagde han med et smil. Og du har en lille på din ryg.
Han åbnede køleskabet, tog en portion fiskepaté, lagde den på en tallerken og bar den ind på værelset. Kat og kill spiste den med appetit. Efter måltidet begyndte moderen at slikke killen, og Rasmus kunne ikke lade være med at smile.
Du er så blød Jeg kalder dig Lykke, hviskede han.
Forsigtigt lagde han dem i en sportstaske, tog sin frakke på og bar dem til den døgnåbne dyrlægeklinik i nabebygningen.
Vi har akut brug for en læge! råbte han, da han stormede ind.
Goddag! Hvad er sket? svarede en ung kvinde ved skranken.
Her! Rasmus lagde tasken på bordet, trak forsigtigt Lykke ud. Hun har tydeligvis et brud på poten, muligvis forskudt. Jeg fandt hende på gaden med killen.
Lad mig se, sagde dyrlægen, tog katten fra ham og begyndte undersøgelsen. Vi skal lave røntgen og tage prøver. Det vil tage lidt tid. Du kan blive her, så flytter vi hende senere til et plejebolig.
Hvad?! Til plejebolig? protesterede Rasmus. Nej, hun er min! Og killen også!
Okay, okay, sagde hun mildt. Så vent her, du kan sætte dig.
Hun gik med Lykke ind i et andet rum. Et minut senere kom en anden ung kvinde ud med killen i hænderne. Rasmus ventede.
En time gik, før de returnerede med killen.
Vi har tjekket de vitale tegn, den er sund. Øjnene er let betændte, den skal have dråber i et par dage, sagde hun og overleverede den lille. Tak!
Hvorfor? spurgte han overrasket.
For at I ikke gik forbi og reddede moren og hendes barn, svarede hun med et varmt smil og gik.
To timer senere kom dyrlægen tilbage med Lykke.
Vi har opereret hende, hun ligger i bedøvelse nu. Bruddet var kompliceret, forskudt, lægen så på Rasmus. Ved du hvad, dit ansigt er bekendt. Du er Rasmus Andersen, den berømte kirurg fra byens hospital.
Bliver hun okay? spurgte han bekymret, mens han så på sin patient.
Jeg er sikker, nikkede kvinden. Operationen gik fint, knoglen er sat på plads. Poten vil hele. Du har netop reddet hende fra døden tak!
Hvordan kunne jeg bare gå forbi? Drengen med hunden var ved at rive hende i stykker, men hun kæmpede for sit kill, mumlede Rasmus, mens han strøg Lykkes farverige pels.
Drengen? kvinden blegnede. Og hunden var en boksershund?
Ja Kender du ham? Rasmus tog katten ud af transportkassen for at lægge den på et bord.
Det er min søn, kvinden mistede et smil. Efter hans far døde, begyndte han at omgås de forkerte folk
Undskyld, jeg vidste det ikke, sagde Rasmus stille. Gav du ham hunden?
Han havde bedt om den i årevis, overbeviste sin mand. Da hans far gik bort, tænkte jeg, at en valp måske kunne lindre hans sorg Undskyld, at jeg trænger mig på. Kom igen i morgen til kontrol. Du er heldig tre farver af lykke er kommet ind i dit liv, sagde hun med en melankolsk smil og gik.
De næste to uger plejede Rasmus sin nye ven grundigt: fodrede efter tidsplan, tog dem til kontrol. Killen viste sig at være en dreng og fik navnet Caesar.
De slog sig hurtigt til rette i lejligheden, og allerede anden nat sov de trygt ved siden af deres nye ejer. Rasmus skyndte sig hjem efter vagten, nogle gange med små lækkerier fra butikken til sine kæledyr.
Lykke mødte ham ved døren med et rungende mjav.
Kollegaerne lagde mærke til forandringen: Rasmus smilede oftere, han undgik ikke længere at vende hjem. Han blev levende igen. Nogle gange viste han stolt billeder af Caesar og Lykke og fortalte om killens narrestreger.
Hver tur i klinikken benyttede han som anledning til at blive længere hos Veronika, Lykkes dyrlæge. Snart gik hun fra at kalde sig Veronika Arthurovna til blot Nika.
Hun delte sine udfordringer: at være enlige mor, arbejde fireogtyve timers vagter. Nika elskede dyr, men i hendes familie var det umuligt hendes afdøde mand var allergisk, selvom deres søn drømte om en hund.
Med deres boksershund Rolf opstod adfærdsproblemer. Rasmus fandt en bekendt hundetræner, og snart blev hunden lydig. Mikkel kom i kontakt med Rasmus, begyndte at besøge ham.
Sammen hentede de Nika efter vagten, kørte tre i bilen ud på landet Rasmus havde et sommerhus. Efter tre måneder friede han til hende. Hun sagde ja.
Brylluppet blev holdt hjemme, i en lille kreds. Lykke og Caesar var i starten mistroiske overfor Rolf, men hunden viste tålmodighed. Den lagde sig roligt ved Rasmus fødder, så killen kunne nærme sig og gnide snuden mod hans pote.
Rolf trak på læben i et lille snert af vrede, men vendte hurtigt tilbage til at snuse til Caesar. Killen spandt tilfreds og lagde sig ved siden af. Hunden, lidt forvirret, accepterede venskabet.
Caesar har vundet ham, sagde Nika med et strålende smil. Du gav ham et hjem, kærlighed og varme.
Nej, det var Lykke og Caesar, der bragte mig tilbage til livet, svarede Rasmus, mens han strøg katten på ryggen.
Den krøllede sig, vendte på ryggen og lagde sin hvide mave i hans hånd. En tilfreds spinden lød.
Takket være Lykke mødte jeg dig og nu har vi en rigtig familie.
Katten åbnede et øje, så på sine mennesker, og dens knurhår vibrerede som i et taknemmeligt smil. Dens formål var opfyldt den havde bragt lykke ind i dette hjem.
