Under skilsmissen lærte jeg meget om min beskedne kone For at være ærlig, bebrejder jeg mig selv for ikke at have giftet mig af kærlighed. Jeg følte mig bare godt tilpas med Linda. Hun arbejdede altid hårdt, bidrog mest til husholdningen, var en fremragende husmor, en dygtig kok, huset var altid pænt og rent, hun virkede som en ordentlig kvinde, og hun gav mig aldrig grund til jalousi. Jeg er 31 år, hvor ellers kunne jeg finde sådan en kvinde? Og det vigtigste: Hun har aldrig givet mig skyldfølelse eller sagt, at hun ikke kunne lide noget. Jeg levede mit liv, mødtes med venner, tog på fisketure, gik hvorhen og hvornår jeg ville, og hun ventede altid derhjemme med et smil og en varm aftensmad. Da min søn blev født, tog hun sig altid selv af ham, uden at belaste mig med noget. Kort sagt, efter jeg giftede mig, blev mit liv kun mere komfortabelt. Men der manglede noget. Vi levede sådan i 20 år, og indeni mig var der ingen følelse af helhed, ingen lykke. Og så, da jeg mødte Julia, forstod jeg, hvorfor jeg følte sådan. Jeg havde aldrig været forelsket i Linda. Jeg følte mig godt tilpas nær hende, men jeg havde aldrig de store følelser. Jeg følte aldrig sommerfugle i maven, trangen til at kysse hende, kramme hende og hviske kærlige ord i timevis. Jeg følte ikke lyst til at overraske hende. Kærlighed er en rus af høje niveauer af adrenalin og dopamin i blodet. Jeg havde en stor respekt for Linda, ikke mere end det. Og da jeg mødte Julia, indså jeg, at hun var min kærlighed. Så jeg besluttede at blive skilt. Men Linda gav mig straks et ultimatum om at forlade hendes lejlighed, og ja, så var hun gravid. Et chok – hvad andet kan jeg sige. Men jeg var sikker på, at den stille Linda aldrig ville gå imod min vilje, og at det nok skulle gå. Men hun hyrede straks de bedste advokater og begyndte at true mig. Jeg besluttede at vente til efter fødslen og tage en faderskabstest. Jeg blev endnu mere chokeret, da det viste sig, at barnet ikke var mit. Så Linda havde altså været utro. Den stille, venlige og omsorgsfulde kvinde viste sig at være en dæmon. Vi delte lejligheden og blev alligevel skilt. Jeg tror ikke, dette på nogen måde var min skyld. Mens jeg misbrugte hende, misbrugte hun mig. Hvis det var anderledes, hvorfor var hun så også utro?

Under skilsmissen lærte jeg meget om min beskedne hustru
For at være helt ærlig bebrejder jeg mig selv for, at jeg aldrig giftede mig af kærlighed. Jeg var sammen med Mette, fordi jeg følte mig godt tilpas med hende. Hun var altid arbejdsom, hun tjente langt det meste af pengene til vores husholdning, og hun var en fremragende husmor. Mette kunne lave mad, så det smagte himmelsk, og hjemmet var altid rent og ryddeligt. Hun virkede som en anstændig kvinde, og hun gav mig aldrig grund til jalousi. Jeg er 31 år gammel hvor skulle jeg ellers finde en kvinde som hende?

Og det vigtigste: hun brokkede sig aldrig eller sagde, at noget generede hende. Jeg levede mit liv, så mine venner, tog på fisketure, gjorde, hvad jeg ville, og hvornår jeg ville. Hun ventede altid derhjemme på mig med et smil og en varm aftensmad klar.

Da vores søn blev født, tog hun sig altid af ham selv. Hun plagede mig aldrig med små ting. Kort sagt, mit liv blev kun lettere og mere bekvemt efter, at vi blev gift. Men der var noget, der manglede. Vi levede sådan i 20 år, og jeg følte aldrig den fuldendelse eller lykke, som man siger, man skal føle.

Og så, da jeg mødte Julie, forstod jeg, hvorfor jeg følte mig tom. Jeg havde aldrig været forelsket i Mette. Jeg havde det godt og trygt i hendes selskab, men kærligheden den var der aldrig. Jeg havde ingen sommerfugle i maven, ingen trang til at kysse hende, kramme hende eller hviske kærlige ord til hende i timevis. Jeg havde heller aldrig lyst til at overraske hende. Kærlighed, det er som en eufori, en rus af adrenalin og dopamin i kroppen.

Min følelser for Mette var kun en form for respekt, ikke mere. Men da jeg lærte Julie at kende, gik det op for mig, at hun var min kærlighed. Så besluttede jeg at søge skilsmisse. Men der tog Mette fusen på mig. Hun stillede et ultimatum: Jeg skulle flytte ud af hendes lejlighed. Og som om det ikke var nok, fortalte hun mig, at hun var gravid. Jeg var i chok der er ingen bedre måde at beskrive det på.

Jeg var dog sikker på, at den stille og tålmodige Mette aldrig ville stille sig op imod min vilje, og at det hele nok skulle løse sig på en eller anden måde. Men hun forbløffede mig igen. Hun hyrede straks de bedste advokater og begyndte at true mig. Jeg besluttede mig derfor for at vente, til hun havde født, og få foretaget en faderskabstest.

Men da sandheden kom frem, faldt endnu en bombe barnet var ikke mit. Mette havde altså været utro. Den rolige, venlige og omsorgsfulde kvinde viste sig at være en helt anden, end jeg troede. Vi delte lejligheden og blev alligevel skilt.

Jeg føler ikke, at det her på nogen måde var min skyld. Jeg udnyttede måske hende følelsesmæssigt, men hun udnyttede mig på sin egen måde. Og hvis ikke, hvorfor var det så, hun bedrog mig?