6 år ventede jeg på svar: Hvorfor var min svigerdatter så fjendtlig overfor os? I seks år spurgte jeg mig selv: Hvorfor opførte min svigerdatter sig så afvisende? Jeg har ikke haft kontakt med min søn, Thomas, i seks år. Jeg blev ikke engang inviteret til hans bryllup. Jeg vidste godt, at skylderen var min svigerdatter, Sofie. Jeg forstod ikke hvorfor, men det gjorde ondt i mig. Min mand og jeg har tre sønner, og han har en søn fra et tidligere ægteskab. Selvfølgelig elsker jeg dem alle, men Thomas, den ældste, har altid været min stolthed, fordi vi ventede så længe på ham. For seks år siden mødte Thomas sin kommende kone. Allerede fra begyndelsen gik det dårligt. Mit første indtryk af hende var egentlig positivt. Ved hendes første besøg gik alt godt. Men ved andet besøg gik det galt. Vi sad ved bordet, og hun sagde pludselig til Thomas: “Du går altså ikke særlig pænt klædt. Jeg giver dig nogle ordentlige skjorter,” hvortil han svarede: “Det behøver du ikke, alle har jo deres egen stil.” Jeg støttede ham. Sofie blev fornærmet, men sagde ikke mere. Næste dag kyssede Thomas mig farvel, men Sofie kom slet ikke hen til mig. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men senere gik det op for mig, at det ene ord havde gjort mig upopulær hos hende. svigerdatter Jeg blev aldrig inviteret til deres bryllup Efter nogle måneders stilhed inviterede Thomas os til fødselsdag i Aarhus – hvor hun kom fra. Min mand og jeg ville egentlig bo på hotel og lade de unge have ro, men Thomas insisterede på, at vi skulle overnatte hjemme hos Sofie, men nævnte, at vi nok ikke så så meget til hende, fordi hun skulle hjælpe i sin forældres butik. Vi skulle spise frokost sammen på en café, men hun dukkede ikke op. Nogle dage efter sagde Thomas: “Mor, jeg skal giftes med Sofie. Vi vil bare have et lille bryllup, ikke en stor fest.” Det havde jeg ingen problemer med – jeg var bare glad på hans vegne. En uge senere ringede han og fortalte, at Sofie ikke ønskede, at jeg skulle deltage til brylluppet. Kun min mand var inviteret. Heller ikke Thomas’ brødre var inviteret. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg gav røret videre til min mand, der sagde, at han ikke ville komme uden mig eller børnene. Thomas lagde på i vrede. I dagene efter forsøgte Sofie at komme i kontakt med mig, men fik kun fat på min mand. Til sidst ringede hun og sagde ret køligt: “Nå, endelig!” Jeg var så vred, at jeg sagde: “Jeg vil ikke høre mere om dig!” Det var vores sidste samtale. Kort efter flyttede de til Belgien. Vi hørte ikke fra dem i to år. Min søster skrev til dem, og Sofie svarede: “Thomas har nu sin egen familie.” Min søn havde dog kun kontakt til sin bror Viktor, som han så af og til, men os havde han ikke besøgt i alle disse seks år. For nogle måneder siden forsøgte jeg at række ud til Thomas, for jeg savnede ham meget. Jeg skrev to undskyldningsbreve – et til Thomas og et til Sofie. Jeg fik aldrig svar. Da min mor døde for tre år siden, kom Thomas ikke til begravelsen. Heller ikke da jeg mistede min storesøster. På seks år fik vi kun én kort fødselsdagssms til min mand. Og derefter stilhed. Jeg føler, at en del af mig er død. Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at de var flyttet til en anden by, men jeg ved ikke hvilken. Jeg tænker på Thomas hver dag. Det værste er, at jeg stadig ikke forstår, hvorfor det blev sådan. Længe troede jeg, at Sofie manipulerede ham, at hun ville have ham for sig selv. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor var hun så fjendtlig? Jeg ved det stadig ikke, for hun har aldrig fortalt mig det. Måske gjorde jeg selv noget forkert fra begyndelsen. Jeg ville ønske, det hele havde gået anderledes! For to måneder siden tog vi på en kort rejse til Belgien – vi havde vundet den i en konkurrence. Vi gik rundt i en lille by og endte i en legeplads. Vi begyndte at snakke om børnebørn… En sød dreng kom hen til os for at hente sin bold – han lignede min søn, da han var lille! Jeg smilede, og min mand hjalp ham med bolden, de begyndte at lege… Pludselig råbte nogen: “Emil!” Jeg kunne ikke tro det – min søn, Thomas, og Sofie var der! Vi løb hinanden i møde og omfavnede. Ord flød, og alle var forvirrede. Vi havde alle været så lukket, at vi glemte at prøve at tale sammen… Jeg indrømmer, hvis nogen havde sagt til mig: “Jeg vil aldrig høre mere om dig,” havde jeg nok også trukket mig. Men det forstod jeg først efter lang tids adskillelse fra min søn og hans familie. De havde også haft en svær tid. Men spørgsmålet “hvor er bedsteforældrene?” fik et barnebarn til at tænke. Det virkede til, at vi alle havde lært noget, og nu ville vi bare lægge fortiden bag os. Vi forlod vores grupperejse og blev i den lille belgiske by, som om vi startede forfra – forandrede, og med et nyt håb om forståelse. Nu prøver vi at indhente de tabte år og glæder os over gensidig kærlighed og respekt.

Seks timer sad jeg og spurgte mig selv: Hvorfor var min svigerdatter så fjendtlig overfor os?
I seks år gik jeg med det samme spørgsmål i hovedet: Hvorfor behandlede min svigerdatter os så koldt?
Jeg har ikke haft kontakt med min søn, Mads, i seks år. Jeg blev endda ikke inviteret til hans bryllup. Jeg vidste, at min svigerdatter Line måtte have haft noget imod mig. Jeg forstod aldrig hvorfor, men det har skåret mig dybt.
Min mand og jeg har tre sønner sammen, og han har også en søn fra et tidligere ægteskab. Jeg elsker selvfølgelig dem alle, men Mads, min ældste, var så eftertragtet, at jeg var særlig stolt af ham.
For seks år siden mødte Mads sin kommende kone. Allerede fra begyndelsen gik det galt. Mit første indtryk af hende var ellers godt. Hendes første besøg hos os forløb, uden at nogen bemærkede noget negativt. Men allerede ved andet besøg ændrede stemningen sig. Vi sad omkring spisebordet, da hun pludselig sagde til Mads: “Du klæder dig altså ikke særlig smart. Jeg må købe noget pænt tøj til dig.” Han svarede: “Det behøver du virkelig ikke, jeg har min egen smag.” Jeg holdt med ham. Line rynkede brynene, men sagde ikke noget.
Næste dag gav Mads mig et farvelkys, da de skulle hjem, mens Line blot gik forbi mig uden et ord. På det tidspunkt forstod jeg ikke, hvad der var sket. Men senere gik det op for mig, at den ene kommentar havde vakt hendes harme.
Ikke engang til brylluppet blev jeg inviteret
Efter nogen tids tavshed inviterede Mads os til fødselsdag i Aarhus Line var derfra. Vi havde tænkt os at tage et hotel, så det unge par kunne have ro, men Mads insisterede på, at vi skulle bo hos Lines familie og advarede, at vi nok sjældent ville se hende, fordi hun havde travlt i familiens butik.
Vi skulle spise frokost på en restaurant sammen, men hun dukkede aldrig op. Efter nogle dage sagde Mads: “Mor, jeg vil gifte mig med Line”. Han tilføjede, at de ikke ønskede noget stort bryllup, kun en lille sammenkomst. Det tog jeg til mig og sagde, at jeg var glad på hans vegne.
En uge senere ringede han og sagde, at Line ikke ønskede, jeg skulle deltage i brylluppet. Kun min mand var inviteret. Heller ikke brødrene var indbudt. Jeg kan slet ikke forklare, hvor ondt det gjorde på mig. Jeg gav røret til min mand, der sagde til Mads, at han ikke ville tage til noget bryllup uden mig og børnene. Mads blev vred og lagde på.
De følgende dage forsøgte Line at kontakte mig, men kom altid igennem til min mand. Til sidst fik hun fat i mig og sagde i en skarp tone: “Nå, det var da på tide!” Jeg var så fyldt af vrede, at jeg ikke kunne holde mig tilbage og svarede: “Du ved hvad jeg ønsker faktisk ikke at høre mere om dig!” Det blev vores sidste samtale.
Kort efter flyttede de til Belgien. I to år hørte vi ikke et ord. Min søster skrev dem et brev, og Line svarede blot: “Mads har sin egen familie nu.” Faktisk holdt han kun sporadisk kontakt med sin bror, Svend, men han kom aldrig forbi os igen. Og sådan gik seks år.
For nogle måneder siden forsøgte jeg at kontakte Mads, fordi jeg savnede ham helt ubeskriveligt. Jeg sendte to undskyldningsbreve et til Mads og et til Line. Jeg fik intet svar.
Da min mor døde for tre år siden, kom Mads ikke til begravelsen. Han var heller ikke der, da jeg mistede min storesøster. På seks år har vi kun modtaget én kort sms fra ham på min mands fødselsdag. Ellers stilhed.
Det føles, som om en del af mig er død. Jeg fandt tilfældigt ud af, at de var flyttet til en anden by, men jeg aner stadig ikke hvilken. Jeg tænker på Mads hver dag. Det værste ved det hele er, at jeg stadig ikke forstår, hvordan det kom så vidt. Jeg troede længe, at Line havde vendt ham imod os, at hun bare ville have ham for sig selv. Jeg spurgte mig selv igen og igen: Hvorfor var hun så fjendtlig? Jeg ved det endnu ikke, for hun har aldrig fortalt mig det. Måske var det faktisk mig, der gjorde noget forkert fra begyndelsen. Jeg ville ønske, at alt havde været anderledes!
For to måneder siden tog min mand og jeg på en kortrejse til Belgien vi havde vundet rejsen på et lod. En dag gik vi rundt i en lille belgisk by og stoppede ved en legeplads. Vi begyndte at drømme om børnebørn En sød dreng kom løbende hen til os for at hente en bold. Han lignede Mads som barn! Jeg smilede, og min mand hjalp drengen med at sparke til bolden, mens de grinede sammen Så råbte en stemme: “Emil!”
Jeg troede næppe mine egne øjne før mig stod pludselig min søn og Line! Vi kastede os om halsen på hinanden, og der væltede ord ud af os, men alting var på én gang kejtet og følsomt. Vi havde alle været så lukkede om os selv, at vi til sidst havde opgivet at prøve igen. Ja, jeg må indrømme, at hvis nogen havde sagt til mig “jeg vil ikke høre mere fra dig”, havde jeg nok heller ikke opsøgt dem igen. Men det gik først op for mig efter så mange års afstand. De havde også haft deres kampe. Men spørgsmålet “hvor er bedsteforældrene?” havde fået vores barnebarn til at spørge. Vi havde alle lært noget og ville nu hellere glemme fortiden.
Vi forlod vores rejsegruppe og blev et par ekstra dage i den lille by som om vi begyndte på ny, ændrede og åbne for forståelse.
Nu prøver vi at indhente de tabte år og glædes over den kærlighed og respekt, der er mellem os. Jeg har lært, at misforståelser kan rive familier fra hinanden, men det kræver mod at samle dem igen.