Forladt nevø
– Louise, jeg beder dig ikke om din mening, jeg stiller dig bare over for fakta! – råbte svigermoren Inger.
– Og jeg stiller jer til gengæld også over for fakta jeg er ligeglad med, hvad I har besluttet, svarede Louise roligt.
– Magnus kommer til at bo hos jer, – erklærede Inger med en bestemt mine.
– Nej, det kommer aldrig til at ske, – svarede Louise fast, mens hun skubbede en skål med småkager foran sin svigermor. Den gestus virkede mere formel end egentlig gæstfri.
Der var vel ikke noget at diskutere her hun og hendes mand, Anders, havde aldrig bedt om at blive værger.
Inger sendte hende et spydigt blik.
– Nu må vi se, – hviskede hun giftigt, – Tiden vil vise, hvem der får ret.
– Jeg kan allerede forudsige det: Det bliver mig, – svarede Louise bestemt og mødte svigermoderens blik med en stålfast ro. Det var Louise, der vandt denne duel, for Inger endte med at vende blikket væk.
– Hvem skal ellers tage sig af ham, hvis ikke jer?
– Åh, for eksempel hans egen far, – blinkede Louise ironisk.
– Simon kan ikke klare det…
Simon havde aldrig engang forsøgt at klare det.
– Så må du gøre det, hvis du er så interesseret.
– Et barn skal ikke vokse op hos sin bedstemor!
– Tja, så har vi jo udtømt mulighederne, – svarede Louise med et opgivende træk på skuldrene.
Hun nægtede simpelthen at lade sig presse.
– Altså, Louise, svigerdatter, – Inger vendte sig mod Anders, der sad overfor og så ud som en marionet, fanget mellem to stærke viljer, – Hvad skal jeg forvente fra hende? Hun er åbenlyst ligeglad med mig og med familien. Men du, Anders, min dreng, vil du virkelig ikke hjælpe din egen nevø? I har allerede jeres datter, lille Emma, den mest vidunderlige pige. Et andet barn er så ligetil, at I knap nok vil bemærke, at I nu har to. Og før I ser jer om, vil I slet ikke kunne forstå, hvordan I nogensinde har klaret jer med kun én.
Det her havde Louise allerede forklaret hende. Hvis de besluttede, at de ønskede et barn til, var de i stand til selv at få én. Men det var i øvrigt overhovedet ikke aktuelt endnu.
– Magnus har en mor og en far, – sagde Anders, selvom hans mors insisterende blik tyngede ham. Han ønskede heller ikke at tage Magnus ind permanent.
Inger sukkede dramatisk.
– Anders, du ved godt, at Sofie stak af… og ingen rigtig ved, hvor hun er. Hun efterlod deres søn hos Simon. Og Simon… – hendes stemme bristede, som om hun enten skulle til at græde over sin uduelige, men elskede søn eller smelte hen i skam, – Han er helt hjælpeløs. Han sidder bare foran sin computer! Hvordan kan han være far? Særligt nu, hvor han er alene Han kan ikke opdrage et barn.
Louise kunne ikke lade være med at smile skævt. Ja, nu, hvor Sofie var væk selvfølgelig kunne Simon ikke klare det alene. Magnus var trods alt halvandet år gammel, og Simon havde stadig ikke lært en eneste ting. Alt, absolut alt, havde Sofie tidligere stået for. Louise kunne ikke undskylde Sofies flugt, men på en måde kunne hun godt forstå den.
– Så må du hjælpe ham, og vi kan hjælpe dig lidt senere, – svarede Anders roligt og bemærkede den tunge ansvarlighed i sine ord, som han var villig til at dele, men ikke bære alene.
Da fokus flyttede fra hende til Anders, smilede Louise let og betragtede deres mundhuggeri. Selvom hun elskede sin mand, syntes hun nogle gange, at hans ligefremhed var lidt for direkte. Alligevel satte hun pris på, at han stod fast.
– Inger, – indledte Louise, da hun så, hvordan Anders kæmpede med at holde sin position, – Vi har allerede diskuteret dette. Anders og jeg. Og vi har besluttet os. Vi kan ikke tage Magnus til os. Vi har allerede Emma, og vi ønsker at give hende alt det, hun har brug for. Og at have et ekstra barn det er et enormt ansvar. Det kan vi simpelthen ikke påtage os. Og vi vil ikke tvinges til det.
Inger havde sine egne idéer.
– Jeg tvinger jer ikke! – skingrede hun, – Jeg beder jer. Som familien. Jeg beder jer om at give et hjem til jeres nevø. Skal han virkelig vokse op med en gammel bedstemor som mig?
– Mor, – sagde Anders forsigtigt for at signalere, at samtalen burde lukkes, – Vi kan ikke. Ikke nu.
Havde Emma været ældre, eller havde de haft en større lejlighed, så kunne det måske være en anden sag.
– Men Simon… – begyndte Inger.
– Simon får hjælp, – afbrød Anders hende, – Vi er altid klar til at give råd eller tage Magnus i weekenden. Og du, mor, kan også hjælpe. Men at tage barnet permanent det kan vi ikke.
Endelig rejste Inger sig og indså, at hun ikke ville vinde i dag. Men hun opgav ikke sine planer.
– Okay, – sagde hun, – Hvis det er jeres endelige beslutning, kan jeg intet gøre. Men husk: Børn er vores fremtid. Og sommetider, når vi siger nej til én ting, mister vi noget andet. Tænk over det!
Efter en stor indsats for at vinke Inger ud af deres hjem, åndede Anders og Louise lettet op.
– Sikke en karakter, – mumlede Louise og rystede på hovedet.
– Bare rolig, – Anders gav hende et klem, – Vi valgte det rigtige. Mor vil komme sig over det.
Flere uger gik.
Som lovet begyndte Inger at “hjælpe” Simon. I praksis betød det, at hun tog Magnus fuldstændig under sine egne vinger. Simon flyttede endda hjem til hende igen for bekvemmelighedens skyld. Tøjvask, madlavning, indkøb, leg, godnathistorier alt landede på Ingers skuldre. Hun var stadig ret stærk og frisk, men alligevel mærkede hun sin alder lidt oftere nu.
– Simon, har du husket at fodre Magnus? spurgte hun en dag.
– Hvornår skulle jeg have gjort det, mor? Du er for sjov! Skal jeg klare alting selv?
– Simon, jeg prøver bare at hjælpe dig Men du skal også lære det selv.
– Ja, ja.
Men han lærte aldrig.
Og Inger tilgav ham.
Trods alt var han hendes elskede Simon. Han kunne ikke sidde og lege med barnet. Han kunne ikke finde et job. Han var bare træt.
Magnus voksede og blev mere krævende. Det blev sværere for Inger at holde trit med ham.
– Magnus, åh, du er da umulig! – udbrød hun, da drengen igen tegnede på væggene med tusch. – Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle arbejde så hårdt i min alder. Læg den ned nu!
– Nej!
– Læg den!
– Mor, kan du dæmpe dig lidt? – kaldte Simon irriteret fra stuen. – Du forstyrrer.
– Undskyld, undskyld.
Efter et fald og en brækket hofte endte Inger ufrivilligt med at overlade Magnus til Anders og Louise. Drengen blev langsomt en del af deres familie, og Emma, deres datter, begyndte endda at holde af sin nye legekammerat.
