Han havde sparet op til nødstilfælde, og nu var nødstilfældet her…
Gerda, hvor har du gjort af de to tusind kroner fra konvolutten? Min stemme lød skarpt, nærmest som et piskeslag.
Gerda gispede let og lagde strikketøjet fra sig.
Bent, jeg skulle jo købe gave til Sebastian til hans fødselsdag. Den der byggesæt, du ved. Jeg sagde det jo.
Sagde, sagde… Men hvem skal betale det? Hvem betaler for el og varme? Tror du jeg trykker penge i kælderen?
Jeg så hvordan hun bed tænderne hårdt sammen. Først en skygge af såret stolthed i hendes øjne, men den blev hurtigt ædt op af træthed. Den træthed, jeg så oftere nu.
Vi plejer at beslutte tingene sammen. Det er jo vores barnebarns fødselsdag.
Dengang var lønnen også en anden! Jeg nærmest råbte det, mærkede sveden på ryggen. Nu sidder jeg på folkepension… og jeg har knap nok til medicin.
Jeg vendte mig brat om og gik ind i soveværelset. Hænderne rystede voldsomt. Ved siden af sengen famlede jeg under madrassen, indtil jeg mærkede pakken fem tusind kroner. Min reserve, min sidste havn, når den dag kom, hvor hjertet satte ud, og jeg skulle købe dråber, der ikke var tilskud til, alt for dyre til pensionister. Jeg hadede mig selv men jeg kunne ikke slippe pengene.
Jeg satte mig tungt på kanten af sengen. Mærkede hvordan hjertet galoperede. Måske var det nu, at det gik galt. Hjerteanfald? Nej, bare nerverne. Men næste gang? Hvem skulle hjælpe mig? Hvis alle pengene gik til legetøj og til Majas “kan du lige lægge ud”, hvad så når jeg virkelig får brug for dem?
Tre måneder var det siden, jeg trådte ud af byggepladsen og ind i pensionistlivet. Kun tre måneder men det føltes som om, jeg havde været støvede skygger år ud og ind. Seksogtredive år havde jeg arbejdet i BygDAN. Fra lærling til formand. Opførte lejligheder, skoler, sygehuse. Folk kendte mig. Respekterede mig. Når jeg talte, lyttede de. Og så kom der en ny, ung direktør. Bent Kristensen, nu er det tid til velfortjent otium, sagde han. Som om livet slutter, når arbejdet stopper.
Velfortjent otium. Det lyder smukt. Men i virkeligheden? Jeg vågnede om morgenen og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Gerda tog på arbejde klokken syv, hun var endnu ikke på pension, stadig på klinikken som sygeplejerske. Jeg blev alene, drak te i køkkenet, så ud i regnen. Tænkte, at på det her tidspunkt fordelte jeg tidligere folk ud på pladsen, satte arbejdet i gang, fik ting til at ske.
Nu nu var jeg tilovers. Ubrugelig. Det er det værste. At vide, man ikke længere gør nytte. At man er blevet slettet af livet. Og med den indsigt kom frygten. En krybende, altopslugende, klistret frygt for sygdom, for at være gammel, for at være uden midler.
Hver lille smerte blev nu et varsel. Stik i brystet? Hjertet. Svimmelhed? Forhøjet blodtryk. Hvis jeg glemte nøglerne, tænkte jeg: Demens. Hver nat lå jeg vågen, lyttede til kroppens lyde, sloges med tankerne. Internettet gjorde kun det hele værre. Man googler “smerter i brystet” og så vælter diagnoserne frem: blodprop, hjerteflimmer, aneurisme. Tjekker prisen på min medicin, og det isner i mig. Hvordan skal jeg have råd til medicin, når halvdelen af pensionen ryger på piller mod forhøjet blodtryk?
Gerda siger, jeg har pensionistdepression. Jeg burde gå til en psykolog. Psykolog! Som om jeg vil sidde over for en fremmed og fortælle om alt det her. Og betale for det? Aldrig.
Men klarer jeg den så? Jeg kender ikke mig selv længere. Jeg var engang rolig, afbalanceret. Nu eksploderer jeg over småting. Gerda slukker ikke lyset i gangen? Jeg råber. Vandhanen drypper? Jeg bliver gal. Datteren ringer? Jeg bliver på vagt vil hun nu låne flere penge?
Det værste er, jeg mærker min egen forvandling. Gerda trækker sig. Maja kommer sjældnere. Selv Sebastian kigger på mig som var jeg fremmed. Men jeg kan ikke gøre for det. Frygten styrer mig. Frygten for hjælpeløshed, fattigdom, sygdom.
Pengene under madrassen begyndte jeg først at gemme lidt efter lidt en tusindlap hist, så lidt mere. Nu lå der femten tusind. Det var min faldskærm. Mit tilflugtssted. Hvis det gik galt, havde jeg i det mindste start til medicin, til akut lægebesøg. Skulle ikke stå med hatten i hånden hos Maja, der selv knapt kunne hænge sammen.
Gerda ved intet om pengene. Hun tror kun, vi har de to folkepensioner, der går ind på kontoen. Men jeg hæver to-tre tusind hver måned “til småting”, siger jeg. I virkeligheden ryger det under madrassen. Krone for krone. En slags pensionsparanoia, lyder det sikkert smart men sandheden er, det er bare ren rædsel for fremtiden.
Gerdas stemme lød udefra køkkenet:
Bent, kommer du ikke og drikker te? Den bliver kold…
Jeg kommer, svarede jeg og rettede på madrassen.
Ved bordet sad vi i stilhed. Hun strikkede, jeg prøvede at bladre avisen uden at læse noget. Der stod en klump i halsen. Jeg ville sige undskyld, tale pænt, men ordene sad fast. I stedet sagde jeg:
Du har glemt at slukke lyset på badeværelset.
Gerda løftede ikke engang blikket.
Undskyld.
Sådan talte vi nu. Korte, stikkende sætninger. Tidligere snakkede vi i timevis om alt. Hun om klinikken, patienterne. Jeg om byggeriet, arbejdsplaner. Vi drømte om pensionistlivet: fik køkkenhave, tog sydpå, var mere med børnebørnene. Nu var der kun afstand. Og det var mig, der byggede muren én sårende bemærkning ad gangen.
Dagen efter ringede Maja.
Hej far. Hvordan går det?
Fint. Hvad vil du?
Far, hvorfor lyder du sådan? Jeg ville bare snakke.
Nå, hvad er der så?
Stilhed. Jeg vidste allerede, hvad klumpen i hendes hals betød. Blot et forspil til endnu en forespørgsel om penge.
Far, jeg står lige med et problem. Bilen er gået i stykker, værkstedet vil have seks tusind. Kunne du…
Nej, afbrød jeg. Jeg har ikke noget at give.
Far, jeg betaler tilbage, næste måned når lønnen går ind.
Det siger du hver gang. Sidst var det to tusind, til “lønningsdagen”. Hvor er de penge?
Far, jeg har da leveret dem tilbage! Mor fik dem.
Det har hun ikke sagt noget om.
Selvfølgelig havde hun det. Men at indrømme det, ville være at give efter. Og jeg måtte holde fast. Mine penge. Min sidste lille magt over livet.
Far, måske har du glemt det? Mor, sig det til ham!
Gerda dukkede op bag telefonen.
Bent, Maja har faktisk givet dig pengene. Jeg sagde det også. Du har bare glemt det.
Jeg glemmer ingenting! brølede jeg. I tror jeg er tosset begge to! Jeg har ingen penge til dig, Maja. Lev for det du har.
Med rystende hænder smed jeg telefonen fra mig. Hjertet hamrede helt op i tindingerne. Gerda kiggede på mig med et blik, der for første gang rummede mere end træthed. Skuffelse? Frygt?
Bent, hvad sker der for dig? sagde hun stille. Du er blevet en anden. Vi har altid hjulpet børnene.
Tidligere havde jeg råd. Nu folkepension, alting bliver dyrere, og jeg har brug for medicin. Hvad skal jeg hjælpe for?
Men vi er to. Vi klarer os da, lever ikke i armod.
Ikke i armod, sagde jeg spydigt. Og hvis jeg får brug for en operation i morgen? Hvad gør vi så?
Bent, du bilder dig det ind. Du er rask nok, sagde lægen jo.
Lægen. Jeg huskede besøget for en måned siden. Gik derhen alene, havde ikke lyst til Gerdas bekymrede spørgsmål. Sagde, at jeg havde smerter i brystet, svimmelhed. Lægen målte mit blodtryk, lyttede på mig. Hun sagde, alt var normalt for min alder, gav mig vitaminer og råd om at gå flere ture og stresse mindre.
Stresse mindre! Som om det er let, når hele ens identitet er væk, når hver morgen starter med tanken: ingen har brug for dig længere. Dit liv er udlevet, nu venter kun et langsomt forfald.
Senere gik jeg forbi apoteket. Bare for at kigge på priserne. Jeg blev iskold. En pakke blodtryksmedicin kostede over tusind kroner. Smertestillende, der virkede, næsten det samme. Noget stærkere? Helt uden for rækkevidde. Der, i apoteket, gik det op for mig: Sygdom ville ruinere os. Og ingen ville redde os. Maja har gæld, Gerda får knap noget for sit arbejde. Hvem skulle gribe os?
Det var dér, jeg blev besat af hver en krone. Købte aldrig noget uden tilbud. Bilka-pålæg i stedet for slagter, ost kun på datoudsalget. Jeg så på strømforbruget på TVet, ærgrede mig over vandregningen. Først grinede Gerda. Derefter spurgte hun. Men jeg svarede ikke trak mig tilbage i mit sneglehus. Hun stoppede til sidst med at forsøge. Vi blev fremmede i samme lejlighed.
Men pengene under madrassen voksede. Snart tyve tusind. Så femogtyve. Hver aften, når Gerda var i bad, talte jeg dem. Holdt dem ind til mig. Det gav mig ro. Så længe, jeg havde dem, var jeg ikke helt fortabt. Havde stadig lidt kontrol.
Men hver gang jeg så mig selv i spejlet, brød illusionen sammen. Hvem var jeg nu? En gnaven, sammenskrumpet, mistroisk gammel mand. Hvor var den Bent Kristensen, kollegerne lyttede til? Familien stolede på? Hvor var den støtte, jeg havde været?
Måneder gik. Skænderier om penge blev almindelige. Maja kontaktede nu mest Gerda. Sebastian kom sjældnere. Jeg savnede ham. Han var den eneste, der ikke så på mig med træthed eller skuffelse. Men selv over for ham kunne jeg ikke være mig selv. Han spurgte en dag:
Morfar, må jeg få en femtilap til is?
Spørg din mor.
Hun sagde, hun ikke havde småpenge. Men du har vel?
Jeg fandt en fiftyer i lommen. Han rakte hånden frem, men jeg lukkede hånden om sedlen.
Det er for koldt til is, Sebastian. Du bliver syg.
Åh, morfar, må jeg ikke nok?
Nej. Ingen is i dag.
Han blev stille og forlod stuen, såret. Og jeg sad med sedlen, hadede mig selv. En femtilap! Hvad var der blevet af mig?
Om aftenen satte Gerda sig overfor mig. Det var ikke et skænderi. Hun sagde bare:
Bent, jeg skammer mig. Et barn beder om småpenge til is, og du afviser ham. Hvad sker der med dig?
Ingenting. Børn skal ikke forkæles. De bliver forkælede.
En femtilap til is er ikke forkælelse. Hører du dig selv? Du er blevet… nærig. Sur. Du tæller hver en øre. Jeg kan ikke holde det ud. Kan du forstå det?
Hun rejste sig og gik ud på badeværelset. Jeg kunne høre hende græde. Ville gå hen til hende, holde om hende, men kunne ikke bevæge mig. Sad bare, krampagtigt klistret til femtilappen.
Om natten lå jeg vågen. Hvornår gik det galt? Da direktøren sendte mig hjem? Måske før da jeg indså, jeg var blevet langsommere? Eller allerede da jeg mærkede, at alderdommen trak ind over alt?
Det er frygten for alderdommen. Dyrisk frygt for at miste kontrollen. For at kroppen svigter. For at blive hjælpeløs. Pengene under madrassen er bare et panisk forsøg på at holde fast i lidt magt. Men jeg betaler en pris mister familien. Folk, der elsker mig. For hvad? Nogle sedler, jeg nægter at bruge.
Dagen efter gik Gerda på arbejde uden at sige farvel. Jeg var alene. Åbnede madrassen, tog pengene ud tredive tusind. Talte. Følte dem mellem fingrene. Lagde dem tilbage.
En uge senere skete næsten det, jeg frygtede. Jeg vågnede midt om natten med jag i brystet. Kunne ikke trække vejret. Greb mig til hjertet, vækkede Gerda.
Gerda… Jeg har det skidt…
Hun fór op, tændte lyset. Hendes ansigt var kridhvidt af angst.
Bent! Hvad sker der?
Hjertet ring 112
Hun greb telefonen. Jeg lå der og tænkte kun på én ting: pengene under madrassen. Ville de række? Skulle jeg have sparet mere?
Ambulancen kom hurtigt. Lægen lavede EKG, tjekkede mig.
Panikanfald. Dit hjerte er sundt. Tal med en psykolog, endnu bedre en psykoterapeut.
Så jeg dør ikke?
Nej. Men hvis du ikke slapper af, risikerer du rigtigt hjertestop til sidst. Mange kommuner giver gratis rådgivning til pensionister.
De gik. Gerda satte sig på sengen. Hun sagde ingenting i lang tid. Så:
Bent, skal vi ikke stoppe nu? Du styrter dig selv i graven. For hvad? For pengenes skyld?
Ikke pengene det er frygten
Hvilken frygt?
Jeg vil ikke være en byrde. Jeg er bange for at blive syg og ruinere os. For at være hjælpeløs og trække jer med ned…
Hun tog min hånd:
Du er skør, Bent. Vi er en familie. Forstår du familie. Vi holder sammen i gode og dårlige tider. Da du lå på hospitalet efter ulykken, forlod jeg dig aldrig. Du forlod heller aldrig mig. Vi kæmper os igennem alt. Men ikke sådan her. Ikke ved at skjule penge og mistænke hinanden.
Jeg stivnede.
Vidste du det?
Selvfølgelig. Tror du, jeg ikke har set dig snige dig rundt ved madrassen? Ikke har bemærket, hvor pengene på kortet forsvinder hen?
Hvorfor har du aldrig sagt noget?
Jeg ventede. På at du måske selv sagde det. At du ville forstå, det ikke var løsningen. Jeg er ikke din fjende, Bent. Jeg er din hustru. Vi har været sammen i fyrre år. Tror du virkelig, jeg forlader dig, hvis det bliver svært?
Jeg lukkede øjnene. Klumpen i halsen voksede. Tårerne løb. Hvornår græd jeg sidst? Måske ikke siden barndommen.
Tilgiv mig, hviskede jeg. Jeg ville bare… jeg var så bange…
Hun holdt om mig. Strøg mig over hovedet som et barn. Og jeg græd, kunne ikke stoppe. Græd af skam, lettelse, udmattelse over ikke at skulle bære styrken længere.
Men næste morgen, da Gerda gik, kunne jeg ikke lade være måtte igen mærke på pengene under madrassen. Talte dem. Og forstod, at et skænderi ikke var nok. Frygten var ikke væk. Den sad fast i mig, en kold splint.
En uge blev til to. Jeg forsøgte virkelig. Bevarede roen, også over småting. Gav Sebastian hundrede kroner, da han besøgte os. Han blev så glad, kastede sig om halsen på mig. Og i det øjeblik mærkede jeg den gamle glæde at kunne give noget videre. Glæden ved at få et smil igen.
Men så ringede Maja igen. Hun manglede fire tusind til Sebastians skolebøger og tøj. Jeg eksploderede.
Hver måned er det noget nyt! Bil, skole arbejder du overhovedet?
Far! Det er ikke til mig men Sebastian!
Hvor skal jeg få penge fra? Tror du jeg er millionær?
Gerda greb røret fra mig.
Maja, vi overfører dem i morgen, skat. Lad ham være, bare nu.
Hvad? råbte jeg. Fire tusind?
Jeg tager dem af min pension. Mine penge. Mit valg.
For første gang på fyrre år talte vi om “mine” og “dine” penge. Det gjorde ondt. Meget værre end ethvert hjerteproblem.
Om aftenen sad jeg alene i køkkenet. Gerda lukkede sig inde i soveværelset, hev tasker frem. Ville hun forlade mig? Frygten sitrede i mig. Hvis hun gik… så var alt slut.
Jeg rejste mig og gik hen til døren. Bankede på:
Gerda… må jeg komme ind?
Ja, lød det, udmattet.
Hun sad på sengen med tasken. Tårerne hang i ansigtet.
Hvor skal du hen?
Hen til Maja. Et par dage. Jeg har brug for luft. At trække stikket lidt. Fra dig. Fra det hele.
Gå ikke, bad jeg. Vær sød ikke at gå.
Bent, jeg er træt. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke leve i konstant anspændthed. Ikke vide, hvornår du mister besindelsen næste gang. Tælle øre. Se dig forsvinde væk. Du er blevet… en vred gammel mand. Og jeg er bange. Bange for dig. For os.
Jeg satte mig. Vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hun havde ret. Jeg havde selv skubbet alle væk. Ødelagt alt for hvad?
Jeg ved det godt… begyndte jeg. Jeg er bare… så bange. For sygdom. For fattigdom. For at blive til besvær.
Hun vendte sig mod mig:
Og tror du så, pengene under madrassen gør dig tryg? Bent, frygt kan ikke købes væk. Du graver bare dig selv ned i din egen ensomhed.
Men hvad skal jeg gøre? Hvordan lever man med frygten? Hvordan lader man være at tælle penge, mens man ser prisen på sine piller stige? Hvordan tør man stole på hinanden, når alt virker så usikkert?
Fordi vi altid har gjort det sammen. Hjælp mig med at tro på det igen. Snak med mig. Fortæl, hvad du føler. Lad være at råbe bare tal.
Jeg kiggede på hende. På hendes trætte, gråsprængte ansigt. På håret, hun ikke længere farvede. På rynkerne omkring øjnene. Hun blev også ældre nu. Hun var også bange men hun stak ikke af. Hun blev. Forsøgte, sammen med mig. Men jeg skubbede hende væk. Skubbede den eneste, jeg havde tilbage.
Men hvad skal vi tale om? sagde jeg, færdig af gråd. Om hvordan vi skal spare op til begravelsen? Hvordan første sygdom ruinerer os? Jeg har ikke engang penge til en ordentlig båre.
Hun sukkede:
Ser du? Igen handler det om penge. Og om døden. Men Bent, vi lever stadig. Vi kunne leve, ikke bare eksistere. Vise hinanden omsorg, vise kærlighed.
Jeg kan ikke… hviskede jeg. Jeg ved ikke hvordan.
Vi kan lære det sammen. Men først skal du lukke mig ind. Ikke skjule noget længere. Jeg er din makker. Det har jeg altid været. Vi skal blive ved.
Jeg sad stille. I lommen lå en tohundredkroneseddel, jeg havde taget om morgenen. Bare for en sikkerheds skyld. Nu knugede jeg den, fugtig af sved.
At give slip? At indrømme, at selv nu, mens min hustru græder og pakker sit tøj, kan jeg ikke slippe min vane?
Gerda… begyndte jeg, men gik i stå.
Hvad kunne jeg sige? Jeg forstod jo knap mig selv. Frygten sad stadig fast. Havde ikke sluppet sit tag. Men for første gang så jeg klart, at tabet ikke kom en dag i fremtiden det sker nu. Hver dag mister jeg det, der betyder noget Gerda, Maja, Sebastian. Jeg mister livet, mens jeg prøver at beskytte mig mod døden.
Erkendelsen ramte tungt. Og samtidig følte jeg en udmattelse jeg ville bare lægge mig og aldrig rejse mig igen.
Gerda, sagde jeg. Jeg… Jeg har brug for hjælp. Kan ikke alene. Forstår du? Kan ikke.
Hun så på mig. Noget lyste i hendes øjne. Håb? Lettelse?
Bent, det er begyndelsen. At du siger det. Det er et skridt.
Men hvordan lever jeg videre? Hvordan slipper jeg frygten? Hvordan undgår jeg at tælle hver krone, når jeg ved hvor dyrt alting kan blive? Hvordan stoler vi på hinanden, mens vi begge kæmper?
Vi klarer os, Bent. Vi har et hjem. To pensioner. Det er ikke meget, men vi har da lidt. En datter, der hjælper, når hun kan. Et barnebarn, der elsker os. Mig, der ikke går nogen steder. Vi er ikke fattige. Vi skal nok klare det andet sammen.
Sammen. Ordet hang i luften. Jeg forsøgte at forstå det, mærke det. Men frygten gnavede stadig hvad nu hvis hun også opgav, hvis pengene ikke slog til?
Jeg er bange, sagde jeg bare. Jeg kan ikke. Ikke engang nu. Det er som om, noget i mig er gået i stykker.
Så lad os gå til lægen. Den psykolog, lægen nævnte. Han kan måske hjælpe. Eller bare lytte. Nogle gange hjælper det, at tale ud.
Det koster penge. Psykolog…
Bent! Hun rejste sig næsten. Nu holder du op! Det handler om dit helbred. Vores familie! Er det ikke vigtigere end de penge under madrassen?
Jeg veg tilbage. Hun vidste hvor meget, der var. Hun havde tjekket. Hun havde ventet på, at jeg vågnede.
Så jeg læste, hvordan man holder sammen som pensionist så sådan en artikel på nettet. Læste den aldrig. Tænkte: ‘Det er bare noget pjat.’ Men måske er jeg selv blevet svag. Jeg klarede det ikke.
Du er ikke knækket, Bent. Bare snublet. Det sker for os alle. Det vigtigste er at rejse sig igen.
Jeg tog den sammenkrøllede seddel op af lommen og lagde den mellem os.
Den her. Tog den i morges, bare af vane. Ved ikke engang hvorfor. Så følte jeg mig mere tryg.
Hun så på sedlen, så på mig. Sagde ikke mere, men nikkede.
Behold den, hvis det gør dig tryg. Men lov mig én ting at du prøver. Går til lægen. Taler med mig også om det, der gør ondt. Lover du det?
Jeg så på hende kvinden, der havde delt min seng gennem fyrre år, som havde født og opfostret vores datter, stået op før solopgang for at smøre mad til mig, når jeg skulle ud på pladsen, ventet på mig om natten, holdt ud med mit temperament. Hun havde ikke forladt mig stadig ville hun redde mig fra mig selv.
Jeg lover jeg prøver. Jeg ved ikke, om det lykkes. Men jeg prøver.
Hun smilede. Træt, svagt, men det var en smil. Tog tasken væk.
Jeg tager ingen steder. Vi klarer os. Som altid.
Vi lagde os til at sove. Jeg lå på ryggen, så op i loftet. Gerdas hånd lå på mit bryst, varm og rolig.
Den sammenkrøllede pengeseddel blev i min lomme. Under madrassen lå stadig niogtyve tusind. Jeg vidste, at jeg ville tælle dem igen næste dag. At frygten ikke forsvandt så let. Der ville komme flere sammenstød, svære øjeblikke.
Men lige dér mærkede jeg noget andet. Ikke glæde, ikke ro men måske et lille håb. Som et tændt stearinlys i mørke. Håb om, at jeg ikke var helt alene. At intet var tabt. At jeg kunne begynde at ændre mig bare lidt hvis vi gjorde det sammen.
Jeg trykkede hendes hånd.
Tak, hviskede jeg. Fordi du ikke forlod mig.
Hvor ville jeg gå hen? svarede hun lige så stille.
Og for første gang i månedsvis faldt jeg i søvn, ikke med frygten for næste dag, men med tanken om, at måske, bare måske, blev morgendagen ikke helt så slem. Fordi jeg ikke skulle møde den alene.
