Manden trådte ind ad døren; støvlerne blev ikke taget af, frakken hang stadig på skuldrene, da han udbrød med alvor i stemmen:
Maja! Vi er nødt til at tale sammen. Seriøst.
Allerede da han sagde hendes navn Maja vidste hun, at noget virkelig var galt. Hans øjne, der altid var store, virkede nu næsten komiske, idet han på én udånding fortsatte:
Jeg er forelsket!
Maja tænkte straks: Nå, så er den gal nu har vi også fået midtvejskrisen i huset. Velkommen til Hun betragtede ham for første gang i årevis, måske fem, seks, ja måske hele otte år.
Man siger, at livet løber forbi ens øjne før døden, men for Maja susede hele hendes ægteskab forbi på én gang. De havde mødt hinanden ret almindeligt på nettet. Maja havde fjernet tre år fra sin alder, mens den kommende mand lige lagde tre centimeter til sin højde. Sådan snusfornuftigt og uden de store dikkedarer, opfyldte de, med lidt god vilje, hinandens søgekriterier og fandt hinanden.
Hun huskede ikke længere, hvem der havde skrevet først, men vidste, at han allerede i det første brev havde imponeret hende: ikke en snert af grimhed, blot med selvironi hvilket Maja elskede. Da hun var blevet 33, var hun begyndt at afveje sine muligheder på mandemarkedet ret nøgternt. Hun var ikke helt bagerst, men det føltes lidt sådan. Derfor besluttede hun sig for ikke at oversatse til første date; hun tog lidt bløde briller på, smart undertøj, hjemmebagte småkager i tasken og en bog af Karen Blixen.
Første møde gik overraskende let (det gør meget at klæde sig rigtigt!), og deres romance tog hurtigt fart. Snart var de uadskillelige, og efter et halvt års faste weekendmøder og forældrenes stadigt tydeligere desperation over aldrig at opleve børnebørn friede han til Maja. Begge familier blev hurtigt introduceret; de unge elskende ville bare fejre bryllup i familiekredsen, og brylluppet blev straks arrangeret, før nogen kunne nå at ombestemme sig.
Maja syntes, de levede godt. Hjemmet var som et lunefuldt dansk sommervejr: et jævnt klima uden stormvejr, men med ro og respekt var det ikke dét, der var lykke?
Hendes mand, som den klassiske danske mand, havde hurtigt smidt facaden som den følsomt-romantiske handyman og blev, hvad han var bedst til: en helt almindelig, arbejdsom og pålidelig mande-type i et par hyggelige joggingbukser.
Maja havde, som kvinde, slidt lidt langsommere på sit eget usynlige-intellektuelle-husmor-seksuelle korsæt, men den begyndende graviditet satte fart i processen, så hun kort efter uden mindste fortrydelse slap sit image og trak i den bløde morgenkåbe.
Ingen af dem løb væk eller brugte gensidige undskyldninger for at flytte sig fra hverdagen tværtimod bekræftede det Maja, at ægteskabet var rigtigt, og styrkede hendes tro på deres fællesskab. De klarede hverdagen, to børn kom tæt efter hinanden og udfordrede familiens skib, men skibet gik aldrig ned når stormen havde lagt sig, gled de stille videre på dagligdagens bølger.
Forældrene hjalp, hvor de kunne, de steg langsomt på jobbet, rejste, dyrkede hobbyer sammen, og glemte ikke hinanden; et helt sædvanligt dansk husstandsstatistik-liv.
Nu, efter tolv år sammen, havde han aldrig været hende utro ikke så meget som et lille flirt havde hun fanget, og hun var ellers ikke specielt jaloux; han kunne for så vidt have forsøgt uden dramatik. Maja smilede ved tanken, for ideen om, at hendes mand flirtede, var næsten latterlig.
Han havde forsøgt sig i starten: mislykkede komplimenter, akavede vendinger han erkendte snart, det ikke var ham, og gik over til sit eget mærkelige komplimentsprog: at udvide øjnene så de lignede en ugle.
I alle deres år sammen havde Maja lært at afkode ham efter graden af øjen-opsprætning: fra begejstring og anerkendelse til forvirring over mismod og misforståelse. Nu forestillede hun sig, hvordan han delte komplimenter ud til en mus og dinglede med øjnene det var så grotesk, at hun næsten måtte fnise.
Hun tørrede halsen, smilede nervøst og sagde:
Nå, og hvad hedder så din mus?
Manden fik nu fuldkommen ugleblik, så nervøst på hende og stammede:
Hvad hvordan hvordan kunne du gætte, at jeg er blevet forelsket i en mus?! Nej, seriøst Jeg kunne bare ikke lade være, Maja. Jeg så hende og måtte bare have hende med hjem. Se selv hun er så blød, så sød, så smuk og hun ligner dig.
Ud af jakkelommen trak han en lille, gråbrun mus med lyserøde, gennemsigtige ører og sorte kloge øjne.
Resten hørte Maja slet ikke. Hun så bare sin mand, hans nye ven, deres fælles kram, og for første gang længe var hun lykkelig fra top til tå for han var blevet forelsket i lige netop den mus, der mindede så meget om hende selv.
