Vent gæster!
Nå, hvad siger du så, Mads? Kan du lide den? Ja, jeg tog lige lidt clementiner med. Mon ikke de er friske, selvom de er fra torvet… Nå pyt, Signe rakte posen med frugt til Mads, der mødte hende i entreen, og begyndte at snurre sig rundt foran spejlet. Hendes kjole var kort og sat helt tæt med sølvfarvede pailletter, og det skinnede i regnbuens farver fra lyset, der kom ud fra stuen.
Mads stod tryllebundet og kiggede på hende, slugte en mundfuld, og da Signe rundede endnu et snur, greb han hende og kyssede hende.
Hey, nu ikke krølle kjolen! sagde hun koket, rettede lidt på håret, fandt sine stiletter frem fra tasken og skiftede sko. Nå, hvad er der så på bordet, og hvornår kommer dine forældre? Hvad hed din mor nu igen… undskyld, jeg har glemt det… og…
Hun snakkede og snakkede, mens Mads fulgte efter hende uden at sige så meget. Signe snoede sig hele tiden foran ham som et pendul, hælene klikkede, kjolen glimtede, og han fik virkelig lyst til champagne og ja, hvorfor mon, lidt god gammeldags vingummi.
Mads drak faktisk sjældent, ikke noget vildt, vin nogle gange og i dag champagne. Det var jo trods alt nytår! Men det var en sjælden fornøjelse.
Alkohol er roden til alt ondt! havde Mads far, Viktor Poulsen, altid sagt. Han var viceinstitutleder på læreruddannelsen, kvik og fuld af teorier. Han mente, at snaps og andet spiritus gjorde et rigtigt menneske til en tåbelig version med fjollede grin og wobbelt ben, som en bjørn og at det mest gik ud over den, der havde drukket. At skammen altid kom bagefter, og så kunne man ikke ændre på noget.
Viktor sagde det altid på samme måde, i de samme situationer fx når han gik med lille Mads gennem byen og så en mand sidde på en bænk eller hænge foran pølsevognen med tomme øjne og hule replikker. De folk der, Mads, de skader deres hjerner, de går ned ad trappen, mens vi, min dreng så lagde han armen om Mads og rystede ham blidt vi går altid opad. Kan du mærke det?
Mads nikkede og kastede et hurtigt blik bagud for at se den der dranker, der traskede nedad. Nogle gange var de egentlig ret spændende, men far sagde, de ikke var værdige nok til at blive nærstuderet. Så han vendte sig om igen og spillede med, at han selvfølgelig gik den rigtige vej, og så gik de ind og købte lagkage til kaffen, Napoleonskage, for det elskede hans mor, Antonette Sørensen, især hvis den havde creme og knasende drys. Viktor købte den gerne til hende, glad og stolt over at kunne glæde sin kone.
Og nu, endnu et nytårsknald på vej, Napoleonskagen stod allerede i køleskabet, og en veninde af familien hjalp med bordet. Signe var allerede kommet, snart skulle hun møde Mads forældre. Det var både spændende og ret nervepirrende, for Signe havde det vidste Mads godt mange skævheder. Ikke noget med at være boglig, kan bande lidt, og ja, det værste for «de rigtige» hun var frisør. Bare sådan en ganske almindelig, nede på jorden frisør.
De havde mødt hinanden ved et tilfælde. En af Mads venner skulle klippes, kom ind til Signe, og Mads ventede i stolen ved siden af. De faldt i snak, for hun var slet ikke som de andre, Mads kendte. Hun var snakkende, sagde skøre ting, grinede selv ad dem og kiggede undskyldende på drengene. Signe havde endeløse ben, flot figur. Og come on, Mads var jo en mand! Han havde også krav på lidt!
Men hvad ville far sige? Bliver mor ked af det? Godt spørgsmål. Men Mads havde besluttet sig. Nu skulle det afgøres. Nu!
De skulle giftes, hun skulle flytte ind her i den store, lyse lejlighed på Islands Brygge, hvor der altid havde boet dannede, veluddannede og kreative folk. Nu ejede han den, og han ville invitere Signe ind, lære hende at kende, omfavne hende og ikke give slip undtagen, måske, når han skulle bede hende om kaffe. Hans mor bar altid kaffe ind på sengen til far. Sådan ville Signe nok også gøre! Der var bøger fra gulv til loft, og Signe skulle nok komme igennem dem. Hun siger alligevel op på arbejdet og bliver rigtig. Det skulle hun nok.
Nå, hvad sker der? Mads! Mads! lød Signes stemme fra gangen, men så blev hun stille, da hun opdagede den fremmede midaldrende dame i køkkenet. Kjole, askeblond knold, korte, uklippede negle og hjemmesko.
Godaften, sagde kvinden og så kritisk på Signe. Hvad laver du her? Jeg skal nok selv tage mig af det. Vi har ikke bestilt hjælp udefra.
Mads kom stormende, fumlede med slipset og forklarede, at det var Signe, og at hun skulle fejre nytår sammen med dem at hun var hans… Hans…
Han gik i stå og stirrede på den askeblonde knold.
Vi har kendt hinanden længe. Signe. Skal jeg ikke hjælpe? Åh, helt ærligt, lad mig hakke lidt til salaten… Så…
Signe bandt forklædet om livet, sang lidt af “To små stykker med leverpostej” og gik i gang med pølsen.
Jeg hedder Pauline Rasmussen. Jeg er gode venner og nabo til Mads og hans forældre, sagde kvinden lidt tørt.
Nå, hvor hyggeligt! Mads har aldrig rigtigt præsenteret mig for sine venner jeg troede næsten, han var forældreløs! grinede Signe og smilede. Skal vi ikke tage lidt bobler? Mads, tag nu flasken op!
Pauline rystede på hovedet. Champagne? Nej tak.
Nå, bare glem det, sagde Signe og stillede flasken væk. Må vi så tænde for fjernsynet? Der er sikkert fest på DR nu. Min far og jeg plejede altid at se det og lave salater, synge med, danse lidt, du ved. Dadada-dada-dam! Signe lavede step og grinede.
Pauline løftede det ene øjenbryn. Signe rystede bare på hovedet, hun var nok ikke så pjattet med stepdans.
TVet distraherer, og du kunne også godt lige vaske hænder, før du roder med maden! Mads! råbte hun, kan du hjælpe mig med at tage stellet ud af skabet…
Hun gik ind i den anden stue. Signe tændte radioen og lavede smukke små blomster ud af pølseskiverne. Sådan sner det, sådan sner det… så langt som man kan huske Signe sang virkelig godt hun havde ofte siddet med veninderne på kollegieværelset med guitaren, stearinlys, te i farverige krus, og sneen faldt altid udenfor…
Mads var væk længe, og Signe skulle til at råbe på ham nu skulle Oliviersalat jo laves, ellers nåede den ikke at trække men der kom han endelig, rød i hovedet, slipset stramt, og brillerne gled hele tiden ned ad næsen. Hænderne rystede på ham.
Signe kunne så godt lide, at han var så dannet, sådan lidt boglig fyr med briller. Lidt tør, men i hans selskab voksede hun hun læste alt, han foreslog, gik i gang med engelsk. Kedeligt var det, hun ville hellere på diskotek eller skøjter, men hvis Mads ikke syntes om det, hva så? Hun kunne jo godt finde sig i det! Han var lidt for stiv, men kunne han ikke bare løsne lidt op, ville alt blive bedre!
Nu stod han der. Genert, fumlede, så ud til at ville sige noget.
Nu frier han! tænkte Signe, og hjertet hoppede. Tænk, hvis han frier her på køkkenet, på denne nytårsaften, lige hvor vi bagefter vil lave kage til vores børn! Helt vildt!
Hun rettede kjolen, gemte en hårlok bag øret, fugtede læberne.
Mads, jeg… begyndte hun.
Nej, Signe, lad mig! brød han ind, pludselig beslutsom. Signe, du… du…
Ja?
Du bliver nødt til at gå, sagde han. Han hev brillerne af, tørrede glassene.
Hvad? Signe spærrede øjnene op, allerede ved at åbne champagnen.
Ja, det er bedst sådan. Far og mor skal ikke se dig… sagde han, mens han snakkede til den store træske på væggen. Bare gå, Signe.
Pauline dukkede op i døren.
Mads, jeg forklarer det. Signe, du er sød, men du er kommet ind i det forkerte hjem. Her er folk af en anden baggrund, uddannelse, interesser. Du skal ikke sætte dig selv i den situation…
Hun snakkede videre, mens Mads stod med knyttede næver og lukkede øjnene. Han ville jo op af trappen, og Signe trækkede ham ned… Hun var ikke god nok.
Hvad med hendes figur? De kunne få slanke unger! Hun ser forrygende ud i bikini! Og de nætter, hun nippede ham bag øret Og hun lærte ham at ryge han kunne ikke lide det, men det var slet ikke så slemt! Og i otte klasse blev han drillet som tørvetriller, men med Signe følte han sig sej! Og de har allerede været i seng sammen! Hvordan kan det stoppe nu?
Pauline sagde det hele hurtigt, og da det kom frem, at Signe aldrig havde taget sin eksamen færdig, og var frisør, slog hun bare ud med armene. Ikke meget at diskutere.
Mads? Signe kiggede bedende på ham. Hvad laver du? Du vidste, hvem jeg var, og nu Nu? Mads, det er ikke 1800-tallet, alle er lige og…
Pige, sådan vil det aldrig blive. Undskyld, men det er bedst, du går. Og Mads er enig. Vi dækker dine udgifter til clementinerne, og tag champagnen med. Her drikker vi ikke. Jeg har lavet hjemmelavet saft det er sundere. Undskyld. Mads! Hjælp mig med dåserne vi skal have lavet vintersalat. Forældrene kommer snart!
Mads kastede sig over konservesdåserne, men kunne ikke få dem op. Pauline ledte efter oplukkeren, pufhåret snoede omkring, briller blinkede…
Signe stod stille i sine stiletter, bid tænderne hårdt sammen og gik.
Signe… lød det i opgangen. Forstår du, min fars hjerte, han bliver så nervøs…
Nervøs over hvad? Signe stillede sig med hænderne i siden og på sine hæle var hun en halv hoved højere end ham. Hendes pelslignende frakke kildrede i Mads ansigt.
Pauline synes, jeg ikke skal blande…
Hvad? Koteletter og fluer? Når vi kyssede, var jeg go nok, men din familie det duer ikke, for Pauline har styr på det hele, eller hvad?
Du har misforstået…
Giv mig min champagne tilbage.
Hva?
MIN FLASKE, råbte Signe. Mads rakte hende flasken, hun greb den, som var det en redningskrans. Nu gik hun hurtigt mod gaden.
Langsomt gik Signe mod metroen. Så slog det hende, at veninden Ida, der boede på Nørrebro, måske var hjemme. Hvorfor ikke tage derover? Det var jo længe siden…
Kan jeg så få min pude tilbage! Jeg kan ikke sove på Vikkes! råbte Kasper, og stak foden i døren, da Eva ville smække den. Han håbede stadig, at hun tilgav ham, at de blev gift og han kunne flytte ind med fast adresse og alt. Eva, kom nu! Ja, jeg har været sammen med Vivi, men det var bare krop, sjælen tilhører dig! Og hvordan skal jeg leve hos Vivi? Du har set hendes værelse! Men hos dig…
Eva tørrede tårerne væk og kastede puden ud på trappen, smækkede døren. Slut. Farvel til drømmen, kærligheden, tilliden til mænd.
Eva! Kasper hamrede stadig på døren, så samlede han puden op fra gulvet, nu beskidt og flad. Du kommer til at fortryde! Hvem vil have dig nu? Du rådner op her alene!
Hun havde forstået det. Alt var slut. På hug i entreen begyndte hun at tude.
Nogen hev i dørhåndtaget. Eva greb en paraply, hev døren op.
Jesus, Eva! Du skræmmer én! lød det ude i det gule lys fra opgangen. Hvorfor sidder du her i mørket?
Undskyld, tante Vera… Det er bare… Jeg har smidt Kasper ud. Han har svigtet mig, nu er alt slut
Nå! Så det var det, der larmede. Har du pyntet juletræet, min egen? Det står der, ensomt, helt upyntet. Du må tage dig sammen! Hvorfor ikke? Smid skraldet ud, jeg taler om Kasper! Vera løftede Eva væk fra dørtærsklen, trådte af skoene og gik ind, tændte for lyset.
Lad nu være, tante Vera. Hvorfor? Kasper og jeg skulle jo fejre nytår, men han… Eva skyndte sig ud i stuen og krummede sig sammen i en stol.
Ja, ja. Når der sidder et par ben ved siden af, så er det liv, men alene er det ingenting? Jeg har været alene i årevis. Siden min mand døde. Men jeg har alligevel juletræ, mad og lidt gaver klar bare småting, men alligevel!
Hvorfor? Tag ud til familien du har jo nogen!
De bor langt væk. Og jeg skal alligevel på arbejde den 2. Det er rart hjemme, og som man siger: Dæk bordet, så skal der nok komme gæster! Naboer, venner. Gør dig klar, tag dig sammen, kom nu! Jeg stikker snart af.
Vera klappede Eva på skulderen og gik ud. Eva hørte døren smække, noget faldt i entreen, Vera hilste på nogen, sagde et eller andet, men Eva var ligeglad hendes verden var gået i stykker.
Så pludselig hørte hun klikkende hæle, et hulk ind i øret, og et pelsfrakke dumpede ned på armlænet. Det duftede af parfume, frost og champagne, og græd med en kendt stemme.
Hvem… hvad…? Eva fór sammen.
Det er bare mig… sagde pelsen. Kan du ikke kende mig?
Hvem?!
Eva tændte lyset og der sad Signe.
Mads har smidt mig ud! Kan du forstå det? Fordi jeg ikke passede ind i familien. Har spildt min tid, læst hans dumme bøger, og nu… For ingenting! Signe bankede i sit knæ. Ja, jeg har drukket lidt, hun løftede flasken. Vil du have? Der er lidt tilbage…
Eva rystede nej.
Nej tak. Hvordan kom du egentlig ind, Signe? spurgte hun.
Døren var åben… Mine ben førte mig bare hertil… bøvs… Åh… Eva, har du noget mad? Jeg er både sulten og fuld, hele min verden snurrer.
Eva rejste sig. Hvornår så de hinanden sidst? Tre år? De var engang veninder, lavede fis, læste op, bagte småkager… og så gled de fra hinanden. Signe droppede ud, Eva fortsatte.
Eva! råbte Signe. Du har jo ikke så meget som et kiks i køleren!
Hvad? Så må vi grave musegrav… Men, hvor?
Eva begyndte at græde igen ved synet af Kaspers efterladte trøje i vindueskarmen. Sne over det hele, koldt… Mus…
Hvem skal begraves? Er du okay? Helt ærligt, Eva! Jeg sagde bare, der er tomt i køleskabet! Nå, og pludselig råbte Signe kampklar. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men vi sulter altså ikke på nytårsaften. Jeg ved, hvor du handler. Vil du have vin eller øl? Signe fløj gennem entreen. Nå, det bestemmer jeg. Eva, find pynten frem og gør juletræet klar! Jeg er hurtig!
Eva sukkede. Hun og Kasper skulle jo have pyntet sammen, handlet sammen Aldrig havde hun haft så forfærdelig nytår. Aldrig!
Hun ærgrede sig, men pludseligt stod hun med kassen med juletræ og pynt.
Skal jeg hjælpe? spurgte tante Vera. Kom så! Også kuglerne! styrede hun, hjalp Eva ned af stigen, åbnede kassen, rodede med grene og instruktion. Hvem kan læse det her hieroglyf-sprog?
Jeg gør det selv… Sådan skal det samles, se… Eva satte grene på. Han ville bare bo her. Hos Vivi er der kun et værelse. Jeg var så dum at stole på ham…
Vi stoler alle på de forkerte! Jeg stolede sådan på min Vagn. Men han døde! Giv mig nu kuglerne. Du har da et flot udvalg, Eva.
De pyntede træet først på gulvet, så fik de det slæbt på plads, gik i gang med lyskæden. Eva viklede sig fuldstændigt ind, stod stille med frygt for at rive ledningen over. Vera satte stikket i og straks blinkede Eva i lyskæde fra top til tå.
Se nu lige, Eva! Du er så køn, men kom nu af med den lyskæde og gør dig færdig, hurtigere!
Hvad da?
Festen, Eva! Den starter snart. Find din pæneste kjole! Det flotteste!
Signe vendte tilbage med tasker, glasset klirrede.
Hvem har dog opfundet høje hæle?! Eva, pak varerne ud! Hvor er det smukt, træet, det husker jeg! Vera, min respekt! Nu går vi ind på Strøgets gader… Signe sang med sin ru stemme, tyrede benene ud i nylon strømper, gyngede rundt i stuen.
Vera klappede, greb et lommetørklæde, og lavede Hopsa Svensk. Deres sang flød sammen, med Signe i bas og Vera i diskant men så blev de væltet af, at en mand med skæg, pelshue og lammeskindsjakke stod i døren.
Undskyld, damer, må vi låne stole? Vi er mange oppe hos os, og jeres dans er bedre end alt i TV! Vil I ikke komme med? Vi har snacks og vin og det hele! Han blinkede, men blegnede under Veras blik. Nå undskyld, må vi?
Nej, brølede Signe, rasende på alle mænd.
Tag dem bare, vi får sikkert også gæster, sukkede Vera.
Må I have et skøn nytår! råbte manden og forsvandt.
Damer, siger han! Tror han, vi hopper på lidt pasta og kanapéer?! Glem det! snerrrede Signe. Nå, Eva, tænd fjernsynet, jeg går i køkkenet. Må jeg komme til?
Et ja kom inde fra stuen. Eva sad prøvede at lægge lidt ekstra makeup, men tårerne væltede stadig frem: Hvordan kunne han gøre det?
Til sidst sneg hun sig ud i køkkenet.
Vi når ikke at bage, men jeg har mad med, og salat kan vi sagtens klare! Signe du er praktisk! Mads skal du lade bag dig! Han troede, du kunne hæve ham, men det kunne du ikke. Han kunne ikke slippe fri. Men vent og se, du får din nytårsl lykkedag endnu! Hele året ligger åbent.
Signe hakkede dild så det sprøjtede. Køkkenet duftede, og bordet i stuen fyldtes med hurtige retter. Vera kom ind med sin Oliviersalat.
Vera, så meget! Til dig selv?
Nej, der kommer altid nogen. Tro mig! sagde Vera.
Tøv, tyggede Signe på persillen. Jeg vil giftes med en polarfarer. Sådan en solbrændt én med skæg. Det er romantik. Nordlyset udenfor, bjørnene på isen…
Eva smilede, for Signe var evig drømmer, forelskede sig hurtigt, græd over dem, skrev breve og fandt sig et nyt idol. Men polarfarer, det var nyt.
Hvem vil du have, Eva? spurgte Vera.
Mig? En skraldemand! Ja, hvorfor ikke. Det sker jo ikke.
Hvis du vil… Vera trak på skuldrene. Jeg går hjem, nu taler dronningen.
Men bliv dog, hvorfor alene? spurgte Eva.
Nej, jeg vil være på mit eget køkken som jeg var med Vagn. Godt nytår, tøser! Vera lukkede døren bag sig.
Eva og Signe så på hinanden.
Hvor er min mobil? Nu ringer alle snart! skreg Eva og ledte. Mine forældre er i sommerhus nu, de gav os denne her lejlighed, og så… Kasper svigtede mig… Mormor er i Sydfrankrig… Alle ringer… Hvor er min mobil?!
Ikke set den. Min ligger her. Måske i gangen? Nå, Eva, kom! TVet starter!
På TVet kom Amalienborg, uret, så dronningens tale.
De stod tyste. Hvor mange gange havde de ikke stået med venner og familie og lyttet til nytårstale? Først med familien, så vennerne, så kollegieværelset altid var der nogen. Glasset klirrer, troen på det gode er altid størst nytårsaften.
Nu stod de to sammen, Signe og Eva, på tærsklen til et nyt år med knuste hjerter.
Uret slog 12, nationalsangen lød, Signe stødte sit glas mod Evas, men så så de, at der stod en mand i døren til køkkenet. Striktrøje med rensdyr, nissehue, pose i hånden, sne på bukserne, dryppende på gulvet.
Signe gispede, Eva nikkede forvirret.
Godt nytår… undskyld, jeg kommer lidt tidligere er det familien Andresen her? spurgte manden forsigtigt. Signe rakte ham et glas.
Nej, det er Nielsen. Men skidt med det, godt nytår! sagde hun. De skålede og spiste et stykke med laks.
Tak, men… begyndte gæsten igen.
Andresen bor ovenpå, sagde Eva. Hvem er du?
Mig? Jeg er Polarforsker. Victor. Har medbragt gaver. Men tog forkert etage…
Hvem? hostede Signe.
Polarforsker.
Og hvad er i posen? spurgte hun.
Øh, fisk fra Grønland, sagde han.
Signe, stak hun hånden frem. Er du virkelig polarforsker?!
Han kiggede forvirret, så lo han og slap sækken med fisk på gulvet.
Nej da! Det er bare mit navn, Polarforsker. Jeg er nevø til jeres naboer. Men hey, vil I med ud og se fyrværkeri? Jeg henter lige de andre, så går vi alle sammen ud!
Signe tænkte, men nikkede, da Eva smilede.
Okay! Men bare så du ved det, vi er ikke hvem som helst!
Det tænker jeg heller ikke. Klæd jer varmt på, jeg er snart tilbage!
Victor løb, Eva og Signe trak støvler og jakke på.
Hvis han glemte det så klarer vi os bare selv, sagde Eva.
Så går vi en tur, og bagefter te og kage, okay?
Okaaay…
Udenfor føg sneen, fyrværkeri lynede, folk råbte Godt nytår, kastede snebolde og grinede.
Signes mobil ringede.
Mads? Jeg vil ikke snakke med dig! råbte Signe.
Signe… tillykke… undskyld for før… Men det er bedst på den måde… Signe, jeg har en gave, kan vi…
Undskyld, Mads. Jeg har travlt. I aften, i morgen altid. Jeg holder nytår med Eva og en vaskeægte polarforsker. Det er det!
Signe! men hun lagde på. Det var virkelig slut.
Eva trippede, så landede en snebold på hendes skulder. Hun vendte sig en ung fyr uden hue, i skibukser, stod og fnes.
Undskyld! Det var ikke meningen!
Ved hans fødder lå en rød børneskovl, en lille dreng løb over, slog ham, lo og faldt i sneen. Fyren smed sig ned, men rejste sig hurtigt og gik hen til Eva.
Virkelig, undskyld… Godt nytår! smilede han.
I lige måde. Er du skraldemand? Signe blinkede og pegede på skovlen.
Mig? Nej, det er min bror Slavs. Jeg hedder Frederik, sagde fyren og smilede.
Eva og Signe udvekslede blikke. Victor kom tilbage, rakte dem bengalske lys.
Godt nytår, ik’? Skal vi ikke lave en snemand?
De tændte stjernekastere, lavede snemand, væltede rundt i sneen, mens Vera kiggede ud og smilede.
Alt det dårlige blev ladt i det gamle år, det nye ville kun bringe lykke…
Frederik og Victor fulgte pigerne hjem, drak te og spiste kage. Frederik løb hurtigt med Slavs hjem, og kom igen med chokolade.
Fra vores bord til jeres! Eva, kan du spille guitar? spurgte han.
Hun kan! svarede Signe.
Hvis det ikke er for meget, vil du så ikke synge? bad Frederik.
Eva rødmede, nikkede.
Med bløde toner sang hun:
I vinduet tændes et lys, jeg venter dig i aften, ved grænsen mellem alt der starter
Hun kiggede ud på sneen, der faldt blidt udenfor. Ikke længere stikkende, ikke tæt eller hård, men stille og dansende.
Pas på lyset, hold det varmt, i mine bittersøde sange er der plads til dig… sang Eva, mens Vera lyttede i døråbningen.
Vera nikkede taktfast, Victor skænkede te.
Lyset fra stearinlyset i vindueskarmen flakkede varmt og levende. Uanset hvem du er, omfavner det dig. Det jager mørke væk og peger mod lykke. Derfor elsker vi vel stearinlys i Danmark…
Udenfor kiggede to mænd på lyset. Den ene klemte en pude under armen, den anden en rød gaveæske med bånd.
De blev stående. Ham med puden tændte en smøg. Den anden trak vejret dybt, indsnusede røgen, og så gik de hver til sit, den ene op ad trappen til sig selv den anden mod et værelse i Brønshøj til Vivi. Held og lykke!
