Min mormor var ikke klar til at blive oldemor – hendes ord ramte mig dybt og gjorde mig meget ked af det Min mormor brugte aldrig tid, penge eller kærlighed på mig. Jeg var ikke hendes eneste barnebarn, men den eneste, der boede tæt på – i samme by, i nabokvarteret – så vi sås og talte ofte sammen. Mormor var min gode ven og fortrolige, og hun elskede, når jeg fortalte om mine interesser, hobbyer og venner. Hun støttede endda mit første forhold mere end min mor. Hun var tooghalvfjerds, og jeg var fireogtyve, da jeg blev gift og fandt ud af, at jeg ventede et barn. Selvom mormor ofte var lidt pessimistisk og sagde, hun var gammel og sikkert ikke havde lang tid igen, var jeg sikker på, hun ville leve længe endnu. Hun var aktiv og havde det for det meste godt. Derfor troede jeg, hun ville blive meget glad for at få et oldebarn – endnu en chance for at forkæle et lille barn, som hun havde gjort for mange år siden. Men min mormor var ikke lykkelig. Hun spurgte mig, hvorfor jeg som så ung ville have et barn. – Tror du, jeg skal passe det barn? Jeg har allerede det ene ben i graven, jeg har aldrig meldt mig som babysitter! Og din mor arbejder jo stadig. Hvordan har du tænkt dig, det skal gå? Hvem skal opdrage det barn? Jeg forventede ikke, hun skulle gøre noget for mig, bare at hun viste lidt basisomsorg. Min mand siger, at det bare kom bag på min mormor, og derfor blev hun forvirret, men hendes ord sårede mig virkelig dybt. Det føltes, som om jeg havde begået en fejl eller fortalt hende det hele, da jeg var seksten år. Jeg er jo voksen, selvstændig, gift og helt klar til et barn. Hvor ligger problemet? Er det svært for hende at acceptere, at hun nu bliver oldemor?

Min farmor var ikke klar til at blive oldemor, og hendes ord ramte mig meget hårdt

Min farmor har egentlig aldrig brugt tid, penge eller kærlighed på mig. Jeg er ikke hendes eneste barnebarn, men jeg var den ene, der boede tættest på vi boede begge i Aarhus, bare i hver sin bydel, så vi sås ofte og talte meget sammen. Farmor har altid været en god ven og rådgiver for mig. Hun har været rigtig glad, når jeg fortalte hende om mine interesser, fritidsaktiviteter og veninder. Hun støttede endda mit første forhold mere end min egen mor gjorde.

Farmor var tooghalvfjerds, og jeg var fireogtyve, da jeg blev gift og fandt ud af, at jeg ventede mig. Selvom hun indimellem kunne være lidt sortsynet og minde mig om, at hun ikke var ung længere, at man ved jo aldrig, hvor længe man har, var jeg overbevist om, at hun stadig har mange år tilbage. Hun er nemlig meget aktiv og har det godt det meste af tiden. Derfor regnede jeg med, at hun ville blive ellevild ved tanken om at få et oldebarn få lov at forkæle endnu et lille menneske, som hun gjorde med mig for mange år siden. Men farmor blev slet ikke glad.

Hun spurgte mig, hvorfor jeg dog ville have et barn allerede.

Tror du, at jeg skal passe det barn? Jeg har allerede det ene ben i graven, jeg har altså ikke meldt mig som barnepige! Og din mor arbejder jo stadig. Hvordan havde du egentlig tænkt dig, det hele skulle fungere? Hvem skal opdrage det barn?

Jeg har aldrig krævet noget af hende, jeg havde bare håbet på lidt støtte og omsorg.

Min mand siger, at det hele kom bag på farmor, og at hun blev overvældet, men hun ramte mig virkelig med sine ord, uden måske at ville det. Det føltes som om, hun troede, jeg bad hende om noget umuligt, eller som om jeg var seksten og kom med sådan en nyhed! Jeg er jo voksen nu selvstændig, gift og helt klar til et barn. Hvorfor kan hun så ikke acceptere, at hun skal være oldemor? Er det for svært for hende at forholde sig til?