Jeg giftede mig med en kvinde med tre børn, da ingen ville hjælpe dem – sådan fandt vi kærligheden i 70’ernes Danmark

Jeg giftede mig med en kvinde med tre børn da ingen andre hjalp dem
I 1970erne giftede jeg mig med en kvinde, der havde tre børn og stod fuldstændig alene uden nogen form for hjælp.
«Er du seriøs, Anders? Du vil gifte dig med en kasseekspedient, der har tre unger? Er du gået helt fra forstanden?» lo Villy, min værelseskammerat fra kollegiet, og klappede mig på skulderen.
«Hvad så? Hvad er der nu galt med det?» Svarede jeg, mens jeg loddede ved mit armbåndsur, som jeg havde skilt ad med en lommekniv, uden rigtigt at løfte blikket.
Dengang i 70erne gik dagene roligt i vores lille by uden det store kapløb. For mig, en 30-årig enlig mand, var tilværelsen et kredsløb mellem fabrikken og min seng på kollegiet. Efter uddannelsen var det som om livet bare gentog sig: arbejde, et slag skak, fjernsyn og kun sjældent en kop kaffe med en ven.
Nogle gange, når jeg kiggede ud ad vinduet og så børnene på legepladsen, fik jeg en pust af gamle drømme om at have familie. Men hurtigt mindede jeg mig selv om, at det ikke var mulig, når nu jeg boede på et kollegieværelse.
Alt ændrede sig en regnfuld oktoberaften. Jeg gik ned i Brugsen for at købe brød. Ligesom de fleste gange, tænkte jeg, at jeg bare skulle tage det første og bedste. Men denne gang stod hun bag kassen Helle. Tidligere havde jeg ikke lagt mærke til hende, men den aften blev jeg fanget. Trætte, men varme øjne med et glimt af noget lyst i dybden.
«Rugbrød eller franskbrød?» spurgte hun og sendte mig et diskret smil.
«Franskbrød » svarede jeg, nærmest stammende og forfjamsket.
«Lige fra bageren, det er stadig lunt,» sagde hun og pakkede det hurtigt ind til mig.
Da vores hænder rørte ved hinanden, føltes det som om noget klikkede på plads. Jeg rodede klodset i lommen for at finde småpenge, mens jeg i smug betragtede hende: En almindelig kvinde, i arbejdstøj, lige over de tredive. Tydeligt træt, men alligevel med en livsgnist bag facaden.
Nogle dage senere så jeg hende på busstoppestedet. Helle slæbte på et par tunge poser, mens tre børn flokkedes omkring hende. Den ældste, Mads på fjorten, bar tappert en overfyldt indkøbspose, pigen holdt den mindste, Malthe, i hånden.
«Må jeg hjælpe?» tilbød jeg, mens jeg rakte ud efter posen.
«Nej nej, det er ikke nødvendigt » svarede hun, men jeg havde allerede fået fat og begyndte at læsse tingene ind i bussen.
«Mor, hvem er ham manden?» spurgte den lille direkte.
«Shhh, Malthe,» sagde storesøsteren.
Det viste sig, at de boede tæt ved min fabrik, i et ældre lejlighedskompleks. Den ældste hed altså Mads, så var der Mille, og så lille Malthe. Helles mand var død for nogle år siden siden da havde hun passet alt alene.
«Vi klarer os det må vi jo,» sagde hun med et træt smil.
Den nat lå jeg længe og stirrede i mørket. Jeg kunne ikke få hendes øjne eller Malthes stemme ud af mit hoved. Et sted inden i mig voksede en følelse frem, som jeg troede, jeg havde mistet som om en eller anden vigtig forandring stod foran mig.
Efter den aften begyndte jeg at komme mere forbi Brugsen. Købte mælk, småkager, eller bare kiggede ind. Fyrene på fabrikken begyndte til sidst at drille mig.
«Anders, hvad laver du? Tre gange om dagen i Brugsen du må da være vild med hende!» lo Poul, min forman.
«Det handler om friske varer,» sagde jeg og trak på smilebåndet.
I dag sidder jeg sammen med Helle i vores nye lejlighed, og vi lytter til børnenes latter ude i køkkenet. Nu ved jeg, at den familie, vi har skabt, er den største gave, jeg nogensinde har fået i livet.