Jeg vil også bare gerne blive lykkelig
Tak for støtten, for likes, for jeres omsorg og kommentarer til mine fortællinger, og et kæmpe tak til alle jer, der har doneret, fra mig og mine fem kattevenner.
Del endelig de historier, I synes om, på sociale medier det glæder også forfatterens hjerte!
En kvinde i begyndelsen af fyrrerne havde helt mistet lysten til livet.
Hun arbejdede som jordemoder på Fødeafdelingen på Rigshospitalet, og arbejdet var det eneste, der stadig kunne bringe et lille smil frem. Hun boede alene.
Hendes mand var død under tjeneste han var politibetjent. De nåede kun at være sammen i to år, og hendes søn blev født tre måneder efter hans død. Hun havde opdraget sønnen alene; nu var han for længst voksen, gift og bosat i Odense med sit eget liv og alt gik godt for ham.
Gustav kom af og til hjem til sin mor i København, ringede ofte men alligevel var hun meget alene.
Kollegaerne på hospitalet misundte hende, at hun kun havde sig selv at tænke på, men Liv bøvlede med ensomheden. Veninderne brugte frokostpausen på at tale om deres mænd, børn, hverdagsproblemer og glæder.
Liv havde ikke noget at bidrage med alt føltes tomt, og hjemmet trak ikke.
Hun sad lyttende til de andres snak, nikkede indimellem, nogle gange forskrækket over deres historier, men i bunden af sit hjerte kunne hun mærke misundelsen.
Hun fandt ikke glæde i sin frie tilværelse.
Hun bar stadig på mindet om sin mand hans øjne, der var fulde af kærlighed, hans hænder. Den korte, unge kærlighed, der blev flået væk fra hende, havde efterladt en blødende, uhelet flænge.
Kun på arbejdet mærkede hun livet.
For få dage siden tog hun imod et barn fra en ganske ung pige. Pigen fødte en dejlig lille pige, men den unge mor kunne ikke glæde sig hun lå med ansigtet mod væggen og svarede ikke.
Godmorgen, mor, sagde Liv, som hun plejede at kalde de lykkelige, nybagte mødre. Men ordene fik pigen til at krympe sig, og hun svarede hårdt, uden at åbne øjnene:
Gå væk, vi har ikke noget at snakke om. Du spilder bare din tid. Jeg sagde jo, jeg ikke vil have dette barn. Jeg har ikke tænkt mig at tage den med hjem jeg har helt andre planer…
Liv forsøgte at sige mere, men pigen vendte sig væk og sagde ikke et ord mere.
Liv gik slukøret ud af stuen. Vagtsygeplejersken, Cecilie, trak på skuldrene og pegede diskret mod moderens dør.
Vi havde også sådan én engang. Forsøgte at stjæle en mand fra en anden kvinde, troede han havde penge, men det havde han ikke. Så ville hun ikke have barnet sådanne er der også.
Liv havde gennem sine tyve år på hospitalet oplevet flere lignende sager, men normalt brød pigerne sammen og endte som regel med at tage imod barnet.
Men denne her hun virkede urokkelig.
Liv forstod ikke helt hvorfor, men hun gik derind for at se den lille, afviste pige.
I døren stødte hun næsten ind i børnelægen, Konstantin Lauritsen. Alt var stille, babyerne havde lige fået mad og sov trygt.
Hun gik varsomt hen til den lille pige og pludselig åbnede barnet øjnene og så lige op på Liv.
Liv stod stille, bange for at vække de sovende børn men den lille så roligt og alvorligt på hende, som om hun vidste noget, ingen andre vidste.
Dygtig pige…
Hun blev overrasket, da Konstantin kom stille hen til hende.
Sygeplejerskerne på personalestuen havde gættet på, at Konstantin havde et godt øje til Liv, men Liv havde aldrig følt det samme han var en god læge, men mere var der ikke i det.
Hun er sød, vær du bare rolig, sagde Konstantin, mens han blidt strøg babyen over hovedet og sendte Liv et mærkeligt, spørgende blik, der gjorde hende forlegen.
Fra den dag kom Liv næsten dagligt i børneafdelingen.
Det føltes, som om pigen begyndte at kende hende, og måden hun så på Liv åbnede endelig en sprække til varme og glæde i hendes sind.
Hvad render du altid i børneafdelingen for? drillede kollegaerne. Er det for den søde læges skyld?
Nej, hun går ind til den lille afviste hvert gang…
Nå, vil du adoptere hende eller hvad? Moderen underskrev papiret om afgivelse i går og rejste hjem.
Du skal passe på, du bliver alt for glad for hende, og snart bliver hun jo bortadopteret…
Adoptere hende det ord var begyndt at spire i Livs hjerte uden at hun havde opdaget det. Da nogen endelig sagde det højt, fik hun øjeblikkeligt lyst til at tage det skridt.
Hun havde ikke lang tid. Afviste børn var kun en måned på fødegangen, derefter kom de til spædbørnshjemmet, måske endda til en anden by, og nogen kunne hurtigt tage barnet til sig.
Liv blev bange hun søgte med det samme om adoption. Hun opfyldte alle krav, men som enlig adoptant havde hun ikke de bedste chancer.
Pludselig dukkede en dristig tanke op i hende.
Hun vidste, Konstantin kunne lide hende. Hun vidste også, at han boede til leje uden for byen, og brugte to timer hver vej på arbejde.
Hun havde brug for en mand bare midlertidigt. Derefter kunne de jo blive skilt.
Konstantin, jeg har et forslag: vil du leje et værelse hos mig det er tættere på arbejdet? spurgte Liv samme dag.
Men jeg har en betingelse: vil du gifte dig med mig, bare for en periode? Jeg vil adoptere den lille pige, men de vil helst give hende til et par jeg er bange for, at jeg ikke får hende som enlig.
Det var ikke ventet, men… jeg siger ja, sagde Konstantin og smilede drilsk.
Han trådte pludselig nærmere, så kyssede han hende blidt.
Liv blev så overrasket, at hun frøs og en kollega smuttede forbi på gangen. Nu ville snakken gå!
Det er bare for at gøre det overbevisende for de andre, forklarede Konstantin hurtigt, og Liv vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Sent på aftenen, mens hun lå i sengen, tænkte Liv med varme på sin lille pige og også på Konstantins uventede kys, selvom hun var lidt flov over, at hun syntes, det havde været dejligt.
Registreringen gik hurtigt, og brylluppet fejrede de med kollegerne på afdelingen. Alle var glade for deres skyld, og alle vidste nu også, at Liv og Konstantin havde søgt om at adoptere den lille pige.
Nu var Liv gift igen, og pludselig havde hun en datter at tage sig af. Der var ikke længere tid til at være trist.
Hendes Konstantin hendes Kåre var både ordentlig og godhjertet. Det havde hun altid vidst. Men nu var hun begyndt virkelig at føle kærlighed.
Hun havde lyst til at leve igen, til at opdrage deres datter og nyde livet og elske, elske denne mand, hun selv havde bedt om hans hånd.
Kåre, lille Ene og Liv en familie.
Liv havde sådan ønsket at blive lykkelig og det var hun blevet, mere ægte end nogensinde før.







