Jeg vil også gerne være lykkelig Tusind tak for jeres støtte, for likes, jeres engagement og kommentarer til mine fortællinger, abonnementer – og en KÆMPE tak fra mig og mine fem katte for alle donationer! Del gerne de fortællinger, I kan lide, på sociale medier – det varmer også forfatterens hjerte! En ung kvinde lige over fyrre havde fuldstændig mistet interessen for livet. Hun arbejdede som jordemoder på Rigshospitalet, og jobbet var det eneste, der stadig kunne glæde hende – hun boede helt alene. Hendes mand omkom under tjeneste – han var betjent. De nåede kun at være gift i to år, og sønnen blev født tre måneder efter hans død. Hun opfostrede sønnen alene, men nu er han voksen, gift, bor og arbejder i Aarhus, har sit eget liv og det hele går godt. Glebs danske navnependant, Nikolaj, kommer sommetider på et kort visit til sin mor, ringer tit, men hun er stadig alene… Veninderne på jobbet var misundelige på hende – hun levede for sig selv, men for Lise var ensomheden en tung byrde. De andre kunne fortælle om deres familier, deres bekymringer og glæder i frokostpausen. Hun havde ikke meget at byde ind med – kun tomhed, det var ikke engang rart at gå hjem… Lise lyttede til de andres historier, nikkede, undskyldte sig indvendigt med, at hun jo misundte dem. Livets frihed glædede hende ikke længere. Hun savnede stadig sin mand – de forelskede øjne, hans hænder… Den korte, unge, pludseligt afbrudte kærlighed havde efterladt et ar i sjælen, som aldrig ville hele. Kun på arbejdet mærkede hun livets fylde. Forleden tog hun imod et lille spædbarn fra en meget ung pige. Det var en yndig lille pige, men moren, helt ung og selv næsten et barn, glædede sig slet ikke. Hun lå med ryggen til og sagde ingenting. – Godmorgen, mor, sagde Lise bevidst, som de plejede at kalde nybagte, glade mødre, men pigen krummede sig blot sammen og svarede, uden at åbne øjnene: – Gå væk, vi har intet at tale om. Jeg sagde jo, jeg ikke ville have det barn. Jeg vil ikke se hende og jeg henter hende ikke. Jeg har helt andre planer… Lise prøvede at sige noget mere, men pigen vendte sig bare om og sagde ikke en lyd mere. Da Lise forlod stuen, mødte hun blikket fra den vagthavende sygeplejerske, som bare trak på skuldrene, smilede og signalerede i retning af den unge mor: – Vi havde en engang, der ville løbe med en gift mand, fordi hun troede, han havde penge – men han var fattig. Så ville hun heller ikke have barnet. Sådan nogen har vi også. Lise havde også mødt lignende sager, for snart havde hun arbejdet som jordemoder i 20 år. Men oftest endte mødrene trods alt med at tage deres barn med sig – denne gang, var det anderledes. Lise vidste ikke helt hvorfor – men hun måtte hen for at se den forladte pige. Hun mødte næsten overlægen, Kristian, i døren til børneafdelingen. Det var roligt derinde, babyerne havde spist og sov sødt. Lise gik hen til den lille nyfødte, som ingen ville have, og netop som hun stod der, slog babyen øjnene op og så på hende. Lise stod helt stille – hun måtte ikke vække de andre. Babyen kiggede dybt og vist på hende… næsten voksent. – Det var da en fin lille pige… Kristian kom stille nærmere og smilede… I pauserne havde kollegerne nogle gange blandet sig og insinueret, at Kristian var lun på Lise. Hun svarede bare med et venligt smil. Kristian var en rar læge, men mere var der ikke i det. – Hvor er hun sød. Du kan bare tage det roligt, sagde Kristian og klappede pigen kærligt, men så på Lise med et mærkeligt blik, der gjorde hende nervøs… Efter den dag kom Lise næsten dagligt på børneafdelingen. Hun syntes allerede, at den lille pige begyndte at genkende hende – måden hun så på hende på mindede Lise om følelser, hun troede var væk. – Hvorfor løber du altid ud i børneafdelingen? spurgte de nysgerrige kolleger – Er det for Kristians skyld? – Nej, hun er der for den lille pige, den forladte… – Mener du, du vil tage hende til dig? Barnets mor skrev under på afkaldet i går, nu er hun væk… Det var nok den tanke, der ubevidst var begyndt at varme Lises hjerte. Der var ikke meget tid – forladte børn blev kun en måned på hospitalet, så gik turen til børnehjemmet. Måske ville hun endda ende i en anden by, eller blive adopteret af andre. Lise fik hastigt sendt ansøgningen om adoption. Hun opfyldte alle krav, men det trak til ægtepar. Et modigt indfald slog ned i hende. Hun vidste jo, at Kristian kunne lide hende. Og han lejede et værelse lidt udenfor byen, skulle pendle næsten tre timer om dagen. Hun manglede i grunden bare en mand – så kunne de jo skilles bagefter… – Kristian, jeg har et forslag. Vil du leje et værelse hos mig tæt på jobbet? Og… kunne du midlertidigt måske gifte dig med mig? Jeg vil adoptere den lille pige, men jeg tror ikke, de lader mig få hende alene. – Det er et meget uventet forslag, men… jeg siger ja, svarede Kristian og så på hende med et antydende smil. Så gik han tættere på – og kyssede Lise blidt. Hun blev overrasket og flov – og der kom jo nogen forbi, nu ville snakken gå… – Det er kun for, at ingen skal fatte mistanke, forklarede Kristian, og Lise havde intet at indvende. Senere, da hun lå i sengen om aftenen, tænkte hun kærligt på den lille pige, som hun næsten allerede regnede for sin. Og også på Kristians varme kys – og selv om hun knap turde indrømme det, kunne hun godt lide det… Vielsen gik hurtigt, brylluppet blev fejret på fødegangen med kollegerne. Alle var glade på Lises og Kristians vegne, for de vidste jo, at de havde søgt om adoption sammen… Nu er Lise gift kvinde, de har en lille datter og dagene flyver afsted. Hendes Kristian er et godt og kærligt menneske, det har hun altid vidst. Men nu vågnede kærligheden for alvor i hendes sjæl. Nu havde hun lyst til livet igen, til at opfostre sin lille datter, til at elske – elsker den mand, hun selv havde friet til. Kristian, Marie og Lise – en familie Lise ønskede sig så brændende at blive lykkelig, at det… lykkedes. Sådan rigtigt, helt ind i hjertet!

Jeg vil også bare gerne blive lykkelig

Tak for støtten, for likes, for jeres omsorg og kommentarer til mine fortællinger, og et kæmpe tak til alle jer, der har doneret, fra mig og mine fem kattevenner.

Del endelig de historier, I synes om, på sociale medier det glæder også forfatterens hjerte!

En kvinde i begyndelsen af fyrrerne havde helt mistet lysten til livet.

Hun arbejdede som jordemoder på Fødeafdelingen på Rigshospitalet, og arbejdet var det eneste, der stadig kunne bringe et lille smil frem. Hun boede alene.

Hendes mand var død under tjeneste han var politibetjent. De nåede kun at være sammen i to år, og hendes søn blev født tre måneder efter hans død. Hun havde opdraget sønnen alene; nu var han for længst voksen, gift og bosat i Odense med sit eget liv og alt gik godt for ham.

Gustav kom af og til hjem til sin mor i København, ringede ofte men alligevel var hun meget alene.

Kollegaerne på hospitalet misundte hende, at hun kun havde sig selv at tænke på, men Liv bøvlede med ensomheden. Veninderne brugte frokostpausen på at tale om deres mænd, børn, hverdagsproblemer og glæder.

Liv havde ikke noget at bidrage med alt føltes tomt, og hjemmet trak ikke.

Hun sad lyttende til de andres snak, nikkede indimellem, nogle gange forskrækket over deres historier, men i bunden af sit hjerte kunne hun mærke misundelsen.

Hun fandt ikke glæde i sin frie tilværelse.

Hun bar stadig på mindet om sin mand hans øjne, der var fulde af kærlighed, hans hænder. Den korte, unge kærlighed, der blev flået væk fra hende, havde efterladt en blødende, uhelet flænge.

Kun på arbejdet mærkede hun livet.

For få dage siden tog hun imod et barn fra en ganske ung pige. Pigen fødte en dejlig lille pige, men den unge mor kunne ikke glæde sig hun lå med ansigtet mod væggen og svarede ikke.

Godmorgen, mor, sagde Liv, som hun plejede at kalde de lykkelige, nybagte mødre. Men ordene fik pigen til at krympe sig, og hun svarede hårdt, uden at åbne øjnene:

Gå væk, vi har ikke noget at snakke om. Du spilder bare din tid. Jeg sagde jo, jeg ikke vil have dette barn. Jeg har ikke tænkt mig at tage den med hjem jeg har helt andre planer…

Liv forsøgte at sige mere, men pigen vendte sig væk og sagde ikke et ord mere.

Liv gik slukøret ud af stuen. Vagtsygeplejersken, Cecilie, trak på skuldrene og pegede diskret mod moderens dør.

Vi havde også sådan én engang. Forsøgte at stjæle en mand fra en anden kvinde, troede han havde penge, men det havde han ikke. Så ville hun ikke have barnet sådanne er der også.

Liv havde gennem sine tyve år på hospitalet oplevet flere lignende sager, men normalt brød pigerne sammen og endte som regel med at tage imod barnet.

Men denne her hun virkede urokkelig.

Liv forstod ikke helt hvorfor, men hun gik derind for at se den lille, afviste pige.

I døren stødte hun næsten ind i børnelægen, Konstantin Lauritsen. Alt var stille, babyerne havde lige fået mad og sov trygt.

Hun gik varsomt hen til den lille pige og pludselig åbnede barnet øjnene og så lige op på Liv.

Liv stod stille, bange for at vække de sovende børn men den lille så roligt og alvorligt på hende, som om hun vidste noget, ingen andre vidste.

Dygtig pige…

Hun blev overrasket, da Konstantin kom stille hen til hende.

Sygeplejerskerne på personalestuen havde gættet på, at Konstantin havde et godt øje til Liv, men Liv havde aldrig følt det samme han var en god læge, men mere var der ikke i det.

Hun er sød, vær du bare rolig, sagde Konstantin, mens han blidt strøg babyen over hovedet og sendte Liv et mærkeligt, spørgende blik, der gjorde hende forlegen.

Fra den dag kom Liv næsten dagligt i børneafdelingen.

Det føltes, som om pigen begyndte at kende hende, og måden hun så på Liv åbnede endelig en sprække til varme og glæde i hendes sind.

Hvad render du altid i børneafdelingen for? drillede kollegaerne. Er det for den søde læges skyld?

Nej, hun går ind til den lille afviste hvert gang…

Nå, vil du adoptere hende eller hvad? Moderen underskrev papiret om afgivelse i går og rejste hjem.

Du skal passe på, du bliver alt for glad for hende, og snart bliver hun jo bortadopteret…

Adoptere hende det ord var begyndt at spire i Livs hjerte uden at hun havde opdaget det. Da nogen endelig sagde det højt, fik hun øjeblikkeligt lyst til at tage det skridt.

Hun havde ikke lang tid. Afviste børn var kun en måned på fødegangen, derefter kom de til spædbørnshjemmet, måske endda til en anden by, og nogen kunne hurtigt tage barnet til sig.

Liv blev bange hun søgte med det samme om adoption. Hun opfyldte alle krav, men som enlig adoptant havde hun ikke de bedste chancer.

Pludselig dukkede en dristig tanke op i hende.

Hun vidste, Konstantin kunne lide hende. Hun vidste også, at han boede til leje uden for byen, og brugte to timer hver vej på arbejde.

Hun havde brug for en mand bare midlertidigt. Derefter kunne de jo blive skilt.

Konstantin, jeg har et forslag: vil du leje et værelse hos mig det er tættere på arbejdet? spurgte Liv samme dag.

Men jeg har en betingelse: vil du gifte dig med mig, bare for en periode? Jeg vil adoptere den lille pige, men de vil helst give hende til et par jeg er bange for, at jeg ikke får hende som enlig.

Det var ikke ventet, men… jeg siger ja, sagde Konstantin og smilede drilsk.

Han trådte pludselig nærmere, så kyssede han hende blidt.

Liv blev så overrasket, at hun frøs og en kollega smuttede forbi på gangen. Nu ville snakken gå!

Det er bare for at gøre det overbevisende for de andre, forklarede Konstantin hurtigt, og Liv vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Sent på aftenen, mens hun lå i sengen, tænkte Liv med varme på sin lille pige og også på Konstantins uventede kys, selvom hun var lidt flov over, at hun syntes, det havde været dejligt.

Registreringen gik hurtigt, og brylluppet fejrede de med kollegerne på afdelingen. Alle var glade for deres skyld, og alle vidste nu også, at Liv og Konstantin havde søgt om at adoptere den lille pige.

Nu var Liv gift igen, og pludselig havde hun en datter at tage sig af. Der var ikke længere tid til at være trist.

Hendes Konstantin hendes Kåre var både ordentlig og godhjertet. Det havde hun altid vidst. Men nu var hun begyndt virkelig at føle kærlighed.

Hun havde lyst til at leve igen, til at opdrage deres datter og nyde livet og elske, elske denne mand, hun selv havde bedt om hans hånd.

Kåre, lille Ene og Liv en familie.

Liv havde sådan ønsket at blive lykkelig og det var hun blevet, mere ægte end nogensinde før.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

three + nine =

Jeg vil også gerne være lykkelig Tusind tak for jeres støtte, for likes, jeres engagement og kommentarer til mine fortællinger, abonnementer – og en KÆMPE tak fra mig og mine fem katte for alle donationer! Del gerne de fortællinger, I kan lide, på sociale medier – det varmer også forfatterens hjerte! En ung kvinde lige over fyrre havde fuldstændig mistet interessen for livet. Hun arbejdede som jordemoder på Rigshospitalet, og jobbet var det eneste, der stadig kunne glæde hende – hun boede helt alene. Hendes mand omkom under tjeneste – han var betjent. De nåede kun at være gift i to år, og sønnen blev født tre måneder efter hans død. Hun opfostrede sønnen alene, men nu er han voksen, gift, bor og arbejder i Aarhus, har sit eget liv og det hele går godt. Glebs danske navnependant, Nikolaj, kommer sommetider på et kort visit til sin mor, ringer tit, men hun er stadig alene… Veninderne på jobbet var misundelige på hende – hun levede for sig selv, men for Lise var ensomheden en tung byrde. De andre kunne fortælle om deres familier, deres bekymringer og glæder i frokostpausen. Hun havde ikke meget at byde ind med – kun tomhed, det var ikke engang rart at gå hjem… Lise lyttede til de andres historier, nikkede, undskyldte sig indvendigt med, at hun jo misundte dem. Livets frihed glædede hende ikke længere. Hun savnede stadig sin mand – de forelskede øjne, hans hænder… Den korte, unge, pludseligt afbrudte kærlighed havde efterladt et ar i sjælen, som aldrig ville hele. Kun på arbejdet mærkede hun livets fylde. Forleden tog hun imod et lille spædbarn fra en meget ung pige. Det var en yndig lille pige, men moren, helt ung og selv næsten et barn, glædede sig slet ikke. Hun lå med ryggen til og sagde ingenting. – Godmorgen, mor, sagde Lise bevidst, som de plejede at kalde nybagte, glade mødre, men pigen krummede sig blot sammen og svarede, uden at åbne øjnene: – Gå væk, vi har intet at tale om. Jeg sagde jo, jeg ikke ville have det barn. Jeg vil ikke se hende og jeg henter hende ikke. Jeg har helt andre planer… Lise prøvede at sige noget mere, men pigen vendte sig bare om og sagde ikke en lyd mere. Da Lise forlod stuen, mødte hun blikket fra den vagthavende sygeplejerske, som bare trak på skuldrene, smilede og signalerede i retning af den unge mor: – Vi havde en engang, der ville løbe med en gift mand, fordi hun troede, han havde penge – men han var fattig. Så ville hun heller ikke have barnet. Sådan nogen har vi også. Lise havde også mødt lignende sager, for snart havde hun arbejdet som jordemoder i 20 år. Men oftest endte mødrene trods alt med at tage deres barn med sig – denne gang, var det anderledes. Lise vidste ikke helt hvorfor – men hun måtte hen for at se den forladte pige. Hun mødte næsten overlægen, Kristian, i døren til børneafdelingen. Det var roligt derinde, babyerne havde spist og sov sødt. Lise gik hen til den lille nyfødte, som ingen ville have, og netop som hun stod der, slog babyen øjnene op og så på hende. Lise stod helt stille – hun måtte ikke vække de andre. Babyen kiggede dybt og vist på hende… næsten voksent. – Det var da en fin lille pige… Kristian kom stille nærmere og smilede… I pauserne havde kollegerne nogle gange blandet sig og insinueret, at Kristian var lun på Lise. Hun svarede bare med et venligt smil. Kristian var en rar læge, men mere var der ikke i det. – Hvor er hun sød. Du kan bare tage det roligt, sagde Kristian og klappede pigen kærligt, men så på Lise med et mærkeligt blik, der gjorde hende nervøs… Efter den dag kom Lise næsten dagligt på børneafdelingen. Hun syntes allerede, at den lille pige begyndte at genkende hende – måden hun så på hende på mindede Lise om følelser, hun troede var væk. – Hvorfor løber du altid ud i børneafdelingen? spurgte de nysgerrige kolleger – Er det for Kristians skyld? – Nej, hun er der for den lille pige, den forladte… – Mener du, du vil tage hende til dig? Barnets mor skrev under på afkaldet i går, nu er hun væk… Det var nok den tanke, der ubevidst var begyndt at varme Lises hjerte. Der var ikke meget tid – forladte børn blev kun en måned på hospitalet, så gik turen til børnehjemmet. Måske ville hun endda ende i en anden by, eller blive adopteret af andre. Lise fik hastigt sendt ansøgningen om adoption. Hun opfyldte alle krav, men det trak til ægtepar. Et modigt indfald slog ned i hende. Hun vidste jo, at Kristian kunne lide hende. Og han lejede et værelse lidt udenfor byen, skulle pendle næsten tre timer om dagen. Hun manglede i grunden bare en mand – så kunne de jo skilles bagefter… – Kristian, jeg har et forslag. Vil du leje et værelse hos mig tæt på jobbet? Og… kunne du midlertidigt måske gifte dig med mig? Jeg vil adoptere den lille pige, men jeg tror ikke, de lader mig få hende alene. – Det er et meget uventet forslag, men… jeg siger ja, svarede Kristian og så på hende med et antydende smil. Så gik han tættere på – og kyssede Lise blidt. Hun blev overrasket og flov – og der kom jo nogen forbi, nu ville snakken gå… – Det er kun for, at ingen skal fatte mistanke, forklarede Kristian, og Lise havde intet at indvende. Senere, da hun lå i sengen om aftenen, tænkte hun kærligt på den lille pige, som hun næsten allerede regnede for sin. Og også på Kristians varme kys – og selv om hun knap turde indrømme det, kunne hun godt lide det… Vielsen gik hurtigt, brylluppet blev fejret på fødegangen med kollegerne. Alle var glade på Lises og Kristians vegne, for de vidste jo, at de havde søgt om adoption sammen… Nu er Lise gift kvinde, de har en lille datter og dagene flyver afsted. Hendes Kristian er et godt og kærligt menneske, det har hun altid vidst. Men nu vågnede kærligheden for alvor i hendes sjæl. Nu havde hun lyst til livet igen, til at opfostre sin lille datter, til at elske – elsker den mand, hun selv havde friet til. Kristian, Marie og Lise – en familie Lise ønskede sig så brændende at blive lykkelig, at det… lykkedes. Sådan rigtigt, helt ind i hjertet!
Jeg er fortabt – Anna! Hvad er der sket med dine hænder? – udbrød Natasja chokeret. – Alt er okay, – svarede Anna anspændt. – I morgen tidlig går jeg til klinikken, og så får jeg negle og normal hud igen. – Hvordan har du dog fået dine hænder til at se sådan ud? Har du arbejdet på en byggeplads, eller hvad? – spurgte veninden Sofie med et glimt i øjet. – Bare en våd hovedrengøring i min nye ungkarlehybel, – sagde Anna med tydelig irritation. – Det er ikke nogen tragedie! – Virkelig? – undrede veninderne sig. – Hvorfor kalder du din lejlighed for en ungkarlehybel nu? Det var da altid dit rede? Og hvorfor gør du det selv? Du kunne jo bare hyre nogen… – Der er styr på alt i min lejlighed, – sagde Anna bestemt. – Der har altid været styr på det! – Er du begyndt at gøre rent hos andre nu? – Sofie trak sig tilbage. – Anna, vi er jo veninder! Hvis du har pengeproblemer, må du sige til! Jeg vil altid støtte dig! – Jeg har penge nok, – mumlede Anna. – Og firmaet går godt. – Anna, jeg forstår ingenting nu! – blev Natasja bekymret. – Hvorfor begyndte du at gøre rent i en fremmed lejlighed? Og hvorfor selv? – Tabte du et væddemål? – foreslog Sofie. – Jeg ville ønske, det bare var et væddemål, – svarede Anna og undgik øjenkontakt. – Inderst inde… jeg er fortabt. Så fortabt, at jeg hellere ville miste firmaet og gå og gøre rent hos fremmede! Venindernes chok kunne ikke skjules. På det tavse spørgsmål, der lyste ud af deres øjne, sagde Anna utilfreds: – Jeg har fået mig en mand. Og sådan en mand, at jeg hellere ville have lopper og rotter end ham! Venindernes øjne viste ikke chok, men ren panik. – Anna, du må flygte! Hvis du siger sådan, så flygt! – hviskede Natasja. – Det kan jeg ikke, – sagde Anna med et skævt smil. – Og jeg vil ikke! Jeg vil hen til ham, ikke væk fra ham! – Hvad? – Sofie tog sig til hovedet. – Anna, er det virkelig dig jeg hører? Du har jo altid været så stærk! Ubøjelig! Og nu… en mand!!! – Jeg ved det godt! – sagde Anna vredt. – Jeg genkender ikke mig selv! Jeg blev rasende, råbte! Var lige ved at banke hovedet ind i væggen! Måske burde jeg prøve? Natasja og Sofie var helt forvirrede. Men det der med hovedet og væggen afviste de straks. Det værste var faktisk at se Anna være vred på sig selv. – Hvad med Stasik? – spurgte Natasja uforberedt. – I så ellers søde ud sammen! Og han var så hjælpsom! – Du kan få ham! – sagde Anna. – Han er intet værd for mig. Og jeg har endda tjekket! Han når ikke engang op til Steffens niveau! – Steffen? – Sofie grimasserede. – Så nemt? Du har byttet Stanislav ud med en Steffen? Jeg troede, det mindst var en Gabriel! – Tag din Gabriel og Rafael med dig! – fnøs Anna. – Jeg har min Steffen! – Er han rig? – spurgte Sofie. – Nej, – rystede Anna på hovedet. – Er han flot? – spurgte Natasja. – Helt almindelig, – svarede Anna. – Ung og fyrig? – spurgte Sofie skeptisk. – Enogfyrre, – sagde Anna med tryk på hvert ord. – Og hvad skal du med ham? – spurgte Sofie hånligt. – Han kan elske! – sagde Anna drømmende, og hendes ansigt lyste op i et saligt smil. – Han kan elske så meget, at jeg ville give ham alt! Lige nu, med det samme! Lejligheden, huset, bilerne! Selv firmaet vil jeg skrive over til ham! Bare han er hos mig! Bare han er min! Kun min! – Du er syg, – sagde Sofie og rystede på hovedet. – Hvor mødte du ham? – spurgte Natasja. – På nettet, – svarede Anna med et smil. – Søgte efter lidt eventyr en aften… Kvinder, der har fokus på karrieren, er sjældent gift. Ikke på grund af familien, men fordi mænd ikke håndterer en succesrig kvinde særlig godt. Medmindre de lever på hendes penge. Anna valgte sig selv allerede i gymnasiet. Hun blev bidt af at lave smykker. Et år senere solgte hun dem til klassekammeraterne – ikke for slik! Hun læste økonomi, men smykkerne blev stadig en god indtjening. Uddannelse og erfaring fik hende til at tænke: det her er et godt business-eventyr. – Ikke perler! – smilede Anna. – Unikke håndlavede smykker! Fuldstændig skræddersyet! – Dem findes der mange af, – fik hun altid at vide. – Du bliver bare én blandt tusind! – Hvem siger, jeg vil være håndværker? Jeg vil mere! Det ville være småt. Og man lever ikke det liv, man drømmer om. Anna begyndte at samle andre dygtige kunstnere omkring sig. Arbejdet var enormt: reklame, kataloger, kunder, kontrakter. Salgspunkter. Og mere reklame for blot at brande hendes butik som den for dem, der virkelig forstår! Det var ikke bare arbejde – det var et bjerg at bestige. Men som 35-årig var Anna en succesfuld erhvervsleder med det hele. Lejlighed, sommerhus, garage med seks biler – og det var ikke nogen billige modeller! Samt en flot bankkonto. Hun kunne få alt, hvad hun ville, stort set med et fingerknips! Men familien fyldte ikke i hendes liv. Og det plagede hende egentlig ikke. Til humør og fertilitet havde hun altid sine “drenge”. For et beløb kunne de elske og tilbede Anna, så længe hun havde lyst. Og så forsvandt de, når hun blev træt af dem. Senest havde hun Stasik. En sød fyr. Hendes veninder talte endda om, at hun ville beholde ham permanent. – Måske endda blive gift! – sagde den romantiske Natasja. – Så mister vi ham helt, – sukkede Sofie, som også havde haft et par aftener med Stasik. Hvorfor Anna pludselig søgte på et dating-app, vidste ingen. Hun kedede sig lidt om aftenen. Ville prøve noget nyt. Når den søde Stasik er altid tæt på, får man lyst til noget mere krydret. Men der begyndte straks at komme henvendelser fra “drenge” som Stasik. Kedeligt. Derfor fangede “God aften!” fra Steffen Annas opmærksomhed. – Skal vi snakke? – skrev han uden at vente på svar. Anna besluttede sig for at tage en snak med Steffen, mens hun kiggede på hans profil og billeder. Og straks tænkte hun: “Hvad vil du? Ser du ikke, at jeg har biler, både, guld og diamanter? Og du? Sidder i stuen fra min farmors tid! Og ansigtet har aldrig set en kosmetolog!” Slet ikke min liga! Men samtalen fortsatte. Om alt mellem himmel og jord. Anna måtte indrømme, at Steffen var både lærd og klog. – Hvorfor er han så ikke rig? Anna spurgte ham ligeud. – Hvorfor skulle jeg være det? – svarede Steffen. Det svar slog Anna helt ud. – Hvad mener du? – spurgte Anna. – For velstandens skyld! – Jeg mangler intet, – svarede Steffen. – Jeg har, hvad jeg skal bruge! Et ur til én million viser det samme som et til fem tusind. Samtalen fortsatte – og stoppede først, da morgensolen kom frem. – Jeg skal på arbejde, – skrev Anna. – God arbejdslyst, – svarede Steffen. – Jeg har fleksibel tid, så det er nemmere for mig! Hele dagen havde Anna ingen tid til den mærkelige samtalepartner, men tanken om ham dukkede op indimellem. Om aftenen aflyste hun åbningen af en ny restaurant. Sagde hun havde travlt. Men egentligt lagde hun sig på sofaen med sin tablet og skrev til Steffen: – Hej! Har du husket mig? – Hej! Lider ikke af demens! Og hvis jeg glemmer noget, er det skønt! Igen skrev de sammen næsten hele natten. Anna sov kun et par timer, før hun skulle op. Om aftenen skyndte hun sig hjem for at skrive videre med Steffen. To ugers internet-snak gjorde Anna så besat, at hun virkelig ville møde Steffen rigtigt. Som den direkte type hun var, skrev hun det bare. Og fik: – Kom forbi! Han sendte adressen. Anna frøs. Hun havde tablet i den ene hånd, og den anden var i luften – som hvis talens gave var gået tabt. – Hvad mener du, “kom forbi”? – spurgte hun forvirret. Hun skrev det også. – Bare kom, – svarede Steffen. – Men sig lige: Vil du have te eller kaffe? Kan du lide eclairs med smørcreme – eller skal jeg smide nogle bøffer på grillen? Hvis det var én, hun kendte godt, ville det være naturligt. Men første møde? Hjemme hos en mand? Hos en kvinde? Alene? Anna havde lyst til at skrive, at han var utrolig fræk, men lysten til at møde ham var for stor, så hun gik diplomaten vejen: – Jeg havde forestillet mig en café eller restaurant, – skrev hun. – Åh! Orker ikke! – svarede han. Anna huskede tydeligt deres forskellige sociale og økonomiske status. – Okay! Jeg betaler for din taxa tur/retur. Og middagen og det hele! Hun var vant til “drenge” der betales for, så det skrev hun bare – uden tanke. – Jeg kan godt selv betale, – svarede Steffen, – jeg orker bare ærligt talt ikke at skulle samle mig, tage afsted, komme hjem igen, og vejret er dårligt. Kort sagt, jeg gider ikke. Vil du mødes? Kom bare! Adressen har du. – Så ved du hvad! Jeg finder mig ikke i sådan frækhed! – skrev Anna, og smed tabletten. Demonstrativt undgik hun den i to dage. Hun længtes, men holdt stand. Hun ventede jo, at Steffen ville undskylde, tigge, invitere hende ud hvor end hun ville. Anna ventede. Men da hun tjekkede beskeden, var hendes tekst den sidste. Han havde ikke svaret. Vreden kogte som en glemt kedel! Anna brugte nogle grimme ord om Steffen. Altså… ret mange. I to timer ventilerede hun sin vrede. Men da hun faldt ned, blev hun klar over, at hun savnede hans selskab. Og ønsket om at møde ham var ikke blevet mindre. Snarere det modsatte. – For pokker, han har sat sig fast! – mumlede hun og tog tabletten op. Han kunne faktisk godt være blevet fornærmet. – Hej! – skrev Anna og ventede. – Hej, – svarede Steffen. – Hvordan går det? Helt neutral tone. Som om sidste gang var sluttet helt normalt. – Fint, – svarede Anna. – Hvad siger du til at mødes i dag? Eller gider du stadig ikke? Hun besluttede sig for at stikke ham lidt. – Du ved det jo! – svarede Steffen med en grinende smiley. – Så doven, at jeg selv bager fladbrød på panden fordi jeg ikke gider gå efter brød. – Jamen, hvornår skal vi så mødes, hvis du altid er doven? – spurgte Anna. – Kan du køre bil? – spurgte han. – Ja da! Jeg har bil! – Virker den? – Ja, – Anna var forvirret. Hun havde jo seks biler. Hvis én var i stykker = reparation eller salg. – Skal jeg sende adressen igen, hvis du har slettet den? – skrev han. – Kom bare! *** – Vent, vent! – afbrød Sofie og greb Annas hånd. – Kørte du virkelig hen til en fremmed mand? – Ja, – nikkede Anna bestemt. – Var du ikke nervøs? – spurgte Natasja. – Hvad hvis han nu var… kriminel? – Havde peberspray med! Men den blev ikke brugt. – Du kørte virkelig hjem til en mand, du kun kendte fra nettet? – Sofie kørte rundt i stuen. – Det er vanvid! – Gjorde det, – nikkede Anna. – Og jeg har ikke fortrudt ét sekund! Piger, jeg er fortabt! Og da det hele gik op for mig, ærgrede jeg mig over de to spildte dage, jeg var fornærmet! Hvis jeg bare var taget afsted med det samme, havde jeg fået to dage mere med lykke! – Seriøst?! Hvilken lykke? – udbrød Sofie. – Netop dén lykke, som jeg ville give alt for! – sagde Anna ærligt. – Det er ikke en joke? Altså – firmaet og alt hvad du ejer? – Sofie blev alvorlig. – Jeg er klar til at tage lån for ham! Og arbejde dem af på byggepladsen, hvis det er! – svarede Anna med hånden på hjertet. Natasja stod helt målløs. – Fortæl! – krævede Sofie. – Så du tog hen til ham?! – Jeps, det gjorde jeg…