Dagbogsnotat
Det har nu været tre år siden jeg mistede min elskede kone, Ingrid Møller. Siden da har jeg kæmpet mod stilheden herhjemme i lejligheden i Odense. Jeg har virkelig kæmpet, på alle tænkelige måder.
Jeg skruede fjernsynet så højt op, at glassene klirrede på hylderne i skabet. Talte i timevis i telefonen med fjerne familiemedlemmer, som ikke kunne finde på undskyldninger for at lægge på. Jeg bagte kager, masser af dem! Dejen æltede jeg med en styrke, som om jeg ville banke min sorg og ensomhed ud med knytnæverne.
De varme, duftende kanelsnegle gik jeg rundt med til naboerne på opgangen, bare for at høre et venligt ord et “Tak skal du have!” der kunne overdøve tomheden indeni.
Ingrid, skal du ikke tage en pause? sagde fru Bente Jensen, da hun tog imod endnu en æblekage. Se lige dine hænder, de er helt hævede.
***
Min datter, Regitze, ringer hver dag.
Far, har du ikke lyst til at komme over til os en uges tid? Børnene savner dig! Du ved, hvor glade de vil blive!
Og jeg tager afsted. Men i den larmende treværelses lejlighed i Vejle, med børn der råber, vaskemaskinen der suser konstant og evige diskussioner om fjernbetjeningen, føler jeg mig mere ensom end hjemme.
Jeg er en gæst, en fremmed del i deres velsmurte maskineri.
De prøver at fodre mig og underholde mig, men det føles som et prangende jakkesæt på en bonde akavet og forkert.
Hver gang tager jeg hjem før tid. Tystheden overfalder mig igen, nu med en dybere skyldfølelse og en fornemmelse af ikke at høre til.
***
Så kom dagen, hvor alt ændrede sig.
Jeg mærkede pludselig, at jeg ikke orkede at kæmpe mere. Jeg var træt af støjen, de endeløse samtaler, den konstante nødvendighed af at snakke.
Den morgen tændte jeg ikke fjernsynet.
Jeg satte mig i min lænestol ved vinduet, trak benene op under mig, og lod stilheden skylle ind over mig som et hav.
Pludselig hørte jeg vækkeuret tikke det gamle ur, jeg har arvet fra min morfar.
En skade skræppede et sted nede i gården.
Tramvogne skramlede forbi på gaden udenfor.
Og jeg lyttede til mit eget åndedræt.
For første gang mærkede jeg ingen angst tværtimod. Jeg mærkede mig selv. Mit stive, sekstårige korpus, ryggen der verker, mine hænder med fine blodårer og mit liv, der stadig på mystisk vis fortsatte her og nu, i denne lejlighed, i denne stilhed.
***
Siden har hver morgen fået sin egen rytme.
Langsomt tager jeg min gamle, blomstrede morgenkåbe på og går ud i køkkenet.
Alt står på sin plads. Den falmede voksdug på bordet. Sukkerkrukken og min yndlingskop den sidste fra porcelænsstellet.
Hylderne på væggen bugner med glas med mel og krydderier. Intet overflødigt. Ingen kasser med rod, ingen stabel af defekte stole.
For nylig lavede jeg grundig oprydning. Kastede alt ud, jeg ikke har brugt det sidste år alt hvad der var ødelagt eller bare gjorde mig trist.
Lejligheden blev som forvandlet. Det er ligesom lettere at trække vejret nu.
Jeg sætter vand over til te. Mens den koger, tager jeg en citron fra køleskabet og skærer en tynd skive.
Duften af frisk te med citron er blevet duften af morgen, duften af ro.
Radioen spiller svagt en gammel danstop-melodi.
Den er min samtalepartner; stiller ikke spørgsmål, forventer ikke svar.
Med tekoppen i hånden går jeg hen til vinduet. Udenfor vågner verden. En dreng spurter forbi med uglet hår på vej til skole. Fru Jensen traver afsted, ansigtet som altid samlet i en bekymret mine.
Jeg smiler svagt.
For ikke så længe siden bekymrede jeg mig for, hvad folk tænkte nu er det mig ret ligegyldigt.
Jeg går i min slidte, men elskede morgenkåbe uden frygt for uventede gæster.
Mine gulvbrædder knirker, og jeg nyder lyden, den minder mig om barndommen hos bedstefar i landsbyen.
Jeg lader håret være, helt gråt, uden at farve det jeg synes godt om tonen, så vinterlig som rimfrost
Uafhængighed af andres mening føles som en personlig sejr.
***
Når teen er drukket, åbner jeg døren til altanen. Min egen lille jungle. Der står snesevis af potteplanter, som jeg har plejet og passet.
Jeg løfter forsigtigt et af dem.
Nå, min ven, hvisker jeg og rører bladene er du vokset lidt i dag?
Jeg passer ikke blomsterne for Regitze, som kommer forbi en sjælden gang, og altid spørger bekymret om jeg mangler noget.
Heller ikke for naboerne, der for længst er blevet trætte af mit tidligere behov for opmærksomhed.
Jeg gør det kun for mig selv.
Jeg trækker vejret dybt og mærker, at jeg ikke bare eksisterer jeg lever!
Blomsterne er afhængige af mig og min omsorg og det simple ansvar fylder dagene med glæde og mening.
Men det er ikke det eneste.
Lidt rengøring i lejligheden, vande planterne, læse lidt Halfdan Rasmussen eller Tove Ditlevsen før sengetid disse små, vigtige gøremål skaber min dag, min indre rytme, min lykke.
***
Telefonen ringer, og Regitzes navn lyser op på skærmen.
Hej far! Hvordan går det? lyder hendes velkendte, lidt hektiske stemme.
Hej, min pige. Alt er godt, ingen smerter, humøret er i top, svarer jeg med ro.
Jeg tænkte vil du ikke flytte ind hos os? Vi kan gøre et værelse klar, pigerne ville elske det. Du er jo helt alene derhjemme
Jeg ser på mine planter, det tikkende ur, min kop forestiller mig larmen i Regitzes lejlighed, den evige travlhed, tanken om at skulle tilpasse mig deres rutiner.
Og jeg ved med sikkerhed, at jeg overhovedet ikke har lyst til at flytte.
Tak for din omsorg, skat, svarer jeg blidt men bestemt. Men jeg er ikke alene. Her har jeg orden, ro, mine gøremål. Det er her, jeg hører til. Jeg har brug for at være her, for mig selv forstår du?
Der bliver stille, som om hun havde ventet gråd eller et ja ikke denne rolige stolthed.
Hvis du er sikker, far.
Det er jeg, Regitze. Helt sikker.
Jeg lægger på.
Stilheden vender tilbage. Men nu er den ikke uhyggelig.
Jeg har fået faste grunde under livet: et hjem jeg holder af, fred med mig selv, frihed fra andres dom og stille glæde ved små daglige ting.
Mit liv er ikke tomt. Det er fyldt af en varm ro og det føles endelig rigtigt.
Moralen? Nogle kampe bør man slippe. Stilheden blev min ven, og jeg lærte at holde af mig selv præcis som jeg er.
