“Den perfekte ægtemand? Hvordan én sætning ødelægger et ægteskab bygget på ligegyldighed”
“Du er den perfekte mand, Mads,” hvordan én enkel sætning ødelægger et ægteskab, hvor ligegyldigheden hersker
Freja træder ind ad døren med to tunge indkøbsposer. Endnu inden hun får sine sko af, lyder Mads stemme ude fra stuen:
Er du endelig hjemme? Klokken er vel kun seks?
Den er faktisk syv nu, svarer hun træt, mens hun går ud i køkkenet.
På køkkenbordet står tre tekrus, tydeligt tegn på, at svigermor har været forbi sikkert sammen med sin søster, Karen. Det overrasker ikke Freja det mindste. Det sker mindst et par gange om ugen: De dukker op uden at melde deres ankomst og lader altid små, bebrejdende kommentarer falde om, at hun ikke er “kvindelig nok”, at der mangler det ene og det andet og så de blikke, som altid sender en kølig fornemmelse gennem hendes hjem.
Hvorfor var du væk så længe? Jeg er sulten, udbryder Mads uden at tage øjnene fra sin bærbare.
Jeg var i Netto. For at sørge for mad til Deres Højhed, svarer hun sarkastisk. Men du, vi er nødt til at snakke sammen.
Han ignorerer hende. Så går hun hen til ham, drejer kontorstolen mod sig og siger roligt:
Vi skal skilles.
Mads stirrer forundret på hende:
Hvad? Hvorfor det?
Fordi jeg ikke kan mere.
Freja, vil du ikke lave aftensmad først? Så kan vi tage det bagefter. Jeg er ved at dø af sult.
Nej. Vi snakker nu.
Se, du ved jo, at jeg ikke drikker, ikke render byen rundt, ikke spilder tiden med venner. Jeg bliver hjemme, jeg passer mit arbejde. Jeg tjener nok penge. Jeg beder dig aldrig om noget. Hvad mangler du?
Hun griner tørt:
Du bor i min lejlighed, du betaler hverken husleje eller fællesudgifter det står jeg for. Indkøb, rengøring, madlavning det er også mig. Hvad er så meningen med dine penge?
Øh jeg har da købt en trøje til mig selv, jeg har opdateret mit computerspil. Jeg sender lidt til mor og moster Karen af og til. Det er vel helt normalt?
Naturligvis. Det er meget normalt. Men da jeg tog afsted i morges, bad jeg dig hænge tøjet op. Det ligger stadig i vaskemaskinen.
Jeg holdt pause…
At skifte aktivitet er også en slags pause.
Men jeg ved ikke, hvordan man gør. Mor og Karen har aldrig lært mig at bruge komfuret eller støvsugeren.
Nej, jeg ved godt, du “ikke kan noget”. Meget belejligt, ikke? Men fra i dag må du selv sørge for mad, hvis du er sulten. Jeg laver ikke mere mad herhjemme. Mine veninder spurgte, om jeg ville med på café. Jeg sagde nej, men nu tager jeg afsted. Held og lykke.
Hun rejser sig, hænger tøjet op, peger ind i køkkenet og går ud af døren. På caféen løfter hun et glas vin, da mobilen brummer svigermors nummer lyser på skærmen. Hun slår lyden fra og vender telefonen ned mod bordet.
Da hun kommer hjem, står Birgitte Sørensen og venter i lejligheden.
Freja! Hvad foregår der?! Skilsmisse?! Er du klar over, hvor heldig du er? Sådan en mand finder du ikke igen! Han drikker ikke, han bedrager dig ikke, der ligger ikke sokker over det hele! De andre kvinder misunder dig!
Freja ser stille på hende:
Du taler, som om du reklamerer for en velopdragen hund. Der er ikke noget, han gør forkert det er alt, du kan nævne. Men sig mig, hvad gør han egentlig godt? For mig?
Han arbejder.
Det gør jeg også. Men oveni gør jeg rent, vasker tøj, stryger, laver mad, bærer de tunge poser, betaler det hele for mig og ham. Hvad bidrager han med?
Han køber gaver til dig! Jeg hjælper ham endda med at vælge! Gavekurve…
Åh, så det er derfor, jeg fik et fodbad til jul og et uldtørklæde til min fødselsdag.
Hvad vil du have? Guld måske? fniser svigermor.
Et gavekort til et spa eller en weekendtur til Skagen havde ikke været dårligere. I stedet: et tørklæde. Og den vanlige ligegyldighed. Og den evige “jeg kan ikke finde ud af det”. Jeg gider ikke være mor for ham længere.
Sådan er han bare. Hos os mænd gør man ikke sådanne ting.
Netop. Du har opdraget en mand, der tror, alt bliver serveret for ham. Og han er tilfreds. Det er jeg ikke.
Kan du ikke prøve igen før du beslutter dig? Lær ham det…
Undskyld, men jeg orker ikke at lære en voksen mand at være voksen. Jeg har prøvet i halvandet år nu. Det er slut. Pak hans ting I kan tage afsted, hvor I vil. Jeg er ikke ondskabsfuld, bare træt.
En halv time senere holder taxaen foran boligblokken.
