Han spiser for tre, men tænker kun på sig selv… Jeg har ikke fået en mand, men et levende køleskab i huset

Han spiser som tre, men tænker kun på sig selv Jeg er ikke en kone, bare et slags omvandrende spisekammer.
Jeg troede altid, at låse på køleskabet kun var en joke sådan et fjollet billede, der dukkede op på internettet. Men så stod jeg der en dag i isenkræmmeren midt i Roskilde, og der hang den: en lille kraftig hængelås med nøgle til. For første gang tænkte jeg alvorligt: Burde jeg købe sådan en? Ikke for at beskytte maden mod børnene eller tyve men simpelthen for at beskytte varerne fra min egen mand
Mit navn er Freja, jeg er 30 år gammel og bor sammen med min mand og vores datter i Roskilde. Jeg knokler løs, drøner rundt som en, der har ild i rumpen, som vi siger herhjemme. Og alligevel er det ikke jobbet eller min datter, der gør mig mest udmattet det er manden, jeg deler adresse med. Min mand, Mads, ser intet og ingen anden end sin tallerken. Han spiser. Konstant. Uden at tænke, uden mådehold, uden samvittighedskvaler.
Jeg kommer hjem med ømme fødder, velvidende at der bør ligge lidt til aftensmad i køleskabet et stykke kød, noget ost, måske et lille bæger skyr til vores datter. Men når jeg åbner lågen, er alt væk. Ikke bare smagt på men decideret udryddet. Uden så meget som en bemærkning. I løbet af natten har han ryddet hele lageret. Spegepølse, ost, selv hindbærrene, jeg havde købt til vores datter alt forsvundet, som om der var et sort hul bag køleskabslågen.
Forleden købte jeg jordbær til vores pige. Du ved, hvad de koster uden for sæson? Men hun havde stået på torvet og tigget, og jeg kunne ikke nænne at sige nej. Hjemme sad hun og nød dem stille og roligt, hun var så lykkelig Jeg gemte nogle ekstra til næste dag, stillede dem i køleskabet. Om morgenen var skålen tom. Alting spist. Ikke så meget som én var der tilbage. Og han stod og grinede: “Nå, så køb dog nogle flere! Vi har da råd hvad er problemet?”
Problemet, Mads, er at du aldrig tænker dig om! Ikke på din datter, ikke på mig! Du spurgte ikke, tænkte ikke, du åd bare løs, som om det tilhørte dig. Jeg er reduceret til madlavningsmaskine, der bare skal købe og servere. Du tømmer den sidste leverpostej og hvad så? Ikke et gran af dårlig samvittighed eller lyst til at rette op på noget.
Han er vokset op med en mor, der altid proppede ham med kæmpeportioner og søde sager. Han er stadig høj, engang veltrænet, men vanerne hænger ved. Jeg selv har altid tænkt på mådehold. Jeg prøver at opdrage vores datter til at nyde tingene, værdisaette maden. Men med far lærer hun det stik modsatte: bare guffe alt i sig lynhurtigt.
Det er ikke, fordi vi mangler penge. Jeg arbejder på et designbureau, Mads er ansat i et transportfirma lønnen er stabil. Det handler om respekt. Om at tænke på de andre først. Når du ser mad i køleskabet kunne det være, det var tiltænkt din datter? Din kone? Er det virkelig så svært?
Så står jeg igen og glor ind i det tomme køleskab. Vreden bobler op. Jeg orker ikke mere. Jeg blev ikke gift for at være husholderske. Jeg ville gerne være en elsket hustru, en mor, en partner. Ikke bare en, der fylder køleskabet for en mand, der kun ser sit spisebord og sofa som hjemmets centrum.
Jeg sagde det ligeud til ham: Du lever ikke som en familie, du bor bare her som en enlig mand med ubegrænset adgang til vores mad. Og han trak bare på skuldrene “En ordentlig husmor sørger for, at der altid er mad i huset. Hvis du ikke kan klare det, er du nok ikke så god i rollen.” Nå, skal vi så også bare købe en vaskemaskine, og så er konen helt unødvendig?
Flere og flere gange spekulerer jeg på, om det egentlig ikke er en lås til køleskabet, jeg mangler men en nøgle til et andet liv. Et liv, hvor jeg ikke bare skal være tjenende ånd, men hvor mine ønsker og behov har betydning. Et liv, hvor jeg ikke kun er nogens hustru men et menneske, der bliver lyttet til og respekteret.