19. februar, tirsdag
Bussen bremsede hårdt op, og folk skubbede sig frem mod udgangen, tasker snurrede mod gelænderet. Jeg var den sidste, der rejste sig. Da jeg satte foden på trinnet ned i det sammenpressede, grå snesjap, gav det et jag i knæet. Den fugtige februarvind slog mig i ansigtet, blandet med røg fra det lokale fjernvarmeanlæg og duften af gran, som kom ovre fra den mørke skovkant.
Foran mig lå det lange sanatoriebyggeri med rækker af ens vinduer. På facaden hang et falmet skilt med navnet, under det Odenses byvåben. Landskabet var typisk for dette: et par lave grantræer langs stierne, betonkrukker uden blomster, et par ensomme personer med kufferter.
Indkaldelse, bookingbekræftelse og sygesikringsbevis, gentog damen bag skranken oppe ved receptionen, uden at løfte blikket.
Jeg rakte hende min plastikmappe gennem åbningen. Det duftede af papir og billig parfume derinde. Bag mig sukkede nogen højlydt, og en kuffert blev trukket henover linoleummet.
Hvor længe skal du være? spurgte hun og bladrede hurtigt i papirerne.
To uger.
Sådan. Bygning tre, anden sal, værelse 206. Lægen ser du i morgen, lokale syv. Spisemærkerne ligger i mappen. Næste.
Da jeg fik mappen tilbage, var der nu også et plastikkort, en bunke måltidsbilletter. Jeg trak til side, så jeg ikke blokerede strømmen. I hovedet rungede det: To uger. To uger uden at koge suppe, rette lektier, åbne computeren ved midnat.
Jeg kæmpede mig henover stien mod tredje bygning med min kuffert, hjulet satte sig hele tiden fast i isen og drejede mod snedyngen. I forhallen duftede der af kogt kål og klor. På opslagstavlen hang falmede A4-ark: procedurer, et billede af en harmonikaspiller, nordic walking-hold.
Elevatoren virkede, men dørene lukkede så langsomt og med sådan en lyd, at jeg skiftede mening og tog trappen. Anden sal var en lang, skrattende korridor, lamper summede. På dørene sad navne og værelsesnumre, her og der var der klattet børnetegninger op: sol, et hus, et juletræ.
Værelse 206 lå midt i gangen. Jeg bankede for en sikkerheds skyld og gik ind.
Der var to jernsenge med grå sengetæpper, et lille bord imellem, ved vinduet et aflangt bord med rødternet voksdug. På den ene seng lå allerede omhyggeligt foldet pyjamas, en sportstaske på stolen. Bruseren kørte inde på badeværelset.
Bare kom ind, lød en kvindestemme. Jeg er der straks.
Jeg stillede kufferten hen til den ledige seng og kiggede mig omkring. Vinduet vendte ud mod skoven, hvor regndråber sivede ned. Radiatoren under vinduet hvæsede sagte.
Ud fra badeværelset kom en lav kvinde på omkring 50, med håndklæde om hovedet. Et rundt ansigt, mørke vågne øjne.
Er du værelsesmakker? spurgte hun og smilede. Jeg hedder Rikke.
Astrid, svarede jeg.
Vi gav hånd, lidt akavet, som på en togrejse. Rikke pakkede straks upåvirket sine blisterpakker med medicin op i reolen.
Hvor længe er du her? spurgte hun.
To uger.
Perfekt. Jeg tager tre. Det er mit tredje ophold her, sagde hun, lidt stolt. Det føles underligt i startensanatorium, gamle mennesker, kedsomhed. Men så rytme, frisk luft, behandlinger. Og ingen der råber.
Jeg nikkede, ikke helt vidende, hvad jeg skulle svare. Jeg pakkede joggingbukser, varme strømper, morgenkåbe uddet hele føltes fremmed, som fra et liv, hvor man havde tid til middagslur eller gåtur.
Hvilken profil? spurgte hun videre.
Binder og nerver. Ryg, knæ Jeg slog ud med hånden.
Kender det. Der er mange her for det. Jeg er her for hjertet. Og nerverne, selvfølgelig. Mand, børn, arbejde altid noget.
Jeg nikkede atter. Noget om min eksmand gad jeg ikke. Han havde været væk i to årefterlod børnepenge og sjældne opkald til vores søn.
Skal vi følges i kantinen til aftensmad? spurgte hun. Det er lettere, når man holder sammen.
Gerne.
Til aftensmaden stod vi i kø. Kantinen var lavloftet, tunge lamper, firpersonersborde. Kvinder i hvide kitler skramlede med bakker, duften var stuvet fisk og saftevand.
Vi satte os sammen. To slog sig straks ned hos os: en høj, gråhåret mand i træningstrøje og en kraftig kvinde med rød læbestift.
Er der plads? spurgte manden. Vi keder os, når vi kun er to. Jeg hedder Henrik. Det er Line.
Astrid, sagde jeg, og Rikke.
Så blev vi jo næsten et selskab, lo Line. Jeg tager herop årligt. Startede med at få fagforbundet til at betale, nu bestiller jeg selv. Man slapper aldrig af derhjemmebørnebørn, have, naboer.
Hvor er I fra? spurgte Henrik til mig.
Fra Odense.
Næh, storbyen! grinede han. Jeg er fra Randers. Vi har et hold derfra, du møder dem måske i morgen. Vi sidder i hallen om aftenen, spiller vri-om.
Jeg smilede høfligt. Vri-om var ikke lige mig. Men tanken om at kunne sidde stille i hallen uden at skulle nå noget, føltes underligt beroligende.
Maden var ukompliceret: perlebyg med fisk, rødbedesalat, tørret frugt-kompot. Jeg opdagede, at jeg spiste langsomt, uden at sluge som hjemme, imellem chefens besked og skolelærernes smser.
Efter aftensmaden lokkede Rikke med ud til skoven.
Vi må jo udnytte den friske luft.
Vi fulgte stien. Skoven lå mørk tæt på, mellem granstammerne klæbede våd sne. Lanternerne kastede gult lys på stien. Længere væk klang latter og smækken med døre.
Hvilket arbejde har du? spurgte hun.
Bogholder. I en grossist.
Det er jo et ansvar, puffede Rikke. Jeg er lærerdansk, gennem 25 år. Overvejer snart Hun brød sætningen, viftede afværgende med hånden. Sanatoriet er mit redningsbælte.
Jeg indså, at jeg heller ikke havde haft et redningsbælte længe. De sidste år havde mit liv handlet om at holde hovedet oven vande: regnskaber, deadlines, forældremøder, evige tjeklister. Sanatoriet var bare en pausemen en akavet én, som at pjække fra time.
Det var svært at finde søvnen den nat. Rikke trak vejret roligt, nogen snorkede næste dør, en dør smækkede et sted. Jeg lå og stirrede op i mørket. Rastløsheden kløede: jeg burde ringe til min søn, tjekke mail, skrive til chefen. Telefonen lå mørk på natbordet. Jeg tjekkede klokken, åbnede Messenger, lukkede igen. Til sidst tvang jeg mig til at lægge telefonen væk.
Næste morgen begyndte med kø foran lægens kontor. Folk sad i bamsekåber og træningsbukser, holdt patientkort. Der var landskabsmaleri på væggen og en tv-skærm, der lavmælt viste noget om havearbejde. Kaffeduft indtraf fra automaten, blandet med lugten af medicin.
Nummer eller rækkefølge? spurgte damen ved siden af mig i strikhue.
Nummer, svarede jeg og viste mit papir.
Så er det mig før dig. Man skal holde øje, ellers sniger de sig.
Hun vendte sig straks til en anden og begyndte at klage over blodtrykket. Jeg lyttede kun halvt og kiggede på den lukkede dør. Det virkede mærkeligt at sidde der blandt folk, der talte medicin og prøver. De vante arbejdssnakke fra i går lød allerede fjerne.
Lægen, en tør type med briller, bladrede hurtigt i journalen og stillede standardspørgsmål.
Klagemål?
Ryg, knæ. Træt i kroppen. Sover dårligt.
Han nikkede, skrev i journalen.
Vi giver dig træning, bassin, rygmassage, fysioterapi. Og rytme. Det er det vigtigste. Sov inden 23, gå ture, begræns mobilen.
Jeg smilede let.
Det bliver det sværeste.
Det er lettere her end derhjemme, sagde han tørt. Brug det, mens du kan.
Procedurerne lagde skemaet for migsom en fremmeds dagsplan. Morgentræning i salen med de store vinduer, hvor instruktøren viste øvelser med stænger og bolde. Så bassinikke stort, blå mosaik, køligt vand, klor. Efter frokost massageen lav sygeplejerske knugede de ømme muskler, og jeg opdagede hvor sjældent jeg ellers bare ligger stille.
Køen ved maskinerne blev til samtalested. Folk mødte hinanden som togrejsende, delte små historier. Rikke kom hurtigt ind i en gruppe: Line, en kvinde med store øreringe, Henrik.
Henrik var rolig, holdt sig lidt for sig selv, men blev altid siddende tæt på. Til gymnastik stod han bag mig, i bassinet svømmede han på nabobanen, i kantinen sad han ofte ved vores bord.
Du svømmer godt, sagde han engang, da vi kravlede op af vandet samtidig. Du får ikke vand ned.
Jeg gik til svømning som barn, sagde jeg og gned håret med et håndklæde. Så blev der ikke tid.
Det med ikke tid, det er bare en dårlig undskyldning, sagde han. Jeg fandt først ud af det efter mit hjerteanfald. Man kan godt tage sig tid.
Jeg var tavs, opdagede arret under hans badekåbe.
Var det skræmmende? spurgte jeg.
Ja, sagde han ærligt. Men man vænner sig til tanken om, at man ikke er udødelig. Og man begynder at vælge, hvad man bruger sine dage på.
De ord blev hos mig. Jeg mindedes den vinter, hvor jeg havde feber men stadig åbnede computeren og gennemgik lønsedler. Ingen tilbød at dække mig af. Jeg tænkte heller ikke på at bede om det selv.
Om aftenen samledes folk i forhallen. Nogle så tv, andre spillede kort. På et bord stod en elkedel, en kasse med tebreve. Kaffeduften hang i luften, nogen havde hjemmebag med.
Først gik jeg bare igennem for at læse på værelset. Men en aften trak Rikke mig i ærmet ind til selskabet.
Kom, så møder du de andre.
Vi satte os ved et bord tæt på fjernsynet. Henrik sad allerede der og blandede kortene.
Vil du være med i røvhul? tilbød han.
Jeg er ikke god til kortspil, indrømmede jeg.
Du lærer det, grinede Line.
En munter uro bredte sig, nogen lo, nogen diskuterede regler. Først rodede jeg rundt, men så fattede jeg rytmen og syntes, det befriede, at ens valg ikke havde rigtige konsekvensertog du fejl, sad du bare med flere kort.
Samtalerne i hallen handlede om det nære: vejret, at de havde serveret god rødgrød, at sygeplejerske ni masserede bedst. Men somme tider kom noget andet snigende.
Jeg drømte altid om at få tid til mig selv, når børnene blev store, bemærkede Line. Nu er de voksne, men jeg skal stadig passe børnebørn, låne penge ud. Kan jo ikke bare sige fra.
Hvorfor ikke? spurgte jeg lavt.
Line så overrasket på mig.
Det er jo ens børnman er stadig mor.
Jeg erindrede, hvordan min søn sagde: Hvem laver så aftensmad? inden jeg rejste. Træt som jeg var, gik jeg alligevel ud og lavede suppe, selv om jeg kunne have bestilt pizza.
Man må godt være mor og samtidig sige, man er træt, sagde jeg. Og bede om hjælp.
Det lærte vi aldrig, sagde Rikke. Vi lærte kun at bide tænderne sammen.
Vi tav. Fra nabobordet lød latter, tvet viste et show, sangeren glimrede.
De følgende dage flød sammen til rutine. Optræk, gymnastik, spisning, behandlinger, vandre ud til skoven, aften i hallen. I denne kreds opstod små øjeblikke, jeg begyndte at se frem til.
Jeg glædede mig til morgentræning, hvor kroppen blev vågen. Til bassinetat dykke med hovedet under og opleve ro for et øjeblik. Til massage, for varmen bagefter i ryggen.
Jeg opdagede, jeg ventede på Henriks rolige samtaler. Han var aldrig påtrængende, stillede ikke sjove spørgsmål. Vi kunne stå i hallens vindue, drikke te af plastikglas og tie sammen, se ud i mørket. Eller tale om simple ting: fabrikken, der lukkede i Randers, hans ungdom på motorcykel, hvordan han nu ikke turde køre langt.
Hvad er du bange for? spurgte han en aften.
Spørgsmålet kom bare, og jeg ville automatisk sige højder eller slangermen opdagede, at det ikke var sandt.
Jeg er bange for, alt bare fortsætter, sagde jeg. At mit liv bare bliver sådan herarbejde, hjem, rapporter, indkøb, to-do lister. Og så pension. Og så
Jeg tav.
Og så har man ingen kræfter til at lave om, sagde han.
Vi var stille lidt.
Hvad vil du ændre? spurgte han.
Jeg aner det ikke. Jeg husker ikke længere, hvad JEG vil. Det er altid andres behov først.
Han nikkede.
Heroppe kan man mærke forskellen på det, der er ens eget, og det andre forventer, sagde han.
Han havde ret. Her bestemte jeg ikke meget. Skemaet var lagt, maden kom, sengen blev redt. Jeg tillod mig selv at ligge og stirre ud i sneen midt på dagen, uden skyldfølelse. Sneen dalede, enkelte gik forbi, indsvøbt i tørklæder. Verden gik videre uden mig.
På syvendedagen ringede min søn.
Mor, hvor er opladeren til min iPad? sagde han uden indledning.
I skrivebordsskuffen, til højre. Hvordan går det ellers?
Okay. Far henter mig i morgen. Hvornår kommer du hjem?
Om en uge.
Det er længe, mumlede han fornærmet.
Jeg skal have behandling.
Det lød overraskende roligt, min stemmeuden undskyldning og frasering.
Nå, men vi ses, sagde han.
Jeg sad længe efter med mobilen i hånden. Følelsen var blandet: både uro og lettelse. Jeg var ikke kun mor, men også menneske, der må prioritere sig selv.
Om aftenen var der velkomst for nye: te, hjemmebag, nogen havde medbragt højttaler med musik. Socialrådgiveren forsøgte med quizzer, men de fleste snakkede bare.
Jeg sad med te, lyttede til historier om haveliv, skilsmisser, børnebørn. Det føltes som en midlertidig klub for folk, der et øjeblik havde trådt ud af hverdagens hamsterhjul.
Henrik satte sig hen til mig.
Jeg tager hjem i morgen, sagde han stille.
Allerede?
Ti dage. Det gik hurtigt, smilte han. Min hund venter. Naboen passer den ellers.
Nå, sagde jeg.
Vi var stille.
Lad nu være med helt at forsvinde i arbejdet igen, sagde han pludselig. Gem lidt til dig selv.
Jeg skal prøve.
Han nikkede, så på mig med en slags fasthed, og vendte blikket mod fjernsynet med den gamle film.
Næste dag, efter frokost, så jeg ham ved udgangen med kufferten. Samme træningsdragt, nu med jakke ovenpå.
Held og lykke, sagde han.
I lige måde.
Vi gav hinanden hånden. Hans var varm, tør. Et øjeblik ville jeg sige Skal vi bytte numre? men lod være. Han spurgte ikke. Det føltes rigtigt. Det hele skulle få lov at blive der i sanatoriet.
Jeg så bussen køre væk gennem vinduet. Straks var stedet mindre, stillere.
Den sidste uge var lidt anderledes. Hallen summede stadig om aftenen, men jeg havde ofte en bog med. Sad ved vinduet og læste i en roman, jeg længe havde villet, aldrig nået. Nogle gange tog tankerne over, og jeg måtte læse samme side tre gange. Men det var okay. Jeg havde tiden.
En dag vendte Rikke tilbage fra hjerte-lægen oprørt.
Han sagde, jeg bare skulle lade være med at bekymre mig! Som om det var en afbryder.
Du kan jo prøveved at overlade ansvaret lidt mere til de andre på arbejde eller hjemme.
Men hvem skal så? Børnene?
Hun stoppede, så på mig, lo opgivende.
Som min mand sagde: Hvem, hvis ikke jeg? Så gik han ned med stress, og sjovt nokhjulene drejer videre uden ham.
Måske kan de også dreje uden dig, sagde jeg blidt.
Rikke så skævt til mig.
Du har fået det bedre heroppe, sagde hun. Eller bare slappet af.
Jeg trak på skulderen.
Jeg er bare træt af alting. Vil prøve andet.
At sige det højt gjorde det mere virkeligt.
Sidste dag gik jeg rundt på gangene, som på museum: prøvede endnu engang træningssalen, kiggede gennem glasruden til bassinet, gik ind og takkede massøren.
“Du må komme igen,” sagde hun. “Din ryg tager godt imod behandlingen.”
“Måske,” sagde jeg.
På værelset pakkede jeg: morgenkåbe, joggingtøj, badedragt. Kun oplader og bog lå tilbage. Rikke sad stille og vendte sin billet.
Man får ikke lyst til at tage hjem, sagde hun. Alt virker lettere her.
Det er det kun, fordi det er midlertidigt, sagde jeg. Hvis vi var her et år, ville vi også finde grunde til at stresse.
Det er måske rigtigt, sagde hun. Ring, hvis du kommer igen. Hun rakte mig et nummer skrevet på en lap. Jeg er fast inventar her.
Jeg tastede nummeret ind.
Det lover jeg.
Bussen til Odense gik efter frokost. Der var pandekager med creme fraiche i kantinen til afsked. Jeg sad ved mit vante bord, spiste langsomt, nød teen. Line snakkede om børnebørnene, Rikke diskuterede blodprøver. Udenfor smeltede sneen, tagene dryppede.
Ved stoppestedet samledes en snes mennesker. Nogle tog billeder, andre røg. Jeg stod med min kuffert, kiggede op i det grå himl.
Det var stille indeni. Ikke glæde, ikke sorg, bare ro.
I bussen satte jeg mig ved vinduet. Sanatoriet gled væk: bygninger, stier, skov. Jeg tænkte, jeg måske kom tilbage. Men uanset hvad, havde de to uger skabt et sted i mig, hvor jeg fandt plads til andet end at være bogholder og mor.
Det tog nogle timer hjem. Odense mødte mig med sjap og travlhed. Foran opgangen holdt biler, nogen råbte i mobilen. Fra en lejlighed på første sal lød høj musik.
Jeg gik ind, op ad trappen, åbnede døren. Indenfor duftede det af støv og noget sødt: min søn havde haft kager i mikroovnen. Hans sneakers lå smidt, jakken hang skævt.
Mor, er du hjemme? råbte han fra stuen.
Han kom ud i gangen med høretelefoner og mobil. Hans kram var kejtet og ungdommeligt.
Hvordan var det?
Fint, svarede jeg, godt, faktisk. Jeg har fået en pause.
Har du taget en magnet med? spurgte han.
I tasken, smilede jeg.
Jeg gik i køkkenet og satte vand over. I vasken stod tallerkener, en skål krummer på bordet. Før ville jeg straks have brokket mig. Nu tænkte jeg bare, jeg ordner det senere.
Telefonen summede på bordet. Chefen skrev: Er du klar til i morgen? Der er samlet lidt op
Jeg kiggede på beskeden, lagde telefonen med skærmen ned. Efter lidt tid tog jeg den op igen, skrev: Hej. Jeg kommer i morgen, som aftalt. Men vi skal drøfte om fordelingen af mine opgaver. Jeg kan ikke længere blive sent og tage arbejde med hjem.
Jeg læste teksten igennem. Tidligere ville jeg have slettet halvdelen, nu sendte jeg den bare.
Sønnen kiggede ind.
Mor, kommer du sent hjem i morgen? Jeg skal over til Emil
Jeg kommer hjem til tiden, sagde jeg. Og vi spiser sammen. Men du skal også tage lidt mere ansvar. Jeg er ikke lavet af stål.
Han rynkede på næsen.
Hvordan det?
Sådan at du selv vasker op, og nogen gange laver mad. Du er stor nok.
Han trak på skuldrene, men sagde ikke noget. Lukkede døren bag sig. Jeg sukkede, men ingen skyldfølelse indeni. Bare tydelighed overfor mig selv.
Vandet kogte. Jeg lavede te og satte mig. Udenfor glimtede gadelygterne, en hund løb over gården. Jeg mindedes Henriks ordat man selv vælger, hvad man bruger sine dage på.
Jeg tog en slurk, mærkede, der ikke var kommet et mirakel. Ryggen værkede stadig, arbejdet ventede. Men noget var flyttet sig. Jeg mærkede min træthed, mit behov for pause.
Fra skuffen tog jeg sanatoriets bekræftelse. Lagde den ved siden af min notesbog. I frokostpausen i morgen ville jeg gå ned i HR og spørge, om sommerferieikke for at besøge familie og hjælpe til, men kun for mig selv.
Min søn stak hovedet frem.
Mor, skal vi have boller i karry i morgen?
Det kan vi godt, svarede jeg. Men du koger selv risene. Jeg skal nok vise dig hvordan.
Han lo, men der var nysgerrighed bag.
Jeg smilte. Livet var ikke vendt på hovedetmen der var opstået en lille plads, der tilhørte mig. Den startede med et nej til overarbejde, et ja til hjælp, en aftenvandring kun for fornøjelsens skyld.
Jeg drak teen færdig, slukkede lyset og gik ind på værelset. I morgen blev en helt almindelig dag, men i den dag var der allerede plads til mig selv. Den tanke varmede på en rolig, stille måde.
