Vil du sige noget? – sagde hun, mens hun stod i mit køkken Det var for halvandet år siden om vinteren, min søn var fem måneder gammel. Min mands bror spurgte, om han og hans kæreste måtte bo hos os i en uge. Hvordan skulle man kunne sige nej? Jeg var bestemt ikke begejstret for ideen – vi havde jo lige fået barn, jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg havde ingen tid, og nu skulle vi også have familie på besøg uden mulighed for ro. Men jeg tænkte, at de måske ville hjælpe mig, så jeg kunne få en pause og lidt socialt samvær over en kop te. De kom med tomme hænder for at bo hos os en uge – de kunne da i det mindste have købt en lille rangle til barnet. Jeg har den regel, at man aldrig går hjem til nogen med en baby uden at have noget med; sådan er jeg opdraget, men det gik vist hen over hovedet på dem. De kom til København på forretningsbesøg, men de sagde aldrig præcis, hvad det drejede sig om. Jeg sørgede for god mad, gjorde rent og lærte dem bedre at kende. Alt virkede OK, men i løbet af de dage de boede hos os, tilbød svigerinden ikke én eneste gang at hjælpe med madlavning, rengøring eller bare give en hånd med babyen mens jeg ordnede alt det praktiske. Hun gik ud på sine ærinder hver morgen, hendes kæreste sov til middag, min mand var på arbejde, og jeg løb rundt med babyen. Når hun kom hjem, lagde hun sig på sofaen hele eftermiddagen, slappede af eller så tv. Jeg var med babyen og vaskede gulv – det var vinter og der var sjap og mudder overalt, skulle lave mad, fodre og vaske babyen. På tredje dagen var jeg udmattet. Jeg sagde til min mand, hvad jeg følte, men han trak bare på skuldrene – det var jo ikke noget mænd skulle blande sig i. På den fjerde dag, da han kom hjem fra arbejde, var det lykkelige par på vej i biografen. Med fire hænder fik vi hurtigt klaret aftensmaden, vi spiste, og de kom hjem til færdiglavet mad. De havde medbragt masser af øl og snacks, men selvfølgelig intet til en ammende mor – bare et stykke kage ville have været fint… Det glade par spiste, smuttede ind for at se film og råbte ind til min mand: “Kom med os!”. Jeg blev ked af det, tog hende til side og sagde: – Undskyld, men kunne du ikke bare én gang tilbyde din hjælp? Jeg har et lille barn og er meget træt. Bare skræl nogle kartofler til supper eller spørg, om du kan hjælpe. – Skal du til at skælde mig ud? Det synes jeg ikke er passende! Jeg er altså også træt. (Af hvad? Sofaen måske?) – Hør nu, søde ven, du bor i mit hjem. Jeg er ikke din gæst, du er min gæst. – Jeg gider ikke høre på det her! – Ved du hvad, pak dine ting og forlad mit hus!!! De pakkede deres sager og forsvandt. Jeg græd længe bagefter. Synes I, det er normalt, at nogen opfører sig sådan?

Vil du sige noget? sagde hun, mens hun stod midt i mit køkken.

Det var halvandet år siden, om vinteren, min søn var kun fem måneder gammel. Min kones bror spurgte, om han og hans kæreste kunne bo hos os i en uge. Hvordan skulle jeg sige nej? Jeg var bestemt ikke begejstretvores lille dreng var lige blevet født, jeg sov dårligt, spiste næsten ikke og havde aldrig tid til mig selv, og nu skulle der også tages hensyn til familie. Men jeg sagde til mig selv, at det nok blev hyggeligt, måske ville de hjælpe til, så jeg kunne hvile og have nogen at drikke te med og tale med.

De dukkede op uden så meget som en lille gaveikke engang en rangle til drengen. Jeg er vant til, at man aldrig møder op i et hjem med små børn uden noget i hånden; sådan er jeg opdraget her i Danmark, men åbenbart gælder det ikke alle.

De sagde, de var her i forbindelse med noget arbejde, men sagde ikke præcis hvad.

Jeg gjorde mit bedste for at være en god værtlavede mad, gjorde rent, lærte dem bedre at kende. Alt syntes ok, men i de dage de boede hos os, tilbød hans kæreste aldrig at hjælpehverken med mad, oprydning eller bare med barnet, imens jeg fjernede vasketøj eller lavede andet.

Hver morgen stak hun af på sine egne ærinder, mens hendes fyr sov til langt op ad formiddagen, min kone drog på arbejde, og jeg løb rundt med babyen. Hun kom hjem, smed sig på sofaen og slappede af resten af dagen, så tv eller læste.

Jeg løb rundt med bleer, lavede mad og vaskede mudrede gulve, for udenfor var det slud og sjap, og det blev slæbt ind hver dag. Til sidst kunne jeg næsten ikke mere.

Efter tre dage havde jeg fået nok. Jeg fortalte min kone om mine frustrationer; hun trak bare på skuldrenemænd skal blande sig uden om kvinders småstridigheder, mente hun. På fjerde dagen kom min kone tidligt hjem, og de to gik i biografen.

Vi fire klarede hurtigt maden sammen den dag, og da de kom hjem, havde de taget en masse øl og snacks medmen selvfølgelig ingen kage eller noget passende til en ammende far. Bare en lille lagkage havde været noget!

De to nød aftensmaden, gik ind i stuen for at se film og kaldte endda på min kone: Kom med, vi ser film! Jeg var lidt såret over deres ligegyldighed, så til sidst tog jeg hende til side og sagde:

Undskyld, men kunne du ikke bare én gang tilbyde at hjælpe lidt? Jeg har en baby og er træt. Skær bare kartoflerne til suppen eller spørg, om du kan hjælpe.
Tror du, du kan skælde mig ud? Det synes jeg ikke, du skal. Jeg er også træt. (Træt af at ligge på sofaen, måske?)
Altså, du er altså i mit hjem. Jeg er ikke gæsten her, det er dig.
Jeg tænker ikke høre mere!
Ved du hvad, pak dine ting og find et andet sted at være!

De pakkede sammen og forsvandt. Længe efter var jeg stadig vred og ked af det.

Nu tænker jeg ofte på, om det virkelig er normalt at opføre sig sådan? Måske har jeg lært, at gæstfrihed også handler om gensidig respekt, og det tager jeg med mig fremover.