Mødet mellem to hjerter Anne steg på bussen ved stoppestedet, præcis som hun plejede. I bussen var der kun én ledig plads, ved siden af en mand, der så ud til at være lidt ældre end hende. Kvinden skænkede ham i første omgang ikke synderlig opmærksomhed. Hun havde syv timers rejse foran sig hjem til forældrene, og hendes hoved var fuld af problemer, som krævede hurtige løsninger. Anne satte sig bekvemt til rette, og bussen satte i gang. Efter få minutter begyndte hendes næse at opfange en let duft af moskus og stærkt ristet kaffe. En usædvanlig behagelig aroma, som straks vakte minder hos Anne. Sommer, varme, hun var 17, og ved hendes side lå kæresten Thomas, der duftede præcis sådan. De lå i græsset ved Gudenåen, kyssede under stjernerne, og Thomas hviskede jævnligt, at de altid skulle være sammen, og at han aldrig ville forlade hende. Han var hendes livs første store kærlighed – stærk, lidenskabelig. Hun elskede ham så inderligt, at hun var villig til at droppe studierne og fremtiden for at blive tæt på ham. Men skæbnen ville det anderledes. Thomas kom ind i hæren, vendte aldrig tilbage – i stedet fandt han en pige inde i byen og blev gift. Anne blev efterladt med et knust hjerte. Hun havde ikke set nogen mænd siden, i ti år elskede hun stadig Thomas – på trods af hans svigt. Et kort øjeblik drejede Anne hovedet og skævede til sidemanden. Hvad? Ikke muligt! Mørkt hår, blå øjne, elegant næse og fyldige læber, høj. Denne fyr lignede Thomas så meget, at Annes hjerte pludselig slog hurtigere. – Undskyld, hedder du tilfældigvis Thomas? spurgte hun forsigtigt. – Nej, jeg hedder Mikkel, svarede han med et smil, mens han vendte hovedet. Han lignede præcis ham, hvis billede hun altid havde båret i sit hjerte. – Og hvad med dig, hvad hedder du? – Jeg… jeg hedder Anne. Rart at møde dig. – I lige måde! Anne, du minder mig virkelig om min ekskæreste, sagde han. – Virkelig? – Ja, hun var min helt store, første kærlighed. Vi gik dog hver til sit på en dum måde. Hun fandt en anden, og i ti år har jeg ikke kunnet slippe tanken om hende. Og nu sidder du her, og vi mødes på denne måde. Jeg kan stadig knap tro det. Mikkel talte med overraskende ærlighed, og hans let rødmende ansigt afslørede, at minderne havde fået pulsen op. – Det er utroligt. Jeg har præcis samme historie. Du ligner også mit livs første kærlighed – fra ti år siden. Jeg kan slet ikke forstå, om det her kan være virkelighed? – Anne, skal vi ikke udveksle numre? – Jo, lad os det. De to unge begyndte at tale – men hvordan mon deres historie ender? Måske giver skæbnen dem en ny chance, selvom det er med nye mennesker, der minder så meget om deres forhenværende. For alt sker vel af en grund, ikke?

Mødet mellem to hjerter

Det føles som om det var i en anden tid, dengang Line steg på bussen ved stoppestedet, som hun plejede. Bussen var næsten tom, kun ét ledigt sæde fandtes lige ved siden af en mand, der så ud til at være en smule ældre end hende. Line skænkede ham først ikke mange tanker; syv timer ventede forude, til forældrenes hus på Fyn. Tankerne snurrede i hendes hoved der var så meget, der skulle falde på plads.

Hun satte sig til rette, og motoren brummede, mens den store rutebil satte sig i gang gennem landskabet. Efter et øjeblik bemærkede Line en duft, der dansede i luften en blanding af moskus og stærk, mørk kaffe, bragt frem i det trange bussæde. Duftene var så velkendte, at en bølge af minder skyllede ind over hende.

Der var høj sommer, 17 år, hun lå i det høje græs ved Gudenåen med sin kæreste, Mads, der duftede nøjagtig sådan. De kyssede under en stjerneklar himmel, og Mads hviskede mod hendes øre, at ingen nogensinde ville komme imellem dem, at han aldrig ville forlade hende. Han var hendes første kærlighed altopslugende og vild. Hun elskede ham så højt, at hun overvejede at droppe universitetet bare for at blive hos ham.

Men livet ville det anderledes. Mads aftjente værnepligt, og han vendte aldrig tilbage. I stedet fandt han en pige i byen, giftede sig, og Line sad tilbage med et knust hjerte. Siden havde hun ikke set nogen ny, selv efter ti år kunne hun ikke løsrive sig fra Mads, uanset svigtet.

Et øjeblik vendte Line blikket mod sin sidemand. Hun fik et chok det kunne ikke passe! Mørkt hår, blå øjne, et karakteristisk næseparti og fyldige læber, høj og rank. Han mindede hende så slående om Mads, at hendes hjerte straks slog hurtigere.

Undskyld, hedder du tilfældigvis Mads? spurgte hun forsigtigt, næsten genert.
Nej, jeg hedder Kasper, svarede han og så på hende med et hjerteligt smil. Han lignede ham så meget, næsten skræmmende tæt på det billede, Line havde båret i sit indre. Hvad med dig, hvad hedder du?
Jeg… jeg hedder Line. Hyggeligt at møde dig, fik hun fremstammet.
Lige over, Line. Du ligner til forveksling min gamle kæreste, kan jeg sige dig.

Virkelig?

Hun var min første kærlighed. Vi havde et skidt brud. Hun fandt en anden, og jeg har aldrig rigtig kunnet glemme hende. Ti år, og nu sidder vi sådan her. Jeg fatter det stadig ikke, sagde Kasper, og der var en ægtehed i hans stemme, som var umulig at overse man kunne næsten se, hvordan minderne stadig havde magt over ham.

Utroligt. Det er nøjagtig samme historie her. Du ligner Mads så meget, min første kærlighed for ti år siden, at jeg knap tør tro det.

Hør her, Line, skulle vi ikke udveksle numre, spurgte han pludselig.
Lad os gøre det, hviskede hun og smilede.

De to unge snakkede uafbrudt, mens kilometerne rullede forbi jydernes marker og bøgeskove. Hvad mon endte der? Måske gav skæbnen dem en ny begyndelse, denne gang med nogen, der bar et gammelt ekko i sig. For intet sker uden en mening det tror jeg stadig på, nu hvor jeg ser tilbage.