Overgivet til kærligheden – Katja, tænk dig om! Din udvalgte er kun atten, du er seksogtyve! Sikke et par! Alle vil glo – hvad kan han tilbyde dig? Kun problemer. Kollegene vil le af dig, læreren der faldt for sin elev. Sådan noget sker da ikke her! Sig op på skolen, mens tid er, ellers bliver du fyret for umoral – sådan beskrev min mor det hele malende. Men jeg ville skrige. For det skete, at Igor og jeg forelskede os. Ja, han var meget yngre og min elev. Men om et år ville han afslutte gymnasiet, og så skulle vi giftes. Aldersforskellen ville ikke være så tydelig længere. Jeg havde ikke kræfter til at gå fra ham – Igor var min første kærlighed. Selvfølgelig overdrev min mor, ingen vidste rigtigt om os; vi mødtes i smug. Selvfølgelig forstod jeg også, at sådan en “brandvarm” nyhed lynhurtigt ville rydde hele lærerværelset – alle ville vide det. Men jeg kunne ikke styre mig, brændte i hans favn, nød hvert eneste blik. Jeg vidste, jeg gav et skidt eksempel – jeg burde som lærer så fornuft og godhed. Min mor er også lærer og for hende fandtes der ikke nogen forklaring på, hvad jeg gjorde. Jeg fortrød, jeg delte min glæde og uro med hende, for hendes støtte mærkede jeg ikke. Hvor mange gange jeg i tankerne gik fra Igor, kan jeg ikke tælle. Men hver gang jeg så ham, slog hjertet klik. Forbudt blev ligegyldigt, jeg gik imod alt. Med Igor følte jeg mig som en teenager. Han var dygtig, atletisk, fornuftig – alle pigerne løb efter ham, og jeg blev usynligt jaloux. Mit hjerte var både lykkeligt og uroligt. Studenterhuen kom på, Igor kom på universitetet, og jeg … blev gravid. Min mor så straks, noget var galt. – Ja, så endte I der. Hvad skal du nu? Skaffer du dig af med kærlighedens frugt? Du skulle have lyttet til mig. – Nej, det gør jeg ikke, svarede jeg. Vores datter Sveta blev født. Igor havde ikke travlt med at blive min mand; studierne gik forud. Han trak sig væk, glemte at ringe, undgik at ses. Studenternes frihed, medstuderende… Vi gik hver til sit. Jeg blev jordbunden af virkeligheden – alene med vores datter. Man taler ikke om affærer med elever, så ville man blive til grin, udskammet. Mit hjerte blev stumt… Mor, der så min sørgmodighed, sagde: – Jeg mærker, det er slut med Igor. Men Katja, der er gløder selv under aske. Hold op med at drukne dig selv – det skal nok gå. To år gik. Igor så jeg ikke. I stedet fik jeg en bejler med hund – jeg kaldte ham bare “fyren med hunden”. Les var god, ærlig, kærlig, og han udstrålede lys. Vi blev forelskede. Sveta og gravhunden Hanne var hos min mor, mens vi gik i biografen og caféer. Mor var lykkelig: – Gå ud og ha’ det sjovt, mens I har lyst! Jeg passer barnebarnet og hunden. Efterhånden flyttede jeg og Sveta ind hos Les. Alt var roligt og godt hos os. Pludselig ringede mor nervøst: – Katja, Svetas far kom. Råbte på trappen, ville have din adresse. Sådan blev din elskede elev – fløjlsblød, men med et sår inde i. – Rolig, mor. Det klarer vi, sagde jeg – men blev selv lidt nervøs. Hvad mon han vil nu? Snart kom Igor: – Hej, Katja. Ser ud til, du har fået ny mand, der opdrager mit barn? Med hvilken ret? – Hvor står det skrevet, Sveta er din datter? Du har opgivet hende frivilligt. Hvilke krav har du? Han blev straks blød: – Katja, måske vi skulle bo sammen igen? Vi elskede jo hinanden engang. Har du glemt det? – Det gjorde jeg længe. Men Les hjalp mig at glemme dig for evigt. Tak, Igor, for din ‘kærlighed’. Du har mistet mig for altid. Farvel! Da Les kom hjem fra arbejde, mærkede han min uro: – Er der sket noget, Katja? Jeg fortalte om Igors besøg. – Bare rolig. Han savnede dig nok bare. Kom, lad os lave aftensmad, sagde Les og trak mig med i køkkenet. – “Manden”? Jeg har stadig en tom side til vielsesattest, grinede jeg, blinkede til Les. – Katja, gift dig med mig! sagde Les og gik ned på et knæ. – Er du bange for, min eks tager mig? lo jeg. – Måske – siger du ja? – Jeg tænker over det, drillede jeg, velvidende at Les ville gøre alt for mig. Om sommeren blev vi gift. Les adopterede Sveta. Året efter fik vi sønnen, Maksim. Vi byggede et kærligt hjem. Igor lod os være. Jeg hørte, han giftede sig med en medstuderende, men hun efterlod ham med en baby og rejste væk med en officer til en garnisonsby. Årene gik hurtigt. Les og jeg har grå stænk i håret. Sveta blev gift med en udlænding og bor i Italien. Barnebarnet – gravhunden Hannis efterkommer – tog hun med sig: – Så er der da én fra familien til at varme mig i udlandet. Vores eneste bekymring er Maksim. Han er 22, studerer på akademiet og har mistet sit hjerte til sin litteraturlærer. Hun gengælder følelserne – det ligner næsten en familieforbandelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg acceptere denne forbudte kærlighed eller fraråde ham det? Når jeg husker mig selv, ved jeg – det er umuligt. Maksim elsker vildt, passioneret. Det er kun fordi hun er gift og har to børn, at det gør mig ekstra bekymret. Hvad kan man råde? Ingen lytter jo, alle må fejle selv. – Maksim, du må selv bestemme. Bare lov mig, du ikke sårer hende. Gør hende ikke til grin – vær en mand, tænk dig godt om. Sådan nogle beslutninger kan ikke tages i et snuptag, sagde jeg. – Mor, du og far er det bedste forbillede. Tak for ikke at belære mig, sagde Maksim og gav mig et kys på kinden. Der blev aldrig nogen bryllupsfest. Læreren Marina og Maksim blev gift på rådhuset. Deres Zoya kom til verden lidt efter. Man kan ikke flygte fra kærligheden…

UNDERKASTET KÆRLIGHED

Katrine, tænk dig nu lige om! Din udvalgte er atten, og du er seksogtyve! Sikke et festfyrværkeri af et match, man kan da næsten ikke andet end at stirre. Hvad kan han tilbyde dig? Uendelige kvaler og kaos, det er det. Dine kollegaer kommer til at klukke af grin: Så hun, læreren, forelskede sig i sin elev den var ny! Sig op nu, mens du stadig selv kan bestemme, før de kaster dig ud for at bringe skam over faget, sagde min mor malende.

Jeg havde lyst til bare at sætte mig i et hjørne og tude. Det var altså endt sådan, at Jonas og jeg var faldet pladask for hinanden. Ja, han er meget yngre, og ja, han er min elev. Men om et år er han færdig med gymnasiet, så gifter vi os aldersforskellen bliver mindre synlig. Jeg skal bare vente lige lidt endnu. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle undvære ham. Jonas er min første rigtige kærlighed. Mor overdriver selvfølgelig, når hun siger, at alle allerede ved det om os vi har altså holdt det hemmeligt.

Selvfølgelig var jeg godt klar over, at sådan en brandvarm nyhed lynhurtigt ville strømme ud gennem hele skolen alle ville høre det, måske på nær viceskolelederen, der jo aldrig hører efter. Alligevel kunne jeg ikke bremse mig selv. Jeg hang på Jonas blikke, smeltede i hans favn. Jeg vidste godt, at jeg ikke ligefrem var rollemodelmateriale. Som lærer burde jeg sprede fornuft og medmenneskelighed.

Min mor er også lærer, og i hendes verden fandtes der ikke nogen acceptabel forklaring på mine handlinger. Jeg fortrød, at jeg havde betroet hende min stormfulde lykke. Ingen støtte at hente der. Hvor mange gange har jeg i tankerne slået op med Jonas? Uendelige gange. Men så snart jeg ser ham hjertet går i stå, åndedrættet hurra afsted: jeg elsker ham, og resten kan være lige meget! Alle forbud blæser jeg på.

Når jeg var sammen med Jonas, følte jeg mig som en dårlig teenage-pige. Han var jo skolens glansbillede lynende dygtig, sportslig og ret så velovervejet af sin alder.
Hans klassekammerater sværmede konstant om ham, så jeg måtte skjule min misundelse bag pædagogisk distance. Hjertet var både glad og tungt.

Afslutningsklokken ringede. Jonas kom ind på universitetet. Og jeg ja, så var jeg gravid.
Min mor spottede straks ændringerne på mig:
Nå, så sprang du i med begge ben, hva? Hvad nu? Vil du have det barn, eller bliver du fri for kærlighedens frugt? Du skulle ha lyttet til din gamle mor!
Nej, mor, selvfølgelig skal jeg ikke give afkald på mit barn, svarede jeg.

Så kom vores lille datter, Signe, til verden. Jonas var ikke umiddelbart klar på at blive ægtemand skolebøger kom først! Faktisk begyndte han at glide væk fra mig. Han dukkede sjældnere op og glemte at ringe. Studielivet, pigerne på universitetet Tja, vi gik fra hinanden, vores veje splittede op. Sådan faldt jeg fra romantisk svævetur ned til virkeligheden med et klask. Pludselig stod jeg alene med en datter på armen. Og hvem kunne jeg lige betro mig til? Ingen jeg gad ikke høre folk hvisle og pege. Min sjæl blev nærmest stum

Mor så mit mismod og prøvede at trøste:
Jeg mærker, der er knas mellem dig og Jonas. Men hør, Katrine, selv i asken kan der være gløder. Lad nu være med at slide dig selv op. Det løser sig, tro mig.

Der gik to år. Jeg havde ikke set Jonas. Til gengæld begyndte en fyr med en lille selskabshund jeg kaldte ham bare fyren med hunden at flirte lidt med mig. Vi mødtes tilfældigt i Frederiksberg Have, hvor jeg gik tur med barnevogn og han med gravhunde-hvalpen Molly. Vi fik snakket udvekslede lidt smil, og så gik det pludselig tjept.

Anders var simpelthen en charmebombe: rar, sjov, med et smil der kunne smelte smør. Ret hurtigt rullede kærlighedstoget afsted. Signe og Molly blev indlogeret hos min mor, så vi to voksne kunne forsøge os som et ungt forelsket par med café- og biografture. Mor jublede:
Bare I hygger jer, børn! Jeg klarer barnebarn og vuf selv!

Efter noget tid flyttede Signe og jeg hjem til Anders. Der var fred og ro, ingen vilde svingninger bare helt almindelig hygge og lyse danske aftener.
En dag ringede min mor lettere forpustet:
Katrine, Signes far har været her! Han råbte og skabte sig på trappen, ville have fat i dig. Jeg blev helt bange og gav ham jeres adresse. Se, din yndlingselev er ikke bare silke lidt skarpe kanter har han.
Bare rolig, mor, det finder vi ud af, sagde jeg. Men jeg blev selvfølgelig nervøs. Hvorfor dukkede Jonas lige pludselig op igen?

Kort tid efter stod Jonas i døren:
Hej Katrine. Kan godt se, du har fundet dig til rette. En ny mand, og han opdrager endda mit barn! Hvilket ret har han egentlig til det?
Jonas, og hvor står der skrevet, at Signe overhovedet er din datter? Du frasagde dig jo frivilligt. Hvilke klager?

Så blev han mildere:
Katrine, jeg vil egentlig bare Måske skulle vi prøve at være sammen igen? Vi elskede jo hinanden engang, kan du huske?
Jeg huskede det i lang tid. Men Anders hjalp mig med at glemme dig for altid. Tak, Jonas du fik din chance. Jeg er videre nu. Farvel, sagde jeg og ledsagede min fortid ud af hoveddøren.

Da Anders kom hjem fra arbejdet, bemærkede han min uro:
Er der sket noget, Katrine?
Jeg fortalte ham om Jonas visit.
Pjat! Lad være med at tage dig af det. Han savnede dig nok bare. Nu er det tid til aftensmad, kom og hent din mand, sagde Anders kærligt og trak mig med ud i køkkenet.
Mand? Min ægteskabsside i passet er knap nok åbnet, drillede jeg og blinkede til ham.
Katrine, vil du gifte dig med mig? sagde Anders, mens han gik ned på ét knæ med et stort grin.
Er det bare fordi, du er bange for, at min eks kommer og løber med mig? grinede jeg.
Præcis! Men, siger du ja? Han var faktisk alvorlig nu.
Tja, jeg må lige tænke lidt over det, drillede jeg, men vidste allerede, at han ville gøre alt for mig.

Om sommeren blev vi gift. Anders adopterede Signe. Et år senere kom vores lille søn, Mikkel, til verden. Hygge i parcelhuset med dansk familielykke og al dramaen lagde sig.

Jonas har ikke forstyrret siden. Jeg hørte senere, at han giftede sig med en medstuderende, men hun lod ham tilbage med en baby og stak af med en officer til en kaserne i Holstebro.

Årene løb af sted pludselig blev vi grå i tindingerne.
Signe blev gift med en italiener og flyttede til Bologna. Hun tog Mollys hvalp med sig:
Så kan jeg da tage et lille stykke familie med som selskab i det fremmede.

Nu er det kun Mikkel, vi stadig holder øje med. Han er toogtyve, læser på universitetet og er håbløst forelsket i sin dansklærer. Det virker til, hun gengælder det. Tydeligvis går nogle ting i arv jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

Skal jeg tage denne forbudte romance alvorligt, eller bakke ham væk? Jeg husker jo mig selv der er ikke nogen, der kan overtales væk fra så stærke følelser. Mikkel elsker så det brager. Det eneste problem: hans udkårne er gift og har to døtre. Hvad skal jeg råde ham til? Men altså, hvem lytter egentlig til råd folk dumper jo altid hovedkulds ud i deres egne fejl.
Mikkel, det er dit valg. Jeg beder dig bare om én ting gør ikke hende til grin, og svigt hende ikke. Tænk dig godt om, før du handler. Det er ikke noget, man kan gå ind til med venstre hånd, sagde jeg.

Mor, du og far er det bedste forbillede, man kan ønske sig. Tak fordi I ikke kører formaninger af, svarede Mikkel og gav mig et kys på kinden.

Der var ikke den store bryllupsfest. Mikkels dansklærer, Marina, og ham blev bare viet på rådhuset. Et passende stykke tid senere kom lille Zoe til verden.

Man kan altså ikke slippe udenom kærlighedenOg sådan stod jeg en dag, barnebarnet Zoe på skødet, duftende af bananmos og nys, mens Signe ringede fra Italien, og huset emmede af Anders sagte guitarspil på terrassen. Livet var ikke blevet, som jeg havde planlagt det var faktisk blevet rigere, broget og langt mere overraskende.

En tidlig forårsmorgen sad jeg sammen med Anders ved køkkenbordet, solen glitrende ind over kaffekopper og krummet brød. Han nåede ud efter min hånd:
Synes du, vi har gjort det godt, Katrine?
Jeg smilede. Uden at svare kiggede jeg på vores børn og barnebarn, alle de mærkelige veje, der havde ført os herhen alle vores fejl og valg og hemmeligheder: de var limen i fortællingen, ikke pletterne.

Kærligheden kan ikke tvinges eller tilpasses regler, tænkte jeg. Den vælger sine egne stier, og somme tider går man sig vild, men hvis bare man ikke taber hjertet eller humoren på vejen, så finder man måske netop det hjem, man ikke vidste, man søgte.

Jeg lænede mig ind mod Anders skulder.
Vi gjorde det hele på hovedet, sagde jeg.
Han kyssede min pande og grinede:
Men vi landede på benene.

Så snurrede Molly forbi med Zoe i hælene, og lyset faldt ind over os alle, som om verden hver dag begyndte forfra.