Du fornærmede mig ikke. Du svigtede mig. Det er noget helt andet, sagde hun til sin mand.
Telefonen ringede klokken halv otte om morgenen, mens Nina Rasmussen stadig stod ved komfuret og rørte i havregrøden. Hun kiggede på skærmen og så datterens navn, og straks fornemmede hun, at noget ikke var, som det skulle. Maria plejede aldrig at ringe så tidligt uden en god grund.
Mor, er du hjemme?
Ja, hvor skulle jeg ellers være. Jeg laver morgenmad. Hvad er der sket?
Pause. Nina skruede ned for varmen under grøden.
Mor, er far hos dig?
Nej. Han tog af sted i går aftes, sagde han ville være lidt længere hos Erik. De skulle jo ordne noget i garagen.
Endnu en pause. Længere, tung som tovejr.
Mor, han er ikke hos Erik. Han ringede til mig for en time siden. Sagde, han ikke kommer tilbage. At han… at han allerede har levet et andet liv længe. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.
Nina satte forsigtigt skeen fra sig på holderen. Ellers ville det give pletter på dugen, og det brød hun sig ikke om.
Hvad mener du med, han ikke kommer hjem?
Mor, han sagde, at han har en anden. I to år. Han vil skilles.
Havregrøden begyndte at boble stille på sætterne. Nina stirrede på de små bobler og tænkte, at hun burde slukke, ellers ville grøden brænde på. Hun slukkede. Så tog hun telefonen igen.
Maria, vent lidt. Er du sikker på, at du forstod ham rigtigt?
Mor…
Hvad “mor”? Måske sagde han det bare i frustration? Du kender jo din far, han kan være for hård i munden engang imellem.
Han var helt rolig. Han sagde, han har haft en lejlighed i Skovlunde siden november. Han bor der nu.
November. Det er marts nu. Fire måneder.
Nina gik hen til vinduet og så ud på gaden. Det var gråt og vådt, som det tit er i København i marts, når sneen er væk, men foråret stadig ikke rigtig er kommet. På den anden side af vejen, foran bageren, stod en kvinde med en barnevogn. Nina tænkte, at Henrik altid havde elsket foråret. Han sagde, det var som om, han kunne trække vejret dybere.
Mor, kan du høre mig?
Ja, jeg hører dig, Maria.
Jeg kommer forbi i aften. Skal jeg komme i dag?
Nej, det behøver du ikke. Du har jo arbejde.
Arbejdet kan vente.
Jeg siger, der er ikke noget behov. Jeg har det fint.
Det passede ikke. Men ordene kom ud så fast, at hun næsten troede på dem selv.
Efter at have lagt på blev hun stående lidt ved vinduet. Så gik hun ind i soveværelset, kiggede på sengen, på Henriks side, hvor hovedpuden stadig var krøllet, fordi han hastede af sted i går aftes. Hun tog puden op, holdt den et øjeblik og lagde den så forsigtigt tilbage. Dernæst hældte hun havregrøden ud og satte kedlen over.
Syvogtredive år. De havde været sammen i syvogtredive år.
Nina havde arbejdet som chefbogholder i samme byggefirma i 22 år, og ét havde hun lært: Når du ikke ved, hvad du skal gøre, så start med det, du ved, du skal. Lav en liste. Sæt prioriteter. Hun troede nok, hun ville have forsøgt at lave sådan en nu, hvis der ikke havde været så tomt og stille i hovedet som i kontoret efter fyraften.
Katten, Mille, kom trissende ud fra gangen og strøg sig op ad hendes ben og miauwede. Nina hældte mad op til hende.
Nå ja, Mille. Sådan kan livet altså også gå.
Katten bøjede hovedet ned mod madskålen. Nina iagttog hende og tænkte på, at Henrik netop havde givet hende katten. For fem år siden, som fødselsdagsgave. Han sagde altid, at en kat gør et hjem hyggeligt. Mille var rød og doven og sov altid på hans del af sofaen.
Ja, hvad mon det egentlig betyder nu?
Maria dukkede alligevel op senere samme dag. Uden at varsle, pludselig ringede det bare på døren. Nina åbnede og stod ansigt til ansigt med sin datter, som både lignede Henrik om øjnene og hende selv om kindbenene. Den blanding var usædvanligt smertelig denne dag.
Jeg sagde jo, du ikke behøvede.
Mor, lad mig nu komme ind.
De sad i køkkenet. Nina bryggede te og satte et glas stikkelsbærmarmelade på bordet, hun lavede stadig marmelade hver sommer. Maria kiggede på hende og virkede rodløs.
Hvordan har du det egentlig, mor?
Jeg har det tja. Jeg har spist, jeg står op, jeg falder ikke om og min hovedpine kører ikke.
Jeg mener det alvorligt.
Det gør jeg også. Hvad vil du høre, Maria? At jeg græder? Det gør jeg ikke. Endnu ikke.
Maria tog koppen i begge hænder, sådan som hun altid havde gjort, siden hun var lille.
Han ringer nok til dig selv. Han vil tale.
Han må gerne ringe.
Du har ikke lyst til at vide, hvem hun er?
Nina så længe på sin datter.
Det vil jeg gerne. Men ikke nu. Jeg er ikke klar til det nu, og jeg kan ikke engang lade som om, det ikke gør ondt.
Mor, han er en skiderik.
Maria.
Hvad? Han er det jo. Syvogtredive år og han fortæller dig det sådan over telefonen, til din datter?
Han vidste sikkert ikke, hvordan han ellers skulle sige det. Du kender jo din far. Han har aldrig været god til at sige ubehagelige ting lige ud.
Maria blev stille. Så sagde hun lavt:
Mor, du forsvarer ham.
Jeg forklarer ham. Det er ikke det samme.
De blev siddende lidt. Marmeladen forblev urørt. Katten hoppede op på skamlen og stirrede ud af vinduet.
Bliver du boende her alene?
Mille er her da.
Jeg mener alvorligt, mor.
Det mener jeg også. Maria, jeg er otteoghalvtreds, ikke tredive. Jeg klarer det. Jeg har boet her i tredive år. Jeg kender hver rør og hver kontakt. Jeg klarer den.
Maria tog hjem sent. Nina vaskede kopperne op, tørrede bordet af, fodrede katten og gik i seng. Hun lå længe og stirrede op i loftet og hørte tvet hos naboen, fru Jensen den monotone mumlen gennem væggen. Fru Jensen havde boet alene i otte år, siden hun havde begravet sin mand, og hun holdt altid fjernsynet kørende, for så var lejligheden ikke så stille. Nu forstod Nina hende en smule bedre.
Henrik ringede først efter to dage. Det var formiddag, Nina var i gang med at gennemgå papirer fra arbejde, for hun stod stadig som ansat til udgangen af april og lavede de sidste regnskabsrapporter hjemmefra. Da hans navn dukkede op, kiggede hun længe på det, før hun tog røret.
Nina.
Ja.
Hvordan har du det?
Henrik, ringer du for at spørge, hvordan jeg har det, eller er der noget bestemt du vil sige?
Pause.
Jeg vil gerne forklare…
Forklar dig.
Nina, vi har jo vi har i lang tid levet parallelt. Som naboer, næsten. Du ved det jo godt selv. Vi går og gør vores ting, som om vi går på hver vores togskinne. Jeg bebrejder dig ikke. Jeg bebrejder heller ikke mig selv. Sådan blev det bare.
Nina lod blikket glide over papirbunkerne. Alt lå ordentligt, alt var pakket i mapper og markeret.
Hvad hedder hun?
Nina…
Hvad hedder hun, Henrik?
Mette. Hun er fireogfyrre. Hun er enke, har to børn.
Jeg forstår.
Nina, jeg ville ikke såre dig.
Du sårede mig heller ikke. Du svigtede. Det er ikke det samme.
Hun blev selv overrasket over, hvor roligt det lød. Som om hun læste højt af noget fastlagt.
Nina, jeg forstår…
Nej, Henrik. Det gør du ikke. Men pyt nu med det. Kontakt advokaten om det praktiske. Jeg vil ikke lave drama og skændes om viskestykkerne. Lejligheden er min ifølge papirerne, det ved du. Pension får jeg, omend den er lille. Jeg skal nok klare mig.
Nina, du…
Det bliver alt for meget nu, Henrik. Jeg har noget, jeg skal ordne.
Hun lagde på og lagde forsigtigt telefonen på bordet. Derpå gik hun i køkkenet, satte kedlen over igen. Hænderne rystede ikke. Det undrede hende lidt.
En uge senere skulle Nina ned efter brød og stødte på fru Jensen uden for opgangen, som var på vej hjem fra apoteket med en stor pose.
Nina! Hvorfor er du så bleg? Er du ikke frisk?
Jo, jo, fru Jensen, det går. Det ser bare sådan ud.
Fru Jensen var tre år ældre end Nina, rund og højlydt, stadig farvet ravrød i håret, hun nægtede hårdnakket at være gråhåret, selv i begyndelsen af tresserne. De kendte hinanden i over tyve år; snakkede tit på trappen og drak en kop te i ny og næ, men nære veninder havde de aldrig været.
Kom ind til mig. Jeg har kålroulader fra i går, sagde fru Jensen og så på Nina på den særlige måde, folk der selv har siddet med sorg, kender til.
Det er lidt pinligt.
Nu stopper du, Nina. Kom nu ind.
De sad i fru Jensens køkken, som var spraglet og fyldt med slags, væggene dækket af billeder, små figurer på hylderne, tre potter med pelargonier i vindueskarmen. Nina brød sig normalvis ikke om rod og pynt, men nu føltes det sært rart, næsten hjemligt.
Henrik er gået, sagde hun selv, uden indledning. Hun havde ikke flere kræfter til at holde det indeni.
Fru Jensen sagde ikke “ih” og slog ikke ud med hænderne. Hun skænkede te og skar en stor bid kålroulade af.
Hvor længe har han været væk?
Siden november, viser det sig.
Og du vidste ikke noget?
Nej. Han sagde, han var til møde eller hos venner. Jeg troede på ham. Han var jo salgschef, også efter han blev pensionist, så han havde sine ting at se til. Jeg troede på ham.
Sådan kan det ske, sagde fru Jensen roligt, uden dom.
Fru Jensen, hvordan var det første tid, da du blev alene?
Første måned græd jeg. Anden måned var jeg vred. Tredje måned det kan jeg ikke huske. Så vænnede jeg mig til det. Ikke fordi det pludselig var godt, men bare anderledes.
Jeg kan ikke rigtig græde.
Det kan også ske. Nogle gange kommer det først senere. Det skal nok nå dig.
Jeg er bange for, at det gør det.
Fru Jensen så på hende.
Du er otteoghalvtreds?
Ja.
Jeg var nioghalvtreds, da jeg blev alene. Tænkte, det var slut. Men det var det ikke. Jeg siger ikke, det er nemt, men det er heller ikke slut.
Nina smagte på kålrouladen. Den var god og sprød i kanten.
Hvad gør du, når du ikke ved, hvad du skal stille op med dig selv?
Jeg går på torvet. Blandt mennesker og larm og liv. Så letter det trykket lidt.
Jeg har altid hadet torvet. Gik bare efter listen i supermarkedet og hjem igen.
Nå, så er det måske nu, du skal prøve noget nyt.
Ordene blev sagt henkastet, uden pres. Men Nina huskede dem.
I april gik Nina officielt på pension. Det sammenfaldt med, at skilsmissen blev fastlagt til starten af maj. Advokaten, som Maria havde fundet gennem en veninde, sagde, det ville være ligetil lejligheden var i Ninas navn fra halvfemserne, fælles ting var der få af, Henrik havde ikke krævet noget, han ville bare videre.
Han har travlt med at få det på plads, sagde Maria, da de talte om det.
Maria, du skal lade være med at tale ham ned.
Mor, du forsvarer ham igen.
Jeg vil bare ikke bruge mere energi på noget, jeg ikke kan ændre.
Er du vred?
Måske. Alt muligt på én gang.
Efter pensioneringen blev det mere vanskeligt. Ikke fordi pengene ikke slog til pensionen var på fjorten tusind kroner, småt men til at leve af men rytmen i hverdagen forsvandt. Hele sit liv havde hun skulle møde klokken otte, det holdt hendes dag oppe. Nu vågnede hun, så på klokken, den var syv, og der var ikke noget, hun skulle. Det føltes utrygt. Som at gulvet under hende var blødt og usikkert.
Hun forsøgte at lægge planer for sig selv. Skrev ned på en seddel: Kl. 8 morgenmad, kl. 9 gåtur, kl. 10 læse en bog eller ordne noget hjemme. Såstrede hun planen ud, for den blev aldrig fulgt. Hun sad med en bog, men efter tyve minutter stirrede hun ud af vinduet og funderede over, hvor Henrik havde været sidste november, mens han sagde, han var sent på møde.
Maria ringede pludselig en dag.
Mor, du må finde dig noget at lave, sagde hun. Meld dig til yoga eller noget.
Yoga? Maria, seriøst?
Mange kvinder i din alder går til det. Der er også fællesskab.
Læsekreds måske. Jeg tænker over det.
Hun tænkte ikke videre over det. I stedet gik hun igennem skabe og fandt en æske gamle billeder gamle papirbilleder, nogle med falmede kanter. Her er Henrik som ung, grinende med fyldigt mørkt hår. Her er de sammen i et sommerhus i 1989 eller 1990. Her er Maria, tre år, med is i hånden. Nina kiggede længe på billederne og lagde så æsken op på øverste hylde.
Hun blev først rigtig vred, da hun smadrede en lille tallerken. Bare sådan satte den for langt ud på kanten, den faldt, og hun nåede at tænke, at det var for dumt, hun skulle aldrig have købt noget så skrøbeligt. Så satte hun sig på hug for at samle stumperne, men blev siddende og blev pludselig forpustet, det strammede i halsen. Hun græd ikke. Hun sad bare. Efter nogle minutter rejste hun sig, smed skårene ud, vaskede hænderne og gik ud for at købe ind hun manglede boghvede og rapsolie.
Skilsmissen i maj gik hurtigt, som advokaten havde sagt. Henrik dukkede op i den blå habit, Nina havde købt til ham for fem år siden. De sagde ikke meget til hinanden. Da de skulle gå, standsede han kort.
Nina, jeg ville aldrig dig noget ondt.
Det ved jeg.
Det var sandt. Han havde aldrig villet hende noget ondt. Han havde bare villet noget andet for sig selv. Det var ikke det samme; det forstod hun, selvom det ikke hjalp på smerten.
Efter domsafsigelsen gik hun ind på en café i nærheden for første gang alene. Hun bestilte kaffe med fløde og et stykke honningkage og sad ved vinduet. Ved nabobordet talte to ældre kvinder om medicinpriser. En sagde, hendes blodtryk var for højt, lægen havde givet nyt medicin, og det kostede fire hundrede kroner i den nærmeste butik.
Prøv ovre hos apoteket i Brønshøj, sagde den anden. Min veninde fik samme præparat for dobbelt mindre.
Nina lyttede og tænkte: Sådan er det altså. Når det hele falder sammen, er det medicinpriser og hvor der er billigst, der fylder tankerne til sidst.
Hun drak sin kaffe, gik hjem i forårssolen, lod det gå stille for sig, så på mennesker, butikker, træer. I parken fodrede en gammel mand duerne. Livet gik videre, og det føltes for én gangs skyld, som om det kunne være meningen.
I juni ringede Vera Thomsen, hendes gamle skoleveninde, de havde ikke set hinanden i fem år, men ringedes af og til. Vera boede i Valby, havde sin egen slags hverdag, mand, børnebørn, kolonihave i Roskilde.
Ninna! Lever du? Jeg har hørt fra Lisbeth, at Henrik er flyttet!
Vera, sikke et sladdernetværk.
Hvordan har du det?
Tja sådan mellem himmel og jord.
Nå tja, det svarer alle. Det betyder: Jeg holder ud.
Ja, og jeg holder ud. Hvad ellers?
Ved du hvad, kom ud i kolonihaven. Her er grønt og fredeligt. Du slipper for at tænke så meget.
Vera, jeg er ikke til havearbejde. Henrik elskede det, jeg gad aldrig.
Så lad være, kom bare og sid, vi drikker kaffe på terrassen.
Jeg kommer.
Hun tog toget ud en lørdag formiddag, med en lille taske og en bog, hun havde haft liggende længe. Vera stod ved lågen ældre, men smilende, som hun altid havde gjort.
Ninna, du ligner dig selv.
Sludder. Jeg er blevet måske lidt tyndere, men, jo, smilene hænger ved.
På terrassen spiste de koldskål, derefter kirsebærsyltetøj på kiks. Veras mand, Jørgen, gik i haven, han vidste godt, kvinderne skulle snakke.
Fortæl alt, sagde Vera.
Og for første gang gjorde Nina det. Hun fortalte ikke bare punkt for punkt som til Maria, men alt. At Henrik havde været syg i november, hun plejede ham, og at han så, helt stille, pludselig var væk. At hun først havde troet, han gik mere op i at klæde sig pænt, fordi han havde opdaget moden. At stilheden til middagen virkede naturlig, et udtryk for parforholdets modenhed.
Nej, Ninna, det er ikke modenhed. Det er, når to mennesker glemmer at se hinanden.
Jeg tænkte, det var sådan, livet skulle være, når man har været gift længe.
Det er en fejl. Man skal aldrig holde op med at lægge mærke til hinanden. Skænderier er ikke dårligt det betyder, der stadig er liv.
Vera, tror du, hvis vi havde skændtes mere, var han så ikke gået?
Det ved man aldrig. Men så havde der i det mindste været følelser. Ikke bare tavshed.
Nina tænkte over det hele vejen hjem, med syltetøj i tasken og lidt mere sol på kinderne.
I juli gik hun forbi det lokale aktivitetshus og så en seddel på opslagstavlen: “Akvarelkursus hver fredag kl. 17. Materialer lånes. Alle er velkomne.” Hun læste den to gange, gik videre, vendte så om og tog et billede med mobilen.
Hjemme viste hun billedet til Maria over Facetime.
Det lyder perfekt, mor! Gør det!
Jeg kan da ikke tegne.
Det står alle er velkomne.
Ja, dem som kan lidt i forvejen.
Nej, mor, bare prøv. Hvad har du at miste?
Det fik hende til at stoppe op. Ja, hvad havde hun egentlig at miste?
Den næste fredag mødte hun op på aktivitetshuset. På første sal sad syv mennesker, alle var omkring eller over pensionsalderen. Papir, pensler, små sylteglas med vand og akvarelfarver. Underviseren var overraskende ung en smilende Kathrine på godt 30.
Velkommen! I dag maler vi et æble.
Nina satte sig og kiggede på det blanke papir. Kvinden ved siden af, i briller, hviskede:
Første gang? Jeg var også ny for tre uger siden. Man vænner sig til det.
Jeg hedder Nina.
Gerda Andersen. Tidligere laboratorieassistent, nu fri kunstner, tilsyneladende.
Hun grinede, og Nina grinede igen. Gerdas hænder var let rystende men sikre omkring penslen.
Nina malede et forvredet, lidt for mørkt æble. Kathrine kom forbi og sagde:
Godt begyndt! Brug lidt mere vand her. Så bliver det flottere.
Nina prøvede, og farven blev på magisk vis blidere, næsten lysende. Det gav et lille håb.
Efter kurset gik hun ned ad trappen sammen med Gerda.
Hvilken bus skal du med?
Nummer 7. Hvad med dig?
Jeg går bor på Nørrebro. Kom, jeg følges lidt.
De gik gennem det sommermilde København. Gerda fortalte, hun havde mistet sin mand for seks år siden, ingen børn, kun en niece i Aarhus, der ringede en gang imellem.
Savner du ikke?
Jo, min mand. Men ensomheden som før skræmte, er ikke så slem mere. Jeg har mine ting, mine kurser, hjælper naboen, læser. Livet går.
Nogle gange tænker jeg over, om jeg gik glip af noget. Om livet kunne være blevet anderledes.
Det gør vi vel alle. Jeg har ikke været ved havet i 20 år alt for travlt, arbejdet, mandens sygdom, alt muligt. Men måske prøver jeg snart. Langsomt, men jeg prøver.
Alene?
Hvorfor ikke?
De skiltes, og Nina tænkte endnu engang på, at hun aldrig havde været ved havet mere end én gang med Henrik. Gik hjem, tænkte, hun aldrig havde insisteret. Det lå nok ikke til hende.
I august ringede Maria.
Mor, kom forbi, Arne har fødselsdag næste lørdag fem år!
Arne var Ninas barnebarn, evigt på farten og med store, grå øjne. Nina elskede ham, selv om hun så ham sjældent. Maria boede i Brøndby med sin mand Jesper, som var ingeniør.
Selvfølgelig. Hvad skal jeg købe?
Han ønsker sig Lego. Med biler.
Selvfølgelig. Mor, har du noget imod, at far kommer?
Pause.
Jeg har ikke noget imod det. Han er jo stadig Arnes farfar.
Jeg vil bare være sikker på, du har det ok.
Jeg laver ikke en scene til et barns fødselsdag. Bare rolig.
Til fødselsdagen havde Nina købt et stort Lego-sæt og bagt honningkage Arne elsker det. Henrik var der allerede, sad i lænestolen og snakkede med Jesper. De udvekslede et nik. Alt forløb fredeligt.
Henrik så tyndere og en smule fortabt ud ikke at hun frydede sig, bare noterede. Arne kastede sig over Legoet, Jesper hjalp, Maria stod i køkkenet med maden. Der var larm, varme og for første gang følte Nina ikke den store sorg.
Henrik lænede sig diskret over bordet.
Du ser godt ud, Nina.
Tak.
Virkelig. Noget har forandret sig.
Jeg er begyndt at male akvarel.
Er du? Seriøst?
Ja, hver fredag.
Han så overrasket og lidt beundrende på hende.
Flot gjort.
Det ved jeg.
Det var ikke pral; bare konstatering. Hun blev stolt over det.
I september meldte hun sig til bogklub i folkebiblioteket, præcis som Gerda gjorde om onsdagen. Der var tolv deltagere, to mænd en pensioneret historielærer, en tidligere læge. De diskuterede bøger, og Nina opdagede, hun havde sin egen mening; den blev respekteret. På arbejdet havde det været sort/hvidt, men her kunne hun sige “jeg synes” og “det virker sådan på mig”, og det havde værdi.
Nina, du har en spændende vinkel, sagde historielæreren, Konrad, en slank og pertentlig mand. Du læser på din egen måde.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt.
I litteratur findes ikke rigtigt eller forkert. Bare det, der rører.
Det blev rutine for hende at gå hjem sammen med Gerda eller andre fra klubben. Ofte kiggede de forbi den lokale café, tog en kaffe og snakkede om livet priser, børn, helbred.
En dag sagde Gerda:
Nina, du er blevet en anden på det her halve år.
Hvordan det?
Du er mere til stede. Du venter ikke længere på nogen eller noget. Du lever.
Hvorfor så sent?
Bedre nu end aldrig.
I oktober kom overraskelsen. Kathrine fra akvarelhuset annoncerede, at de ville holde en lille udstilling til december, hvor eleverne kunne komme med et billede hver, hvis de havde lyst.
I bestemmer selv, om I vil deltage, sagde hun.
Nina havde flere billeder æbler, pærer, stilleben, og endelig et maleri af udsigten fra sit vindue. Der stod en gammel birk og en gynge i gården. Kathrine sagde, det var levende og havde sjæl.
Det skal på udstillingen, Nina, sagde Gerda.
Hun overvejede længe, men afleverede det så.
I november tog Nina på egen hånd til Skagen. Én uge. Maria blev overrasket.
Mor, alene? I november?
Hvorfor ikke?
Det er jo koldt.
Jeg har ikke været ved havet i tyve år. Jeg skal ikke bade, bare gå ture.
Mor, det er… nyt.
Jeg spørger ikke længere, hvad du synes jeg beslutter selv.
På togturen sad hun med et ældre ægtepar og en kvinde, som strikkede. Hun kiggede ud på markerne og det danske landskab og tænkte, at hun egentlig altid havde drømt om at rejse, men livet og pligterne havde fået forrang.
I Skagen var det næsten mennesketomt, havet gråt og smukt, vinden skarp, men befriende. Hun spiste fiskesuppe, drak te og talte med den gamle vært, som spurgte:
Er du her alene?
Ja, for første gang.
Det gør én stærk, mente værten, jeg har mange gæster, der først tør, når livet har kastet dem ud i det.
Hun købte tre akvarelkort på havnen med motiver af havet og Gammel Skagen. Ét til Gerda, ét til fru Jensen, ét til sig selv. Hun gik lange ture, og fandt mere ro i sig selv, end hun troede muligt.
Ved hjemkomsten var Mille krævende og fornærmet, men lagde sig varmt op ad hendes fødder til natten.
I december åbnede udstillingen. Nina kom sammen med Gerda, fru Jensen, og Maria, der havde Arne med. Han løb straks hen til billedet af udsigten og råbte: Det er jo din gård, mormor!
Maria betragtede billedet længe.
Mor, har du malet vores gård?
Ja. Med birken og gyngen fra da du var lille.
Det er virkelig pænt.
Kathrine sagde, at Nina havde potentiale. Men Nina sagde, at processen var vigtigere end resultatet.
Det klæder dig, mor. At være kunstnerisk.
Fru Jensen rystede på hovedet.
Nina, jeg vidste ikke, du kunne så meget.
Det vidste jeg heller ikke.
Efterfølgende drak de te og spiste lagkage. Arne var stolt, Maria lo, og alle nød varmen og samværet. Nina sad midt i det kalas og tænkte på, hvor stor forandringen var på så kort tid. For bare et år siden ville hun ikke have troet, hun kunne føle sig så tilpas midt i alt det ukendte.
Lige før nytår ringede Vera.
Ninna, hvordan går det? Har hørt du har været på udstilling Maria har skrevet om det på vores gamle klassechat!
Ja, den har jeg ikke tjekket. Skal nok gøre det snart. Må jeg i øvrigt tage imod din invitation om at komme ud til kolonihaven til vinter?
Selvfølgelig! Kom i januar, tag en uge.
Nytår fejrede Nina hos Maria med Jesper og Arne. Henrik holdt nytår andetsteds, hvilket var fint. Arne så fyrværkeri, blev træt og sov på sofaen. Da det blev roligt, spurgte Maria:
Hvordan har året været for dig, helt ærligt?
Blandet. Meget svært, men også meget godt.
Hvad var godt?
Udstillingen. Skagen-turen. Gerda og bogklubben. Dig og Arne og faktisk også, at jeg har fundet noget mit eget.
Hvad var dårligt?
Hvorfor nævne det? Det var der, men det fylder ikke det hele mere.
Savner du far?
Nina tænkte sig om.
Jeg savner det, vi havde engang. Men jeg savner ikke, som det blev. Det var der ikke mere. Det lader sig ikke skjule.
Det gør ikke ondt at sige sådan?
Jo, men sandhedens smerte er lettere end at leve på en løgn.
I januar tog hun en uge hos Vera i Roskilde. De sad på terrassen med tæpper, drak te og spiste hjemmelavet hindbærsyltetøj.
Jeg plejer altid at have styr på alt, sagde Nina. Før var der plan for alt. Nu aner jeg ikke, hvad jeg vil.
Det er tegn på, at du lever, sagde Vera.
Måske. Men jeg kan stadig ikke smide billederne ud.
Det behøver du heller ikke. Det er jo dit liv. Du behøver ikke lade, som om det ikke fandtes.
Du tror, Henrik er lykkelig?
Måske. Er det vigtigt?
Nina var stille.
Før havde det gjort mig vred. Men nu… nej. Bare han har det godt. Hans ulykke hjælper mig ikke.
Du er blevet voksen, Ninna.
Lidt sent, hva?
Man bliver aldrig for gammel til at vokse.
De lo. Veras mand, Jørgen, kiggede ud ad døren og rystede på hovedet ad tosserne med tæpper i kulden.
Vera, har du egentlig fortrudt noget?
Ville gerne have været arkitekt. Men nu maler vi, og det er godt nok. Det er ikke for sent. Det er først for sent, når vi ikke er her mere.
Nina kiggede ud i haven, hvor et skilt med “squash” stod på sned. Alt havde sin tid.
Det overrasker mig, at jeg kan sidde her og have det godt.
Ja, og det er sådan, du skal have det.
I februar begyndte Nina at hjælpe til på akvarelkurset. En ny kvinde, Irene, kom nervøst første gang. Nina satte sig ved siden af, forklarede, viste, opmuntrede.
Du er god til at lære fra dig, sagde Irene. Har du været lærer?
Nej. Bare bogholder.
Det overrasker mig.
De gik sammen ud i sneen, og Nina tænkte på, hvor langt hun var nået på et år. Fra at stå med skeen i gryden og opleve at verden splintredes til nu at samle sig selv igen, og nogle dele var stadig væk, men hun vidste, at det var okay.
Synes du ikke, det er for sent at starte nyt? spurgte Irene.
Det syntes jeg engang. Men ikke længere.
De skiltes; Nina gik hjem, sneen dalede blødt, gadelygterne stod gule, og hun tænkte på, at hun skulle ringe til Maria og spørge til Arne, hvad der stod på programmet i børnehaven, og måske tage fru Jensen op på opskriften på kålruller.
Mille ventede i døren og så sulten og fornærmet ud.
Nina fodrede katten, satte te over, tog sin yndlingskop frem. På køleskabet hang Arnes tegning opklæbet med en magnet: “Bedste Nina”. Mennesket på tegningen smilede, og det gjorde hun også, længe.
Så ringede hun Maria op:
Har I lyst til at tage med til Aarhus i en forårsweekend? Jeg har kigget, der er masser for børn, og jeg vil gerne prøve noget nyt med jer.
Mor…
Hvad mor?
Du foreslår det! Det ville du aldrig før.
Nej. Men jeg vover at spørge nu.
Du er blevet dig selv, mor.
Nina kiggede ud på sneen, som dalede, og vidste, at livet fandt nye former, også når man mindst venter det.
Der, stod hun med varm te og smil og følte for første gang, at hendes liv nu var sit eget. At det gav mening at begynde på nyt, selv med erfaringer og sår i bagagen. At det hverken er for sent at miste eller begynde noget igen og at man aldrig helt holder op med at være sig selv, hvis bare man tør løfte blikket og gå videre.
