– Bedstemor, du var jo så smuk som ung! Men farfar, selvom han var rar, var ikke ligefrem noget syn. Blev du tvunget til at gifte dig med ham? spurgte Valborg nysgerrigt, barnebarnet til Anni. – Åh, bestemt ikke! Jeg var et rigtigt livsstykke dengang. Mine forældre kunne næsten ikke styre mig. Det var faktisk mig, der nærmest tvang ham til at gifte sig med mig, grinede Anni. – Hvordan det? undrede Valborg sig – Du må da have haft masser af bejlere? – Det havde jeg også, pralede Anni koket – men det var Ejnar jeg blev forelsket i. Eller rettere: i hans harmonika. – Han var altid lidt af en vildbasse som barn. Fandt en gammel patron og smed den i bålet. Drengene løb, men han blev hængende – skulle lige pille næse. Så mistede han et øre, halvdelen af næsen og en finger. – Det stoppede ham nu ikke. Han kravlede videre over plankeværker og stjal æbler i fremmede haver. Men da tiden kom til at finde en brud, var der ingen, der ville have ham. – Sådan kunne han være blevet gammel ungkarl, hvis ikke en tilfældig mand engang havde byttet en harmonika for et stykke flæsk med ham – og så viste det sig, at Ejnar faktisk havde gehør. – Han begyndte at spille, og siden lavede han sange. Jeg husker første gang, han kom til bal med harmonikaen. Han spillede så smukt, at nogle begyndte at græde. Og mit hjerte sprang et slag over. Jeg hørte hans stemme, men det var som om jeg kiggede direkte ind i hans sjæl. – Fra da af gik jeg kun til bal for at høre ham. Og så plagede jeg far om at få lov at gifte mig med Ejnar. Mor græd – vores pige var blevet skør, gifter sig med en krøbling! Men far sagde, at hvis Ejnar var dum nok til at tage hende, kunne han bare velsigne det. – Så begyndte jeg at lægge an til, at jeg kunne lide ham. Men han stod stædigt fast: hvorfor skulle jeg ødelægge mit liv med ham? Folk ville bare pege fingre. – Så snød jeg. Sad med ham hele natten på bænken. Da jeg kom hjem, ventede far med spanskrøret. Jeg kastede mig for hans fødder og græd: Jeg havde været med Ejnar hele natten. Så var der jo ikke andet, end at min kære måtte gifte sig med mig. – I starten sludrede folk. Hans mor havde vist fortryllet mig! Min svigermor, Malene, løb ud af porten, mens hun huggede høner. Eller at der var noget galt med mig. Men så begyndte vi at få børn: søn, datter, søn, datter – så tav de alle sammen. – Og vi fik et godt liv. Når jeg kom hjem fra malkningen, havde han luget i haven og kogt kartofler. Han surede selv kålen, nægtede at lade mig gøre det. Han hjalp med børnene, hvor andre mænd gik hjemmefra for at slippe for larmen. Han legede med dem. – Men hele livet var han genert. “Gå du forrest, jeg kommer bagefter,” sagde han altid. Jeg svarede: “Er du min mand eller min sidepige?” Så tog jeg ham under armen, og sådan gik vi. – Nu har han været væk i ti år allerede. Når sorgen griber mig, tager jeg hans harmonika, krammer den og græder. Og det føles, som om han sidder ved min side, men ikke kan sige noget. Sådan er det, barnebarn. Man skal ikke gifte sig for skønhedens skyld. Følg hjertets kald.

Bedstemor, du var så smuk, da du var ung. Men morfar, selvom han var rar, var han jo ikke ligefrem en flot mand. Blev du gift med ham mod din vilje? spurgte Amalie nysgerrigt, barnebarn af Frida.

Nej da, grinte Frida. Som ung kunne jeg bestemt sætte fut i gaden. Mine forældre havde nok at gøre med mig. Det var faktisk MIG, der jagtede din morfar og tvang ham til at gifte sig!

Hvordan det? Amalie så måbende på hende. Du må da have haft mange bejlere?

Det havde jeg, lo Frida og rettede sig op med et glimt i øjet. Men jeg forelskede mig i Asger. Altså, egentlig var det hans harmonika, jeg faldt for.

Asger var altid fuld af spilopper som barn. Han fandt engang en gammel patron og smed den overmodigt på bålet. Alle drengene løb væk, men han blev stående og pillede sig i næsen. Patronen sprang, og han mistede et øre, halvdelen af næseboret og en finger.

Men det slog ham ikke ud. Løb stadig på plankeværk, stjal æbler fra naboernes havelåger. Men da tiden kom til at gifte sig, holdt pigerne sig på afstand. Han var jo lidt særpræget at se på.

Han var nok forblevet ungkarl, hvis ikke en mand engang havde byttet sin gamle harmonika for et stykke flæsk. Og det viste sig, at Asger havde gehør.

Han begyndte at spille små melodier, og senere digtede han egne viser. Husker tydeligt første gang, han mødte op til bal med harmonikaen. Sikken spilleglæde man blev helt rørt. Jeg mærkede det i hjertet straks han spillede. Hans stemme stak ligefrem ind i sjælen på mig.

Efter det gik jeg kun til bal for hans skyld. Bagefter plagede jeg min far om at må få Asger. Min mor græd, mente jeg var blevet skør. Hvem ville da frivilligt vælge en mand, der så sådan ud? Men far sagde bare, at hvis Asger tog sådan en tosset pige til kone, så skulle han bare være glad.

Jeg begyndte at flirte med Asger, lod ham vide, at jeg kunne lide ham. Men han var stædig og sagde, at han ikke ville ødelægge mit liv. At folk ville pege fingre ad os, og det ville blive pinligt at gå gennem byen sammen.

Så snød jeg. Sad hele natten med ham på bænken foran huset. Da jeg kom hjem, stod min far klar med lædertøjet. Jeg kastede mig for fødderne af ham og græd, at jeg havde tilbragt natten med Asger. Så må man jo tage konsekvenserne det endte med, min kære Asger måtte gifte sig med mig.

Jeg ved, at folk sladrede i starten. Nogen sagde, Asgers mor havde forhekset mig. Min svigermor, Alma, lukkede endda kyllingerne ud på gaden hver gang, de så mig. Og så sagde de, jeg var forbandet i kroppen. Men så begyndte børnene at komme dreng, pige, dreng, pige så holdt alle op med at sladre.

Vi levede godt sammen. Når jeg kom hjem fra malkningen, havde han luget køkkenhaven og kogt kartofler. Han satte selv surkål over stolede ikke på, jeg kunne finde ud af det. Han legede altid med børnene. Andre mænd gik hjemmefra for at slippe for skrål, men han gøgler stadig med de små.

Men hele livet igennem var han generet over sit udseende. Gå du blot foran, sagde han, jeg kommer bagefter. Jamen, sagde jeg er du min mand eller en hemmelig bejler? Så tog jeg ham under armen, og sådan gik vi videre.

Det er snart ti år siden, han gik bort. Når savnet bliver for stort, tager jeg hans harmonika, holder den tæt og græder. Så kan jeg næsten mærke, han sidder ved siden af, selvom han ikke kan sige noget.

Det er sådan, Amalie. Man skal ikke gifte sig med én for ydre skønhed, der stråler op, men lytte til hjertets stemme. Det er det, der varer.