Hun var gået, og først alt for sent gik det op for ham, at hun var hans eneste sande kærlighed.
Hun forlod ham, og det var først, da det hele var forbi, at han forstod, hvor meget han i virkeligheden havde elsket hende.
Simon sad længe i sin gamle Volvo uden for restaurantens indgang, hænderne bævende svagt, men det tænkte han ikke over. Der sivede en dæmpet ringen i hans ører, et levn fra nervøsiteten. I aften var det gymnasieårets jubilæumtyve år siden de havde sagt farvel til hinanden og til ungdommen. Tyve år siden han selv havde ødelagt sit livs største mulighed for lykke.
Dengang havde han mistænkt Freja for at bedrage ham. Et billede af hende sammen med en “ny ven,” havde hamret sig fast i hans hovede. Hun undskyldte sig ikke, sagde intet. Han råbte, beskyldte, lod al sin usikkerhed vælte ud. Og så gik hun. Tavst. Uden forklaring.
Et halvt år senere giftede han sig med Kirstine. Af stædighed. For at vise Freja, at han sagtens kunne være lykkelig uden hende. Men den lykke kom aldrig. Ægteskabet blev hult, altid på nippet til at briste. Alt så rigtigt ud: kone, barn, behageligt arbejde. Men hans hjerte tav.
Og nu, denne aften, skulle han så se hende igen. Freja. Den ene. Den eneste, han havde elsket.
Han trådte ind i lokalet og mærkede hende straks. Nej, han så hende ikke med det samme han mærkede hendes tilstedeværelse. Hendes smittende grin, hendes varme energi. Hun var stadig uforglemmelig: en sommerkjole med margueritter, bløde krøller ved skuldrene, det der sikre blik. Alting væltede op i ham igen, som før.
“Freja…” sagde han sagte, da hun gik udenfor for at tage sin telefon.
“Ja, Simon?” Hendes stemme var mild, næsten drillende.
“Fortæl mig Hvordan har du levet uden mig?”
“Er du sikker på, du ønsker at høre det?” Ikke smerte i hendes stemme, kun gammel træthed.
“Jeg kan ikke uden dig. Uden os…”
“Der er ikke længere noget os, Simon. For længe siden gik det i stykker.”
“Og vores barn?” udbrød han pludseligt.
Hendes ansigt blev blegt. Hun lukkede øjnene. Hendes stemme var dæmpet, men urokkelig:
“Du mener det barn, jeg mistede efter dine beskyldninger? Det, jeg ikke kunne redde fordi jeg græd for meget? Ja, jeg var gravid. Men du sagde, det ikke kunne være dit. Du valgte at tro på dét billede. Ikke mig. Ikke dit hjerte. Du valgte Kirstine.”
Han sænkede hovedet. Netop der, vidste han, havde han ødelagt alting.
“Jeg overlevede, Simon. Knust, ødelagt. Men jeg overlevede. Jeg tog afsted. Begyndte forfra. En mand hjalp mig en der så mig, bare mig. Ikke mine fejl, ikke min fortid. I dag har vi to adopterede børn. Fra allerførste dag var de mine. Og jeg er lykkelig.”
“Tilgiv mig”
“Hvorfor? For at have ødelagt mig? Det har jeg egentlig gjort. Det tog lang tid, men jeg tilgav dig. Men nu er jeg ikke længere den, du kendte. Jeg tilhører dig ikke mere. Det er først nu, du ser, hvad du mistede.”
Hun vendte sig og gik. Let på tå, ret ryg, fuld af styrke. Alt det, han ikke magtede at værne om dengang.
Han stod tilbage, ubevægelig, i stilheden mellem de parkerede biler, med sit knuste hjerte og kun én sandhed tilbage: Man kan ikke spole livet tilbage. Nogle gange kommer erkendelsen for sent. Og selv hvis du bærer hende i hjertet hele dit liv… for hende er du ikke længere nogen.
