Morfar fra kurstedet sendte et telegram: “Jeg kommer ikke hjem til dig – jeg flytter ind hos Gitte” Maries mormor – Nina Nielsen – blev i hendes erindring en kærlig, omsorgsfuld og forstående bedstemor. Morfar huskede hun kun svagt; barndommens brudstykker bevarede kun den skarpe og ubehagelige lugt af hjemmegroet tobak, sved og den grove, kommanderende stemme. Mormor talte altid dårligt om ham, og han slog hende, sagde hun, uden grund næsten hver dag. Morfar arbejdede på DSB, gik dagligt sporene igennem med sin makker og fandt og ordnede fejl, eller meldte dem ind til banen, hvis det ikke kunne fixes med det samme. Det var hårdt arbejde, især fordi de skulle gå i mørke og dårligt vejr, hvilket sled på helbredet. I de dage fik man gratis ophold på kursteder, og morfar blev tilbudt det flere gange, men sagde altid nej. En vinter blev det gamle, skadede knæ slemt, lægen ordinerede behandling og anbefalede kraftigt et kurophold. Morfar havde respekt for læger, så han tog afsted – med den store brune kuffert med sort plasthåndtag, som mormor havde pakket. Mormor var begejstret – tre ugers frihed fra manden! Hun ristede en stor skål solsikkekerner, gik ud og bød alle naboerne, delende sin glæde. Tre uger uden sur tobaksrøg, skældud, slag og væltet suppe, bare fordi den var krydret forkert. Efter to uger kom postbudet med et telegram til Nina Nielsen. Der stod: “Jeg kommer ikke hjem til dig, jeg flytter ind hos Gitte.” Mormor læste det flere gange og udbrød: “Jamen, Herre Gud, hvorfor har du givet mig denne lykke!?” Hun var ovenud lykkelig. Først samlede hun alle morfars skjorter og bukser, hun altid havde strøget, lagde dem med alle hans papirer, og bar kufferter og bylt ud i skuret – så der ikke engang var spor af ham tilbage i huset. Da morfars ferie var slut, kom han hjem, ordnede alt med arbejdet, meldte sig ud af husstanden og forsvandt for altid med ting og konto – uden at give forklaring. Og det ønskede hun bestemt heller ikke – hun var ræd for, han skulle fortryde. Næste weekend tog hun og datteren ud for at købe tapet – morfar havde aldrig tilladt tapet, kun hvidkalkede vægge. Sammen købte de også gardinstof; mormor fandt symaskinen frem og sang, mens hun syede lange gardiner, hun altid havde drømt om, men aldrig måttet hænge op – morfar krævede kun korte gardiner på snor, som hun kaldte “benklæder”. Med hakkejernet fjernede hun morfars hjemmeavlede tobak og plantede jordbær i stedet. De fleste af de stikkende hindbærbuske, som kun morfar kunne lide, blev revet op, og nu plantede hun kirsebær og blommer, som han aldrig ville have. Inde smed hun alt det gamle, skårede porcelæn ud og fandt det fine stel frem, hun havde fået fra arbejdet, og nu kunne bruge hver dag. Den gamle, hvide voksdug røg ud fra bordet, og endelig blev kogeblusset slukket; nu sparede mormor ikke mere på tændstikkerne, så gassen ikke skulle være tændt hele tiden. Ved vasken kom nu duftende jordbærsæbe – morfar havde forbudt sæbe, “kan bare skylles i koldt vand.” I bad skulle man kun, mente han, en gang om ugen i badehuset. Mormor blomstrede op; selv rynkerne blev glattere. Der kom gæster og naboer i huset, og hun gik selv ofte på visit med lune svampeboller. Håret voksede mørkt ud fra rødderne, som om hun blev ti år yngre. Enker prøvede at fri, men hun stod fast, ville ikke bo med nogen mand mere, og levede lykkeligt omgivet af børn og børnebørn resten af sine dage.

Jeg må bare fortælle dig historien om farmor, som jeg stadig kan grine lidt af, selvom det egentlig er lidt vildt, hvad hun har været igennem. Min farmor, hun hed Rigmor Kristensen, og alle i familien husker hende som enormt kærlig, altid smilende og fuld af liv. Farfar, Jens Kristensen, står derimod mere tåget for mig det eneste jeg sådan rigtigt husker er lugten af hjemme-roulet tobak, sved og hans lidt hårde, kommanderende stemme. Farmor talte ærligt talt aldrig pænt om ham. Hun sagde tit, at han både kunne være grov, og at han ikke kunne lade være med at løfte hånden unødigt tit.

Farfar arbejdede hele sit liv på DSB sammen med makkeren gik de hver dag op og ned ad skinnerne, fandt fejl og fik dem fikset, eller meldte dem videre, så dem fra vedligehold kunne tage sig af det. Det var jo et hårdt slæb, for det skulle gøres i alt slags vejr, tidligt om morgenen. Dengang fik man fra kommunen tilbudt gratis kurophold på forskellige kursteder, men farfar havde takket nej hver gang han stolede hverken på fremmede steder eller læger, selvom han faktisk havde respekt for dem.

Men så en isvinter kunne hans gamle, dårlige knæ ikke mere, lægen insisterede på, at han blev sendt af sted på kur i Skagen, og det turde han ikke sige nej til. Med sig fik han farmors gamle, brune kuffert med den der sorte, plastik hank du ved den slags, man næsten var bange for ville gå op midt på banegården. Rigmor tog det med oprejst pande, hun glædede sig faktisk tre fulde uger uden mandens røg, sure miner og udslyngede bebrejdelser!

Først stegte hun en kæmpe skål solsikkekerner, gik ud på stien og bød naboerne, mens hun glædede sig med livet og sagde: Nu har jeg endelig lidt ro! Ingen sure miner, ingen gryder der blev smidt ud, fordi der var for meget eller for lidt dild i suppen.

Så, to uger efter, kom postbudet forbi med et telegram til hende. Jeg husker tydeligt, hvordan hun læste op: Kommer ikke hjem igen, skal bo med Grethe. Hun troede næsten ikke sine egne øjne, læste det igen og igen. Og så? Så faldt hun bare ned på køkkengulvet og udbryder: Kære Gud, hvorfor har du dog skænket mig denne lykke! Hendes glæde kendte slet ingen grænser. Først samlede hun alt farfars tøj sammen de skjorter og bukser hun ellers havde bøvlet med at stryge hver dag sammen med hans papirer. Dem slæbte hun sammen med resterne af hans tasker ud i skuret, så der ikke engang hang et gran af Jens ånd tilbage i huset.

Da farfars kur så endelig var slut, dukkede han op igen, ordnede overflytning på jobbet, meldte sig ud af adressen og gik for altid. Han tog sine ting og hævekortet med og sagde ikke engang farvel ordentligt til Rigmor, men hun var bare bange for, han skulle fortryde og alligevel blive hængende.

Så, samme weekend, tog hun og mor ud for at købe nye tapeter for det havde Jens aldrig tilladt alle væggene havde ellers bare været kalkede. De købte også stof, så hun kunne sidde og sy de lange, flotte gardiner hun altid havde drømt om; dem havde farfar heller aldrig villet have, han foretrak de der korte gardin-stykker, som kun dækkede halvdelen af vinduet. Farmor kaldte dem altid benklæder og hadede dem!

I køkkenhaven gik det ud over hjemmedyrket tobak, den blev hugget op og væk, og i stedet plantede hun den yndigste danske jordbær. Den stikkende hindbærbusk, som farfar elskede for meget, blev også revet op til fordel for kirsebær og blommer, som han ellers nægtede at dyrke. Inde i huset røg de gamle, skårne tallerkener ud, og hun begyndte at bruge det fine stel, som hun ellers havde fået som gave fra kollegerne.

Den tykke, hvide voksdug med det falmede motiv blev også kylet ud, og hun begyndte at slukke for gasblusset, så snart hun var færdig med at lave mad, for hun sparede ikke på tændstikker mere. Før i tiden havde det blå gaslys stået og brændt, for hun syntes, det var spild at tænde op hver gang tankevækkende egentlig. Ved køkkenvasken dukkede duften af jordbær op, for nu fik hun lov at vasker hænder i duftsæbe, hvilket Jens før havde anset for noget pjat. Han mente, man kunne nøjes med vand, mens sæbe var forbeholdt lørdagsbadet.

Du skulle have set hende, hun blomstrede bare! Hun blev nærmest yngre, ligefrem rynkerne blev glattet lidt ud. Pludselig kom naboerne forbi til kaffe, de snakkede om alt fra kartofler til råd om blomsterbed, og farmor gik også gerne selv på besøg, hvor hun havde hjemmebagte tærter med skovsvampe med til alle.

Hendes hår begyndte endda at gro ud mørkere fra rødderne, som om hun havde smidt ti år. Enkelte enkemænd prøvede skam lykken og ville gerne flytte sammen, men hun nægtede på det bestemteste. Hun nød livet med børn og børnebørn omkring sig, og hun var lykkelig lige til det sidste.