Stak af for altid
Har du nu sagt ham imod igen? spurgte moren, mens hun pillede asparges op af indkøbsnettet. Marie, hvornår lærer du det?
Nikolaj er jo en fornuftig mand, arbejder hårdt, går ikke og roder med damer.
Jo, han kan godt hidse sig op men det er jo fordi, han står med hele ansvaret. Kan du ikke bare sluge din stolthed?
Mor, han slog mig. Fordi jeg nævnte børnehave for Laura. Synes du, det er okay?
Ej, nu starter du igen! moren slog ud med armene. Tragedie. Da jeg var ung, fik man altså bare lidt ris, og så var der ikke mere brok. Sådan blev stærke familier bygget.
Han forguder dig jo! Forkæler dig, tager dig ud hvor finder du ellers sådan én? Og med et barn oveni? Tror du, nogen gider det?
Marie stod ved komfuret og lavede aftenens fjerde ret. Suppen boblede i gryden, kødet syede på panden, der var fransk løgtærte i ovnen, og en sauce stod og tyknede præcis, som Nikolaj ville have den så skeen står fast, men ikke så den vælter.
Sveden løb ned ad hendes kinder, håret klæbede sig mod kinderne, men hun turde ikke flytte sig fra komfuret et øjeblik.
TVet drønede i stuen. Det skulle stå højt, for Nikolaj kunne slet ikke klare stilhed.
Datteren sov inde ved siden af, og Marie havde ørene på stilke skulle hun nu vågne igen af latteren fra fjernsynet?
Nikolaj trådte lydløst ind i køkkenet, greb hende om livet bagfra, så hun fór sammen.
Det dufter godt, hviskede han ind i hendes nakke. Min lille husalf. Er du træt?
Marie stod stiv som et bræt med grydeskeen i hånden. Lige dér var han næsten som dengang, hun forelskede sig i ham: kærlig, blid, tillidsvækkende. Men…
Ja, jeg er træt, Nikolaj. Kunne vi ikke snakke om børnehave igen? Laura har virkelig brug for at være sammen med andre børn. Og så kunne jeg måske starte på arbejde
Han trak sig væk med det samme.
Nu igen? Det har vi snakket om. Hun var i børnehave en uge og syg en måned. Er du fuldstændig ligeglad med barnet? Eller vil du bare væk for enhver pris?
De siger alle, børn er småsyge i starten… Det er helt normalt.
Jeg er ligeglad med, hvad de siger, afbrød han. Jeg bestemmer, hvornår hun skal i børnehave. Taler du overhovedet med mig tror du, du ved mere?
Jeg vil bare have mine egne penge, Marie prøvede at møde hans blik. Jeg vil udvikle mig, ikke bare stå her ved komfuret.
Lyden af lussingen overdøvede køddets sydende. Marie faldt ind i vasken, ramte hoftebenet hårdt på kanten, der susede for ørerne.
Ha, egne penge vil hun have, hvæsede Nikolaj, trådte tættere på. Jeg forsørger dig, giver dig tøj, køber gaver. Hvad mangler du? Du er sgu da blevet for forvænt!
Marie sagde ingenting, holdt hånden mod sin brændende kind. Hun kendte det blik. Noget at sige lige nu, ville kun gøre det værre.
Sæt dig og spis, befalede han, mens han selv satte sig. Og jeg vil ikke høre mere snak om job. Du er kone og mor. Dit hjem er her.
***
Næste dag kom Maries mor forbi. Hun havde æbler med fra haven og endnu et skud livsvisdom.
Hun lagde mærke til hævelsen, som Marie havde forsøgt at dække med foundation, og begyndte igen sin lille sang om at en ordentlig kone er lydig.
Jeg vil skilles, sagde Marie forsigtigt.
Morens hånd stoppede i æblet.
Er du blevet skør? Skal vi til at ringe efter en psykiater? Forstår du overhovedet, hvad du siger?
Hvis du pakker og går, skal du ikke komme tilbage! Hører du? Lad nu være. Hold ud, ligesom alle andre.
Hun tænkte på én episode i Fields sidste vinter.
Nikolaj gik ud at ryge og lod Marie stå ved indgangen til børnetøjsbutikken. En stor mand stødte ind i hende, hun snublede på sine støvler og landede på klinkegulvet.
Manden begyndte, i stedet for at undskylde, at svine hende til over, at hun lå i vejen.
Nikolaj stod der pludselig ud af det blå. Marie havde aldrig set ham sådan han forsvarede hende så voldsomt, at vagterne måtte gribe ind og trække dem fra hinanden.
Da han havde reddet hende, tog han hende op i armene:
Undskyld, min skat. Det er sidste gang, jeg lader dig være alene. Jeg skal nok passe på dig!
Dengang troede hun, det var kærlighed. I dag kunne hun ikke forstå, hvordan der kunne være plads i samme person til både ridderen og den mand, der kunne sparke hende for at flytte en stol forkert.
Iløbet af de seneste fire måneder forsvandt ridderen helt.
Nu kunne Nikolaj råbe højlydt ad hende i Føtex, kalde hende åndssvag foran fremmede, fordi hun ikke kunne finde sit Dankort i tasken.
For fanden, Marie, udbrød han hidsigt, er du fuldkommen håbløs? Jeg ville gerne vide, hvordan jeg overhovedet kan holde ud at bo med sådan én som dig.
***
Den eneste livline, hun havde, var Lise, en lidt fjern slægtning fra Aarhus. De talte kun sammen, når Nikolaj ikke var hjemme.
Tag dit barn under armen og kom, Marie, ridsede Lise gennem røret. Min mand og jeg mangler én til at hjælpe i restauranten du er kvik, pæn, og du snakker godt for dig.
Jeg sørger for lejlighed til dig det første stykke tid, og jeg betaler privat pasning til Laura. Se at komme!
Jeg er bange, Lise… Han har sagt, han aldrig slipper mig. Han slår mig hellere ihjel end giver slip, mumlede Marie.
Han truer bare, så du ikke går. Han kan lide at holde dig som fange du må ikke give ham lov!
Hvad er det, du bliver? Komfur, tårer og skideballer? Du drømte engang om bøger, fitness… Kan du huske, hvordan du grinte førhen?
Marie huskede det. Hver aften inden søvn, så hun det for sig: En morgen i Aarhus, hånd i hånd med Laura på vej ned ad Møllegade.
Ingen råber, ingen bestemmer, hvad hun må læse eller se. Hun går i træningscenter om dagen, læser det, hun vil, spiser hvad hun vil. Ikke det, Nikolaj dikterer.
Men hver morgen forsvandt modet, når hun så, hvem der lå og sov ved hendes side. Hun elskede ham den gamle version af ham.
Dybt i maven håbede hun stadig, at det bare var en svær periode. Hvis hun nu bar over, tilpassede sig, blev virkelig god, ville han måske blive blid igen.
***
Om søndagen røg de i totterne på hinanden hun havde talt for køligt til hans mor i telefonen.
Nikolaj sparkede hende bare i siden, da hun bøjede sig ned for at samle Lauras bamse op. Hun så stjerner for øjnene.
Mens hun stod og tumlede rundt i smerterne, smækkede han døren og gik. Han kom hjem om aftenen med en stor buket liljer.
Nå, nu er du fornærmet? sagde han; hun havde lige puttet Laura. Jeg har jo sagt undskyld. Se lige, hvor fine de er! Blomster til damer, så er der fred i huset. Kom så.
Han prøvede at hive hende med ind i soveværelset. Det blev koldt indeni hende hun magtede slet ikke tanken om at røre ved ham.
Nikolaj, ikke i dag. Jeg kan næsten ikke trække vejret, min krop gør ondt.
Han blev rød i ansigtet, klaskede hende én til og smilede så:
Nå, men gider du ikke, så findes der andre. Sådan er det jo. Tom plads bliver hurtigt fyldt!
Hun sov ikke den nat. Hørte ham rasle ude i køkkenet med bestik, smække med køleskabet, snakke dæmpet i telefon.
Morgenen efter var alt, som om ingenting var sket. Han stegte spejlæg og nynnede.
Laura, stå op! Der er morgenmad!
Marie gik ud, tavs. Da hun passerede ham, klappede han hende på bagdelen.
Hvorfor det lange fjæs, skat?
Jeg har ondt i ribbenene, sagde Marie stille og satte sig.
Hold op, du. Du kom jo bare uheldigt for.
Han kastede stegepaletten i vasken, gik hen og løftede hendes hage med et fast greb.
Hvis du har tænkt dig at spille fornærmet majestæt, gider jeg ikke det her længe. Jeg mente det i går jeg kan altid finde sjov andre steder! Fatter du?
Marie nikkede blot.
Godt. Min mor kommer om lidt med nogle planter til vindueskarmen. Se at få ordnet dig, så hun ikke begynder at spørge ind.
Nikolaj smuttede ind i stuen. Laura sad stadig ved bordet og rodede rundt i havregrynene. Hun stirrede på sin mor med store, eftertænksomme øjne. Marie blev bange hun så jo alt Hvad hvis hun endte med at blive ligesom ham?
***
En halv time senere kom svigermor. Og Marie fik endnu en skideballe.
Hvorfor er gulvene i gangen ikke blevet vasket? spurgte hun og undersøgte linoleummet med et kritisk blik. Nikolaj har knoklet hele ugen, og så skal han træde ind i det her svineri?
Beklager, jeg fik ikke gjort det i går efter Laura var kommet sent i seng, prøvede Marie med et smil.
Du er doven, Marie!
Min dreng gør alt for dig og huset, og du kan ikke engang svinge kosten. Du skulle prise dig lykkelig andre ville kysse jorden, han gik på.
Han har sagt, at du endda har snakket om skilsmisse igen.
Har han det?
Ja. Og hvor vil du hen? Hvem gider have dig og barnet? Din mor har jo ret det er idioti. Kig på dig selv.
Mor, du skal ikke hakke på hende, Nikolaj trådte ind i køkkenet, lagde armen om sin mor og blinkede til Marie. Marie er bare lidt følsom, hun råber lidt op, men falder til ro igen. Nå, skal vi kigge på planterne?
De gik ud på altanen og diskuterede tomatplanter, og Marie stod alene tilbage ved spisebordet.
Jorden fra svigermors planter havde lavet en stor, mørk plet på dugen. Marie tog sin mobil op; hænderne rystede så voldsomt, hun knap kunne skrive.
Lise, jeg er klar. Hvornår skal jeg komme?
Svaret tikkede straks ind:
Kom nu, jeg har købt billetter til dig. Bare tag afsted. Sig ikke noget til ham.
Hun stak mobilen i lommen; planen begyndte at tage form i hovedet.
Marie! råbte Nikolaj ude fra altanen. Hvor bliver du af? Lav lige kaffe til min mor. Og til mig også.
Ja, ja, jeg kommer, svarede hun. Jeg er der nu.
Resten af dagen var hun perfekt: skrubbede gulve, smilede, grinede af Nikolajs dårlige vittigheder. Og han var tilfreds.
Pludselig overraskede han hende igen: chokoladeæske og biografbilletter til weekenden.
Ser du, sagde han og trak hende ind til sig og ignorerede, at hun trak sig sammen af smerte. Jeg kan være flink, når du ikke gør mig sur.
Kom nu, glem det hele. Vi er familie.
Hun ventede, til han sov. Inde på Lauras værelse fandt hun hurtigt en rygsæk kun det nødvendige. Hun lod sine egne ting blive, Lise havde lovet at hjælpe med det andet. Det vigtigste var papirer og Lauras yndlingstøj.
Hun pakkede Laura ind i dynen, bestilte en taxa. Da de var på vej ud af døren, vågnede Laura.
Mor, hvor skal vi hen? hviskede hun og gned sig i øjnene.
Shhh, søde skat. Vi skal på eventyr. Med et stort tog. Har du lyst?
Ja, sagde hun og rakte armene ud.
Klokken tre om natten kørte de væk. For altid.
***
Nikolaj ledte længe, men rakte aldrig Aarhus.
Kusinen hjalp Marie alt, hvad hun kunne nu begyndte et nyt kapitel.
Selv skilsmissen gik igennem til sidst advokaten klarede det.
Nikolaj giftede sig hurtigt igen, og Marie tænkte ofte med medlidenhed på hans nye kone.
For den slags mænd de ændrer sig aldrig.
