Nå, fødselaren, kom ud på gulvet! Nu skal vi fejre dig, som det sømmer sig du sidder jo derinde i hjørnet, ligesom en fjern slægtning, selvom du må have brugt lang tid på at gøre det så pænt.
Alma Kristensens stemme rungede over selskabet og afbrød snakken og klirrende glas. Signe, som netop i det øjeblik i al diskretion forsøgte at få lidt sild på sin tallerken hun havde knapt smagt maden hele aftenen satte i et sæt. Hun blev 35 den dag. En god, rund alder. Hun havde selv sparet op til festen, købt ind, tilberedt maden selv om hun i hverdagen var økonomidirektør og sad med ansvaret for regnskaber til hverdag, havde hun marineret flæskesteg til langt ud på natten efter sin farmors opskrift.
Svigermoren, Alma, en omfangsrig kvinde med sirligt opsat hår og masser af parfume, trådte frem med en solid pose i hånden. Ved siden af stod Søren, Signes mand, trippende og med et undskyldende smil. Han vidste alt om, hvad der var i posen; hans blik afslørede, at han helst var fri, men han havde aldrig turdet modsige sin mor.
Signe, min søde ven, begyndte Alma og så ud over gæsterne, som var hun på scenen i Folketeatret. Femogtredive år! Tænk engang. Du har hovedet fuldt af tal og budgetter, klør på med karriere og det hele. Det er da godt gået. Men Søren og jeg har alligevel drøftet, hvad vi skulle give dig. Noget, der minder dig om, hvad der virkelig er vigtigt. For et hjem har brug for en kvinde, som passer på hus og familie!
Der blev hvisket forventningsfuldt blandt gæsterne. Signes barndomsveninde, Dorte, sad på kanten af stolen hun kendte svigermorens små hints. Signe trak på smilebåndet, men smilet var stift.
Alma hev triumferende en køkkenforklæde frem. Ikke et stilrent eller sjovt forklæde men et forfærdeligt anmasende syntetisk et, skrigende lyserødt med flæser i plastic og et kæmpestort broderet slogan henover brystet: Ikke chef bare opvasker. Mindre snak, mere frikadelle.
Alle tav. Nogle fnisede med hånden for munden, andre hostede.
Prøv den lige på! befalede Alma og gik hen til Signe. Man ser jo aldrig dig uden jakkesæt; Søren får sikkert kun frysepizza derhjemme. Men i dét her forvandler du dig til en dansk husmor med det samme. Er det ikke sandt, Søren?
Søren blev rød i hovedet og mumlede et eller andet uforståeligt.
Tak, Alma. Det er da meget særligt, sagde Signe og tog et skridt tilbage. Men jeg tror, jeg prøver den på senere. Den passer ikke lige til kjolen.
Sludder, kom nu! Alma svøbte båndet om hendes hals og vendte sig mod de andre. Nu ligner du en, der ved, hvor hun hører hjemme! Det må en kvinde jo. Køkkenet først, så alle de andre løjer.
Signe stod der, mærkede den kolde plastik mod nakken og blev varm i kinderne af skam. Det føltes, som om hun var blevet stemplet. Hun mødte Dortes medfølende blik, så kusinen Lises hånlige smil den samme kusine, der altid havde været lidt misundelig. Signes hjerte sank. Det var ingen spøg Alma havde valgt at ydmyge hende for åbent tæppe. For nogensinde at straffe, at Signe var blevet til noget.
Tak, mor, sagde Signe, tog forklædet af med to fingre og lagde det pænt i den fjerneste ende af bordet. Jeg skal nok tage det til mig. Skål for familie.
Aftenen gled derefter forbi i underlige bølger. Signe smilede og småsnakkede, men indeni ulmede hun. Da de sidste gæster var gået, vendte hun sig om mod Søren, som febrilsk begyndte at rydde af bordet uden at møde hendes blik.
Så var det sjovt? spurgte hun køligt.
Sig, det var bare mors måde at drille på, sagde Søren, da han satte tallerkener ind i opvaskemaskinen. Hun savner bare mine livretter. Ville bare hinte diskret.
Diskret? Ikke chef bare opvasker? Jeg betaler det meste herhjemme. Jeg købte rejsen til Skagen sidste måned. Og så er jeg opvasker?
Drop nu dramaet, stønnede han. Hendes tid, hendes humor. Grin lidt med, og glem det. Alt behøver ikke blive et stort sceneoptrin.
Signe sendte ham et langt blik. Grin og glem kernen i alle diskussionerne med Alma. Bid det i dig. Hun er jo ens mor.
Fint. Jeg har forstået, sagde Signe. Jeg lærer af det.
Forklædet blev ikke smidt ud. Det blev sirligt foldet og gemt bagerst i skuffen med ledninger og gamle manualer. Lad det bare ligge, tænkte Signe. Tiden skal nok komme.
Dagene gik. Signe arbejdede, Søren gik på kontor, og om aftenen så de tv. Alma ringede jævnligt og forhørte sig, om Signe dog gik med forklædet, og hvad hun nu havde serveret for drengen.
Det gemmer jeg skam, Alma! kvitrede Signe i røret, stemningen munter. Men Søren har jo bestilt smørrebrød i dag. Det er han jo vild med.
Fra den anden ende lød et utilfreds suk.
Man skal da have varm mad! Kvinder skal kunne lave frikadelle og kartofler. Men ungdommen nu til dags Tja, livet lærer jer jo nok.
Snart rundede Alma sit store 60-års jubilæum. Hun forberedte sig grundigt, lejede selskabslokale på et godt hotel, lavede gæsteliste til 50 og hyrede endda en harmonikaspiller.
Signe, sagde Alma et par uger før festen I skal altså ikke bare komme med den slags moderne pjat eller penge i kuvert. Giv mig noget mindeværdigt, noget smukt, som jeg kan huske jer for.
Det lover jeg, Alma, sagde Signe. Vi vælger det bedste.
Senere den aften spurgte hun Søren:
Hvad kunne din mor tænke sig?
Hun har snakket om guldsmykker. Øreringe og en ring med rubin. Set i guldsmedebutikkens vindue 24.000 kroner. Sygt, men vigtigt for hende.
24.000? Signe løftede brynene. Det er jo ikke småting.
Men det er jo kun én gang, svarede Søren. Og vi har jo råd i hvert fald sådan cirka.
Signe trak på skuldrene.
Hun sagde, hun ville have noget mindeværdigt, noget der passer til hende.
Hvad tænker du nu? Bare køb smykkerne, Signe ingen drama.
Hvem taler om drama? sagde Signe og smilede bredt. Benyt du hellere tiden på dit arbejde jeg tager mig af gaven.
Søren pustede lettet ud nu troede han nemlig, at Signe ville købe nøjagtig det ønskede.
Signe drog da også på indkøb. Men hun gik forbi guldsmeden og ind i en butik for seniorliv, derefter apoteket, en boghandler og en tekstilbutik.
Om aftenen tydede Søren, at Signe pakkede noget, der fyldte godt, ind i smuk papir dekoreret med et kæmpesløjfe.
Hvad er der i? spurgte han nysgerrigt.
Overraskelse, svarede Signe, det bliver brugbart og meget passende.
Så kom dagen. Hotellet funklede, buffetbordet bugnede. Alma sad som en dronning i mørkeblå velour og perlekæde, håret sat stort op.
Der blev skålet for helbred og ungdom: Åh, men jeg føler mig stadig som atten! svarede fødselaren koket.
Gæsterne kom med fjernsyn, gavekort, blomster og penge. Nu var turen kommet til Signe og Søren.
Søren bar den store æske, Signe overrakte hende en fantastisk buket.
Mor, tillykke med de 60! Du er den skønneste, sagde Søren.
Almas smil bredte sig; straks gik fantasien på overarbejde nok en pelskåbe eller det fine hollandske stel?
Alma, begyndte Signe roligt. Du sagde, at en gave skal minde om ens sande plads i tilværelsen. Det glemte jeg aldrig. Derfor har vi brugt tid på at vælge noget, der matcher både status og alder. Noget, der signalerer ro og velvære alt det, man har brug for på velfortjent otium.
I salen blev der stille. Ordet otium hang i luften, men kassen var så flot, at ingen ante uråd.
Åben du bare! nikkede Signe.
Alma løsnede båndet og løftede låget med forventning. Men hendes udtryk stivnede; hun fandt et gråt uldent halstørklæde, sådan et gamle damer sidder med udenfor Netto.
Det er det? spurgte hun målløs.
Ægte, varmt! Så du ikke fryser om ryggen radikuliten, du ved, smilte Signe.
Alma lagde tidløst halstørklædet og fandt et par tykke, brune sutsko med såler.
Til kolonihaven? hviskede hun bævende.
Lige præcis! Ben skal jo holdes varme. Du er jo ikke nogen vårhare længere.
Søren blev blegere for hvert øjeblik han vidste lige lidt som sin mor om pakkens indhold.
Det var ikke slut endnu. Alma gravede videre; der var et blodtryksapparat med håndpumpe, en stak krydsord med teksten For seniorer hold hjernen frisk og en stor lup i hornramme.
Hvorfor luppen? fik hun endelig sagt, stemmerystende.
Jamen, du sagde jo selv, du næsten ikke kan tråde en nål. Og så ligger her Sådan får du et værdigt otium: Ikke bland dig i de unges liv. Bestseller.
Stemmen i salen var nu kun et gisp. Nogen forsøgte at holde masken, men de fleste var forstenede det var brutalt, men det spejlede Almas adfærd.
Du Almas stemme rystede. Du gør mig til gammel kone? Jeg er kun 60! Jeg er stadig i min bedste alder!
Alma, kære er det ikke bare omsorg? Du gav mig et forklæde med opvasker på, for at minde mig om min plads. Jeg giver dig seniorpakken så du kan trække dig tilbage og ikke overanstrenge dig. Hver grøntsag sin tid! Signe smilede uskyldigt.
Alma rødmede og kastede sutskoene tilbage i pakken.
Rå kælling! hvæsede hun. Søren! Kan du se, hvad din kone gør ved mig? Hun begraver mig levende!
Søren skiftede blik mellem mor og kone, så sin mor rase og så Signes kolde ro. Tankerne vendte tilbage til det lyserøde forklæde. Til Signes gråd den nat. Dengang havde han bare sagt: Det var jo for sjov.
Han sukkede, rakte ud, lagde blodtryksapparatet pænt tilbage i æsken.
Mor, sagde han med uventet fast stemme. Kan du huske forklædet? Signe var 35, økonomidirektør. Du forærede hende en klud og sagde, det var hendes plads. Nu sender Signe bare samme logik tilbage. Alderdom er ikke pinligt. Det er det at ydmyge andre, der er pinligt.
Så du holder med hende?! Alma tog sig til hjertet.
Jeg holder med retfærdighed, svarede Søren. Signe, vi går nu.
Signe så taknemmeligt på ham hun havde ikke ventet, at han voksede med situationen.
De gik ud af restauranten under dødens stilhed. Bag dem skældte Alma ud, men byens aftenstøj slugte hendes ord.
I bilen sagde Søren først, inden lyskrydset blev grønt:
Du var hård.
Forklædet var heller ikke blidt, svarede Signe.
Nej Det var modbydeligt. Det forstod jeg først nu.
Beklager, at jeg ikke sagde det. Du havde stoppet mig.
Ja, nikkede han, jeg havde købt rubinringen. Og mor ville igen have vundet. Nu nu får vi nok aldrig arven!
Hun råber nok lidt endnu, men ringen får hun ikke. Sutskoene kan hun bruge hun har jo dårlig ryg.
Søren lo først dæmpet, så højt.
Luppen! Krydsord! Det var ondt. Men genialt.
Signe smilede og lagde hovedet på hans skulder.
Jeg elsker dig, Søren. Men ingen skal mere tørre fødder af på mig. Ikke engang din mor.
Det lover jeg, sagde han og lagde hånden over hendes.
To måneder sagde Alma ikke et ord til dem. Sørens søster Ida ringede og sagde, at deres mor havde smidt sutskoene ud og brændt krydsordene. Men da hun en dag fik et blodtrykstilfælde i kolonihaven, ringede hun stille.
Søren kan du komme med medicin og det apparat min nabo har lånt mit.
Jeg kommer, mor, svarede Søren.
Signe pakkede medicin, frugt og apparatet.
Kører du med? spurgte Søren.
Nej. Jeg har karriere jeg er jo ikke pensioneret.
Sidenhen herskede der koldt våbenhvile. Alma lod de slet skjulte hentydninger ligge. Til jul fik Signe et neutralt sæt viskestykker uden tekst. Og Alma fik en god fugtighedscreme. Uden undertekster.
Forklædet tog Signe dog frem igen. Da hun og Søren et år senere malede stuen, tog hun det på udvendigt, så skriften ikke kunne læses.
Lyserød klæder dig, bemærkede Søren.
Ti nu stille, du får ingen frikadeller, hvis du ikke arbejder, grinede Signe og duttede ham på næsen med penslen.
Det var blevet deres interne joke. For nu vidste alle, hvor grænserne gik og kun Signe bestemte, hvor hendes plads var: bag rattet, på chefkontoret eller lige op ad sin mand, der endelig selv styrede sit liv og sit parforhold mere end han styrede sine mors forventninger.
Og Alma? Tjo, rygterne ville vide, at sutskoene var blevet ganske værdifulde i kolonihaven, om end hun aldrig sagde det højt. Gammel stolthed forgår ikke let i Nordjylland.
