Ej, du skal ikke begynde igen, sagde veninden og rullede med øjnene. Altid de samme fornærmelser over ingenting. Vi lever jo helt vildt forskellige liv nu, Lone. Det må du altså forstå.
Du har dine sager, jeg har mine. Og vi er jo heller ikke på samme niveau længere. Jeg kan ikke bare invitere hvem som helst ind i mit hjem.
Hvem som helst? Lone mærkede en klump i halsen. Mener du, at jeg er hvem som helst?
Pernille, jeg syede jo de der gardiner til dig af mine gamle forhæng, da du intet havde i den lille etværelses. Jeg hentede dine unger fra skole tre år i træk!
Og hvad så? Skal jeg så ligge på knæ og takke dig nu? bed Pernille hårdt.
Lone blev stående dér som forstenet. De havde jo kendt hinanden næsten 30 år
Hun stak hånden i lommen på sin gamle forårsfrakke og fandt en flad, grå knap med fire huller. Hun kom straks i tanke om dengang for femten år siden, hvor hun syede den præcis samme slags på Pernilles frakke. Deres piger løb rundt på gårdspladsen, mens de sad på bænken foran opgangen, og Pernille græd over, at hendes mand igen havde brugt husholdningspengene på bajere.
Uden et ord fandt Lone nål og tråd i lommen og syede den åndssvage knap fast, mens hun trykkede en krøllet femhundredekrone-seddel i hånden på Pernille.
Tag nu den, sagde hun. Køb mælk til børnene. Giv den tilbage, når du kan.
Det gjorde Pernille aldrig. Hverken dengang eller året efter. Men Lone spurgte aldrig for hende var der ikke noget for kært, når det kom til hendes gamle veninde.
De havde været igennem ild og vand sammen. Fjernet lus fra ungerne efter koloni, tapetseret vægge i Pernilles gamle lejlighed, da hun endelig havde smidt sin uduelige mand ud.
Lone kom med suppe i gryder, mens Pernille sled sig halvt ihjel på to job for at betale sine lån.
Lone, du er min skytsengel, hulkede Pernille og snøftede i et fedtet viskestykke. Uden dig lå jeg for længst under en bænk.
Bare vent, sagde hun, jeg skal nok rejse mig igen. Du får det hele igen. Vi rejser jorden rundt lover dig det!
Lone grinede bare og skænkede mere te. Jordomrejse? Hvad snakkede hun om? Det var svært nok bare at klare sig til næste lønningsdag.
Forandringerne sneg sig ind, uden at Lone rigtig opdagede det. Først fik Pernille job i et halvluskede firma, der handlede med sommerhusgrunde.
Så blev hun koldere i telefonen, kort for hovedet. Pludselig sagde hun: Jeg har travlt.
Pernille, kigger du forbi i morgen? Jeg har bagt de der boller med kål.
Ej, Lone, altså Jeg har en vigtig sag nu. Og jeg spiser ikke sådan noget mere det er jo fuldt af gluten.
Og jeg er begyndt at træne. Måske en anden gang.
Men det en anden gang kom aldrig.
Et halvt år senere kørte Pernille ind foran den gamle gårdsplads i en kæmpe ny bil nærmest en skinnende kampvogn, der dårligt nok kunne være der.
Hun rullede vinduet ned, havde store solbriller på og pegede på lædersæderne. Se, Lone. Alt i udstyr. Ikke som din gamle spand.
Lone smilede, rørte ved metal-karrosseriet. Ej, jeg er da glad på dine vegne, Pernille. Skal vi ikke fejre det med et glas saft og en kop te?
Jeg kan ikke, mumlede Pernille og kiggede på klokken. Skal ind og have lavet negle i centrum. Tidsbestilling, du ved.
Lone så bilen køre væk. Hun blev stående med en mærkelig følelse ikke misundelse, men som om der voksede en usynlig væg imellem dem.
Så gik Pernille i gang med at bygge hus. Min villa, kaldte hun det. Hun sendte det ene billede efter det andet på Messenger: her støber de fundament, her ankommer de store vinduer, her viser arkitekten fliser frem til 2.000 kroner stykket.
Kom ud og se! skrev Pernille.
Men hver gang Lone foreslog et konkret tidspunkt, var der tusind undskyldninger: Gæster, håndværkere, indkøb eller hovedpine.
Det endelige knæk kom lige før Pernilles fødselsdag. Lone havde som altid købt en smuk dug i linen i gave til indflytterfesten og nu ville hun komme forbi uanmeldt.
Hun vidste Pernille var hjemme, havde netop set hende lægge et billede op af stille morgen i nye omgivelser.
Havelågen var tre meter høj, tunge smedejern alt var, som det skulle være i en rigmandsvilla. Lone trykkede på klokken.
Ja? lød det fra højtaleren. Pernille, det er mig. Jeg kom forbi og havde en gave med til dig du elsker jo hør.
Lone hørte gruset knase på den anden side. Havelågen blev åbnet det lille stykke, så Pernille lige akkurat kunne kigge frem.
I silkekåbe, håret sat pænt. Lone nåede at tænke: Hvordan når hun alt det?
Men Pernille trak sig ikke tilbage og inviterede ind hun blev stående i åbningen.
Hej, Lone, lød det, koldt og fjernt. Hvad er der? Ville du noget bestemt?
Lone stod dér med posen i favnen. Tredive års venskab kogte ned til dette korte forretningsagtige spørgsmål.
Der er ikke noget, Pernille Ville bare give dig en gave. Tænkte vi kunne drikke te, du kunne vise mig dit hus du har jo sendt så mange billeder og skrevet jeg skulle komme
Pernille kiggede ikke engang på posen.
Lone, altså, det passer virkelig dårligt nu. Jeg gør rent og jeg skal have vigtige gæster lige om lidt.
Du ved, der er jo hvidt og nyt. Ville ikke være så godt, hvis noget blev beskidt og dine sko, altså, se engang de er godt nok mudrede!
Gik du hertil? Hvor er så din gamle bil? Den er vel brast sammen Giv mig nu bare posen, så åbner jeg gaven senere og ringer måske en dag.
Hun rakte hånden ud, men Lone trak ubevidst gaven tættere ind til sig.
Vigtige gæster? spurgte Lone stille. Hvad så med mig? Er jeg ikke rigtig?
Ej, nu begynder du igen du hænger dig altid i ord! Skal du nu igen til at brokke dig over fortiden?
Lone, du har hjulpet mig, ja, det har du. Men det var dengang. Nu er alt ændret jeg er selv blevet til noget.
Helt selv? sagde Lone tørt. Javist, Pernille. Helt selv.
Ja! Og jeg orker altså ikke slæbe fortiden med mig længere. Kan du ikke bare give mig gaven? Jeg har virkelig travlt.
Lone kiggede længe på sin veninde. Foran hende stod der en fremmed kvinde glat ansigt, kolde øjne, bløde velplejede hænder.
Hvor var den Pernille, der delte en chokolade i to og lovede evigt venskab? Hvor var hende, der svor, de skulle følges ad hele livet?
Til sidst satte Lone pakken ned foran Pernilles fødder på gruset. Du behøver ikke ringe. Og gør hvad du vil med dugen brug den som klud, tør støv, eller læg den for dine vigtige gæste.
Fint, svarede Pernille kort og smækkede lågen i så det rungede. Lone stod lidt og lyttede til fjerne fodtrin, før hun gik hjemad mod sin gamle bil.
Hun satte sig ind, kiggede i bakspejlet og så barnebarnets bold rulle rundt på bagsædet. En tåre løb ned ad kinden, hun startede bilen og kørte hjem.
***
Tre måneder gik. Lone levede videre som hun plejede: arbejde, hjemme, kolonihaven i weekenden.
Hun havde blokeret Pernilles nummer, ikke på grund af surhed, mere for ikke at falde for fristelsen til at tjekke om der var beskeder. Det var der aldrig.
Alt faldt fra hinanden en efterårsaften.
Lone sad og skrællede kartofler i køkkenet, da det ringede på døren. Hun tørrede hænderne af, kiggede ud og stivnede der stod Pernille.
Men ikke den dronning hun plejede. Denne her Pernille var slidt: pelsen åben, makeup grædt væk, håret uglet, hænderne rystede.
Lone åbnede døren.
Lone , hviskede Pernille og greb fat i dørkarmen. Må jeg ikke nok komme ind? Bare et øjeblik
Lone blev stående og spærrede vejen præcis som Pernille havde gjort tre måneder før.
Hvad er der? Hvad vil du?
Pernille fór sammen, det var som om hun genkendte ordene. Hun skjulte ansigtet og begyndte at græde højlydt, hæst, som dengang for mange år siden.
Lone, det hele er kaos Jeg solgte jo min gamle lejlighed for at få råd til huset. Men det viser sig, at det hele var snyd, papirerne er falske, politiet er gået igennem det. Alt er beslaglagt! Konto, bil, det hele.
Jeg er blevet smidt ud i dag. Mine vigtige gæster de er væk. Ingen vil tage telefonen.
Jeg har ikke noget sted at gå hen. Selv børnene vil ikke have mig
Lone lyttede. Hun havde ingen vrede, ingen skadefryd hun følte bare ingenting.
Hvad forventer du så af mig, Pernille? Vi lever jo i forskellige verdener. Her er ikke så meget at komme efter, lidt støv og en gammel indretning ikke noget for dig.
Undskyld! jamrede Pernille og sank sammen på dørmåtten. Jeg var en idiot! Jeg blev for skør du er jo min eneste rigtige ven Kan du huske, vi vaskede pigernes hår i petroleum?
Det husker jeg, nikkede Lone. Jeg husker det hele. Også knappen jeg syede på. Og hvordan du nægtede, jeg måtte komme indenfor i dit nye hjem at du sagde, jeg bare hørte til de der.
Jeg mente det ikke , peb Pernille. Lone, bare én nat? Det er koldt udenfor
Lone kiggede ud i trappeopgangen. Mørket var faldet på, sneen dryssede tæt udenfor.
Nej, Pernille, sagde hun stille men bestemt. Det kan jeg ikke.
Hun gik indenfor, men efter et par minutter kom hun ud igen.
Her er dugen. Den er nyvasket, bare rolig. Og her er fem tusinde kroner. Mere kan jeg ikke hjælpe dig med lige nu.
Lone , begyndte Pernille grådkvalt.
Nej, Pernille, sagde Lone. Det passer bare dårligt for mig. Jeg har mit at se til. Familie. Og du er jo stærk du har klaret alt selv før, så klarer du det nok igen. Du sagde jo, vi ikke længere var på samme niveau.
Hun lukkede døren sagte, men bestemt. Da hun lænede sig op ad den, hørte hun, hvordan Pernille hulkede først bønfaldende, så bandende, men til sidst blev der helt stille.
***
Pernille fandt plads hos en fjern slægtning i Jylland. Man siger, hun er blevet ret mat, arbejder på posthuset og om aftenen fortæller alle, hvor fornemt hun engang havde det, og hvor dybt hendes bedste veninde sveg hende svigtede, hjalp ikke, rakte ikke en hjælpende hånd. Lod hende bare i stikken.
Lone hører rygtet, men retter aldrig på det. Hvorfor skulle hun? Livet sætter altid tingene på plads, før eller siden.
