Nytårsmiraklet
Dagbog, 31. december
Anne-Marie og jeg havde besluttet, at vi ville fejre nytårsaften hjemme, bare os to. Tiden var kommet, hvor helbredet ikke længere tillod hverken længere eller korte rejser, og egentlig havde vi heller ikke så mange at besøge tilbage. Familien og vennernes kreds var skrumpet ind med årene. Vi forsøgte dog at overtale min søster, Grethe, til at komme forbi, men hun nægtede stædigt. Hun valgte at fejre nytåret alene. Ja, man kan jo ikke tvinge nogen enhver er sin egen herre.
Det ringede på døren, og det overraskede mig. Hvem kunne mon det være sådan en aften?
Udenfor stod vores naboer det unge ægtepar Jesper og Mette sammen med deres lille datter, Freja.
Vi er så kede af det, men vi blev ringet op fra arbejde. Kan I passe Freja i nat? Det er allerede aften, hun skal i seng om en times tid, og i morgen tidlig er vi hjemme igen. Hun glæder sig sådan til nytåret på sygehuset er der ikke engang et juletræ, og hun ville jo bare skulle sidde blandt syge folk. Hun ville blive så skuffet.
De så både kede og forlegne ud, og Freja var lige ved at bryde ud i gråd. Og børnetårer nytårsaften eller nogen som helst dag for den sags skyld er noget, man gerne vil undgå. Jeg tænkte på den historie, jeg engang havde læst om et folk i Afrika, hvor hele familien altid forsøger at underholde børnene, så de aldrig græder. Der skulle man efter sigende finde de mest rolige og glade voksne, der sjældent kommer i konflikt med nogen. Hos os har vi jo ordsproget, Lad barnet græde ud, så bliver hun stærkere af det. Men lige nu kunne det være rart med lidt af det afrikanske lys.
Ja, giv os bare Freja. Vil du gå med os? Skal vi se, hvad der er inde hos os? Hvor gammel er du egentlig, lille ven? spurgte jeg og bukkede mig ned.
Tre. Jeg fylder fire næste gang, sagde hun, klart og tydeligt.
Sikke en stor pige! Kom indenfor, I skal ikke stå derude i kulden. Anne-Marie, nu har vi gæster!
Naboer er altid velkomne. Bare kom ind. Vi har juletræ. Det er lille, men mon ikke julenissen finder vores træ og lægger en gave under det.
Lægger han også til mig?
Ja, nu hvor du fejrer nytår hos os, gør han det selvfølgelig.
Så venter jeg på ham og siger pænt tak for gaven, hvis jeg får én. Nissen må jo også vide, at jeg ønsker mig en stor dukke. Jeg har set dem i butikkerne men hvor får han dem egentligt fra? Jeg fik nemlig én sidste år med prismærket siddende på. Han stjæler vel ikke?
Nissen? Nej da! Han er god, indskød jeg.
Jesper og Mette ønskede os et godt nytår og skyndte sig ud ad døren, mens Freja undersøgende gik rundt i vores stue.
Hvorfor har du den trøje på? spurgte hun pludseligt mig.
Jeg er da bare i min varme striktrøje.
Jeg er snefnug! Vi dansede snefnugdans i børnehaven til juletræsfesten. Julemanden kom men i år var alle gaverne spiselige. Vil I se min snefnugdans? spurgte Freja ivrigt, og hun begyndte at nynne og hoppe let rundt på gulvet efter melodien.
Anne-Marie og jeg så på hinanden og begyndte grinende at efterligne hendes dans. Vi viftede med armene og prøvede at hoppe sikkert ikke særligt overbevisende, men Freja syntes, vi var dejlige snefnug.
Da dansen var slut, satte vi os i sofaen og lo sammen, mens jeg sagde: Jeg troede, jeg havde prøvet det meste som soldat det halve liv, endda general men jeg har aldrig danset som snefnug før. Det var sjovt!
Jeg har nu aldrig været snefnug, men Snehvide har jeg da spillet mange gange! sagde Anne-Marie, og mindedes vores første møde til officersbal, hvor jeg slet ikke havde genkendt hende som voksen.
Vi snakkede lidt om gamle dage, og pludselig gik det op for os det var jo vores bryllupsdag, 45 år sammen. Sikke et held, at vi blev mindet om det netop nu. Jeg tog guitaren frem, sad et øjeblik i stilhed, og begyndte så at synge for dem begge en lille dansk vise fra ungdommen.
Freja klappede i hænderne og bad om også at få sunget På loftet sidder nissen. Bagefter flyttede vi hendes lænestol tæt på juletræet hun ville vente på nissen, koste hvad det koste ville.
Men øjnene lukkede sig, og snart sov hun trygt i stolen. Anne-Marie redte op inde i soveværelset, og jeg bar forsigtigt den lille pige ind. Den varme tyngde af hendes krop og hendes blide åndedræt ramte mig om hjertet jeg kyssede hende forsigtigt i panden og lovede, at nissen nok skulle komme.
Næste morgen kiggede Freja spændt under træet og der lå en stor gave: en flot, ny dukke.
Han kom! Jeg sov bare fra ham igen men tusind tak, julemand! råbte hun lykkeligt ud ad vinduet.
Han hørte dig helt sikkert, svarede jeg smilende.
Hvor jeg havde fået den dukke fra midt om natten, forblev en gåde selv for Anne-Marie. Og sådan kom vores lille hjem til at emme af glæde og latter en nytårsnat takket være et uventet besøg. Og jeg lærte, at selv når livet føles ensomt og dagene monotone, er det ofte uventede, som gør livet værd at leve hvis bare man husker at åbne døren.
