– “Ikke alt går nemt for mig,” svarede Helena. “Min stedfar skælder mig ud hele tiden.” – “Hvad hedder du så, lille skønhed?” Spurgte den fremmede og satte sig på hug ved siden af pigen. – “Helena!” svarede pigen. “Og du?” – “Jeg hedder Karsten, din mor og jeg skal bo sammen nu. Fremover er vi tre – dig, mig og din mor – én familie!” Snart flyttede Helena og hendes mor ind hos Karsten. Stedfaren havde en rummelig, treværelses lejlighed, hvor Helena fik sit eget værelse. Karsten var venlig og købte hele tiden slik og legetøj til pigen, hendes far ringede kun, når han ville skændes med hendes mor. En dag fortalte moren Helena, at hendes far havde fået en ny familie og var flyttet. Pigen blev såret, for hun elskede ham. Moren kunne sagtens råbe eller klapse hende bagi, men faren havde aldrig gjort det. Helena huskede tydeligt, da hendes forældre blev skilt – moren råbte og ville endda slå faren. Et bestemt citat fra moren til faren glemte Helena aldrig: – “Du skal ikke tro, du var den første til at lave skandaler – du har haft dem med dig længe!” Efter det pakkede moren tingene og tog Helena med hjem til mormor. Pigen fattede ikke, hvorfor faren skulle have skandaler, for han var skaldet og havde ikke hår, han kunne gemme dem under. Mor og far blev aldrig sammen igen. Hos Karsten var alt godt, indtil Helena startede i første klasse. Pigen kunne ikke lide skolen, var fræk i frikvarteret, så forældrene blev tit kaldt op – nogle gange måtte Karsten tage afsted i stedet for moren. Stedfaren tog uddannelsen seriøst og lavede ofte lektier med hende. – “Du er ingenting for mig, så du skal ikke bestemme!” sagde Helena indimellem – et citat hun havde hørt fra sin mormor. – “I virkeligheden er jeg din far nu, for det er mig, der sørger for mad og tøj til dig,” svarede Karsten. Da Helena fyldte ti år, vendte hendes far tilbage til byen. Dengang vidste hun godt, hvad “at lave skandaler” betød, og sagde til moren: “Hans nye kone laver dem nok også, derfor gik han fra hende.” Faren bad om kontakt med datteren, moren sagde ja. Helena og faren var glade for at ses. – “Hvordan har du det?” spurgte faren. – “Ikke særlig godt,” svarede Helena. “Min stedfar skælder mig altid ud.” – “Han er ingenting for dig, han har ikke ret til at råbe ad dig!” rasede faren. – “Selv mormor siger det, men Karsten tager det ikke alvorligt.” Helena overdrev, for Karsten havde aldrig råbt af hende. Hun ville bare have, at faren bekymrede sig om hende. – “Okay, jeg skal nok ordne det,” sagde han. Under en tur i Fælledparken opdagede de, at man kun måtte bruge otte rutchebaner alene, resten kun med voksne – men faren ville ikke prøve nogen med hende. Så fortalte Helena, at hendes fødselsdag nærmede sig, og hun drømte om en ny smartphone. Da moren hentede hende, sagde hun til faren, at Karsten aldrig råbte af Helena, men han ville ikke lytte. – “Min far er en nærigrøv!” sagde Helena til Karsten. “Han købte ingenting til mig i parken, kun en is. Du er meget bedre end min far, Karsten!” – “Lad os gøre det bedre end din far og tage i Tivoli i weekenden!” foreslog Karsten. Turen blev dog aflyst, da Karsten fik problemer på arbejdet – og han ignorerede hendes hentydninger om en ny smartphone. – “Far, Karsten snød mig!” græd Helena til faren. “Han sagde, vi skulle i Tivoli, men nu siger han, jeg ikke fortjener en tur – eller en ny smartphone.” Selvom det var løgn, tryllebandt det faren og han købte sin datter en smartphone. Sidst lyttede han ikke til hendes ønsker, men denne gang måtte han opfylde hendes drøm. Helene fik dog kun budgetmodellen, for faren havde ikke råd til den dyre version. – “Kunne du ikke vente til fødselsdagen?” spurgte Karsten. – “Jeg ønsker mig en hund!” svarede pigen. – “Nej, du vil alligevel aldrig gider gå tur med den!” indvendte stedfaren. Efter det gik Helena i panik, ringede straks til faren og klagede: – “Far, tag mig væk fra dem! Karsten skælder ud og bestemmer over mig!” græd hun. Herefter kom alle op at skændes og skulle ordne tingene selv. Helena blev sendt hjem til mormor, hvor moren snart kom med sine ting og meddelte, at hun gik fra Karsten. Faren vendte tilbage til sin kone, for hun var gravid. Nu får Helena hverken smartphone eller hund – og mormor vil helt sikkert ikke engang lade hende få en kat!

“Intet går mig nemt,” svarede Helena. “Min stedfar skælder mig altid ud.”

Den fremmede satte sig på hug ved siden af pigen. “Så hvad hedder du, lille charmetrold?”

“Helene,” svarede pigen. “Hvad med dig?”

“Jeg hedder Karsten. Din mor og jeg skal bo sammen. Nu er vi én familie dig, mig og din mor!”

Kort tid efter flyttede mor og Helene ind hos Karsten. Han boede i en rummelig lejlighed i Frederiksberg med tre værelser, og Helene fik sit eget værelse. Karsten var altid venlig, købte slik og legetøj til Helene, mens hendes far kun ringede, når han ville skændes med moren.

En dag sagde moren til Helene, at faren havde fået en ny familie og var flyttet til Aarhus. Helene blev såret, for hun elskede ham. Moren kunne råbe ad Helene og klappe hende bagi, men faren havde aldrig gjort sådan. Da forældrene blev skilt, huskede Helene, hvordan moren skreg af faren og endda truede med at slå ham. Ordene, hun sagde til ham til sidst, stod altid klart i Helenes minde:

“Tror du selv, du var den første til at lave numre bag min ryg? Du har været det hjortegevir i årevis!”

Derefter pakkede moren deres ting og tog Helene med hjem til mormor i Odense. Helene kunne aldrig forstå, hvorfor folk sagde, faren havde gevir, når han nu var skaldet og ikke engang havde hår på hovedet. Mor og far gik fra hinanden for altid.

Hos Karsten gik det fint, indtil Helene begyndte i første klasse. Hun brød sig ikke om skolen og var rebelsk i frikvarteret, så forældrene blev ofte tilkaldt. Af og til kom Karsten, hvis moren ikke kunne. Han tog skolearbejdet meget alvorligt og hjalp ofte Helene med lektierne.

“Du er ikke min rigtige far, du kan ikke bestemme over mig,” sagde Helene med foragt, som hun havde hørt mormor sige.

“Jeg er den, der fodrer og klæder dig på, så jeg er langt mere en far for dig end den anden,” svarede Karsten.

Da Helene fyldte ti år, vendte hendes far tilbage til København. Hun vidste nu udmærket, hvad det betød at “have gevir”. “Hans nye kone har nok gjort det samme, og derfor gik de fra hinanden,” sagde moren.

Faren bad om lov til at se sin datter, og moren gav ham lov. Helene og hendes far var lykkelige for at se hinanden igen.

“Har du det godt, min skat?” spurgte faren.

“Nej, ikke rigtigt,” svarede Helene. “Karsten skælder mig altid ud.”

“Hvad bilder han sig ind! Han er ikke din far, han har ikke lov til det!” sagde faren ophidset.

“Mormor siger det samme, men han er ligeglad,” sagde Helene og overdrev, for Karsten havde aldrig hævet stemmen. Hun ønskede bare, at faren skulle bekymre sig om hende.

“Det skal jeg nok tage mig af,” sagde faren.

Mens de gik gennem Søndermarken, fandt de ud af, at børn kun måtte bruge otte af legepladsens rutchebaner alene; de andre kun med voksne. Faren nægtede dog at lade hende prøve de store. Så fortalte Helene, at hun snart havde fødselsdag og ønskede sig en smartphone.

Da moren hentede Helene, sagde hun, at Karsten aldrig råbte af hende men faren ville ikke høre.

“Min far er nærig!” sagde Helene til Karsten. “Han købte kun en is til mig i parken og ikke engang en bamse. Du er meget bedre end min far, Karsten.”

“Lad os gøre din fars fejl god igen og tage i Tivoli på lørdag,” foreslog Karsten.

Men udflugten blev aflyst, da Karsten fik problemer på jobbet og heller ikke tog Helenes hentydninger om en ny smartphone alvorligt.

“Far, Karsten snød mig!” græd Helene til faren. “Han sagde, vi skulle i Tivoli, men nu siger han, jeg hverken fortjener det eller en ny mobil.”

Selvom det var løgn, havde det sin virkning; faren købte straks en smartphone til Helene. Sidst havde han ignoreret Helenes ønske, men denne gang gav han efter. Desværre havde han kun råd til en billig model, for pengene rakte ikke til en fancy én.

“Kunne du ikke vente til din fødselsdag?” spurgte Karsten.

“Jeg drømmer om at få en hund!” svarede Helene.

“Nej nej, så skal du jo gå ture med den, og det gider du aldrig, vel?” sagde Karsten.

Efter hans ord brød Helene grædende sammen. Hun ringede straks til sin far og klagede:

“Far, tag mig væk fra dem! Karsten rører ved mig og bestemmer hele tiden over mig,” hulkede hun.

Skænderierne begyndte, og alle skulle diskutere deres version af sandheden. Til sidst blev Helene sendt hjem til mormor igen, og kort efter kom moren med kufferterne og sagde, at hun gik fra Karsten.

Faren flyttede tilbage til sin nye kone, for hun var blevet gravid. Nu fik Helene hverken ny smartphone eller en hund og mormor ville ikke engang høre tale om at få en kat!