Frekkeslægtninge
Det er sådan her, Karen, svigerinden, Gerda, smilede ikke længere. Vi sender papirer til Telekollegiet til juni.
Sofie kommer med tingene. Vi er jo familie, hun skal da ikke slæbe sig igennem kollegielivet. Tænk dig godt om.
En fornærmelse kan vare hele livet.
Jeg har allerede tænkt det igennem, Gerda, Karen Hansen tog sin frakke på. Jeg er altid glad for at se Sofie som gæst.
Kom til weekenden, besøg et museum selvfølgelig. Men hun skal ikke bo hos mig.
Jeg vil ikke tage sådan et ansvar.
Ansvar vil hun ikke tage! Gerda slog ud med armene. Typisk, som man siger her i København: byen suger energien ud af folk!
Selv om champagnen skummede i glassene, blev der allerede sladret igennem om det nygifte par.
Line, der rettede på det tunge brudetøj, smilede træt til slægten hun var helt udkørt.
Bryllup i København var dyrt og stressende, især når halvdelen af gæsterne kom fra en lille landsby ved Lemvig.
Lines moster, Gerda, i en glitrende kjole, der sad lidt for stramt, sad tæt på svigermor Karen Hansen.
Gerda rettede konstant sin stive frisure og kiggede ud mod de store vinduer, hvor byens larm kunne høres.
Karen, hviskede Gerda og rykkede tættere på sin søster. Du lever jo godt. Line har fået sig en ordentlig mand. De har både lejlighed og bil…
Nu kan du vel nyde din treværelses leve som en dronning! Bliver du ikke alene nu?
Karen smilede høfligt og tog en slurk af sin juice.
Dronning er måske at overdrive, Gerda. For første gang kan jeg nyde stille og ro. Har været træt af kaos i så mange år.
Stilhed er kedelig, sagde Gerda og kneb øjnene sammen. Du trænger til mere liv, ellers visner du bare i de fire vægge. Vi har snakket lidt…
Sofie, hun er fjorten, og hun er snart færdig med niende. Der er jo intet for hende i landsbyen, det ved du. Hun burde starte på et rigtigt kollegium i København.
Karen skærpede opmærksomheden hun kendte denne tone. Det var sådan Gerda plejede at bede om penge til næste lønningsdag.
Dem fik hun aldrig tilbage. Karen svarede forsigtigt:
I tænker da lidt hurtigt på kollegium, Gerda. Sofie mangler stadig noget skolegang.
Tiden flyver! Gerda slog ud med armene, næsten ramt af en forbipasserende tjener. Vi har allerede besluttet det. Hun kommer til dig. Nu er der jo et ekstra værelse, to faktisk Line er jo flyttet.
Sofie er rolig, hun forstyrrer dig ikke. Du passer på hende, giver hende mad, og vi sender kartofler og frikadeller op fra landet…
Karen satte glasset ned.
Gerda, mener du det alvorligt? Jeg er toogtres, har forhøjet blodtryk, Gerda. Jeg kan ikke længere løbe efter en teenager.
En ung pige kræver opsyn, og jeg er jo enten hos lægen eller har brug for at ligge.
Gerda fnyste og fiskede i sylten med sin gaffel:
Det blodtryk! Du kan sagtens følge med de unge.
Sofie er et guld-barn. Hun kan vaske gulv, gå i Netto. Det bliver sjovere for dig!
Eller vil du hellere mugne op alene i den tomme lejlighed?
Vi har allerede snakket med Poul.
Han siger: Karen hun er den bedste, hun svigter aldrig sin niece.
Gerda, hvorfor hos mig? Lej en bolig til hende. Eller bare et værelse. Jeg vil bare prøve at leve for mig selv. For første gang i fyrre år!
For dig selv! Gerda lo højt. Hør hende! Søsteren flytter til byen og vil glemme sin familie!
Her har vi slæbt kartofler og hjemmelavet grever igennem hele Jylland, og nu: for mig selv.
Line har sikkert også bare fået storhedsvanvid.
Line, der lagde mærke til at folk vendte sig om mod mosteren, gik over til sin mor.
Er det okay med alt? Hovedretten kommer snart, sagde hun smilede.
Ja, Line, alt er fint, onklen, der hidtil mest havde tygget tavst, løftede blikket, sløret af den klare snaps. Kun din mor bliver svær.
Vi vil gerne have datteren boende hos hende, så hun kan få sig en uddannelse, men din mor nægter.
Sig noget til hende du har måske indflydelse?
Line rettede ryggen.
Sofie vil til København? Det er da skønt. Hun kan bare søge ind.
På kollegier er der fine muligheder. Det är en god skole i livet, jeg har selv været der.
Kollegium?! mosteren fik næsten galt i halsen. Du ved da godt, hvad der foregår der! Hvad kan hun lære der?
Her er det i familien, eget værelse.
Karen, siger du slet ingenting? Dine er voksne nu, nu må du altså hjælpe os.
Jeg har sagt mit, Gerda, Karen rejste sig fra bordet. Lad os glæde os over festen i stedet for at tale om planer i andres hjem.
Undskyld mig, jeg skal lige ud.
Hun skyndte sig mod dametoilettet.
Line fulgte efter og efterlod slægten i højlydte diskussioner.
***
På toilettet fiskede Karen febrilsk en tablet op fra sin taske.
Mor, rolig nu, sagde Line, idet hun åbnede vandhanen for at væde et papir. Læg det på halsen. De er fuldstændig grænseløse.
Har du hørt? Hun har allerede besluttet for mig. Og så Poul… bedste kvinde.
Herregud, jeg har ikke set dem i ti år, kun talt i telefonen: hej farvel. Og nu skal jeg åbenbart passe deres datter i flere år!
Mor, sig nej! Jeg kender dem godt nok.
Så snart Sofie træder ind i din lejlighed, bliver du hendes tjenende ånd.
Du kommer til at lave mad for to, vaske, høre på hendes brok, og Gerda vil ringe og kontrollere, hvorfor datteren er ude klokken ti om aftenen.
Har du brug for det?
Nej, Karen sukkede. Men de vil tage det ilde op. Vi er jo familie. Vi har haft kontakt i så mange år…
Kontakt? De sender en pose dårlige æbler en gang om året og minder dig om det i et halvt år efter?
Det er ikke kontakt, mor. Kom, lad os gå.
Bare ignorer dem, svar ikke på deres spidsfindige spørgsmål.
Men det lykkedes ikke at ignorere. Resten af aftenen var Gerda og Poul overdrevent højlydte.
De satte sig hos de andre gæster, og klagede højt over, hvordan de københavnske er blevet overlegne og nogle folk har glemt deres rødder.
Sofie, en langbenet pige med stærkt optrukne læber, sad mut og kiggede demonstrativt på sin telefon.
Da brylluppet nærmede sig slutningen, og folk så småt gik hjem, opsøgte Gerda Karen ved garderoben og forsøgte igen at påtvinge hende datteren.
Men Karen sagde nej. Poul sendte hende et foragteligt blik og fulgte sin kone.
***
Om sommeren mærkede Karen Hansen endelig friheden.
Hun købte nye gardiner til stuen, læste bøger hun aldrig havde haft tid til, og meldte sig til dans.
Telefonen ringede tidligt en morgen.
Hej Karen, snakkede Gerda hurtigt. Vi kommer i morgen!
Poul har tanket bilen, vi har pakket Sofies ting, dyner, puder og et lille fjernsyn.
Vi er hos dig ved frokost.
Karen stivnede.
Gerda, du har ikke forstået mig. Jeg sagde jo nej.
Hold nu op! Vi er jo familie, hvad deler vi? Du har nok skumlet færdig nu.
Sofie har allerede fortalt alle i landsbyen, at hun skal bo i København, næsten centrum!
Du kan ikke gøre os til grin for naboerne!
Gerda, jeg mener det alvorligt. Jeg åbner ikke døren.
Jo, det gør du! Det skal du! Sofie er din eneste niece.
Hvis du nægter nu, så glem mig! Jeg fortæller alle, hvem du egentlig er.
Gerda smed røret på, og Karen var ved at græde.
Hvordan snakker man med sådan nogle mennesker?
***
Næste dag var der larm ved opgangen til den klassiske københavner-etageejendom.
Den gamle Toyota med overfyldt trailer spærrede det hele. Poul i ternede shorts tørrede sveden af panden, mens Gerda med armene i siden trykkede på dørtelefonen.
Karen! Luk op! Vi er her! Kom ud! Sofie kan ikke bære mere!
Gerda trykkede igen og igen. Så begyndte hun at dunke på panelet med knyttet næve.
Karen! Nok med gemmeleg! Vi tager ikke hjem!
I det samme kom Lines mand, Jesper, kørende og parkerede bilen.
Hej Line! Gerda smilede kunstigt. Kan du åbne døren? Din mor kan åbenbart hverken høre eller forstå.
Mor hører fint, tante Gerda, sagde Line, bag solbriller. Hun har sagt Sofie ikke skal bo her.
Hvorfor har I slæbt barnet over tre hundrede kilometer?
Du skal ikke fortælle mig noget! skreg Gerda. Det er vores familieanliggende! Du er for ung til at blande dig!
Jesper greb ind:
Karen Hansen bad os sikre, at hun ikke blev forstyrret. I bør tage hjem.
Poul puffede brystet frem:
Hør, svigersøn… Du skal ikke bestemme her. Vi er familie. Vi har ret.
Ret til hvad? Line foldede armene. At trænge ind i nogen andens hjem? Presse din datter på et ældre menneske?
Tante Gerda, se på Sofie. Hun skammer sig.
Sofie stod med blikket i mobilen, mens kinderne blev rødere.
Sofie skammer sig ikke, hun bliver såret! Gerda råbte. Tøsen fra byen, ligeglad med familie!
Karen! Kom ud, fej! Se din niece i øjnene!
Vinduet på anden sal blev åbnet. Karen stod bleg og kiggede ud.
Gerda, tag hjem, stemmen rystede. Jeg åbner ikke. Jeg vil ikke mere!
Nå! Gerda greb Sofies store taske og kastede den mod døren. Så tag hendes ting!
Hun får lov at sidde her, til du ombestemmer dig! Vi smutter!
Så kan vi se om du vil lade hende sidde på gaden!
Det kommer hun ikke til, Jesper løftede roligt tasken og lagde den tilbage i traileren. For I sætter jer i bilen og kører! Ellers ringer jeg til politiet.
Forsøg på indtrængen, hærværk.
Der er kameraer overalt, tante Gerda. Vil I overnatte i detentionen?
Gerda gispede af raseri. Hun fór mod Jesper, men Poul opfangede stemningen og tog hende i armen.
Kom, Gerda… mumlede han. De er godt nok blevet fine folk herinde.
Ja, må din lejlighed blive din forbandelse! skreg Gerda fra bilen. Karen, glem, at du havde en søster!
Din københavnerkrage, du får ikke én kartoffel mere fra os!
Du visner alene!
Sofie, ind i bilen!
***
Sofie kom til sidst i pleje hos en fjern slægtning.
To måneder senere tog hun alle smykkerne hjemmefra og forsvandt med en lokal gut.
Hun blev eftersøgt med politiet en uge.
Slægtingen sagsøgte familien og ville have erstatning, og Gerda skreg syd og nord, at det var byen, der fordærvede Sofie og at plejemoren havde skylden.
Karen Hansen takkede sig selv for at hun havde holdt stand hvor var det godt, hun ikke slap familien indenfor.
***
Nogle gange er det sværeste ikke at sige nej til fremmede men til ens egne. Man skal ikke altid lade dårlig samvittighed styre, især ikke når det gælder ens egen ro og liv. For hvis man aldrig sætter en grænse, ender man med at tabe sig selv.
