Du er jaloux på mine patienter, på sygeplejerskerne, på lægerne. På hver eneste gadelygte. Det er helt ude af kontrol Og Jeg er virkelig træt. Helt ærligt.
Mads, hvad er det her? sagde pigen strengt, mens hun holdt en skjorte op. Hvad er det for en lyserød plet? Nogens læbestift? Ikke? Og alligevel blev du længere på arbejde
Astrid, hvad er det, du siger? svarede Mads træt, mens han pakkede arbejdsbøger ud. Jeg har lige haft nattevagt. Hvilken læbestift? Blandt kvinder har vi kun Sygeplejerske Bodil, og hun går nu ikke lige med lyserød Jeg mener det. Jeg er helt flad.
Astrid kneb læberne sammen, krøllede skjorten sammen og forsvandt ud på badeværelset. Mads sukkede tungt.
Mere end et halvt år havde Astrid og Mads været kærester. Og det virkede til, at alt var lidt idyllisk med en undtagelse: Astrid var utroligt jaloux. Hun fandt mistanker, selv hvor de ikke kunne eksistere.
Prøv lige at se her, stønnede Astrid. Han er helt sikkert utro. Se selv.
Hun rakte skjorten til sin søster og krydsede armene som om hun var ved at forberede sig på dommedag. Hun var ægte ked af det.
Freja Astrids søster kiggede på skjorten, snusede til pletten og begyndte at grine.
Hvorfor griner du? spurgte Astrid fornærmet.
Det er marmelade fra hindbærsyltetøjet, sagde Freja.
Astrid flåede straks skjorten til sig og snusede mistroisk. Hendes ansigt afspejlede både overraskelse og forvirring.
Det er altså på tide, du slapper af. Jeg forstår ikke, hvorfra din mistænksomhed kommer, sagde Freja.
Astrid satte sig over for søsteren.
Det er ikke bare fordi, vi lige har fundet sammen. Jeg var faktisk den anden, indrømmede hun og så væk. Forstår du? Han var mig utro med sin eks. Først troede jeg, han aldrig ville forlade mig for nogen, men nu Nu kan jeg godt se, at det kan han sagtens. Og sikkert nemt. Og
Det er altså ikke et argument for at snakke om utroskab. Du er nødt til at lære at stole på folk.
Jeg stoler da på ham, indvendte Astrid. Men jeg er bare så bange for at miste ham. Kan ikke lade være.
Freja rystede på hovedet.
Hvor har du været henne? spurgte Astrid klokken er over et.
Mads sukkede opgivende.
Astrid, du gav mig jo selv lov til at tage ud med drengene. Vi så bare fodbold. Slap af og hyggede os. Hvad er der galt?
Daniel har været hjemme for længst, jeg har ringet til Camilla. Hvor var du de sidste to timer?
Daniel skulle hjem til konen, men Sten og jeg blev hængende lidt. Astrid, slap nu af. Jeg går i seng.
Mads forsvandt ind i soveværelset og smed sig i sengen. Han ville helst glemme alt om hendes evige jalousi og have bare lidt fred. Bare som i gamle dage. Men Astrid, som sædvanlig, fik det hele ødelagt.
Astrid kom ud af Netto og gik hjemad. Hun gloede ned i mobilen og mærkede slet ikke livet udenfor skærmen. Tilfældigvis kiggede hun op og stivnede. På den anden side af vejen havde Mads fået om halsen af en blondine, de grinede som gamle venner, og han lod til at kramme hende helt uden skam.
Pludselig blev Astrids øjne helt dystre, hun smed sit net med rugbrød og kartofler og fór over gaden. Hun hev pigen væk fra Mads.
Jeg vidste det! råbte Astrid. Jeg vidste, du var mig utro! Jeg vidste det! Du har snydt mig hele tiden! Nej rystede hun på hovedet nej, det er slut! Du, du forræder!
Mads så trist på hende, hans hænder var knyttet, hans øjne pilede undskyldende til den stakkels blondine, der ikke rigtig forstod hvad hun lavede i et melodrama på Vesterbro.
Astrid
Du skal ikke sige et ord! Jeg ved, hvad du vil sige. Og jeg vil ikke høre på dine latterlige bortforklaringer.
Det er min kusine. Altså virkelig. nåede Mads at sige, før hun eksploderede igen.
Hvad?! Astrid frøs midt på fortovet.
Det er moster Lisbeths datter. Du har mødt hende. Og hun hedder Marie, vi er vokset op sammen. Vil du ikke tage hjem, så snakker vi der?
Astrid adlød og mumlede et hurtigt undskyld til den forvirrede pige.
Mads kom meget sent hjem. Han var såret. Hans mund var presset sammen, så han nærmest ikke havde nogen læber tilbage, og hans øjne gad faktisk slet ikke se på Astrid.
Mads
Jeg er træt af det, indrømmede han. Jeg forstår ikke, hvor alt det her jalousi kommer fra. Siden vi blev kærester, har jeg ikke hørt om andet. Du kigger altid på mig, som om jeg skjuler noget. Du er jaloux på mine patienter, sygeplejerskerne, lægerne. På hver eneste gadelygte på Østerbrogade. Det er for meget Og Jeg er virkelig træt af det.
Mads! græd Astrid. Vil du virkelig slå op? Jeg beder dig Jeg elsker dig jo! Undskyld, undskyld, undskyld, jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men jeg lover at gøre alt, så det aldrig sker igen. Lover!
Astrid var tæt på at smide sig på knæ. Hun greb fat i hans hænder og stirrede ham i øjnene. Mads havde ondt af hende, han elskede hende virkelig, og han havde faktisk lagt hele fem års forhold bag sig bare for hende. Han havde aldrig troet, han kunne tage det spring, men Astrid hun havde alligevel fanget ham på en måde. Men nu Nu havde han sine tvivl.
Jeg elsker dig, hviskede han, og trykkede hendes hånd, mens han så hende i øjnene. Men det her er ikke normalt. Jeg kan ikke leve sådan
Jeg gør det aldrig mere, snøftede Astrid. Aldrig! Bare gå ikke fra mig. Du forstår det ikke, jeg kan ikke uden dig.
Mads trak vejret dybt og trak hende ind til sig. Han kunne simpelthen ikke forlade hende. Ikke selvom alt det her.
I flere måneder gik det faktisk rigtig godt mellem Astrid og Mads. Hun viste i hvert fald ingen jalousi, og han nød at tilbringe tid sammen med hende faktisk så meget, at han ikke engang smuttede tidligt fra arbejde om eftermiddagen eller blev hængende længere.
Så kom efteråret og forkølelsessæsonen. Mads fik flere patienter, og han kunne umuligt være hjemme før sent. Han kom hjem, spiste aftensmad og gik direkte i seng udmattet og brugt.
Astrid begyndte igen at få mistanker. I starten anstrengte hun sig virkelig for at stole på ham, hun lod være med at spørge, hvis hans skjorte lugtede af en anden parfume. Kvinderne på afdelingen var jo alligevel over 50 og fra Ringkøbing så, det kunne ikke være noget. Men for hver dag voksede mistanken. Hun tjekkede hans skjorter, og begyndte snige sig til information.
En aften gik Mads direkte i bad efter arbejde. Denne gang var han hurtigt færdig, fordi han virkelig bare ville i seng. Uden at larme listede han ud fra badeværelset og opdagede, at Astrid hurtigt rodede på hans telefon.
Astrid hvad har du gang i?
Pigen rykkede sammen, lagde straks telefonen fra sig.
Ikke noget Skulle bare ringe.
Mads nikkede hen mod hendes egen telefon med lyserødt cover, der lå på sengen.
Var det ikke nemmere at bruge din egen?
Den er løbet tør for strøm.
Men på skærmen lyste der pludselig en besked op.
Nå?! Så meget for at være løbet tør? Så lyver du også Mads løftede brynene. Er der andet, jeg skal vide, fru Detektiv?
Undskyld, sagde hun stille.
Nå men, fandt du det, du ledte efter? Miss Marple sagde han, ret irriteret.
Astrid rystede på hovedet.
Mads gik bare roligt hen til klædeskabet og begyndte at pakke. Astrid sprang op fra sengen og greb hans arm.
Nej, please, nej! Jeg skal nok stoppe. Jeg stoler på dig Mads!
Nej, Astrid, én gang til? Det går ikke. Jeg vil bare leve lidt i fred. Kunne stole på dig og vide, at du også stoler på mig. Det her det er ikke et liv.
En halv time senere havde han pakket det hele parat, mens Astrid snøftede og sad og krammede sine knæ på sengen.
Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig. Men jeg kan ikke mere. Og du du ændrer dig ikke.
Mads forlod lejligheden, købte et DSB-klippekort, og tog hjem til forældrene i Holbæk. Han var virkelig, virkelig træt.
Manglende tillid ødelægger ethvert forhold, uanset hvor stærkt det ellers er. Og ofte projicerer vi vores egne fejl over på andre. Måske troede Astrid, at Mads en dag ville forlade hende, ligesom han én gang havde forladt en anden for hende. Men det var hende selv, der havde valgt ham. Og uden tillid, ingen kærlighed, ingen venskab, og bestemt ingen fremtid sammen. Dét var hendes største fejl.
Giv et like og smid din kommentar nedenfor!
