Gøgens tårer

– Far, jeg er hjemme! Og jeg er SULTEN!

Rikke smed sin skoletaske i hjørnet, hev sine støvler af og sang: “Hallo! Er der nogen hjemme udover mig?!”

Den tykke, stribede kat dukkede frem fra køkkenet, logrende utilfreds med halen.

– Frederik, hej! Hvor er far? Rikke kløede katten bag øret og traskede efter den ind på fars kontor.

Men hendes far, der normalt på denne tid sad fordybet i sin disputatsopgave, var der ikke.

– Frederik! Hvad foregår der? Hvor er vores geni?! undrede hun sig.

Hvis hendes far skulle noget, ville han altid give Rikke besked. De havde en aftale én af dem skulle altid vide, hvor den anden var. En helt fornuftig forholdsregel, syntes de begge. Man ved aldrig, hvad der kan ske.

Min far, Søren Madsen, var trods sine store bedrifter indenfor fysikken altid distræt og lidt glemsom men aldrig over for mig. Han kunne let glemme, hvor han skulle stå af bussen, eller købe mærkelige ting ind, han allerede havde, men når det kom til mit schema, telefonnummeret til mine veninder eller klasselæreren, der kunne han det udenad vågnede han midt om natten, kunne han remse det hele op på et sekund.

Jeg vidste altid, at far elskede to ting i livet: mig og så fysikken og jeg var vigtigst. Da jeg blev født, og mor, Lone, ret hurtigt blev klar over, at moderskab ikke var for hende, valgte far at blive alene med mig.

Jeg kender kun svagt min mor. Hun forsvandt, da jeg var ét år gammel, og før det så jeg hende sjældent. Vi boede hos farmor, og mor kiggede kun forbi. Hun kyssede mig kort på kinden, forærede mig en alt for dyr dukke, som farmor straks pakkede væk, brokkende sig over, at børn skal have legetøj, de kan lide og forstå og endnu vigtigere; legetøj, der ikke bare skal stå på en hylde. Mor var sangerinde, havde et fantastisk sopran og endnu større ambitioner. Hun ville ikke spilde sin som hun selv udtrykte det dyrebare tid på sutteklude og bleer.

Da hun fik et jobtilbud i København, tænkte hun ikke længe. Blev og fik karriere og mente sikkert, det var for mit eget bedste.

Imens voksede jeg, snublede og lærte at gå, fik tænder under koncert i stuen, og prøvede at kalde andre kvinder “mor”. Farmor stoppede det straks, og far giftede sig aldrig igen. Så jeg begyndte bare at kalde ham morfar, en blanding af mor og far.

Jeg syntes ikke selv, det var mærkeligt. Det var ham, der trøstede mig om natten, lavede min mad og fandt på sjov, så jeg kunne få noget ned, når grød, som jeg hadede, blev serveret. Jeg havde et særligt talent for at slippe af med grød i børnehaven. Enten gemte jeg den i legetøjet eller smed det i blomstervasen. Til sidst snakkede min pædagog med far, og fra da af spiste jeg morgenmad hjemme, alt fra fantasifulde pandekager til chokoladekage bare for ikke at være sulten før frokost. Pædagogerne mente, jeg blev forkælet, men far holdt stædigt fast børn skal ikke tvinges til at spise noget, de hader.

Men jeg blev aldrig forkælet. Jeg elskede far for alt og adlød altid. Et bebrejdende blik og et tungt suk var nok, så vidste jeg, at noget virkelig var galt, og jeg lovede, det ikke gentog sig.

Farmor var ikke så vild med fars pædagogik.

– Søren, du ødelægger hende, sagde hun.
– Hvad vil du have, jeg skal gøre? Du piskede heller ikke mig…
– Nej, men en gang brækkede jeg en ris over din ryg, kan du huske det?
– Var det, da jeg badede med Jens uden at sige noget?
– Præcis! Jeg var fra forstanden. Så kommer Jens alene og siger, at han ikke ved, om du er druknet eller stadig svømmer!

Far grinede altid, når de talte om det gamle, og farmor huede aldrig rigtigt moderne opdragelse, men lod ham gøre, som han ville.

Farmor døde, da jeg var fire, og så boede vi bare far og jeg i en kæmpe, larmende femværelseslejlighed midt i Aarhus. Lejligheden arvede han efter farfar, der havde været direktør på et værft, indtil hjertet ikke kunne mere.

Efter farmor blev syg og døde, blev jeg hurtigt selvstændig. Allerede som syvårig vasket jeg gulv og lavede spejlæg, som otteårig smurte jeg madpakker og lavede morgenmad til far og mig. Som tiårig havde jeg et skema for hver dag, trænede og udførte pligter sammen med far; jeg gjorde stue og soveværelser rene, han tog sig af køkken og fællesrum, og vi lavede mad på skift. Det var vigtigt for mig, at katten, Frederik som jeg havde halet hjem fra et baggårdsskur kun var min at tage mig af. Hvis der var en i huset, jeg kunne gøre en forskel for ud over far, så skulle det gøres ordentligt!

Nu stod Frederik og stirrede insisterende på mig.

– Hvad så, Frederik? Er du sulten igen? Kom, vi ser, om far bare er handlet ind.

Svaret lå på køkkenbordet en seddel:

Rikke, jeg blev kaldt ind på universitetet. Kommer sent. Har fodret Frederik. Tro ham ikke, hvis han tigger! Far.

Alt var i sin skønneste orden. Jeg spiste, lavede lektier og gjorde klart til svømmetræning, stoppede badetøj i tasken og tjekkede tiden jeg kunne lige nå det.

Aftenen før havde jeg fået et brev, men havde ikke læst det endnu. Jeg tændte computeren, fjernede forsigtigt Frederik, der lå ved tastaturet, og klikkede på mailen, da det bankede på døren.

Vores ringe havde far fjernet for mange år siden fordi ringetonerne skræmte mig som lille. Sådan blev det bare, og i dag fungerede Frederik som ringeklokke nåede altid først ud i gangen. Denne gang stod han allerede klar, så jeg fulgte efter.

Udenfor stod vores nabo, Birthe min tro, klippefaste allierede gennem hele min barndom.

– Hej Rikke! Din far forsvandt i al hast og beordrede mig til at sørge for, at du blev mæt, før du tog til træning.

– For sent, Birthe! Jeg har spist! Jeg lo og krammede hende.

Birthe havde både flettet mit hår, når far ikke kunne finde ud af det, hentet mig fra børnehave, haft mig på overnatning, og jeg kunne altid komme til hende med alt. Ingen hemmeligheder.

– Dygtig pige! Hun kyssede mig på håret og gik ud i køkkenet. Hvad så, hvordan går det? Hvad med Mads?

– Puha, ham gider jeg ikke tale om! Jeg satte vand over til te.

Birthe åbnede gryden og rynkede næse.

– Hvad giver du din far at spise?

– Der er frikadeller i fryseren.

– Godt. Men jeg snitter lige lidt kartofler imens. Intet galt med frikadeller, men vi kan vel hygge lidt alligevel Far elsker stegte kartofler.

Det passede, så jeg lavede teen og gjorde mig klar til at fortælle om, hvordan Mads var blevet for nærgående i skolegården, da det bankede højlydt på døren.

Birthe tørrede hænderne og gik ud og åbnede.

Ind i stuen trådte straks en kvinde, jeg straks kendte.

– Mor

Far havde aldrig skjult noget om min mor, Lone, for mig. De få billeder, der var tilbage, lå i albummet. Indimellem havde jeg kigget på dem for at se, om jeg lignede hende.

Kvinden satte sin dyre kuffert fra sig, kastede sig på knæ og strakte armene ud:

– Skat! Det er mig! Kan du slet ikke kende mig?!

Det var så melodramatisk, at jeg kiggede på Birthe og trak på skuldrene.

– Jo, selvfølgelig. Men rejs dig, gulvet er koldt og ikke helt rent. Jeg har ikke vasket det i dag.

– Gud! Gør du rent selv? Lone rejste sig, børstede sin lyse frakke af, og rynkede på næsen. Vi plejede da altid at have hjælp, og nu gør du det selv? Er din far hjemme?

– Han er hjemme senere.

– Godt. Jeg er kommet for at besøge dig, skat! Nå? Har du fået mit brev? Nuvel, vigtigst er, at du kommer og krammer mig jeg har så mange gaver til dig!

Birthe trak sig diskret væk. Lone bemærkede hende ikke engang eller spurgte, hvem hun var.

Jeg på det hele, som om det skete for én anden. Lone hængte sin frakke, rettede på håret i spejlet, puffede Frederik væk med foden. Han havde straks fornemmet, at hun ikke bragte noget godt med sig.

– Skrub af! skubbede hun Frederik væk uden at ænse, hvor intenst jeg betragtede hende.

– Kom her, Frederik! Jeg løftede katten op og rykkede langsomt bagud, tættere på Birthe, som straks lagde armen om mig.

– Shh Det skal nok gå, Rikke. Jeg er lige her!

Lone talte konstant. Gav mig pakker i dyre poser.

– Jeg kender ikke din størrelse, og Søren sagde aldrig meget om dig. Men du kan selv prøve kan byttes i København. Eller du vælger selv. Hvad med farmor? Hvorfor er hun ikke hjemme og tager imod mig? Hun havde aldrig tilfældigvis et godt forhold til mig, men for dig vil jeg tolerere alt, min skat.

Jeg stivnede, og da jeg mærkede Frederik spjætte i mine arme, tog Birthe ham roligt fra mig.

– Han kan sidde i køkkenet lidt nu er det kun dig, Rikke, du skal ikke høre mere på det her.

– Farmor er her ikke.

Min stemme lød hult, men det stoppede ikke Lone.

Så råbte jeg, mere end jeg troede muligt:

– Farmor er død! Og du har ikke været her. Hvorfor kommer du nu?!

Lone blev paf, men kom sig straks.

– Jeg savnede dig!

– Det har du haft mange år til. Hvor gammel var jeg, da du forlod mig?

– Jeg efterlod dig ikke… Omstændighederne… Du forstår ikke jeg havde arbejdet så hårdt, og bare for en…

– …en lille unge, der ødelagde dine planer? Ja, mor, lad hende da bare bo med far og farmor, det klarer de nok selv, ikke? Det tænkte du?!

– Rikke, hvorfor er du så hård? Jeg er jo kommet

– Ja, og hvad så? Hvad vil du?

Mine ben rystede. Birthe holdt om mig, gav mig roen tilbage.

– Jeg vil… Lone kom tættere på, forsøgte at stryge mig over håret, men jeg hoppede bagud, næsten så Birthe væltede.

– Du rører mig ikke! Min stemme lød pludselig klar. Birthe blev helt stille af overraskelse.

– Det er ok, Birthe. Jeg er klar nu.

– Rikke lille… forsøgte Lone.

– Du blander dig ikke, Birthe! snerrede Lone. Hvem er du overhovedet? Sørg for noget orden i huset, der er beskidt overalt. Min svigermor, Gud have hende, ville aldrig have tolereret det!

Birthe fnøs bare, og jeg kunne ikke lade være at smile svagt.

– Se! Nu smiler du! sagde Lone muntert.

– Ikke over dig, mor. Over dig.

– Datter… Hvor kender du sådan nogle ord?

– Forventer du, jeg stadig leger med rangler? Nej, far har opdraget mig. Jeg ved mere, end du tror.

– Og hvad ved du? Fortæl mig!

– Fx ved jeg, at du ikke kan tage mig med. Far har sørget for det. Jeg bor hos ham, og kan selv vælge, om jeg vil se dig.

– Men du vil vel gerne, ikke? Lone søgte støtte.

Men hun var alene. Jeg havde Birthe.

– Det er nok nu! sagde Birthe, og førte mig mod køkkenet.

– Gå ind til Frederik. Han skal fodres. Vi klarer resten.

Jeg makker ret, mens Lone protesterer men jeg gør bare, som Birthe siger.

Så snart døren lukkes, står Birthe som en bjørn foran Lone:

– Fra nu af taler du om Rikkes fremtid kun sammen med Søren. Forstår du?

– Hvem tror du, du er?! siger Lone.

– Jeg er hende, der har været der de år, du ikke var. Tag ikke fejl: Jeg vil ikke lade dig ødelægge hendes liv. Hvad laver du her? Vil du tage hende til København? Har du spurgt hende, hvad hun vil?

– Hun takker mig senere!

– Tro ikke på det! Hvem tror du, hun er klar til at skifte sit hjem for lidt tøj? Du har været væk, siden hun var lille! Tror du, du kan købe dig til hende? Glem det! Gå nu ud og hent luft. Eller vent på Søren i gården. Jeg skal have mad klar til hendes træning hendes mor, det er dig ikke.

Birthe indåndede dybt, men standsede, da hun hørte snøften bag sig. Lone græd grimt og ukontrolleret, mascaraen løb.

– Hvad skal jeg gøre? Hun vil aldrig tilgive mig

Birthe sukkede og rakte hende et lommetørklæde.

– Tør snotten af dig. Tror du virkelig, hun ville kaste sig i armene på dig sådan uden videre? Hvem er du for hende? Ingenting. Du må kæmpe for at være noget. Det bliver hverken let eller hurtigt. Men hvis du sætter hende først, kan det måske lykkes. Vask dig og sæt dig ind. Søren kommer snart. Rikke har brug for ro nu. Hvad vil du så egentlig?

Lone bed sig i læben, men under Bithes blik svarede hun alligevel:

– Jeg skal giftes. Min kommende mand er god, men kan ikke få børn. Han vil gerne tage Rikke ind. Han kan give hende så meget penge, gode skoler, alt det hun kunne ønske sig. Jeg vil bare have, hun skal være lykkelig!

– Hun er allerede lykkelig, Lone! sagde Birthe. Men hvordan skulle du vide det? Du kender hende ikke.

– Nej Lone gik ind på badeværelset.

En time senere kom far hjem. Han fandt Lone siddende på mit værelse med min gamle rangle mellem hænderne.

– Du har gemt den hun hviskede. Han vidste, hun ikke talte om ranglen. Hun er så smuk…

– Hvorfor er du kommet, Lone?

– Jeg troede, det var for én ting, men det er for noget andet Og hende der med Rikke hvem er hun?

– En ven.

– Hvis ven?

– Min. Rikkes. Vores.

– Har I et forhold? Kaldte Rikke hende mor?

– Hvad foregår der i dit hoved, Lone? Hvorfor handler du, før du tænker? Birthe er gift og lykkelig. Det er bare fordi . Hun er et godt menneske.

– Og jeg er et dårligt

– Det har jeg ikke sagt.

– Vil du lade mig se Rikke?

– Har jeg nogensinde nægtet dig det? Du må komme, som du vil. Måske en dag har hun lyst til at tale med dig.

– Jeg håber det hun gav Søren ranglen. Jeg må videre

Denne gang sagde hun ikke farvel til mig, og da hun kom næste måned, svarede jeg knap. Jeg blev i stedet inviteret med Birthe ud i skoven efter svampe. Jeg fandt en lille blå blomst og sagde:

– Vidste du, den kaldes “gøgens tårer”?

– Ja, selvfølgelig Rikke, hvad tænker du på? spurgte Birthe forsigtigt.

– Tror du, hun virkelig ønsker at tale med mig?

Birthe nikkede.

Hun ventede, drejede stilken mellem fingrene, og sagde så:

– Prøv. Hvis det ikke går, har du stadig far. Og mig. Det ved du.

– Ja, det ved jeg.

Jeg lagde forsigtigt blomsten på jorden, lyttede og spurgte drillende:

– Der er aldrig en gøg, når man vil spørge den, om hvor længe man skal leve! Birthe, hvor længe skal jeg leve?

– Længe, min pige! lo Birthe. Længe og lykkeligt! Det ved du uden nogen gøg!

– Ja. Nemlig!

Senere talte jeg med min mor. Men det tog mange år, før vi for alvor fandt hinanden. Først til mit bryllup, lænede jeg mig endelig ind, krammede hende og så hende i øjnene:

– Vær lykkelig, min skat!

– Det bliver jeg! svarede jeg og mit blik søgte straks far og Birthe blandt gæsterne bare for at vise dem, at alt var, som det skulle være.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

eleven − 2 =