— Mor, far, hej, I bad os kigge forbi, hvad er der sket? — Marina og hendes mand Torben stormede nærmest ind i forældrenes lejlighed. Egentlig skete det hele for længe siden. Mor var syg, hun havde en alvorlig sygdom, anden stadie… Mor gik igennem kemoterapi, dernæst strålebehandling. Hun kom i remission og håret begyndte så småt at vokse ud igen. Men det blev hurtigt klart, det var for tidligt at ånde lettet op, for mor fik det igen dårligere. — Marina, Torben, god aften, kom indenfor, — mor var bleg og spinkel som en ung pige. — Kom ind, børn. Sæt jer ned. Vi har en usædvanlig bøn, lyt til din mor, — far virkede lidt rådvild. Marina og Torben satte sig i sofaen og kiggede spændt på mor. Irina så på sin mand Børge, som for at søge støtte. — Marina, Torben, I må ikke blive forundrede, men jeg har et mærkeligt ønske. Kort sagt… Vi beder jer inderligt. Adoptér en dreng for far og mig, vær søde! Vi får ham ikke selv på grund af alderen og andre årsager. Et øjebliks stilhed sænkede sig. Datteren kom først til sig selv: — Mor, du vil nok blive meget overrasket, men vi har længe haft snakken, men turde ikke sige det. Torben og jeg vil så gerne have en dreng – vi har jo allerede to piger, jeres elskede børnebørn. Og der er ingen garanti for, at barn nummer tre bliver en dreng. Men det er ikke hele sagen – helbredet er heller ikke det bedste længere. Maria blev taget med kejsersnit. Lægerne fraråder flere børn. Vi har faktisk snakket om, om det måske er bedst at adoptere en lille dreng fra børnehjemmet. At tage et lille sødt drengebarn hjem til vores familie. Og nu kommer du, mor, og siger det samme… Hvorfor tænkte du det? — Marina, jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde, — Irina førte nervøst hånden hen over sit nydeligt korte hår, — ser du, jeg har fået det værre igen. Så kom min gamle veninde, tante Nadja fra mit tidligere arbejde, kan du huske hende? Hende der havde modermærket over øjet, som næsten dækkede det helt? Lægerne sagde, det skulle fjernes, men Nadja kom til mig – nu er der ingen modermærke, og hun ser fantastisk ud. Hun havde været i landsbyen hos bedstemor Signe, der havde “talt” for hende. Nu var Nadja insisterende – jeg skulle tage med til bedstemor Signe, hun havde hjulpet så mange, folk kom langvejsfra. Jeg tænkte, hvad kan det skade, og vi tog af sted. Marina og Torben lyttede spændte, men forstod ikke helt hvor det førte hen. — Så, børn, — fortsatte Irina, — bedstemor Signe stillede mig straks et underligt spørgsmål: Har du en søn? Da jeg svarede, at jeg har én datter, dig Marina, og to skønne børnebørn, Maria og Tanja, spurgte Signe stædigt: Men før datteren – var der noget? Jeg blev forvirret – for ingen udover far og jeg ved, at jeg en gang mistede et barn sent i graviditeten. Det skulle have været en søn, en førstefødt før dig, Marina. Men han overlevede ikke, — Irina gned nervøst i kanten af sin T-shirt. — Og så? — spurgte Marina med store øjne. — Så sagde bedstemor Signe bare: Adoptér en dreng. Vendte sig om og gik. Og jeg begyndte at græde – det var, som om jeg havde fejlet ved ikke at kunne beskytte min første lille dreng. Og nu føltes det som om, jeg skylder et andet barn kærlighed og omsorg, for at genoprette balancen. Og så mærkede jeg efter — jeg har faktisk lyst til det. Far og jeg kan give et lille menneske al vores kærlighed og alt, hvad han kunne få brug for! Og det handler ikke engang om at blive rask. Jeg føler bare et stort ønske om at redde et lille liv fra ensomhed og at være forældreløs. Forstår I mig? — Mor, jeg forstår dig helt og støtter dig, — Marina kastede sig grædende i favnen på sin mor, — lad os gøre det sådan! Marina og Torben havde allerede talt med ledelsen på børnehjemmet fordi de ønskede at adoptere en lille dreng. De fik lov at se børnene. Irina og Børge var selvfølgelig med. I legeværelset sad en flok børn på tre år og derover på gulvtæppet og legede. — Mor, se den lyshårede dreng der, han ligner dig og han stabler så koncentreret klodser. Han rækker endda tungen ud af anstrengelse, — hviskede Marina og pegede diskret. Irina kiggede – og kunne også godt lide ham. Men i hjørnet lød nogen uforståelige ord. Irina vendte sig – i hjørnet stod en lidt ældre dreng med triste øjne. Han hviskede næsten uhørligt. — Taler du til os? Du må gerne tale lidt højere, jeg hørte ikke helt, — sagde Irina venligt. Drengen tog et lille skridt frem og gentog: — Tante, tag mig med, vær rar, jeg lover, du vil aldrig fortryde det. Tag mig… Marina og Torben fik hurtigt ordnet papirerne og adopterede Mikkel. Maria og Tanja var meget stolte over at få en lillebror. Mikkel faldt hurtig til og begyndte at kalde Marina og Torben for mor og far. Han var ofte på besøg hos mormor Irina og morfar Børge, der boede tæt på, og han kunne også gå i skole derfra. Han kaldte Irina for noget særligt — ikke bedstemor, men mor Irina. Han begyndte helt af sig selv, og hun så sit barn i ham — som var det hendes søn, den der aldrig… fik lov at leve. Efter lægernes anbefaling begyndte Irina et nyt behandlingsforløb, men det hjalp ikke — hun fik det værre. Mikkel så op på hende, strøg hende over det korte hår. — Mor Irina, hvorfor er du syg? Jeg vil så gerne have, at du bliver rask! — Jeg ved det ikke, lille Mikkel, det sker bare… men jeg skal nok prøve at blive rask, jeg lover dig det, — Irina elskede at blive kaldt mor Irina. Børge talte med lægen, der insisterede på operation. — Hvilke chancer har hun? — spurgte Børge. Lægen var ærlig: — Halvtreds-halvtreds. Men vi gør alt, hvad vi kan. Så kan hun overleve. Børge og Irina besluttede sig. På dagen for operationen var alle nervøse. Marina ringede hele tiden til sin far. Han havde aftalt med lægen, at han ville høre nyt så snart det var muligt. Han opdagede først senere, at han ikke kunne finde Mikkel. Han fandt drengen på deres soveværelse, ved Irinas kåbe. Mikkel havde ikke hørt Børge komme ind. Han sad på gulvet med ansigtet gemt i Irinas kåbe, græd og hviskede: — Mor Irina, gå nu ikke væk, jeg vil ikke miste dig igen, vær sød! Jeg vil have du altid er her, mor Irina! Telefonen ringede, både Børge og Mikkel blev forskrækkede. Det var lægen. Stemmen var træt uden glæde, og Børges hjerte sank — var alt tabt? Havde Irina ikke klaret operationen? — Børge? Det er Michael Jensen. Operationen var meget svær, men i sidste ende gik det godt — din kone klarede den. Det var lige på et hængende hår, jeg har aldrig set noget lignende, som om nogen hjalp hende fra oven, lige der, hvor livet næsten var væk. Tillykke, det er tydeligt, hun har mere at leve for — der ER noget at kæmpe for… — Tak, tak, doktor! — Børge omfavnede Mikkel. — Forstår du, alt gik godt – vores mor Irina lever! Tænk hvor heldige vi er, min dreng. Undskyld, men jeg hørte dig bede for mor Irina. Tak, min kære dreng!